Ubehagelig lyd fra motorrummet. Er vi ved at tabe skruen?
45° 38′ 57.12” N 4° 47′ 40.5888” E
8. juli, 2014
Relativt tidligt op. Per løber sin første løbetur i et halvt år, og hoverer hæmningsløst ved at fortælle Henrik, at det faktisk føles virkeligt godt at starte dagen med en løbetur. Straks efter at Per er tilbage fra løbet, lægger Kirsten og Henrik båden fra land, og vi er på vej mod nye mål. Vi er enige om, at vi skal nå 75 kilometer på to dage, så Henrik og Susanne kan afmønstre i byen Epernay, hvor der er togforbindelse til Paris hver anden time. Den strækning kan vi enten bide over i to dage eller tage på én dag. Vi ender med at tage hele turen på én dag.
Vi er begyndt at høre en mislyd fra motoren. Med uregelmæssige mellemrum lyder der en ubehagelig dunken, som om skruen er i færd med at falde af eller noget andet er helt galt. Det er en lyd helt forskellig fra dieselmotorens ellers meget stabile rytme.
Vi prøver at fjerne lyden ved at ændre på motorens omdrejninger. Vi lukker brættet ned på toilettet. Vi stabiliserer alle emner på båden, som kan gå i svingninger. Vi ved egentlig godt, at det næppe er det. Men det føles godt at handle. Da vi åbner til motoren, kan vi høre, at det ikke er selve motoren, der er problemet. Motoren summer stabilt, som den skal.
Det må være noget eksternt. Skruen? Akslen? Mangel på stævnrørsfedt?
Vi sejler forsigtigt med skiftende omdrejninger for at finde et niveau, der fjerner motorens mislyd. Det lykkes ikke rigtigt. Faktisk er det svært at knytte mislyden til et bestemt omdrejnings-niveau. Den opstår, når vi kører på 2600 omdrejninger pr minut, og når vi kører 1600 omdrejninger. Hvad værre er: Mislyden bliver værre og værre for hver time, vi sejler.
Undervejs lægger vi ind til en bro. Lader motoren køle af og undersøger, hvad der kan være galt. Vi strammer vibrations-dæmperne. Vi kan se, at der er tabt fedt ved noget, der ligner kardan-leddet mellem den vandrette aksel fra motoren og den skrå aksel ned til skruen, og vi kan se, at harmonika-membranen, der omslutter kardan-leddet, er slidt i stykker. Måske er det her, fejlen skal findes?
Vi beslutter at sejle videre. Forsigtigt. Helst helt frem til Epernay. For Epernay er en relativt stor by (27.000 indbyggere). Vi tænker, at i en sådan by må der være en marine-mekaniker eller en lastvogns-mekaniker.
Vi nærmer os den eneste havn i Epernay, Nautique de Epernay. I vores Fluviacarte står, at havnen kun kan tage skibe med en dybgang mindre end 1.60 meter. Men vi lader os ikke slå ud. Måske har de uddybet havnen for nylig? Måske har de ikke målt rigtig? Måske er der alligevel plads til os?
Yes! Der er plads. Vi lægger os uden på en brite fra Norwich. Havnekaptajn Bernard tager imod med store armbevægelser og inviterer os på en velkomstdrink i havnens bar. Det er verdens mindste marina. Ti både højest. Snarere otte.
Alligevel fører havnekaptajn Bernard sig frem som om, han er chef for en marina med 800 både. Vi forklarer ham, at vi har et motorproblem, og han tilbyder øjeblikkelig at finde en mekaniker. Hans første opringning giver negativt resultat. Mekanikeren har masser af arbejde og har hverken tid eller lyst til at tage en ny opgave ind. Bernard siger, at han har bedt mekanikeren spørge blandt sine kollegaer, og at snart vil en af disse ringe tilbage og påtage sig opgaven.
Logbog: Dagens distance: 75 kilometer. Sluser: 6 stk. Sejltid: 8.00 til 17.00 = 9 timer. Vejr: Gråt, tørvejr så længe vi sejler. Regnen starter præcis, da vi ankommer til Epernay (og fortsætter så i øvrigt i 24 timer derefter).
Marne er en dejlig flod at sejle på. Naturen er vild og utæmmet
48° 57′ 22.3272” N 2° 53′ 18.4776” E
7. juli, 2014
Afgang fra Meaux klokken 8.00. Vi sejler først et smut på 300 meter ind til Meaux’s centrum for at købe baguettes og croissanter. Vi lægger til i den kommunale havn, der viser sig at være langt mere charmerende, indbydende og velholdt end den private. Så meget for det private initiativ.
Vi sejler videre og indtager morgenkaffen undervejs.
Marne er en dejlig flod at sejle på. Naturen er vild og utæmmet. Høje træer og tæt krat omkranser floden. Nu vrimler det med hejrer. Kun lejlighedsvis bliver naturen brudt af små landsbyer, der oftest ligger lidt tilbagetrukket fra floden, som om vandet er noget, man bør frygte. Det er som om, franskmændene vender ”ryggen til” deres vandveje.
Hvor hollænderne hylder vandet med åbne arme, bygger huse tæt på vandet, trimmer deres haver og anlægger deres bådebroer, så de fremstår som en hyldest til den nære samhørighed mellem vand og land, så holder franskmændene respektfuldt afstand.
Vi holder en marchhastighed på seks knob, og som noget nyt stifter vi bekendtskab med automatiske sluser, som vi selv skal betjene med en remote-kontrol, vi får udleveret af en slusemester.
Slusemesteren forklarer på rablende fransk, hvordan vi betjener sluserne. Henrik og jeg fatter kun en brøkdel af hans ordstrøm. Noget med at trykke på den blå knap. Men kun én gang. Og først når vi er lige ud for ventebroerne forud for sluserne. Resten forstod vi ikke et suk af.
Fedt! Ny styrer vi selv sluserne. Ved næste sluse skal det afprøves. Vi trykker. Intet sker. Sejler tilbage til ventebroen. Trykker igen på den blå knap. Denne gang peger vi remote-kontrollen direkte mod slusen, og så virker det. Et ekstra hvidt lys tændes ved siden af det røde, som tegn på, at der er kontakt, og vi kan se, at slusen begynder at tømme vand ud, og lidt senere åbner sluseportene sig.
Da vi kommer ind i slusen, ved vi ikke helt, hvad vi skal gøre. Vi gør båden fast. Venter lidt for at se, om sluseportene lukker sig og vandet begynder at fosse ind. Intet sker. Vi trykker igen på den blå knap. Først én gang. Så endnu en gang i lidt længere tid. Der sker stadig ingenting. Per kravler op på slusen og får kontakt med en slusevagt via et kaldeanlæg.
”Parles vous Anglais”? No. Ikke overhovedet.
Per forklarer på gebrokkent fransk, hvad vores problem er. Manden svarer på hurtigt-flydende fransk. Ikke forstået. Derefter bliver kommunikationen afbrudt. Vi trykker lidt mere på remoten men beslutter, at kalde-anlægget er vores bedste livline. Denne gang forstår vi ét ord, ”arrive” – en eller anden vil komme. Og ganske rigtigt. Kort efter springer en mand fra VNF ind i det gamle slusehus og sætter slusen i gang. Et venligt vink men ingen forklaring.
Først i næste sluse får vi forklaret, at det slet ikke er remoten, der styrer, om sluseportene lukker efter os, og om vandet fosser ind, men derimod et blåt rør inde i slusen, som vi skal hive op i, så maskineriet starter mekanisk. Hvem kunne vide det? Vi får en elektronisk remote i hånden, og alligevel er det en fysisk, mekanisk kraft, der starter slusningen. De er skøre, de franskmænd.
Herefter går det strygende med at passere sluserne.
Vi lægger Ronja ind til en landlig ponton-bro ud for en landsby ved navn Charly. Vinmarker omgiver os sammen med franskmænd med fiskestænger. Ingen wifi. Ingen vand. Ingen el. Ingen toiletter. Kun en bro og en dyb landlig stilhed.
Susanne fungerer perfekt som smørrebrødsjomfru. Hun er oprindelig uddannet som sådan, og da hun ikke mener sig egnet til matros-arbejde, så tager hun sig løbende af kaffebrygning og sandwich-fremstilling i det, hun kalder køkkenet. Vi lever som admiraler.
Log-bog: Dagens distance: 70 kilometer. Sejlet tid: 8.00 til 16.30 = 8 ½ time. Sluser 6 stk. Vejr: Lidt sol, mest skyet. Først ved dagens slutning regn.
En smuk tur ud af Paris
48° 51′ 8.3376” N 2° 22′ 4.6992” E
6. juli, 2014
Vi sejler fra Port Arsenal klokken 10.10 i jævnt silende regnvejr og iført sejlertøj fra top til tå. Fransk sommer? Hm, det ligner de indeblæste og regntunge somre i Kalvehave og Præstø, som vi netop er søgt bort fra.
Vi sejler ud gennem havnens sluse sammen med Göran Arvedahl fra Stockholm og hans to nye gaster, som skal samme vej som os. Han sejler i Evanna III, en Halberg Rassy 34 med en dybgang på kun 1.65 meter, hvor vi stikker 1.75. Vi bliver enige med ham om, at han sejler først, lige som pingvinerne på Antarktis, hvor de ældre pingviner sender de unge pingviner først ned i vandet for at dykke efter mad. Hvis de ikke kommer op igen, ved de ældre, at der er farligt.
Han er noget ældre end os, har afsat 14 uger til sin rejse fra Stockholm gennem Götakanalen, Kattegat, Limfjorden, Nordsøen, Den engelske Kanal og via de franske floder og kanaler ned til Marseille. Han sejler i Göran Schildts kølvand og følger så præcist som muligt den rute, som den finske kunsthistoriker beskrev i sin bog fra 1947, ”Ønskerejsen”, da han sammen med sin hustru og en ven sejlede skibet Daphne fra Stockholm til Marseille.
Göran Arvedahl kalder sin rejse for ”Ønskerejsen II” og har oprettet en blog med det navn.
Det bliver en smuk tur ud af Paris. Meget smukkere end indsejlingen fra Poissy-sous-Carriere til Paris, der var præget af nedslidte industrikvarterer og pensionerede flodbåde i forfald. Her er flere grønne områder, campingpladser, parker og private haver, der udnytter nærheden til floden. Vi ser mange hejrer og en del fritidsfiskere men møder kun få andre sejlere. Enkelte flodbåde. Det samlede antal fritidsbåde kan tælles på mindre end to hænder.
Vi slår følge med Göran. Men da hans to urutinerede gaster kikser fastgøringen af Evanna III i en sluse, så hans hæk svinger faretruende hurtigt ud i bassinet med kurs mod vores stævn, foretrækker vi derefter at sejle forud for ham, idet vi dog følges ind i sluserne og venter på hinanden.
Som noget nyt passerer vi to tunneller, Saint-Maur og Chalifert, på henholdsvis 597 og 294 meter. Meget anderledes. Lidt som baljebanen i Tivoli.
Om aftenen går vi til ro i byen Meaux – 48.000 indbyggere og i egen selvopfattelse Brie-ostens hovedstad. Byen praler med både en kommunal og en privat havn. Den private har ifølge vores Fluviacarte flest faciliteter, så vi vælger den. Den ser ikke ud af noget særligt, og det viser sig da også, at havnen er gået konkurs og området lukket af med hegn og låste porte. Da vi vil en tur i byen, er det komplet umuligt at forlade havneområdet.
Log-bog: Dagens distance: 49 km. Sejlet tid: 10.10 til 17.00 = 7 timer. Sluser: 9 stk. Vejr: Heldagsregn men lunt og ok
Ruten må lægges om. Kanalsystemet mangler vand
48° 51′ 8.3376” N 2° 22′ 4.6992” E
5. juli, 2014
Vi ligger i Port Arsenal. I hjertet af Paris. Vi føler nærmest, at vi er fortøjet til Bastille-pladsen. Ekstra Dannebrogs-flag af papir pryder Ronja. Per har fødselsdag.
Henrik og Susanne går på opdagelse i Paris. Kirsten og Per bruger første halvdel af dagen på at checke vanddybderne på den videre vej ned mod Middelhavet. Folk bliver ved med at sige til os, at de ikke tror, vi kan komme igennem med en dybgang på 1.75 meter, så vi researcher på de franske vandmyndigheders, VNF’s, hjemmeside, vi banker på hos andre sejlbåds-sejlere i havnen (ud over os er der kun to, de øvrige 110 er motorbåde), og vi får havnekaptajnen til at ringe til sluseposter langs Briare-kanalen.
Det viser sig, at der er et problem. Briare-kanalen kan ikke leve op til minimums-dybden på 1.80 meter. Der er kommet for lidt vand fra Alperne i år. Der mangler 10-20 centimeter, nogle steder mere. Det er et no-go.
Vi køber nye kort på havnekontoret og planlægger en ny og mere nordlig rute ad Marne-floden og to kanaler, Canal lateral de Marne samt Canal entre Champagne et Bourgogne. Alene navnet på sidstnævnte kanal gør det lettere at sluge, at en hel vinters forberedelse på én bestemt rute med et fingerknips er ændret totalt.
Improvisation kræver grundig forberedelse.
At anduve Paris om aftenen er en kæmpe oplevelse
48° 58′ 49.8324” N 2° 2′ 12.2208” E
4. juli, 2014
Vi sejler fra Poissy-sous-Carriere ved frokosttid. Henrik og Per har købt stort ind. Kæmpestort. To fyldte hypermarkeds-indkøbsvogne. 24 flasker vand á halvanden liter, øl, vin, affaldsposer, engangs-service og fødevarer til mange dage. Imens gør Susanne og Kirsten båden klar og skræmmer en million edderkopper væk fra dæk og cockpit. Vi fylder diesel på tanken, betaler havnekaptajnen, siger farvel til ham og sønnen med tak for god pasning af Ronja gennem vinteren.
250 euro ekstra for olie, oliefiltre, opladning af batterier. Nå ja, det havde kostet mindst det samme i Danmark.
Havnens ukronede konge, Hans, får en ny håndfuld dåseøl og et kram fra Kirsten. Han ligner en lykkelig mand.
Turen til Paris er ok. Vi kender ruten ud og ind. For Susanne og Henrik er det en oplevelse at prøve sluser for første gang og ikke mindst at se Paris fra søsiden. Det sidste – at anduve Paris fra søsiden en fredag aften – er en kæmpe oplevelse for os alle.
Frankrig har lige tabt til Tyskland ved VM i Brasilien. Men det præger ikke synligt pariserne, da vi sejler de sidste kilometer frem mod vores bestemmelsested, Port Arsenal. Der er fest langs Seinens kajkanter. Tusindevis af unge sidder i grupper, ryger, drikker, spiser, hygger sig, hører musik eller danser på særlige dansepladser. Det er en smuk oplevelse at sejle ind gennem Paris så sent på dagen. Festskibe. Feriestemning. Fyldte restauranter. Festklædte franskmænd. Fantastisk.
Logbog: Dagens distance: 80 kilometer. Sejlet tid 12.30 til 21.30 = 9 timer. Sluser 4 stk. Vejr: Tungt og varmt.
Låst ude fra vores egen båd
48° 58′ 49.8324” N 2° 2′ 12.2208” E
3. juli, 2014
Pokkers! Pokkers! Pokkers! Her har vi kørt 1220 kilometer siden klokken 5.00 i morges for at nå frem til havnen i Poissy-sous-Carriere inden klokken 21.00 – fordi havnekaptajnen har lovet os, at hvis vi er fremme inden 21.00, så vil han være på havnen, så vi kan få nøglen til Ronja.
Klokken er kun 20.00. Vi står og banker på hans dør. Låst. Han er taget hjem. Kun han har nøglen til Ronja. Pokkers!
Vi finder havnens alternative chef, kong Hans, der fra sin motorbåd holder øje med alle, der kommer og går i havnen. Han er lidt sær og lever alene på sin båd året rundt. Vi kender ham fra sidste sommer, hvor vi straks blev råbt an fra hans båd: ”Nej, I kan ikke ligge der, kan I komme væk! Og I kan heller ikke ligge der”.
Vi smeltede hans hjerte med sommerens overskudslager af øl og sodavand, som vi forærede ham, inden vi rejste hjem til Danmark og bad ham holde særligt øje med Ronja gennem vinteren.
Kong Hans blev rørt ved gensynet. Han forsikrede os med tegnsprog – pegede først på sine øjne og derefter på Ronja – at han havde holdt skarpt øje med vores båd, og at Ronja havde det godt. Han er stort set umulig at kommunikere med, men han forstår alligevel vores problem og påtager sig straks at finde nogen, der ved, hvor havnekaptajnen er.
Kaptajnen himself er taget hjem. Kong Hans forsikrer os, at kaptajnens søn vil komme til havnen om tyve minutter og finde nøglerne til os.
Alt er godt.
Status: År to af Ronjas jordomsejling var en fin årgang
48° 54′ 33.66” N 2° 11′ 30.9984” E
29. juli, 2013
Vi sikrer og rengør Ronja samt pakker bilen. Tre timer senere befinder vi os i hjertet af Bourgogne-distriktet, i byen Beaune. En helt ny slags ferie begynder. Vi har lejet to værelser på et IBIS-hotel til knap seks hundrede kroner pr værelse pr nat. Og yderligere ét værelse i Alsace-byen Eguisheim til natten mellem onsdag og torsdag.
I Bourgogne er vi sammen med Vivi og Peter, som vi i forvejen kender gennem Hanne og Jørgen. Vi besøger vinslotte, deltager i prøvesmagninger, køber Bourgogne-vine, fejrer Hannes fødselsdag, og følger de sidste mange dages princip om kun at opsøge restauranter, der er omtalt i Michelin-guiden for Frankrig enten som Bib Gourmander eller som havende en eller to gafler. Det giver bonus stort set hver gang. Billige men meget gode tre retters menuer. Typisk til en pris mellem 30 og 37 Euro for tre retter. Vi lever som grever.
Fransk mad får virkelig oprejsning under denne tur. Efter nedturen med det såkaldt moderne franske køkken i 1970’erne, hvor fransk mad blev ensbetydende med mikrosmå portioner, en tynd, rå gulerod på en tallerken med et lille stykke kød, har vi faktisk tænkt, at det franske køkken er afgået ved døden. Men det lever i høj grad, har det godt og er en nydelse ikke blot for de franskmænd, som aldrig selv har anerkendt, at god mad kan laves andre steder end netop i Frankrig.
Det gode liv fortsætter vi senere i en nuttet bindingsværkby med egne storke, Eguisheim, hvor vinen blot er udskiftet med Alsace-vine.
Torsdag aften klokken knap 21 er vi hjemme i Odense med seks kasser hjembragt vin og en masse oplevelser i bagagen. Emilie og Molly venter på Jagtvej med mad til de trætte rejsende.
Det har været en meget varieret ferie. Havsejlads i mange dage. Kanal- og flodsejlads i mange dage. Storbyferie i Rotterdam og Paris. Gourmet-ferie i Bourgogne og Alsace. Det bedste vejr i mands minde. Solskin stort set hver eneste dag. Familiesamvær med Lasse, Tianling og Nellie samt med Jørgen og Hanne.
År to af Ronjas jordomsejling – 2013 – var en fin årgang.
Her skal Ronja overvintre fra 2013 til 2014
48° 51′ 3.9636” N 2° 22′ 4.6992” E
juli, 2013
Sidst på eftermiddagen anløber vi Port St-Louis efter en smuk sejlads gennem Paris og de nordlige forstæder.
Hanne og Per aftaler en kontrakt med havnekaptajnen. Et års leje af plads i havnen, opsyn med båden og hjælp til at vinterklargøre Ronja – i alt 1890 Euro eller knap 14.000 danske kroner. Det kan lyde dyrt, men det er stadig billigere end at have båden liggende på Thurø i Danmark.
Aftalen bliver, at Per skriver på engelsk til havnekaptajnens søn og forklarer, hvad vi ønsker, at de skal gøre ved båden, når vinteren nærmer sig – olieskift, skift af oliefilter, frostsikring af vandrør, check af varmtvandsbeholder og måske opladning af batterierne.
Han er noget af et lommefilosofisk snakkehoved, havnekaptajnen, så vi får endevendt hans italienske barndom og forskellen mellem nordiske værdier og sydeuropæiske værdier. Folk i nord har levet et hårdt liv. De har ikke tid til snak. Så de går altid lige til sagen, mener havnekaptajnen. Folk i Sydeuropa snakker sig mere ind på hinanden, etablerer en relation, inden de når til selve sagen. Han er tydeligvis skuffet over, at vi ikke skal snakke om fordele og ulemper ved forskellige former for kontraktlængde, men at Per bare slår fast, at han ønsker en kontrakt på et år.
Port St-Louis er en noget slidt havn, bådene i havnen er også slidte, toiletfaciliteter er ikke noget at skrive om. Vi ligger i et industriområde, med store ghetto-bebyggelser befolket af indvandrere. Poissy er hjemby for Peugeot-fabrikkerne. Alligevel fatter vi tillid til havnens ansvarlighed og vurderer, at Ronja har fundet et godt vinterhi.
Kirsten charmerer samtidig havnens selvudnævnte ordenshåndhæver – de andre havnebeboere kalder ham Rambo – som bor hele året på sin båd blot to pladser fra vores. Vi forærer ham restlageret af øl og sodavand fra køleskabet og krydser fingre for, at også han vil holde et vågent øje med Ronja.
Logbog: Udsejlet distance: 81 kilometer svarende til 40 sømil. Tid: Afsejler klokken 9.30. Betaler i Arsenalhavnen. Klokken 17 lægger vi – igen – til i Port St-Louis. Besætning: Jørgen, Hanne, Kirsten og Per. Vejr: Stadig steghedt. Cockpit-teltet er oppe det meste af turen for at give lidt skygge.
Dejlige dage i hjertet af Paris
48° 51′ 3.9636” N 2° 22′ 4.6992” E
24.-28. juli, 2013
Arsenal-havnen ligger i hjertet af Paris, lige op til Bastille-pladsen. Vi kan næsten ikke have et bedre udgangspunkt for et besøg i denne fantastiske by. Her er shopping, jogging, sightseeing, spisemuligheder og afslapning – alt indenfor gåafstand. Vi bliver her fem overnatninger. Det koster 40 Euro pr overnatning, og Arsenal-havnen løber derfor med sommerens hidtidige pris-rekord. Men sådan er det, når der kun er denne ene havn at vælge imellem, og når havnen samtidig er perfekt med sin beliggenhed.
Tirsdag, onsdag og torsdag er vi sammen med Nellie, Lasse og Tianling på den måde, at vi alle er sammen om eftermiddagen og om aftenerne, og at vi derpå ”kidnapper” Nellie og tager hende med på båden om natten, hvor også Jørgen og Hanne bor, mens Lasse og Tianling sover på hotel. Fin ordning.
Lasse og Tianling dukker op i løbet af formiddagen og så går vi på opdagelse i Paris. Ikke noget vildt. En enkelt dag når vi stort set kun Jardin du Luxembourg. Om aftenen spiser vi os videre gennem den røde Michelin-bog blandt de bedste restauranter i Paris, som endnu ikke har fået stjerner, men som ligger og bobler i venteposition til at få det.
Onsdag aften har Hanne bestilt bord på Villaret i nærheden af metrostationen Parmentier. Også god. Ikke helt på niveau med Auberge Pyrénées Cévennes.
Torsdag tager vi afsked med Lasse, Tianling og Nellie, som skal med en flyver torsdag aften. Hjemme på båden spiser vi brød, ost, salat og pølse sammen med Hanne og Jørgen.
De næste dage driver stille af sted. Det er trykkende varmt. Vi løber langs Seinen i de tidlige morgentimer, inden varmen bliver for trykkende. Et par af nætterne skylles heden igennem af kraftige tordenbyger, men ellers har vi typisk 24 grader om formiddagen stigende til 34 grader først på aftenen.
Vi laver ting sammen med Jørgen og Hanne. Og vi laver ting alene. Hanne og Jørgen tager en dagstur på cykel, hvor vi så er sammen på Louvre om aftenen, hvor der er aftenåbent, og spiser sen middag på Willies Wine Bar i nærheden af Louvre. Glimrende restaurant.
Samtidig lægger vi planer for den sidste uge af ferien. Hanne og Jørgen har foreslået, at vi tager til Bourgogne og fejrer Hannes fødselsdag sammen med et par af deres venner, som er på ferie i det område, og at vi følges hjem til Danmark i deres bil gennem Alsace og Tyskland med det mål at være hjemme torsdag ved midnat. Men for at vi kan være med på en sådan plan, skal vi have anbragt Ronja i en sikker vinterhavn.
Det er ikke let.
Arsenal-havnen har ikke plads til os før i 2014 og 2015, og det vil i øvrigt koste os 35.000 kroner for ni måneders havneleje, og hertil kommer så månederne juni, juli og august, hvor man kun kan ligge i havnen til dagsprisen 40 Euro. Med bistand fra et par af Ebbe Dals venner og havnekaptajnen i Arsenal samt med Hanne som tolk undersøger vi nogle mulige havne syd og nord for Paris, og det ender med, at vi beslutter at sejle tilbage til Port St-Louis, hvor Jørgen og Hanne har deres bil stående.
Vi skal vænne os til, at franskmændene har en anden kultur omkring deres både om vinteren. De frostsikrer og skifter olie. Men de lader deres både blive i vandet. Da vi har vænnet os til den tanke, så bliver det lettere at finde en vinterhavn, og vi aner samtidig, at netop dette vil åbne mulighed for også at sejle på andre tidspunkter af året end netop sommerferien.
Indsejlingen til Paris er totalt imponerende
48° 50′ 43.1556” N 2° 21′ 55.71” E
23. juli, 2013
Det er klart lettere at sejle, når man er flere om det. Med Jørgen og Hanne ombord kommer vi lettere gennem sluserne, og vi er flere til at skiftes ved ror og søkort. Og så er det en kæmpe gevinst at have fået en virkelig franskkyndig, Hanne, ombord. Kort efter dagens start har hun reserveret plads i Arsenal-havnen og booket bord til klokken 17.30 på en af Michelins ”boble-restauranter” – Bib Gourmand – i 11. Arondissement. (Den hed i øvrigt Auberge Pyrénées Cévennes, og var fremragende, super betjening, blandet mad på menukortet fra Spanien og Frankrig. Selv Nellie var i disse omgivelser fokuseret på maden og meget velopdragen. Seks voksne og en baby spiser og drikker overdådigt for 277,50 Euro.)
Indsejlingen til Paris er virkelig imponerende. Vi passerer det hele. Eiffeltårnet, Musee D’orsay, Notre Dame. Vi ser fattige, der bor i papkasser eller telte under broerne. Vi ser turister i tusindvis, der lader sig fragte rundt på Seinen i færdigpakkede havnerundfarter. Inde i Arsenal-havnen venter Nellie, Lasse og Tianling. Feriens største dag.
Logbog: Udsejlet distance: 81 kilometer svarende til 40 sømil. Tid: Afsejler klokken 7.30, afstemt efter dagens første sluse. Klokken 17 lægger vi til i Port de Plaissance Arsenal lige midt i Paris. Besætning: Jørgen, Hanne, Kirsten og Per. Vejr: Hede, hede, hede. Vi har cockpit-teltet oppe det meste af turen for at skygge for solen. Kort før indsejlingen til Paris’ midte får vi småregn.
