Forunderligt så lidt franskmændende bruger deres egne floder
49° 9′ 52.6824” N 1° 23′ 18.7512” E
22. juli, 2013
Det bliver endnu en varm dag, hvor vi skiftes til at have ror-tjansen. Der er masser at se på i landskabet, der skifter mellem rå klipper og skov, små landsbyer, der stadig vender ryggen til floden eller store industriarealer. Selv efter at vi er kommet væk fra tidevands-delen af Seinen bliver den fortsat kun brugt i begrænset omfang til fritidsformål. Vi møder et par fiskere hist, et par vandscootere pist og en sjælden gang en vandskiløber.
På hele turen mellem Rouen og Paris ender vi med kun at have mødt to sejlbåde som vores egen. En svensker og så franskmændene i Rouen. Ikke engang motorbåde, som ellers er velegnede til flodsejlads, møder vi ret mange af.
Vi er undervejs i telefonisk kontakt dels med Lasse, Tianling og Nellie, som vi har en aftale om at mødes med i Paris tirsdag eftermiddag, og dels Jørgen og Hanne, som har meddelt, at de er på vej ned til os i bil, og at hvis de kører nonstop, kan de være hos os ved nitiden i aften.
Vi går ind i havnen Port St-Louis. Den er lige akkurat dyb nok til os, og vi finder en anløbsbro med både vand og elektricitet. Det er en forfalden havn men dog den første ”rigtige” havn, vi har mødt siden Rouen. Vi køber stort ind i et supermarked i et stort indvandrerkvarter to kilometer fra havnen. Da vi vil tilbage til båden spørger vi i supermarkedet, om de vil ringe efter en taxi. Det vil de ikke. Det er ikke deres job. Heller ikke denne del af serviceindustrien har været på kursus i hjælpsomhed overfor fremmede.
Ved ni-tiden kommer Hanne og Jørgen med samt to cykler og 20 plastikposer med bagage. Blot det mest nødvendige. De bliver installeret i agterkahytten, vi spiser og sætter et skilt i deres bil om, at den vil komme til at holde på parkeringspladsen i otte-ti dage efter aftale med havnefogeden.
Logbog: Udsejlet distance: 87 kilometer svarende til 43 sømil. Tid: Vi tager af sted ved 7.30 tiden, så det passer med dagens første sluse, Notre-Dame de-la Garenne. Klokken 17 lægger vi til i havnen Port St. Louis i byen Carriéres-sous Poissy. Vejr: Heden fortsætter.
“Kan I komme væk. Ikke engang jeg må lægge til der!”
49° 26′ 35.6352” N 1° 5′ 59.8956” E
21. juli, 2013
Vi siger farvel til Monsieur Eric. Vi siger farvel til det franske ægtepar, som skal ligge i Rouen endnu tre dage, mens de får deres master sat på igen, og vi opsøger vores et hundrede procent fransk-talende ven hos Lamanage, fordi vi er på jagt efter to styk fenderbrædder.
Først fatter han ikke en brik. Han tror, vi er på jagt efter en slags buk, hvor vi kan klodse Ronjas bom op på. Først langsomt forstår han den søgende (Læs: famlende) natur af vores franske sproghåndtering. ”Åh, I ønsker et bræt mere,” siger han og peger på det bræt, vi allerede har stjålet på hans havneområde.
Han tager os med på jagt i en stak træværk, paller og opklodsningskævler. Vi finder et gammelt, flot bræt og peger, hvor vi gerne vil have huller i brættet, hvilket ved gud er svært at forklare, når man ikke lige kan huske, hvad det franske ord for huller er. Det lykkes. Per tilbyder ham 10 Euro som tak for hjælpen. Men han afslår. Og vi takker desto mere verbalt på vores stadig noget uforståelige franske.
Vi sejler i næsten otte timer ad en fortsat forladt Seinen. Smuk. Øde og stort set uden anløbspladser. Reglen i Frankrig er, at lystbåde ikke må sejle senere end en halv time før solnedgang. Så vi må udnytte de muligheder, der viser sig.
I byen Les Andelys håber vi at have heldet med os. De har ikke nogen havn. Men vi satser på en bestemt anløbsbro for flodens flade krydstogtskibe. Der er ingen krydstogtskibe i øjeblikket. Så mon ikke det går? Det gør det ikke. En fransk tyksak fra en flodbåd stiller sig op på sit bagdæk og skælder ud. ”Kan I komme væk. Ikke en gang jeg må lægge til der”. Vi forstår kun en smule af hans ordstrøm og et forsøg på at få ham til at anvise, hvor vi ellers kan ligge, giver intet resultat. Vi glider videre op ad Seinen på udkig efter en ankerplads for natten.
Pokkers franskmænd. De er åbenbart stadig egensindige og afvisende overfor fremmede? Vi har ellers læst, at franskmænd i hotel- og restaurationsbranchen skal på kursus for at lære noget nyt: At være venlige og service-mindede overfor fremmede. Det har vist sig, at udlændinge generelt opfatter franskmænd som arrogante og nedladende. Og det image vil den franske stat gerne gøre noget ved. Men vores aggressive og højtråbende ven i Les Andelys arbejder nok ikke i hotel- og restaurationsbranchen.
Nogle kilometer længere oppe ad floden finder vi et bolværk beregnet til lægtere ti gange så lange som os selv. Det er forfaldent. Men vi gør os alligevel fast, og igen konstaterer vi, at vi har fået en fantastisk plads med solnedgang, fuglesang og fred til endnu et pragtfuldt aftensmåltid. Fluviacarte fortæller, at der er 168 kilometer til Paris.
Logbog: Udsejlet distance: 33 sømil. Tid: Vi tager af sted ved 12-tiden efter at have stuvet sejl og cykler og have bunkret diesel, som på disse kanter heder Gasole. Da klokken er cirka 20 lægger vi ind til en håbløs fortøjningsplads syd for Les Andelys. Vejr: Mageløst hedt. Varmt fra morgenstunden og op mod 34 grader varmt klokken 19 om aftenen. Måske burde vi søge hjem mod mere humane temperaturer?
Briter: Franskmænd kan ikke finde ud af noget som helst
49° 26′ 35.6352” N 1° 5′ 59.8956” E
July 20. – 2013
Vi går over til lagerhallen hos Lamanage. Fjerner sallingshornene, den defekte vindpil, VHF-antennen og agterstaget, som er for langt til at komme med i transporten. Vi surrer mast og wirer sammen med først tovværk og senere i plastik og tape. Samme omgang får bom og bomnedhal. Inde under plastikken placerer vi et ”skilt” med navnet ”Ronja” og Pers kontaktdata.
Værs’go. Mast og bom er klar til at blive kørt til Middelhavet. Per skriver om aftenen til Wolfgang Graf om, at nu er vi klar med vores del af aftalen. Resten er op til ham.
Frem igen med el-cyklerne. Det er en fed opfindelse. Vi kører Rouen tynd i fem timer. Vi ser kirker og kirker og kirker. Vi ser gamle bydele med oprindelige bygninger fra ikke bare forrige århundrede men forrige igen. Vi suser af sted. Opad bakke. Nedad bakke. Gennem gågader. El-cykler ”rules the world”.
Undervejs finder vi en fantastisk frokost-restaurant, så fransk som den slags overhovedet kan blive. Per får et bjerg af tartar-bøf med en æggeblomme i midten og alverdens tilbehør til at blande med – kapers, løg, purløg, persille, tabasco-sauce, worchester-sauce. Kirsten får sin hidtil bedste salat med ost og masser af eksotiske frugter. Det hidtil absolut bedst måltid indtaget på en restaurant under dette års jordomrejse.
Vi cykler videre. Køber ind i L’eclerc. Et mammutsupermarked som kun franskmændene laver dem. Vi køber Quiche Lorraine, skinke, ost og baguette. Frankrig er med dagtemperaturer over 30 grader ikke til varme retter. Snarere til lette frokostting. Morgen, middag og aften.
Franskmænd kan ikke lide cyklister. Alting er tilrettelagt på bilisternes præmisser, og cyklister er jaget vildt. De klemmer os. De skærer ind foran os. Det hele er ganske anderledes end vores oplevelser i Holland, hvor cyklisterne er mange flere og i høj grad er en gruppe trafikanter, der bliver vist hensyn overfor.
Tilbage i Marinaen er det steghedt. Vi spiser og snakker lidt med vores britiske naboer i en 39 fod og tre etager stor motorbåd. Fred og Margaret. Vi inviterer dem over på et glas ”Chateau neuf du pape”. ”Whauu”, siger de. ”Vi er briter og drikker normalt kun vin til tre euro pr flaske”.
De er hyggelige at snakke med. I virkeligheden er de snarere havemennesker end sejlere. Men de har drevet et byggefirma, som de – da krisen startede – overlod til deres søn, og efter at have trukket sig tilbage, har de brug for, at der sker noget andet. De er, ligesom franskmændene i den tredje gæstebåd, ivrige efter at videregive deres erfaringer med sejlads i Frankrig. ”Det handler ikke om at finde et godt sted at overnatte på Seinen. Det handler alene om at finde et sted,” siger de.
Der er ikke ret meget, der virkeligt fungerer for franskmændene, mener de to briter. ”Nej, så har hollænderne meget mere styr på deres sager,” mener de, efter at de også gennem nogle år har sejlet en del i Holland. De bor tyve kilometer uden for London og har deres båd liggende i Ipswich.
Deres største oplevelse på den aktuelle tur har været et besøg i Monet’s have. Besøg den. Den er fantastisk. Ellers er de mest optagede af deres kritik af franskmændene, som ikke har styr på en skid. Senere på aftenen rykker vi over på deres båd og får britisk kaffe – svag ”men dog bedre end franskmændenes, som er så stærk, at skeen bliver stående i kaffen” – og småkager. Hyggelige mennesker. Men nok mere til haver end til både.
Briterne giver os deres egen liste over overnatningsmuligheder langs Seinen med en masse håndskrevne kommentarer til de enkelte lokaliteter.
Dagens havnefoged med ansvar for de tre fremmede gæstebåde er Monsieur Eric. Han er et studie i hjælpsomhed. Da vi kommer tilbage fra byen efter forgæves at have forsøgt købt en VNF-vignette til sejlads på det franske flod- og kanalsystem, så hjælper Monsieur Eric os med at købe vignetten over internettet og printe den ud, så vi kan placere den synligt på båden. Et fransk tastatur er vildt meget anderledes end et dansk tastatur, så det tager en del tid at få ansøgningen udfyldt og vignetten printet ud. Men det lykkes. Vi er for alvor klar til kanal-sejlads.
Samme Monsieur Eric er i øvrigt stærkt fortørnet over, at vi vil forlade hans vidunderlige by allerede efter to overnatninger. ”I kommer hertil, men I gider ikke for alvor at lære vores by at kende?” I aften er kirken f.eks. illumineret. Vi forklarer om fem timers cykeltur, træthed og ønsket om at komme til Paris og møde vores barnebarn om nogle få dage. Han forstår det ikke.
Logbog: Udsejlet distance: 0,0 sømil. Tid: Vi bliver i Rouens lystbådehavn, i gæsteafsnittet hvor vi fortsat kun ligger tre både, som kommer til at kende hinanden bedre og bedre. Vejr: Sindssygt hedt. Varmt fra morgenstunden, men 31 grader varmt klokken 18 om aftenen.
Et kæmpe fjols får masten til at vælte i Rouen
49° 28′ 56.6724” N 0° 52′ 31.9008” E
19. juli, 2013
Turen går videre ad en morgenstille flod. Vi møder – siger og skriver – én fransk flodbåd, som er på vej ud mod Le Havre. Ellers ingenting. Smuk natur. Dramatisk med fine og lejlighedsvist pompøse landejendomme. En enkelt kondiløber. Ellers er alt tyst.
Da vi nærmer os Rouen, bliver der liv. Ved de mange kajer i det gigantiske industriområde op til Rouen er dagens dont i gang. Her ligger vores ”venner” fra i går – flodbådene og fragtskibene – som overhalede os. I alt en ti-tolv kendte skibe ligger og er ved at blive losset eller lastet.
Vi finder lystbådehavnen i Rouen. Helt ny. Men ganske lille. En snes lokale både og ved siden af – en hel gæstehavn, hvor vi frit kan vælge mellem samtlige pladser, for vi er netop nu de eneste gæster.
Havnefoged Jean Marie er meget fransk, gestikulerende, høflig, trykker hånd og ved ikke, alt det gode han vil gøre for os. Han bliver imidlertid mere og mere forvirret, som dagen skrider frem. Han klarede det fint, så længe vi var de eneste gæster. Men da senere en fransk båd lagde ind i gæstehavnen efter seks ugers rejse fra Middelhavet, og lidt senere til overflod også en britisk motorbåd, der netop havde været i Paris, så blev det for meget for Jean Marie. Han blev stresset, blandede bådene sammen, mente på et tidspunkt, at der nu lå to ”Malø’er” i hans havn (Vi havde på det tidspunkt fået taget masten af, og den slags kan nok forvirre, sådan sidst på dagen). Halv otte om aftenen resignerede han over sit overarbejde. Han skulle have haft fyraften klokken 19. Men der ”havde ikke været et ledigt øjeblik.”
Per opsøgte straks efter ankomsten til Rouen firmaet COOP Lamanage, som ligger ved siden af marinaen. Vores tyske transportør, Wolfgang Graf, har anbefalet, at vi bruger netop det firma til at få taget masten af, og at han så senere ville komme og køre mast plus bom til Navy Services i Port St. Louis ved Middelhavet.
Ikke én hos Lamanage forstår engelsk. Jo, en enkelt, Christoph, som Wolfgang havde anbefalet, men Christoph var på ferie.
”Øh, j’a une bateau. Et je øh…” Hold kæft hvor gik det trægt. Men efterhånden forstod de. Jeg ville have hjælp til at få masten af, og jeg ville gerne have en hurtig aftale. Allerhelst i dag, fredag. De tjekkede tidevandstabeller. Det skulle være lavvande, når operationen blev gennemført, ellers var kranen ikke høj nok til opgaven.
Klokken 15.00?
Oui! Perfectement. Merci beaucoup!
Fire timer. Det når vi. Ned med sejlene. Pakke dem sammen. Ned med flagliner. Ned med lazy jacks. Fjerne de første vantskruer til styrbord og bagbords vant. Væk med bom og bomnedhal. Væk med storsejlsskødet.
14.30 var vi klar og sejlede over til Lamanage, lidt før aftalt tid.
Og så startede balladen. Per var ivrig efter at nå så meget som muligt inden for den time, vi har købt en kranfører og en håndgangen mand, så han gik videre med at løsne også vantskruerne til de ydre vant i bagbord side i forventning om, at lige om lidt var folkene fra Lamanage klar til deres del af opgaven. Sådan gjorde vi altid, når Jesper og han tog masten af vores gamle Albin Ballad, ”Lazzaron”. Men her var masten også gennemstukket ned gennem ruftaget.
Den øvelse skulle han aldrig have gentaget på Ronja. Pludselig skriger Kirsten: ”Masten vælter”.
Langsomt og majestætisk sejler masten ud over bagbords ræling og stopper, da den rammer kranen og lægger sig til ro i en vinkel på 75 grader.
Et mylder af mennesker dukker op ved kajkanten og kigger ned på de tåber, der havde fået deres egen mast til at kæntre. ”Fou,” siger de blandt flere andre ting. Det forstår vi ikke betydningen af. Men det er næppe noget godt.
Endnu engang viser franskmænd, at de er franskmænd. De gestikulerer. De diskuterer. Alle har gode råd. Kranføreren skærer igennem med en plan. Per bliver bedt om at genetablere yderligere et vant med vantskrue i bagbord side, og samtidig bliver et af Ronjas fald koblet sammen med et tykt tov og fra en nærliggende kaj i styrbord side trækker fire franskmænd i tovet, så masten rejser sig tilbage til lodret tilstand, og kranen får et fast greb i masten.
Per fortsætter nu med at afmontere vantskruer, mens franskmændene diskuterer videre oppe på broen. ”Er der ikke én af jer, der kan give min mand en hånd med?”, spørger Kirsten. Det forstår de ikke en brik af. Kranføreren er kranfører, og han rokker sig ikke fra sin plads ved kranpulten. Den ekstra håndgangne mand indser kun langsomt, at hvis der er én, som skal hjælpe de her turister med det praktiske arbejde, så må det nok være ham.
Han løsner forstag og bagstag, og han rådgiver om, hvilke ledninger op gennem masten, der skal skrues fra, når masten løftes. Vupti. Masten stiger mod himlen. De er måske nok dovne, men de er enormt professionelle med sådan en kran.
Mast og bom bliver kørt ind i en lagerhal, hvor vi får en aftale om, at vi i morgen, lørdag, kan komme ind og afmontere vindpil, VHF-antenne, sallingshorn, lanterner og i det hele taget gøre masten klar til transport mod Middelhavet. Vi betaler regningen, 159 Euro, for aftagning af masten og opmagasinering af mast og bom i op til to uger. Per giver dem 30 Euro ekstra for at have reddet os ud af en dum situation, da han af mangel på omtanke fik løsnet den sidste vantskrue for tidligt. Den slags lærer man af. Den slags fejl laver vi næppe igen. ”Learning by doing”.
Tilbage på den nu kastrerede sejlbåd møder vi et fransk ægtepar, som netop er ankommet efter at have sejlet seks uger fra Middelhavet til Rouen. De ser seje ud. Fendre rundt om hele skibet. Fenderbrædder. Solbrankede. Vi falder i snak. ”Tag ikke samme rute som os”, siger de. ”Vi stikker kun én meter, og vi havde alligevel problemer med vores dybgang”. De øser af deres erfaringer. Forklarer hvor de gode havne er. Forærer os en special-udgave af Fluviakarte – franskmændenes svar på ”Kompas’ havnelods” – med beskrivelser af havne undervejs.
Franskmændene har valgt samme hjælpere som os. De har entreret med et tysk firma om at transportere deres to master og to bomme fra Port St. Louis til Rouen. Det viser sig at være Wolfgang Graf. Pris: 1100 Euro for to master og to bomme. Vi har aftalt en pris på 55 Euro pr meter mast og 50 Euro ekstra for bommen, så det lyder meget rimeligt og er i hvert fald meget billigere, end de franske firmaer, som vi også har haft til at give tilbud på transporten.
Om aftenen lejer vi el-cykler og kører ind til Rouen for at spise. Et elendigt måltid. Slap salat og trist burger. Internationalt cuisine – lidt irsk, lidt fransk, lidt italiensk – ligegyldighed på et meget lavt niveau.
Men hvor er det sjovt at cykle på el-cykel. Man får et gevaldigt kick bagi, når man træder i pedalerne. Det er det halve arbejde og den dobbelte fornøjelse. Vi får set inderhavnen og en del af byen omkring.
Logbog: Udsejlet distance: 15 sømil. Tid: Afgang fra Duclair 7.30. Ankomst til Rouen 9.30. Vejr: Vindstille og varmt fra morgenstunden.
Tidevandsdelen af Seinen er rå, øde og voldsom natur
49° 29′ 39.732” N 0° 6′ 28.5444” E
18. juli, 2013
Vi havde på forhånd spurgt om råd på havnekontoret. ”I skal af sted ved lavvande minus to timer”, lød beskeden. Lavvande i Le Havre den 18. juli er 13.22. Minus to timer er 11.22. Så for en sikkerheds skyld kaster vi los klokken 11.15. Det gav plads til en rolig morgen med en lang løbetur langs strandpromenaden i Le Havre, bad og morgenmad.
De to timer inden lavvande bruger vi stort set til bare at komme rundt til indsejlingen af Seinen. I flodmundingen er der nogle skræmmende områder med lavt vand, og vi har fået forklaret, at de flytter sig år for år, så for en sikkerheds skyld er vi nødt til at sejle langt ud i den engelske kanal, inden vi svinger ind i indsejlingen til Seinen.
Det viser sig hurtigt, at to forhold arbejder imod os. Lige netop i dag er det neaps. Det sker én gang om måneden og betyder, at tidevandstrømmen er mindre kraftig end normalt – og at vi derfor får mindre medstrøm. Samtidig er vinden kraftig – 9-11 sekundmeter – og det sagtner også vores fart, idet vinden mestendels er stik imod os.
Derfor når vi ikke dagens mål, Rouen, men er nødt til at fortøje Ronja til en ankerbøje små 15 sømil før Rouen, da tidevandsstrømmen vender, og det bliver umuligt at komme frem inden en halv time før solnedgang, som er grænsen for sejlads på Seinen. Vi fortøjer et meget smukt sted.
Fuglesang. Løvtræer ud over flodbrinken. Direkte udsigt til solnedgangen. Tærter, brød og ost udgør et fremragende aftensmåltid klokken cirka ni.
Den del af Seinen, som kaldes ”tidal Seine” er meget speciel. Langt mere øde end vi havde ventet. Der er langt mellem bebyggelserne. Rå og stejl natur. Ikke en eneste bolig har en båd i forhaven, som vi har vænnet os til det i Holland. På en hel dag møder vi mindre end en håndfuld fritidsbåde som os selv men til gengæld et dusin fragtskibe. Smukt landskab veksler med stinkende industriområder. Når det går os bedst logger vi 9,5 knob. Men i lange perioder har vi p.g.a. neaps og modvind svært ved at overstige seks knob.
Det særlige ved de 120 kilometer ad Seinen op til Rouen er også, at der praktisk talt ikke er nogen steder, hvor man kan lægge til kaj eller gå i havn. Helt ude ved Seinens udmunding ligger byen Honfleur. Men derefter følger mere end 50 sømil uden en eneste havn eller anløbsplads. Øde og vildt. Det er et rent lykketræf, at vi finder en privat ankerbøje, som er ledig, og som vi uden skrupler gør til vores for en nat i en lille by ved navn Duclair.
Logbog: Udsejlet distance: Knap 60 sømil. Tid: Afgang 11.15 fra Le Havre. Ankomst 20.30 til Duclair. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Op til 11 sekundmeter vind fra NNE.
Tendens: Jo længere mod syd, jo højere havnepriser
49° 55′ 22.7712” N 1° 4′ 38.9388” E
17. juli, 2013
Igen har vi problemer med autopiloten. Nu havde vi ellers lige festet over, at vi havde løst problemet. Men det er der endnu. I en ny form. Autopiloten overstyrer helt vildt. Den kæmper tilsyneladende desperat med roret om at holde en kurs, der intet hold i virkeligheden har.
Frem med manualerne igen. Jeg hader manualer. Vi gennemfører en deviationstest ved at lade ”Ronja” sejle rundt i en cirkel med to knobs fart – en samlet rundtur på tre minutter – mens pilot- og GPS-systemet registrerer deviationen. Derpå justerer vi igen kursudsvings-indikatoren, og vi justerer kursen mellem pilot og GPS med hensyntagen til, at piloten konsekvent mener, at den retning, som den skal følge, er 12 grader mindre end den, som det øvrige GPS-system anviser.
Vi tænker flere gange undervejs, at vi skal have en professionel Raymarine-ekspert til at se på problemerne. Men efter nogen tid med eksperimenter, ser det ud til, at vi igen har løst problemet selv. Og intet er bedre end selv at løse et problem på sin egen båd.
I dag sætter vi sejl. Ikke længe. Men psykologisk er det stort, at være sejlførende ned gennem Den engelske Kanal.
Le Havre er en stor havn. For fritidsbåde en kæmpe stor marina. Vi vandrer rundt i byen, har svært ved at finde et absolut centrum for byen men går ad mange forretningsgader, finder et ”les halles” marked med virkeligt lækre fødevarer, nyder et flot rådhus og et teaterhus under opførelse, ”Volcan”, som ligner en overskåret højovn fra Ruhr-distriktet, og kigger indenfor i en kirke, der ligner et rumskib på en affyringsrampe.
Det bliver dyrere og dyrere at gå i havn. I Holland betalte vi 11.50 Euro for en overnatning i ”Lisse”. Vi betalte 9.30 Euro for en overnatning i Gouda – smuk beliggenhed men ikke mange sanitære tilbud. I City Marina Rotterdam betalte vi 27 Euro for en fantastisk beliggenhed og nogle exceptionelt lækre sanitære faciliteter. I Stichting Veerhaven Rotterdam betalte vi 23 Euro for en enkelt knap så luksuriøs overnatning. I Royal Belgian Sailing Club i Zeebrugge, Belgien, betalte vi 28.09 Euro for en overnatning. I Calais betalte vi 23,75 Euro pr overnatning. I Boulogne-sur-mer betalte vi 24 Euro for noget, der kun lige akkurat var i orden. I Port de Dieppe betalte vi 30 Euro for en masse faciliteter, hvoraf vi blot brugte deres skraldespand. Og vel ankommet til Le Havre konstaterer vi, at prisen er steget til 34 Euro for nogle tjenester, hvoraf vi kun bruger elektricitet, internet og vand. Det bliver dyrere og dyrere.
Det siges, at når vi når Middelhavet, så bliver det for alvor dyrt.
Logbog: Udsejlet distance: 62 sømil. Tid: Afgang 6.30 fra Dieppe. Ankomst 14.30 i Le Havre. Vejr: Vindstille, mat sol og tidevandet i ryggen de første to tredjedele af turen. Derefter mere vind fra nordvest, som vi prøvede at udnytte ved at sætte genuaen.
Yes. Autopiloten er atter med på holdet
50° 43′ 30.8316” N 1° 36′ 48.0024” E
16. juli, 2013
Autopiloten er stadig forvirret og ude af stand til at holde en fast kurs i mere end ti sekunder. Vi tager igen manualerne frem og gennemfører en række forsøg med ændrede indstillinger.
I dag er distancen længere, og desto vigtigere er det, at vi kan hente hjælp fra autopiloten. Vi sænker response-tallet for autopiloten. Vi justerer kursvisningen mellem autopilot og GPS. Vi sænker kursudsvings-indikatoren. Vi prøver stort set alt.
Og yes!
Det lykkes!
Ved at ”aligne” søkortplotterens kursvisning med GPS-systemets og ved at dæmpe kursudsvings-indikatoren får vi skabt en balance, der virker. Det bliver en fantastisk tur. Vi finder ind i den normale arbejdsdeling, hvor den ene har vagt i en time, mens den anden enten læser eller sover. Disse lange distancer er sand ferie. Fri tid. Tid hvor vi hver især gør, præcis hvad der passer os. Kirsten læser Elisabeth Egholm seneste roman ”Eget ansvar”. Per læser den norske forfatter Jo Nesbøs seneste thriller ”Politi” samt Dan Browns ”Inferno”.
Undervejs spiser vi morgenmad, frokost, lakrids og pistacienødder. Masser af kildevand.
Dieppe er en dejlig by. Den har kirker, torve, gågader, stribevis af brasserier, caféer og restauranter – alt sammen samlet i kvarteret omkring havnen. Det er intimt. Det er autentisk, fordi byen ikke har været totalt bombet væk under 2. verdenskrig men stadig har en række imposante ejendomme rundt om havnen. Vi køber lækkerier hos slagteren, frugthandleren og bageren, så aftensmåltidet består af Quiche, flerkorns-baquette og oste.
Logbog: Udsejlet distance: 54 sømil. Tid: Afgang 7.30 fra Boulogne-sur-Mer. Ankomst 14.00 i Dieppe. Vejr: Praktisk talt vindstille. Sejlads kun for motor.
Larm og uro. Fiskestank og mågeskrig. Vi er i Boulogne-sur-Mer
50° 57′ 4.644” N 1° 51′ 31.2696” E
15. juli, 2013
For pokker hvor vi kæmper med den autopilot og den søkortplotter. Vi studerer manualen for søkort-plotteren. Og vi studerer endnu mere intenst manualen for autopiloten. Manualer bliver læst forfra og bagfra. Mere kedelig prosa findes ikke i hele verden.
I en uskøn cocktail af en syg autopilot og en pludseligt opstået tvivl om vores beregninger af tidevandets påvirkning på ”Ronja”, beslutter vi at korte dagens distance af, og vi går i havn i Boulogne-sur-Mer i stedet for dagens oprindelige mål, Dieppe. Vi frygter, at modstrømmen bliver os for stor, inden vi når Dieppe, og at vi derfor i for mange timer bliver nødt til at håndstyre ”Ronja”. Først nogle dage senere ved vi, at så slem er modstrømmen ikke. Vi kunne godt have fortsat.
Hvor er det bare helt fantastisk at anløbe disse tidevandshavne. Molerne, bolværkerne… alt er totalt overdimensioneret. Når man anløber en havn ved lavvande, føler man sig som et lille bitte fnug i en kæmpe stor verden. Oppe på toppen af de tårnhøje, overdimensionerede moler står franskmænd i snesevis og fisker.
Boulogne-sur-Mer stinker af fisk og genlyder af mågeskrig.
Marinaen er proppet med hollændere, den har en helt sindssygt stor forskel mellem lavvande og højvande – noget i retning af syv meter, og når de første fiskere gør klar til en ny dags togt omkring klokken 01.00 og i et par timer smider rundt med tomme fiskekasser, så bliver der ikke meget rum for nattesøvn. Larm og uro. Fiskestank og mågeskrig. Et noget overvurderet stoppested på turen.
Vi får dog en virkelig god frokost på et brasserie, hvor lokale franskmænd flokkes i deres frokostpause. Muslinger med fritter til Kirsten. Hakkebøf, spejlæg og fritter til Per. Super.
Byen er ubegribeligt populær blandt lystsejlere. Uheldigvis har vi lagt os langskibs for enden af en bro, og inden aften er der flere sejlere udenpå os. En hollænder og en nordmand. Nordmanden bliver åbenlyst moppet af nogle højtråbende hollændere, som mener, at hans båd støder ind i deres, og at han bør trække en agterline helt ind til broen, i stedet for blot at være fortøjet til en hollænder, som igen er fortøjet til Ronja. Nordmanden er cool. Han er på ferie. Han er ikke til sinds at føje højtråbende hollændere. Vi slutter en åbenlys alliance med nordmanden for det historiske venskabs skyld og tilkendegiver med ham, at hollænderne overreagerer helt vildt.
I Boulogne-sur-Mer køber vi en håndholdt VHF, som skal bruges, når vi tager masten af og ikke længere har antenne til vores faste VHF, og en vandslange, fordi traditionen med at havnen stiller vandslanger til rådighed for gæsterne efter sigende ikke er udbredt i de franske havne.
Logbog: Udsejlet distance: 21 sømil med et af Kirsten beregnet ”puf” bagi af tidevandet. Tid: Afgang 6.30 fra Calais. Ankomst 10.30 til Bourlogne-sur-mer. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Praktisk talt vindstille. Sejlads kun for motor.
-
- The coast between Boulogne-sur-Mer and Dieppe
-
- The harbour in Boulogne-sur-Mer
-
- When the tide goes back it leaves interesting sights
-
- Impressive constructions in tidal harbour
Bådene i nabo-bassinet ligger på bunden af det udtørrede bassin! Tal lige om tidevand
50° 57′ 4.645” N 1° 51′ 31.2696” E
14. juli, 2013
Solen skinner. Det bliver en pragtfuld dag. Calais ligger og venter.
Efter et par timer ved computeren, hvor Per søger at afklare et hjemligt problem på avisen, går vi på opdagelse i byen. Bådene i nabo-bassinet ligger på bunden af det udtørrede bassin! Alt vand er væk! Tal lige om tidevand.
Vi ser byens rådhus bygget efter engelsk stil. Calais var i mange år på britiske hænder. Vi genopdager forskellen på boulangeri, patisseri og boucheri. Vi besøger et museum om anden verdenskrig indrettet i en kolossal tysk bunker opført i byens smukkeste park. Bunkeren har 20 udstillingsrum med billeder, rekvisitter og avisudklip fra krigen. En gammeldags museumsform men alligevel tankevækkende på grund af emnets og billedernes gru.
Senere er vi på stranden, hvor franskmændene gør klar til fejring af 14. juli. Det myldrer med badende, med isboder, med badedyr og med promenerende franskmænd. Det er lige til at komme i feriestemning af.
Det er stadig lidt svært med det franske. Kirstens første bestilling på en café lyder på to kaffe – ”en espresso og en americano, tak”. Tjeneren nikker som tegn på, at han har forstået bestillingen og vender tilbage med en espresso og en bitter, lyserød drink ved navn americano…
I løbet af dagen beslutter vi at fortsætte til havs. Vi kan tids nok komme ind og sejle på kanaler. Hvis vi fortsætter ad Den Engelske Kanal og sejler op ad Seinen, er der knap fem hundrede kilometer til Paris og kun seks sluser. Hvis vi går ind i kanalerne her fra Calais er der 450 kilometer og 36 sluser. Vi vælger friheden på havet. Også selv om vi skal håndstyre hele vejen, hvis vi ikke får repareret søkortplotteren og dens korrespondance med autopiloten.
Planen er: Op klokken 6.30. Ud gennem havneslusen 7.17. Og efter Kirstens stadigt mere autoritative beregninger fange den sydgående tidevandsstrøm klokken 07.57.
Vive la France. Vi er nu nået Calais i Frankrig
51° 19′ 8.2092” N 3° 12′ 24.6636” E
13. juli, 2013
Havnefogeden i Zeebrugge havde anbefalet afgang ved lavvande minus to timer plus 40 minutter til at komme ud af den relativt store men temmelig kedelige havn i Zeebrugge. Lavvande 13. juli var 11.32. Det vil sige afgang 9.32 og så fyrre minutter til at komme ud af havnen. For en sikkerheds skyld tager vi af sted 8.30.
Belært af gårsdagens bølgegang satte Kirsten sejl allerede inde i havnen. Det gjorde dog ikke den store forskel. Den Engelske Kanal var spejlblank. Ikke en vind rørte sig. Bølgerne ligner magsvejr på Sortedamsøen.
Alligevel starter dagen med en ubehagelig overraskelse. Søkortplotteren går ud, og da vi får den genoplivet, har ikonet for Ronja i kortet drejet sig 240 grader forkert med det resultat, at vi ikke kan bruge autopiloten, som, hver gang vi sætter den til, tror, at den er på helt gal kurs og derfor insisterer på at dreje båden 240 grader.
Suk! Håndstyring i otte timer. Ikke meget at styre efter. Blot kompassets digitale cifre. Men flot er Den Engelske Kanal. Bestemt meget smukkere og mere indladende end sit rygte.
Og så er det ”Vive La France!” Vi tøffer ind sammen med kæmpefærger fra England i Calais havn, og straks møder vi en franskmand, der i sin motorbåd sejler rundt med aggressive og teatralske håndbevægelser, mens han forsøger at indfange en løssluppet plasticjolle. Allerede ved indsejlingen bilder vi os ind, at vi fornemmer et kulturskifte.
Velkommen til Calais. I morgen er det Bastille-dag. Vi finder en plads i den tidevandsbeskyttede forhavn, og efter mindre end en time bliver vi lukket ind i inderhavnen, spiser rester og glæder os over at være i Frankrig.
Calais har meget at byde på. Det er en gammel britisk by. Rådhuset har åbenlyse referencer til Big Ben i London med smuk blomsterpark bredt ud foran sig. Midt i blomsterparken står et imponerende værk af Auguste Rodin, ”the six burghers”, som dramatisk formidler Calais-borgernes underkastelse og ydmyghed, da englænderne i 1300-tallet havde nedkæmpet byen, og den engelske konge truede med at likvidere alle dens indbyggere. Seks fremstående borgere gik i forbøn. Et meget intenst værk.
Logbog: 60 sømil med tidevandet i ryggen de første seks timer og derefter hård modstrøm i et par timer ned mod Calais. Tid: Afgang 9.30 fra Zeebrugge. Ankomst 17.00 til Calais, hvor vi må ligge ved en bøje i forbassinet, indtil broen bliver åbnet ind til marina-bassinet. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Nordvestlig vind maksimum 5 sekundmeter. Aldrig har den engelske kanal været så flad.
-
- An oldfasioned museum in a bunker, however interesting
-
- Auguste Rodin, “The six burghers”.
-
- A very intense work of Rodin.
-
- The City Hall has obvious references to Big Ben in London
