Farvel til Epernay. På vej mod nye eventyr
49° 2′ 49.6348” N 3° 38′ 1.56” E
July 5, 2015
Vi har aftalt med monsieur Bernard, at vi sejler klokken 9.00: Han og kæresten er naturligvis nede og vinke farvel ved kajkanten. Han siger tut-tut som en færge, der lægger fra land, spiller op til Nellie og lader os forstå, at vi har været nogle helt særlige gæster. Javist. I en havn med sammenlagt tre overvintrende både har vi nok også betalt broderparten af hans løn gennem et helt år, tænker en kynisk nordbo.
Det bliver en super tur. For pokker, hvor er det en lettelse at vinke farvel til Epernay, som har ”bundet os” i næsten et år. Endelig er vi igen på vej. På vej mod nye eventyr. Hver dag noget nyt. Familien spinder. Motoren brummer behageligt. Det var værd at vente på. Den nye reservedel ser ud til at være pengene værd.
Logbog: Dagens distance: 40 km. Sejlet tid: 10.10 til 17.00 = 7 timer. Sluser: 8 stk. Vejr: Hedebølge. I dag kun op til 34 grader mod 36 grader fredag og lørdag.
Vi forbereder Ronja på et ny sommer på franske kanaler og floder
49° 2′ 39.6348” N 3° 55′ 1.56” E
July 4, 2015
Dagen går med rengøring af Ronja, sæbevand og algefjerner, vand på tankene og et gigantisk indkøb i Carrefour samt – for Lasse, Tianling og Nellie – en udflugt til de dybe kældre under champagneproducenten Mercier, der har så mange kilometer underjordiske gange med gærende flasker, at de har investeret i et underjordisk tog til at komme rundt.
Om aftenen griller vi aftensmad på kajkanten. Solen griller os andre fra oven. Det er hedebølge.
Gensyn med Ronja
49° 2′ 49.6348” N 3° 58′ 1.56” E
July 3, 2015
Efter en sen frokost i byen Bouillon på grænsen mellem Belgien og Frankrig ankommer vi sidst på eftermiddagen til havnen i Epernay. Stor modtagelse.
Havnekaptajnen, monsieur Bernard, forklarer med store armbevægelser, hvordan han vinteren igennem har kæmpet mod naturens lunefulde angreb på Ronja. Fem gange er vandstanden steget i Marne floden. Helt derop til, siger han, og peger højt op ad skrænten over Ronja. Fem gange har han været ude og forstærke afstivningen for at holde Ronja fri af kajen. Der er blevet halet og herset, må vi forstå. Det har været en kamp mod overmægtige kræfter.
Madame Bernard kindkysser og samtykker: Monsieur Bernard har kæmpet og vundet.
Det er mere end 11 måneder siden, vi efterlod Ronja i Epernay med motorproblemer Hun har det fint. Støvet, beskidt. Men efter omstændighederne i en bedre stand, end da vi genså hende efter en hel vinter i en havn nord for Paris.
Vi henter Kirsten på Epernays togstation ved 21-tiden. Hun havde et møde på sin skole fredag formiddag, og derfor er hun rejst til Epernay med fly og tog. Vi spiser sen middag i tung hedebølge. Selv ved midnatstid føles det som langt over 30 grader.
Lad os finde farfars båd i Frankrig
49° 2′ 49.6348” N 3° 57′ 1.56” E
July 2, 2015
Det er tidlig eftermiddag og steghedt, da Per møder Lasse, Tianling og Nellie på Fredericia Banegård. Per har været til et par møder hos Jysk Fynske Medier i Vejle, og de andre kommer tilrejsende med toget fra København.
Alle stiger om til Pers bil, som med fuld knald på bilens aircondition skal bringe os helskindede gennem den aktuelle hedebølge og ned til det gode skib Ronja, som venter i champagnens hovedby, Epernay, Frankrig.
Fin tur. God stemning. Nellie (3 ½ år) falder ind i rytmen. Hun sover en del, leger med Tianling og er i perlegodt humør. Vi hviler ud på Moevenpick Hotel i Münster. Glimrende aftensmad, glimrende værelser, glimrende morgenmad. Og så afsted igen.
Mandag 14. juli til mandag 15. juli
49° 2′ 29.6348” N 3° 58′ 1.56” E
En hel uge yderligere er gået. Vi er stadig i Epernay og, når vi på vores løbetur hver anden morgen svinger ind hos den lokale bager i Magenta, så rækker bagerkonen straks ud efter hylden med de grove baquettes tilsat ekstra korn. Hun betragter os som stamkunder, ved hvad vi vil have og hilser hjerteligt, når vi kommer.
På samme måde er det, når vi hver dag cykler ind til den café i Epernay, der har det stærkeste wifi, så vi kan læse nyheder, checke mail og i det hele taget følge med i, hvad der sker i verden. Servitricerne hilser på os som kunder, de kender, selv om vi ikke helt som andre stamkunder er kommet på kindkys-niveau med servitricerne.
Vi er tæt på at gro fast i Epernay. I stedet for fredag, så kommer le mekanik pludselig tirsdag eftermiddag. Vi er oppe i byen på stamcaféen. ”Du er ikke på båden,” spørger han let bebrejdende. ”Nej, men jeg er der om ti minutter. Bliv endelig hængende.” Han måler, han fotograferer, han taler på fransk med et lager, oplyser dimensioner på kardan-leddet dog på møtrikker. Le mekanik lader os forstå, at nu er vi trods mange genvordigheder med krakkede afdelinger af Malö og ferielukket på Orust tæt på en løsning. Men det bliver ikke onsdag. Det bliver i bedste fald fredag, at han kan montere den nye del.
To dage mere, tænker vi. Men det når næppe at bundfælde sig, for aftenen efter ringer Bill, den engelske oversætter, men uheldsvanger stemme og forkynder, at kardanleddet er så specifikt til vores båd, at det ikke lagerføres noget sted i Europa men skal nyproduceres på en fabrik i Holland efter ordre. Det koster 1.591,24 € inklusive moms, og de penge vil le mekanik gerne have overført, inden han afgiver bestilling på produktionen af et nye kardan-led. Derudover vil han have 500 € for arbejdsindsatsen med at måle, vurdere og – til sin tid – montere den nye reservedel. Fra tidspunktet for afgivelse af ordren vil der gå 15 dage, inden reservedelen er klar til at blive monteret. 15 dage!!! Vi er jo for pokker ikke pensionister med hele livet foran os til at vente i. Vi er på en fire ugers ferie. Og allerede nu er de to uger gået med at vente på den rette løsning på vores motorproblem.
Per accepterer at overføre pengene. Betale arbejdslønnen. Men vil ikke acceptere, at det skal tage 15 dage. Bill ringer tilbage til le mekanik. Der er ikke noget at gøre. Den hollandske producent er ufravigelig. Vi aftaler, at le mekanik skal komme til båden onsdag aften med sine bankoplysninger, så vi kan få klaret finansieringen. Men franskmænd er tilsyneladende upålidelige. For le mekanik kommer ikke klokken 18. Han ringer klokken 21 og spørger, om det er i orden, at vi mødes ved båden klokken 10 torsdag formiddag i stedet for? Det er ok, accepterer vi med træt stemme, hvor kun vores mangelfulde franskkundskaber afholder os for at udtrykke os mere offensivt. Le mekanik kommer heller ikke klokken 10. Han ringer klokken 12 og spørger, om det kan blive klokken 14 i stedet. Franskmænd er upålidelige.
Klokken 14 kommer han. Per ringer til Danske Bank i Odense og får overført beløbet til le mekanik. Aftalen bliver, at når pengene er inde på hans konto, fredag, så vil han bestille ”la piece”, og han stiller os i udsigt, at måske vil han kunne få reservedelen allerede efter syv dage, for han har virkeligt presset producenten og forklaret vores situation. Vi serverer kaffe, snakker socialt og skilles med de bedste forhåbninger om snarlig løsning på vores problemer.
Syv dage! Efter alle de skred, der har været i tidsplanerne, så tror vi ikke længere på franske forsikringer om bestemte tidspunkter, så nu går vi i gang med at planlægge en hel ny ferie. Vi aftaler med Lasse, at vi gerne vil komme til Provence og bo sammen med dem på et landligt B&B. Vi ringer til Mikkel og Helen og forklarer dem, at vi næppe kommer på skudhold af Lyon som aftalt. De foreslår til gengæld, at vi så kører til Lyon, og at vi holder nogle dages storbyferie. Sådan bliver det.
Dagene går med sysler på båden. Den bliver lakeret. Skruer på gelændere bliver strammet. Hele dækket får en tur med algefjerner. Fredag kommer Jørgen og Hanne. Og som altid, når de er ombord, så ændrer Ronja karakter. Der bliver mere sports-camp over båden, og der bliver – paradoksalt nok – også mere dekadent nydelse af mad og drikke over båden. Hanne har sin lille røde med. Michelin-guiden til Frankrigst bedste restauranter, og vi
Med Hannes hjælp forklarer Per nu den nye situation og den nye plan for havnekaptajnen. Vi forlader havnen på tirsdag, og vi vil gerne have Ronja liggende i Epernay indtil 11. Oktober, hvor vi vil komme ned og sejle Ronja videre ned syd på. Vi vil gerne have ham til at passe på Ronja for os. Vi vil gerne have ham til at åbne for le mekanik, når denne kommer, vi vil gerne have ham til at lukke ned for motor og intern strøm, når installationen er færdig.
Bernard er helt med. Ingen problemer. Han skal nok holde øje med Ronja og gribe ind, hvis noget går galt. Vi aftaler en pris frem til 11. Oktober. 4.500 kroner. Det er relativt meget. Men det har stor betydning, at Bernard så tydeligt lover at påtage sig et ansvar for Ronjas velbefindende. Vi får en havneplads. Vi får også en samvittighedsfuld vicevært.
Vi får endda rabat på nogle dage. ”Det gør vi ikke for alle og enhver”, bedyrer Bernard.
Et svensk par og et par af deres venner fra Lomma ved Malmø lægger til på siden af os. Det svenske par er gået på pension, og er i gang med foreløbig 16 måneders sejlads ned til Grækenland. Deres båd er en Bavaria 34, som de har døbt ”Drömmen”
Søndag 13 juli
49° 2′ 39.6348” N 3° 58′ 1.56” E
Vi siger farvel til Anders og Kirsten, som uden en eneste sejl-dag, siden de ankom i onsdags, har besluttet sig for at tage til Paris og dyrke storbyferie i de sidste dage af deres ferieuge. Forståeligt nok. De skulle have været med som besætning til på onsdag, men i takt med, at Ronja ligger stille, og vi andre trækker os ind i os selv, sliber træværk, vasker tøj, pudser koøjer, fjerner alger og i det hele taget forbereder os på en uge med Ronja på stand-by, så virker 14. juli med parader og flyopvisning og efterfølgende bystemning i Paris mere tillokkende.
Per går i hi med en masse bøger. Kirsten lakerer gribelister ned til kahytten og påbegynder et sejrrigt felttog mod algerne, der giver vores teak-dæk et lidt træt og slidt skær.
Lørdag 12 juli
49° 2′ 39.6348” N 3° 58′ 1.56” E
Anders og Kirsten besøger nogle flere Champagne-huse og vender hjem til Ronja med overdådige planer for en stor middag. Dertil naturligvis champagne. Brut reserve.
Kirsten og Per har tilbragt hele dagen på Ronja med at læse og pusle om båden.
Måske skal vi snart anskaffe os potteplanter til fordækket som de andre fastliggere
49° 2′ 39.6348” N 3° 58′ 1.56” E
11. juli, 2014
Vi starter dagen med at overvære en etape-start på Tour de France. Hele Epernay er på den anden ende. Masser af publikum langs ruten. Reklamebiler i hundredevis. Skolebørn med flag. Telte med underholdning. Gule førertrøjer og prikkede bjergtrøjer til salg og på et tidspunkt: whousshh!, så er feltet af cykelryttere passeret. Det var så det.
Klokken 11 er vi trukket ned i en stille sidegade, fordi vi forventer en opringning angående motoren.
Vi har kørt de stærkeste fransk-kompetencer i stilling. Anders og Kirsten er afmønstret Ronja for at rejse til Paris. Det var ikke meget de fik sejlet på de franske floder.
I stedet er nu Kirstens storebror Jørgen og hans kone Hanne på vej til Epernay for at påmønstre.
Hanne er skrap til fransk, men hendes vendinde, Vivi, er åbenbart endnu bedre, så vi ifår hende til at ringe til mekanikeren for at få klar besked om fremdriften i vores reparation. Hvornår ventes den afsluttet? Kan det fremskyndes mod ekstra betaling i weekenden? Kan det på nogen måde overhovedet fremskyndes?
Svaret er nedslående. Hverken lageret i Holland eller producenten i Tyskland er leveringsdygtige i et nyt kardan-led, så nu skal der sendes et led fra Malö-værftet i Sverige. Det kan først ske i næste uge på grund af Bastille-dagen 14. juli. Mekanikeren vil komme fredag formiddag og fotografere akslen og opmåle dimensionerne, så han kan bestille den defekte reservedel – på havnen kendt som ”la piece”.
Den nye reservedel vil blive monteret onsdag og monteringen vil vare halvanden time. Da mekanikeren ikke dukker op som aftalt fredag formiddag, burde vi nok allerede have anet uråd.
Suk. Vi går op til Bernard og betaler for den overnatning, vi skylder ham, og for fem ekstra overnatninger. Samlet set otte overnatninger i Épernay. Det er lang tid for en jordomsejler. Måske skal vi snart anskaffe os nogle potteplanter til fordækket som de andre flodbåde, som mest er fastliggere?
“An hour without champagne is an hour wasted” (Winston Churchill)
49° 2′ 09.6348” N 4° 01′ 1.56” E
10. juli, 2014
To mekanikere kommer klokken 10.30 og afmonterer det defekte kardan-led. De er flinke men har på forhånd afskrevet enhver form for kommunikation med disse ikke-fransk talende turister. ”Ring til chefen,” siger de.
Vi forærer havnekaptajn Bernard to flasker Bourgogne-vin som tak for indsatsen med at skaffe en mekaniker. Han bliver glad. ”Tres gentile”, ”Tres gentile”.
Epernay er champagnens hovedstad. Skulder ved skulder ligger det ene champagnefirma efter det andet langs byens eksklusive hovedgade, Avenue de Champagne – Moët et Chandon, De Castellane, Perrier-Jouët og Mercier. Det hele strutter af velstand. Firmaerne har til huse i gamle og nye paladser, med overdådige, knejsende, nyrenoverede facader. Mange lokker med rundvisninger eller prøvesmagninger.
Vi besøger Mercier, for her har Anders og Kirsten haft en fin oplevelse ved et tidligere besøg. Det er i sandhed imponerende. Alene Mercier har 30 meter nede i den kalkholdige undergrund gravet 18 kilometer lange gange og kældre til opbevaring af champagnen. Vi bliver transporteret rundt i gangene med et elektrisk tog og får forklaret, hvordan champagnen bliver til. Hvor længe den gærer, hvor ofte flaskerne drejes, hvordan affaldsstofferne bliver skilt fra, og hvordan flaskerne bliver proppet til på ny. Undervejs har kunstnere udsmykket væggene med relieffer. Det hele strutter af velstand.
På vej tilbage ad Avenue de Champagne passerer vi Pol Roger, som var Winston Churchills foretrukne mærke. ”In victory I deserve it, in defeat I need it,” sagde han. Samme Churchill er også citeret for at sige: ”Avenue de Champagne number 44 in Épernay is the world’s most drinkable address.” Og han skal også have sagt: ”An hour without champagne is an hour wasted.” Så kan et reklamebureau vist ikke ønske mere.
Ved aftensmaden på Ronja erindrede Anders endnu en af Churchills udødelige citater. Winston Churchill havde ved en middag fået en engelsk lady som borddame. Hun udbrød forarget: ”Jamen, de er jo beruset!” ”Ja,” svarede Churchill. ”Og de er grim. Men i morgen er jeg ædru.”
Hos Mercier møder vi Göran Arvedahl og hans to venner. Han nævner for os, at en af gasterne, Ingelill, kan noget fransk, og at hun gerne vil ringe til mekanikeren og stille de spørgsmål, vi ønsker. Det kommer der ikke så meget ud af. Kun at bestræbelserne nu går på at skaffe et nyt kardan-led fra Holland eller Tyskland. Vi kan få nærmere besked, hvis vi ringer til mekanikeren i morgen, fredag, ved 11-tiden.
Om aftenen er vi inviteret på kaffe og jordbær-tærte på ”Evanna III”, hvor Göran Arvedahl er vært. Hans to venner er henholdsvis pensionerede som lærer og trompetist. Selv er han pensioneret som administrerende direktør fra et svensk firma, som distribuerer tv-signaler for nordiske tv-stationer. Uddannet ingeniør. Tænkte vi det ikke nok.
Det bliver en interessant aften, hvor talen mest drejer sig om målet med livet, drømme, ambitioner og lejlighedsvis modgang.
Göran har for mange år siden læst Göran Schildts ”Ønskerejsen”, og den har lagret sig i hans baghoved, som noget han gerne selv vil realisere en dag. For et par år siden mistede han sine kone, en helt ubeskriveligt stor sorg, han blev pensioneret og tænkte, at nu kunne ambitionen om at følge Göran Schildt ikke længere realiseres. Men ét eller andet i ham insisterede.
Han gik i gang med at planlægge 14 uger i Göran Schildts kølvand. Han opsøgte båden, der er udstillet i Finland, han talte med Göran Schildts kone nummer to. Han anskaffede sig en førsteudgave af ”Ønskerejsen”. Efterhånden som han fortæller, bliver det klart for os, at gennemførelsen af Ønskerejsen II i høj grad er en terapeutisk behandling af hans egen sorg over at mistet sin kone. En manual ud af krisen, og stor respekt for det.
Han fortæller, hvordan han er træt, da han når England efter hård sejlads gennem Nordsøen. Han fortæller, hvordan han har været på nippet til at opgive. Men nu hvor ni uger er gennemført og fem uger resterer, er han mere end nogensinde opsat på, at gennemføre projektet.
Hvad så når du når Marseille? Så skal du vel videre til Italien, Kroatien og Det græske Øhav?
Nej, det mener Göran ikke, at han skal. Han kan godt lide tanken om, at alle muligheder ligger åbne for ham. Men når han når Marseille, er det på tide at vende hjem.
Endelig en mekaniker der vil påtage sig rollen
49° 2′ 19.6348” N 3° 56′ 1.56” E
9. juli, 2014
I dag skal vi have fundet en mekaniker. Er der noget, vi har brug for, så er det sikkerhed for, at vores motorproblem nærmer sig en løsning. Havnekaptajn Bernard er imidlertid forsvundet fra jordens overflade. Vi finder Bernards veninde, som på dramatisk fransk bedyrer, at det er en meget vanskelig opgave, Bernard er i gang med. ”Tres difficile”. Ingen har tid. Ingen ringer tilbage. ”Tres difficile”. Hun lader os forstå, at der ikke er meget håb.
Senere finder vi Bernard selv. Vi sidder på hans kontor, mens han ringer til yderligere tre mekanikere. Afslag på afslag på afslag. Ingen har tid. Vi viser ham et visitkort på en mekaniker, som vi fik af en slusevagt lige før Epernay. Bernard er skeptisk. Kender ikke mekanikeren. Tror ikke at han kan noget med både. Vi insisterer, og han ringer. Bingo! Mekanikeren kan være hos os 11.45. Vi giver high-fives til Bernard, udråber ham til vores helt og jubler over, at løsningen er nær.
Mekanikeren kommer. Han virker kompetent og mener, problemet er, at kardan-leddet på vores skrueaksel er kaput og enten skal repareres eller udskiftes. Han kan ikke et ord ud over fransk, men kommunikationen foregår på den måde, at han på sin mobiltelefon ringer en mand op, som hedder Bill, og som er englænder, forklarer sin diagnose, og derpå giver Per telefonen, så Bill kan forklare, hvad mekanikeren har sagt, og så Bill derefter kan oversætte Pers spørgsmål til mekanikeren.
Kardan-leddet vil blive afmonteret i morgen, torsdag. Om det kan repareres, eller om det skal udskiftes med et nyt, er uafklaret. Hvor længe øvelsen vil tage, svæver totalt i det uvisse.
Vi skifter besætning. Siger farvel til Henrik og Susanne. En halv time senere siger vi hej til Anders og Kirsten.
Udenfor trommer regnen. Det gør den halve døgn af gangen, og vi undrer os såre, hver gang vi hjemme fra Danmark får meldinger om både 28 grader og 31 graders varme. Selv har vi i snart en uge ikke været over 20. Er stærk varme ikke også noget overvurderet?
Sidst på dagen ankommer Göran og hans besætning i ”Evanna III”. Vi har fået naboer.
