Rotterdam størst i verden? Det lyder sandsynligt
51° 54′ 33.7644” N 4° 29′ 57.264” E
12. juli, 2013
Udsejlingen gennem Rotterdam havn er ubeskriveligt spændende. Dynamisk. Alting er ufatteligt stort. Kranerne, kajerne, slæbebådene og lagerbygningerne. Kilometer efter kilometer strækker denne gigantiske havn sig. Gennem tredive ubrudte kilometer følger sidegren på sidegren, havnebassin på havnebassin, kran på kran. Den største havn i verden? Det lyder sandsynligt.
Fragtskibe på vej ind. Fragtskibe på vej ud. Store. Små. De myldrer ind og ud af sidekanaler. I starten er de få. I løbet af de tidlige morgentimer bliver de flere. Havnen vågner. Rotterdam er i færd med at sætte dagen i gear.
Selv er vi stået op klokken 6.30 og har hilst farvel til Rotterdam, inden klokken er syv. Havnemesteren i Stifting Verhagen Rotterdam – i kombination med vores egne stadig lidt nølende beregninger – har sagt os, at vi får mest puf i ryggen af tidevandet, hvis vi starter lidt før højvande i Rotterdam og fanger det sydgående tidevand ved Maas flodens udmunding ud for Hoek van Holland. Det gør vi. Planen holder stik.
Syv knob og senere otte og et halvt knob bliver vores fart ned gennem den engelske kanal, hvor vi skiftes til at passe vagten for sejl og motor, mens vi saligt gnasker Kirstens hjemmebagte boller med hollandsk ost og italiensk pølse, sover en halv time på skift, og ellers nyder en afslappet sejlads. Høj fart men helt under kontrol, fordi hverken vind eller bølgehøjde er skræmmende.
Hollænderne har styr på sikkerheden i deres flod- og kanalsystem. Vi skifter pligtskyldigst kanal på VHF, hver gang et skilt på land forkynder, at VHF-kanalen nu er skifter til et nyt nummer, men vi undlader at melde, hver gang vi kommer til en ny VHF-station, som vi ellers havde fået anbefalet af havnefogeden i Rotterdams City Marina at gøre. Vi sejler forsigtigt. Vi har styr på det. Big brother i Maas-flodens kontroltårne behøver ikke høre fra os.
På vej ud af Maas-udsejlingen bliver vi alligevel kontaktet af et kontroltårn.
”The yacht that just left the harbour-entrance please report!”
”Ronja here!”
“Southbound or northbound?”
“Southbound”
”Have you seen the vessel just behind you?”
“Yes, we are intending to cross the traffic-line, just after she has passed?”
“Two more vessels are coming in, please wait and keep to this channel”.
Senere bliver vi kontaktet at kontroltårnet og bedt om at dreje mod syd, efter at den sidste af de to indkommende fartøjer har passeret. Det vælter ind med fartøjer. De marcherer i kolonner ind ad dybvandsruten mod Maasfloden og Rotterdam. Dagen er for alvor ved at vågne. Rotterdam rykker endnu et gear op, mens vi andre hilser farvel til et hollandsk eventyr, der har varet næsten et år.
Logbog: Udsejlet distance: 75 sømil med tidevandet i ryggen ud af Maas-floden og ned langs Sydholland og Belgien. Tid: Afgang 6.50 fra Rotterdam. På plads i Zeebrugge, Belgien, 17.00. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Nordvestlig vind maksimum 7 sekundmeter. Bølgehøjde: 1 meter
På kanalsejlads i Holland
53° 19′ 51.6972” N 6° 55′ 28.056” E
Efter at have tilbragt et par dage på den tyske ø Norderney sætter vi kurs mod Delfzilj. Byen valgte vi, fordi det herfra er muligt at sejle på kanaler via en såkaldt højmasterute gennem Holland.
Fem dage – inklusive to overliggerdage – tog det os at sejle fra Delfzilj til Ijselmeer. Vi passerede 49 broer og 5 sluser. Det fungerede perfekt. Broerne går bare op, når vi nærmer os. Som hovedregel. Nogle gange kalder vi via VHF. Ved enkelte broer opkræves der bropenge – 5 euro som lægges i en træsko, der hænger i en fiskestang, som brovagten sænker ned til os.
På vores vej passerer vi den ene idylliske hollandske by efter den anden. Husene er placeret med velplejede haver ud mod kanalen. Blomsterne står i fuldt flor, og ved kanten ligger båden fortøjet. Den mest interessante by var dog Groningen.
-
- Every home has a boat
-
- In Holland you show your best to the waterside
“Hold up” til søs. Politiet border os og giver os en bøde
53° 42′ 8.3748” N 7° 9′ 56.6201” E
13. juli, 2012
Fredag beslutter vi at forlade Helgoland med kurs mod den frisiske ø, Norderney.
Vinden er igen stik imod. Men vejrmeldingen stillede i udsigt, at vinden gradvist vil dreje mod syd og sydøst, og med forventning om dette hejser vi storsejlet i Helgolands forhavn, og så beamer vi ellers afsted for motor med storsejlet som stabiliserende støttesejl parat til at tage over, når vinden drejede.
Det skulle vi ikke have gjort.
Den direkte kurs mod Norderney, bragte os igennem ikke blot ét men to trafiksepareringssystemer, dybvandsruter for store tank- og containerskibe. Ét til floden Jade, ét til floden Elben.
Der var knapt et skib i sigte, dem der var, havde vi styr på, så vi ”skråede” ind over zonen i stedet for at tage den vinkelret. Når en sådan zone er op til 10 km bred, så vinder man både tid og komfort ved at lægge kursen efter vind og mål i stedet for efter reglementet.
Det skulle vi slet ikke have gjort.
Langt ude i horisonten så vi noget, der godt kunne ligne et kystvagtskib. Først da vi så det, slog vi VHF´en til på kanal 16 for at kunne lytte på eventuelle meldinger.
Efter nogen tid så det ud som om, at kystvagten havde sat en mindre båd i vandet, og at den var på vej over mod os.
Fandens også! Der var ingen tvivl. En hurtiggående gummibåd havde direkte kurs mod os. Vi lagde Ronja op i vinden, tog motorkraften af og lod storsejlet blafre stik mod vinden.
Kort efter blev vi anråbt. Fire granvoksne politibetjente i en gummibåd. De lod os forstå, at de ønskede at komme om bord. Meget gemytligt. De jokede ligefrem om, at de trængte til frokost og slog sig på maverne.
Det handlede ikke om frokost. To betjente bordede Ronja. Med pistoler i bæltet og ringbind med formularer og udskrifter under armen.
”Vi vil gerne forklare, hvorfor vi er her”, sagde de. Det vil sige, den ene talte. Den anden noterede. ”Men først vil vi gerne se nogle dokumenter – jeres pas, VHF-tilladelse, skibsførerbeviser, nationalitetsbevis og dokumentation for skibets ejerforhold.”
Heldigvis har vi styr på dokumenterne, og da de efterfølgende spurgte til vores søkort, var der heller ikke noget at komme efter. Alle var fra 2012.
”Vi er her, fordi vi har observeret, at I har krydset en trafikzone i en vinkel, der afviger 30 grader fra søvejsreglerne”, sagde betjenten.
Det havde han fuldstændig ret i. Det vidste vi jo selv, og som om dette ikke var nok, så medbragte han en radarudskrift fra kystvagtskibet, hvor man åbenbart havde fulgt os i længere tid. ”Her er jeres kurs”, fastslog han. ”Vi kaldte jer på VHF kl. 10.32, men I svarede ikke”. Det var før, vi tændte.
Det var den ene ting. Derpå fulgte den anden. ”Vi kan se på kursstabiliteten, at I både har ført sejl og haft motoren på… Det er kun lovligt efter søfartsloven, hvis man med en omvendt kegle hejst halv op i masten viser, at man er et sejlskib, der p.t. fremdrives for motorkraft”.
”Har I en kegle ombord?” spurgte betjenten.
”Jo vist”, svarede Per. ”Den ligger i kistebænken agter”.
”Så må I hejse den op nu”, insisterede betjenten.
”Men kan vi ikke bare stryge sejlet, så vi kun sejler for motor?”
”Jeres beslutning,” lød det fra betjenten. Og ned kom sejlet.
”I har overtrådt to regler. I vil gennem jeres egne myndigheder få et bødeforlæg på to eller tre hundrede Euro”.
Her indskød Kirsten, at så skulle de da hellere sige ja til at få den frokost, som de selv havde foreslået, inden de bordede os. Betjentene lo høfligt og afslog tilbuddet. I det hele taget var de temmelig professionelle. De gik ikke ind i diskussioner, om, hvor vidt der havde været nogen fare eller overhovedet andre skibe i nærheden. De forholdt sig alene til, at en regel var overtrådt.
De hilste pænt farvel og ønskede god rejse, da de steg ombord i gummibåden, der igen var kaldt til.
”Skide tyske bureaukrater”, fnyste Kirsten, da de var på vej væk. ”Det svarer til at få en bøde for at gå over for rødt i en fodgængerovergang midt om natten, efter at have sikret sig, at der absolut ingen trafik er.”
Per var mere afslappet over episoden. ”Vi gjorde noget, vi ikke måtte”. Efter hans mening var det en sjov og interessant oplevelse.
Oplevelsen har bevirket, at Kirsten, hver gang hun ser et fartøj, der ligner et kystbevogtningskib, får nervøse trækninger og spørger Per, om det vi har gang i, nu også er helt lovligt.
Efter næsten 12 timers i øvrigt fin sejlads – efterhånden også for sejl – anløb vi Norderney. De sidste timer af sejladsen var ikke nemme. Vi kunne ikke finde indsejlingsbøjerne, det elektroniske kort sagde ét, vores papirkort noget andet. Men ude i virkelighedens verden var bøjerne der slet ikke. Vi valgte derfor en anden indsejling, “den schluchter” fem sømil længere mod vest.
Logbog: Afsejlet 8.00. Destination: Norderney. Ankomst 17.00.
Farvel til Danmark. Eventyret venter forude
55° 2′ 23.082” N 10° 40′ 23.3076” E
5.-9. juli 2012
Det er fem dage siden, Ronja forlod sin faste hjemhavn i Thurø Bund.
Lasse, Tianling, Nellie, Emilie og Molly tog afsked med os på kajen, da vi forlod vores faste bådplads gennem fire år. Underligt at Ronja måske aldrig skal tilbage dertil.
Afsked fra Thurø bund. Måske vender Ronja aldrig tilbage men bliver ude i verden?
Efter et kort stop i Marstal med besøg på båden af Hanne og Ebbe var vinden gunstig for Kiel. Ti sekundmeter fra nordøst, og 35 sømil senere anløber vi Düsternbrook Marina i Kiel.
Vi kigger på Kiel og benytter en overliggerdag til rengøring og småreparationer på båden samt indkøb af søkort.
Søndag morgen tager vi igennem slusen til Kielerkanalen sammen med 10 andre lystsejlere og et kæmpe containerskib. Det er lidt skræmmende at være i samme sluse med så stort et skib.
Tungen lige i munden. Godt nok er Kieler-kanalen relativt bred. Men det er de store lastskibe også
Hver halve kilometer får vi at vide, hvor mange kilometer vi er nået ad kanalen
Kielerkanalen er 100 kilometer lang og lavet med tysk præcision med kilometeranvisning på brinken for hver halve kilometer. Selv om kanalen som sådan er ret kedsommelig at sejle på, nyder vi det gode vejr og det faktum, at vi nu er på vej ud på de store verdenshave.
Efter et kraftigt tordenvejr, hvor vinden når op i 16 sekundmeter anløber vi Bruntsbüttel efter 8½ times sejlads for motor. Her er der en lille marina, som ligger lige før slusen ud i Elben. Fra vores kajplads følger vi strømmen af kæmpeskibe, der skal igennem slusen både dag og nat.
Brunsbüttel virker forstemmende. Store anlæg langs kanalen med olietanke og kemiske fabrikker fortæller, at her er et af den petrokemiske industris brohoveder i Europa. På kanten af marinaen ligger en lille restaurant, “Torhaüschen”. Den har tre palmer vajende fra store urtepotter. Vi nærmer os syden?
