Hjælp os ud, vi har fået slusekuller!
47° 27′ 41.8392” N 5° 22′ 19.6932” E
July 15, 2015
Vi er begyndt at få slusekuller. Vi orker ikke flere af dem. Vi har nu klaret flere end hundrede sluser, siden vi startede ferien for halvanden uge siden. Nu må det være nok.
Den eneste sikre kur mod slusekuller er at sejle ud af kanalsystemet, og vi har stadig 28 sluser foran os, inden vi er færdige med Canal entre Champagne et Bourgogne og kan sejle ud i floden Sâone. Så vi klør på igen i dag.
Sluserne ligger tæt på denne side af bjerget. Til gengæld er vejret en udfordring. Mere end 30 graders celsius allerede fra sidst på formiddagen er vi overbeviste om. Og nemt bliver det ikke. Vi starter tidligt. Før klokken otte. Det giver os nogle gode morgentimer, hvor alting fungerer. Men derefter kommer vi til at sejle bag en langsom peniche. Og hertil er en række af sluserne i elektronisk udu.
Vi ringer igen og igen til VNF. ”Parles vour anglais?” spørger vi håbefuldt. ”Pas du tout,” lyder svaret stort set hver eneste gang. Og så har vi balladen. Per kaster sig ud i sit gennem vinteren afstivede aftenskolefransk. ”Ici batoux plaissance Ronja. Avalant (for nedadgående). Nous sommes a ecluse numero 32. Skidtet fungerer ikke. Slusen lyser rødt, og der sker ikke en skid, når vi bruger remote-kontrollen.”
Utroligt hvad man lærer på FOF i Odense selv uden overdreven flid med lektierne.
VNF kommer og fikser fejlen inden for 20 minutter. Kun få gange må vi rykke med en ekstra opringning.
Natlogi finder vi en kilometer efter sluse 35, Beaumont, hvor vi lægger Ronja til kaj under en kornsilo. Mutters alene. Ingen andre både har orket at sejle så langt frem i slusesystemet som vi.
Lad os komme ud af de sluser. I morgen har vi ni sluser tilbage, så er der fri sejlads ned gennem Saône floden, hvor vi har kig på byen Auxonne som et første stop på gerne flere dage. Derfra er der til fordeling blandt 14 dage kun 16 sluser mellem os og Middelhavet. Herligt.
Logbog: Dagens distance: 33 kilometer. Sejlet tid 7.45 til 18.00 = 10 ¼ time. Sluser: 20 stk. Vejr: Sol hele dagen. Muligvis 35 grader. Vi har intet termometer. Men klart en af de varmeste dage overhovedet. Vi rigger til med stor paraply for at skabe skygge for rorgængeren. Behageligt på de lige stræk. Bøvlet under slusemanøvrering.
Nu går det tjept: 24 sluser på en dag!
47° 41′ 2.2524” N 5° 20′ 41.3196” E
July 14, 2015
Effektiv dag. Og temmelig udmattende. Vi har aftalt med vores naboer fra Brügge i Belgien, at vi bryder op sammen med dem som de første af fire både, og at vi følges gennem sluserne. Deres båd, Eva, er en bredrøvet madamme af en jernbåd, totalt spændt inde i et korset af kæmpe store fendere hele vejen rundt. De tilbyder at gå først ind i sluserne. Vi siger ja tak.
Dagen er slidsom. Sluse ind og sluse ud. Nogle sluser på dette stræk er betjent af unge studerende, der suser afsted på deres knallerter for at gøre sluserne klar til os. Andre – de fleste – er automatiserede og styres med den fjernbetjening, vi har fået udleveret. Dagens højdepunkt – i bogstaveligste forstand – er en sejlads gennem en næsten fem kilometer lang tunnel, der er boret gennem bjergets top. Mørkt, fugtigt, klamt. Vand drypper ned i hovederne på os. Belysningen er beskeden, akkurat nok til, at vi kan se at holde os i kanalen. En projektør holder vi i reserve.
Vores start på denne tunnel, Balesmes sur-Marne, bliver styret på god bureaukratisk fransk vis. En række røde og grønne lys i tunnelens loft holder os tilbage eller inviterer os frem, alt efter om vi sejler for stærkt eller for langsomt. Omstændeligt. Irriterende. Ingeniør-agtigt. Man fornemmer, at nogen sidder på et centralt kontor og leger med os.
Slusen er et vendepunkt. Siden starten af Canal entre Champagne et Bourgogne har vi kun sejlet opad. 71 sluser i alt. 340 meter er vi blevet løftet op siden kanalens start. Fra nu af går det nedad. Helt ned til Middelhavet, tror vi nok.
Vi bruger de første sluser efter tunnelen til at vænne os til at sluse nedad. Det hedder sig, at der er meget lettere. Mere skånsomt for skib og besætning. For os er det dog nødvendigt lige at fange teknikken. I de første sluser anvender vi samme teknik, som når vi sluser opad. To trosser. Én til hver. Tæt ved hinanden. Det giver en fornemmelse af kontrol, når det går opad.
Men nedad er der ikke nær så meget pres fra vandmasserne i slusekammeret. Vandet forsvinder stille og roligt under båden. Den ligger meget roligere, og efterhånden bliver vi trygge ved blot at have en enkelt trosse i land, mens vi eksperimenterer med at gøre så få bevægelser som muligt og lade båden passe sig selv. Et enkelt puf med en bådshage eller et enkelt ryk i trossen er rigeligt. Jo, det er klart lettere at sluse nedad end opad. Hvis ikke det var for solen og varmen, ville det være den rene afslapning.
Vi siger farvel til belgierne efter at have fulgtes med dem gennem 20 sluser. Selv tager vi yderligere fire sluser til Dommarien, hvor der ifølge kortet er en kajplads med 1.80 meters dybde for to både. Det passer så ikke. Vi rammer grunden længe inden, vi når kajkanten.
I stedet sejler vi over i højre side af kanalen, hvor en ombygget peniche befolket med unge franskmænd ligger ved kanten. Vi spørger, om vi må lægge os udenpå. Nej. De beder os finde et andet sted. Egentlig uhørt. Sejlere giver altid plads til hinanden. Men de er formentlig landkrabber. Ikke sejlere. Kirsten skumler og nedkalder alverdens forbandelser over de unge landkrabber.
Vi må prøve igen på den i kortet anviste kaj. Niks. Det er umuligt. Vi kan ikke nå ind til bredden. Der bliver ved med at være én til halvanden meter mellem Ronja og bredden. Vi står på grunden og vælger at gøre båden fast på den afstand af bredden med bistand fra en hjælpsom franskmand. Nå, der ser alligevel heller ikke ret spændende ud inde på land.
Den hjælpsomme franskmand ser ud til at være ny med sejlerlivet. Han har en lille motorbåd, som han har gjort fast til bredden med tre trosser og et anker, som han har haget fast på toppen et lille stykke bro. Det har vi godt nok aldrig set før.
Vi fejrer med champagne dagens – synes vi selv – imponerende distance og det faktum, at vi har passeret toppen, og at de kommende ugers sejlads går nedad mod Saône, Rhone og Middelhavet. Et klart vendepunkt.
Logbog: Dagens distance: 35 kilometer. Sejlet tid 8.45 til 19.15 = 10 ½ time. Sluser: 24 !!!! Vejr: Sol hele dagen. Let brise sørgede for at dæmpe heden. I disse farvande er det vindens eneste betydning: At køle. Sejladsmæssigt har den ingen betydning.
Ikke alle steder lykkes det at få Ronja helt ind til bredden
Franskmænd på floder og kanaler er ikke alle helt fortrolige med sejlerhåndværket. Her en noget særpræget brug af anker
Slusesystemet og det almægtige VNF sætter tempoet. Ikke du
48° 18′ 1.7748” N 5° 8′ 48.9516” E
July 13, 2015
Vi siger farvel til Lasse, Tianling og Nellie. De skal til Alsace, Tyskland og Jylland for at finde den vildeste legeplads. I stedet for at gøre afskeden til noget trist, har Lasse fortalt Nellie, at de nu skal på jagt efter den vildeste legeplads, og det projekt glæder hun sig helt åbenlyst til. Ved dagens første sluse står de på lur og overrasker os med et ekstra farvel.
Det kræver en engels tålmodighed at sejle i franske kanaler. Det er kanalen, der bestemmer. Slusesystemet og det almægtige VNF bestemmer. Ikke du. Andre sætter tempoet.
Du kan være nok så meget vant til selv at sætte tempoet hjemme på jobbet. Få ting til at ske. Sætte ting i gang. Overvåge fremdriften. Gribe ind og speede op, hvis et projekt taber momentum. På kanalen er det anderledes.
Sluserne bygger på et århundreder gammelt system, der i de senere år er blevet delvist automatiseret, men som alligevel bygger på de samme rutiner og procedurer. Først meddeler du slusen – via VHF-radio, via mekanisk drej på hængende stang eller via en udlånt fjernbetjening – at du vil i gennem slusen. Så melder slusen tilbage, at det har den modtaget, og det vil den arbejde på. Efter noget tid – det kan føles som meget lang tid – lukkes den fjerneste sluse, og tømningen eller fyldningen af vand begynder. Det tager tid.
Fjernbetjening til brug for de mest moderne af sluserne. Teksten er på fransk. Men det er til at finde ud af
I din venteposition kan du se, at vandet fosser ud, eller – hvis du er for nedadgående – fosser ind i slusekammeret. Når vandet i slusekammeret har nået samme højde som din del af kanalen går der en hel del tid, så forkynder en bib-lyd og et blinkende lys, at nu går næste fase i gang. Slusen lægger an til at åbne slusekammeret. Det går langsomt. Meget langsomt. Med stor sandsynlighed er langsommeligheden nøje udtænkt af nogle ingeniør-hjerner, som ønskede at undgå uheld ved for hurtige bevægelser. Langsomt, langsomt, går forreste sluseport op. Du kan sejle ind og finde din plads i kammeret.
Så begynder næste fase. Du giver slusen besked via et mekanisk løft på en blå stang eller med den udlånte fjernbetjening. Du vil gerne have slusen tømt eller fyldt med vand. Det tænker den så lidt over. Ofte må du lige give et ekstra signal. Igen er systemet skruet sammen, så det giver rolige bevægelser, tid til omtanke, tid til at komme af vejen, ingen panik, ”lentement, lentement…”
Der er dem, der vil hævde, at det er sundt for det fortravlede gennemsnitsmenneske. Der er vel endda dem, der vil hævde, at denne påtvungne langsommelighed er selve idéen i en sejlerferie. Her bliver du underkastet naturen og andre kræfter større end du selv. Her må du tilpasse din tænkning og dit tempo til nogle andre. Ned i fart. Accepter at andre sætter tempoet.
Vi er ikke engle. Men måske er det alligevel en del af det, vi kalder ferie, at blive tvunget ned i et absolut roligt tempo.
Logbog: Dagens distance: 29 kilometer. Sejlet tid 9.30 til 16.00 = 6 ½ time. Sluser: 15 stk. Vejr: Måske det bedste sejlervejr, vi har haft. Let gråvejr. Varmt uden at være trykkende.
Slusesystemet er opbygget, så du tvinges ned i tempo. Alt foregår i rolige bevægelser. Gammelt koncept. Imponerende tænkt
Turens værste stræk: Ronja skraber hårdt på kanalens betonbund
48° 26′ 36.5136” N 5° 8′ 15.6768” E
July 12, 2015
I dag er det Kirsten, der kører følgebilen. Den skal til Chaumont og afvente, at Ronja kommer frem midt på eftermiddagen. Det er sidste dag med følgebil, så Kirsten fylder bilen med nye 48 liter kildevand og en masse andre fornødenheder. Senere bunkrer vi også 40 liter diesel fra en tankstation tre kilometer borte. Godt vi har en bil.
Frisørsalon til søs
Sejladsmæssigt bliver det turens hidtil værste. Det starter ellers i fin stil. Lasse og Tianling arrangerer frisørsalon på agterdækket. Lasse bliver klippet i pauserne mellem sluserne, og Nellie afprøver vores kamera. Vi lader hende gøre det, selvom vi kan se, at hun trykker på alle knapper og sætter fedtfingre på linsen. Hun eksperimenterer. Og det kommer der nogle sjove billeder ud af.
Dagens mareridt starter umiddelbart efter sluse 26, Condes, som fører os ind i en 308 meter lang tunnel. Det er der ingen ben i. Men da vi nærmer os tunnellens afslutning, ser vi en gruppe drenge, der råber og gestikulerer til en kammerat, der øjensynligt befinder sig oppe på en bro over udsejlingen og er parat til at springe i vandet. I sig selv bindegalt. Broen er fem-seks meter over floden, og floden er kun 1,80 dyb. Vi kan se, at drengene har svært ved at overbevise deres kammerat om, at der faktisk kommer et skib inde fra tunnellen, og at han derfor skal vente med at springe, så vi begynder selv at brøle højt, at her kommer vi, så tag lige og passe på.
Han springer ikke. Tydeligvis fordi det er hans første spring, og han er ikke lige så modig som kammeraterne, der efterfølgende farer op på broen, så vi kan se, at de godt tør.
Derefter følger de tre mest forfærdelige kilometer, vi nogensinde har oplevet med Ronja. Hun skraber hen over kanalens bund. På lange stræk af både tre og fire hundrede meter hører og føler vi, hvordan vi ridser hen over kanalens bund. Tungt. Hastighedsnedsættende. Gruopvækkende. Kan båden holde til dette? Ind i mellem rammer vi en uregelmæssighed i bunden, som oven i købet får Ronja til at krænge i uhyggelige bump, mens hun arbejder sig hen over forhindringen.
Vi holder motoren fast på 2300 omdrejninger. Vi moser på. Vi har svært ved at se et alternativ. Hvis vi sagtner farten, kører vi uhjælpeligt fast, og så kommer vi i hvert fald ikke igennem. Det bliver tre lange kilometer. Stor er vores lettelse, da det efter sluse 27 viser sig, at her er vandstanden om end ikke prangende, så dog stor nok til at vi igen flyder med hele Ronjas flotte krop i vandet.
De fleste steder på kanalerne består bunden af mudder, og det er ikke så slemt. Det tager noget af farten, når Ronjas køl pløjer sig gennem mudderbunden. På lige netop denne strækning er der imidlertid tale om en ru og ujævn betonbund. Kanalen er støbt på hele strækningen mellem sluse 26 og 27. Og vandstanden er betydeligt under de lovede 1.80 meter. Vi får senere at vide, at der mangler 40 centimeter i forhold til daglig vande. På grund af manglende regn. Og fordi VNF ikke har jævnet forskellene ud. VNF har ellers søer højere oppe, som de kan bruge til at sende ekstra vand ned gennem systemet, når det mangler, og blandt sejlerne i den næste havn er der vrede over, at dette ikke er sket.
Logbog: Dagens distance: 25 kilometer. Sejlet tid 9.30 til 15.30 = 6 timer. Sluser: 11 stk. Vejr: Sol hele dagen. 27-28 grader
Sejlads tæt på den allersmukkeste natur
48° 6′ 49.4928” N 5° 8′ 21.3216” E
July 11, 2015
To stykker kage pakket ind i sølvpapir er afskedsgaven fra de flinke briter, der skal blive i endnu 10 dage, fordi de passer hund for en bekendt. ”Vi plejer at forære kagerne til slusepasserne,” siger de. Vi spørger, om de skal sejle hele året. Nej, nej. ”Vinteren tilbringer vi i Spanien. Kun om sommeren sejler vi i Frankrig”.
Nutidens pensionister har mange måder at indrette deres liv på. Tidligere har vi et par gange talt med et hollandsk ægtepar, som ikke længere havde fast bolig i Holland, men som i sommerhalvåret sejlede på Europas kanaler og i vinterhalvåret boede i deres lejlighed i Cape Town, Sydafrika.
Fortryllende overnatningsplads. Vi lægger til udenpå en række britiske pramme – ombyggede fra erhverv til fritid
Turen er smuk. Kanalen snor sig gennem i landskabet. Helt anderledes end de snorlige kanal-stræk, vi har været vant til. Smukke bakker, bølgende kornmarker og masser af blomster tæt på kanalen. Den intense natur tæt på os er den helt store attraktion ved at sejle på en kanal. Bredderne udgøres af et vildnis af blomster – snerler, tidsler og mange andre – med lilla, gult og hvidt som de fremherskende farver. Et eldorado for insekter og fugle. Guldsmede leger tagfat. Edderkoppernes spind tegner sig tydeligst i de tidlige morgentimer. Og ovenover os laver ørne flyvetræning med deres unger.
Den eneste slange i paradis er de grønne søpølser, som på lange stræk sænker vores fart til under to knob, fordi kølen skal pløje sig gennem de vildvoksende undervands-planter. Med jævne mellemrum sætter vi motoren i bakgear for at frigøre propellen for planterester.
Lasse er kørt i forvejen med ”følgebilen”, som bliver parkeret ved en beskeden anløbsbro i Froncles. Fem både og fem campingbiler omkring en lille stump græs med toiletter, el og baderum. Det er nogenlunde standarden for en havn på disse kanter. Efter at have parkeret bilen løber han 14-15 kilometer tilbage og møder os i en sluse. Tianling hopper også af båden undervejs for at løbe sig en tur.
Det er skønt at have Nellie ombord. Hun er tre og et halvt år, og hun finder sig hurtigt til rette med båden. Den store opholdskahyt i midten er hendes. Her leger hun med ler, legoklodser og tegner. Her sover hun om natten. Hurtigt finder hun ud af at bevæge sig rundt på kistebænkene og i cockpittet. Kun en enkelt gang går det galt. Hun falder og slår sit hoved mod rorstammen, men en hejre kommer i det samme forbi. ”Se, Nellie, din lykkehejre. Den vil se, om du er kommet alvorligt til skade, og nu flyver den videre”.
Barnebarn Nellie bærer redningsvest hver gang hun er i nærheden af vand
Det sværeste for Nellie er de grænser, der naturligt må være på et skib. I kahyt og cockpit må hun være uden redningsvest. Men oppe på dækket og langs kajen i havn skal hun have redningsvest på. Efter et nogle få grænsestridigheder er dette dog accepteret som et af sølivets vilkår.
Logbog: Dagens distance: 24 kilometer. Sejlet tid 9.30 til 15.30 = 6 timer. Sluser: 9 stk. Vejr: Varm, trykkende, sol, vi længes efter skygge
Tianling gør daglige fremskridt i sin nye rolle som gast ombord på Ronja
Hjælp, vi bliver overmandet af grønne sø-pølser!
48° 37′ 1.4928” N 4° 57′ 1.3216” E
July 10, 2015
Frisk morgenbrød. Frisk vand på tanken. Nyt startbatteri til Ronja. Vi er klar til en ny dag. Lasse kører bilen til Joinville og parkerer den ved, hvad vi ud fra Fluviacarte har estimeret til at blive vores næste overnatningssted. Sådan går det dog ikke. Mere herom senere.
Lasse vil løbe os i møde fra Joinville, 24 kilometer længere nede ad kanalen. Han når at løbe 17 kilometer, inden vi har ham om bord igen.
Vi skiftes til en gå- eller løbetur langs Marne floden. Sejladsen er lidt ensformig, så adspredelse er velkommen
Fed sejldag. De fleste sluser er parate, når vi kommer til dem. Eneste problem er en vildtvoksende, grøn pølse-agtig søplante, der får ekkoloddet til at signalere konstant fare – 0,0 meter under kølen – og som sænker farten med noget, der ligner 50 procent. Vi kløver os gennem en undersøisk urskov af tykke, gran-lignende søplanter, der breder sig ud fra bredden og ser ud til at være i færd med at erobre hele kanalen. Kun i en lille strime i midten kan vi kæmpe os frem. Jævnligt er vi nødt til at sætte Ronja på fuld fart bak og derefter fuld fart frem. Det frigør os for de mest aggressive af de grønne søpølser. Hvis franskmændene ikke finder ud af at holde disse gevækster stangen, så lukker kanal-turismen i løbet af få år.
Al denne kommen og gåen. Næppe er Lasse steget om bord efter sin løbetur, før Kirsten spænder sandalerne på for at gå i forvejen og udforske overnatningsmulighederne til fods langs kanalen. Mens vi andre kæmper os frem med kun to knob mellem de aggressive vandplanter, snakker Kirsten med folk langs kanalen og med kaptajnerne på et par ombyggede penicher.
Tag ikke ind til Joinville, siger de. Det er dyrt, og det er kedeligt. Selv har de fundet en plads en kilometer før Joinville. Pladsen ligger ”in the middle of nowhere” med udsigt til marker og skove. De samlede faciliteter udgøres af en bænk. Ingen el. Ingen vand. Ingen affaldscontainere. Til gengæld kvækker elskovs-syge frøer, og kanalen lokker med kølighed og fisk, som en tre-årig kan fange med sit fiske-net.
Kanalen er ikke dyb nok til, at vi kan komme helt ind til kysten, så vi lægger til udenpå et britisk ægtepar, som har ligget her længe og skal ligge her 10 dage endnu. Sammen med dem spærrer vi næsten hele kanalen. ”Der kommer ikke flere både i dag. Vi har været afsted hele året, og her er næsten ingen både. Vi har endnu til gode at opleve et kommercielt skib på kanalen”, lyder det fra den ombyggede pram med bageovn og aircondition. De peger i den ene retning: Restaurant. De peger i den anden retning: Supermarked. Her har vi alt. Resten er ubegribelig smuk natur.
Vi kan ikke lade være at fundere over de franske vandvejes organisation. I dag har vi haft to VNF-medarbejdere med på den halve tur. På deres knallerter har de fulgt os fra sluse til sluse, fra automatiseret bro til automatiseret bro. Hvilket job de dermed har udført, står hen i det uvisse. De har ikke rørt en hånd. Blot fulgt vores bevægelser på afstand.
Man tænker uvilkårligt, om det måske havde været bedre at lade sluserne være fortsat bemandede, for det forekommer os, at de bruger samme mængde arbejdskraft, nu hvor sluserne er automatiserede.
De burde bruge ressourcerne på at holde kanalerne uddybede og fri for grønne søpølser. I stedet virker det som om, de lader det hele forfalde under et hæmningsløst forbrug af arbejdskraft. Men: Vi er i Frankrig.
Vi spiser på restauranten få meter fra kajkanten. Glimrende.
Logbog: Dagens distance: 23 kilometer. Sejlet tid 10.00 til 15.30 = 5 ½ time. Sluser: 10. Vejr: Sol hele dagen. Ikke hedebølge. Bare varmt. Sådan som en sommer i Frankrig skal være. Vi er holdt op med at tjekke vejrudsigter, så vi aner intet om aktuelle eller kommende vejrforhold. Kanalsejlads er ikke så vejrafhængig som havsejlads.
Vi stifter for alvor bekendtskab med søgræs
48° 40′ 8.2812”N 4° 44′ 3.1596” E
July 9, 2015
Hos bageren i Orconte står der på disken en indsamlingsbøsse – som dem i Danmark, der opfordrer til at støtte Frelsens Hær eller Folkekirkens Nødhjælp. På Orconte-bagerens bøsse står der: ”Til bagerens ferie”.
Vi hilser farvel til vores britiske venner. Videre mod nye oplevelser. Første oplevelser får vi ved dagens første sluse. Ingenting virker. Vi blev i første sluse i kanalen mellem Champagne og Bourgogne udstyret med en remote-kontrol, sådan en simpel tv-fjernbetjening, og skal selv styre sluserne, få dem åbnet og sætte tømningen af vand i gang, når vi er på plads inde i slusen.
Men dagens første sluse lyser ikke rødt, og den svarer ikke med grønt, når vi bruger vores fjernbetjening som tegn på, at vores signal er blevet modtaget. Vi bliver enige om, at den person, der kører rundt til sluserne og åbner dem for en ny dag, nok har sovet over sig. Den teori hælder vi stadig til.
Vi ringer til VNF-vagten, som forsikrer, at en medarbejder vil være fremme ved slusen om kort tid. Det holder stik, og vi kan se, at medarbejderen suser videre til de næste sluser for at gøre dem klar til en ny dag. I betragtning af at de fleste sluser er automatiserede, er det en meget arbejdsintensiv operation, VNF kører. Der bliver slået græs, repareret og assisteret i stort omfang. Ind imellem føler vi nærmest, at vi har en personlig assistent til rådighed. Vi mødte hele dagen kun tre andre både. Alle lystsejlere. Ingen erhvervsskibe som ellers har et forspring til at bruge systemet fra klokken otte. Vi andre kan først bruge sluserne fra klokken 9. Alligevel sover VNF og får ikke åbnet sluserne til klokken 9.00. Suk.
Rutinerne omkring vores slusninger er på plads. Vi bruger cirka 15 minutter, enkelte gange op til 20 minutter, fra vi har meldt vores ankomst med fjernbetjeningen, til vi er gennem slusen. Sluserne følger hinanden med cirka to kilometers mellemrum.
Vi er begyndt at anbringe vores tov tættere på hinanden i stedet for en agterfortøjning bagud og en fortøjning forud. Det betyder, at begge tov tager trækket fra samme retning, og det giver en fin kontrol med slusningen. Hele tiden haler vi ind på tovværket, så båden ligger parallelt med slusemuren. Væk er de første dages uro og eksperimenter. Nu kører det ensartet, roligt og kontrolleret sluse efter sluse. Nellie kender sin rolle. Under dæk eller i cockpittet, så farmor og farfar kan gøre deres job
Seks kilometer syd for den – set fra kanalen – trøsteløst grå industriby St. Dizier finder vi en kajplads i Chamouilley. En beskeden by, der har investeret i et stykke kajkant med plads til seks-syv både og moderne automatafregning via computer og Visa-kort. Vi går til kaj for tidligt. Mærker grunden under båden og kan se, at vi hvirvler op i store mængder søgræs. Bakker lidt. Prøver igen. Fremad fungerer skruen. Bagud tager den ikke ved. Vi har formentlig et ordentligt vred søgræs i skruen.
Vi kommer til kaj med en syndflod af ituklippet søgræs efter os. Lykken står imidlertid den bi, som forstår at vente. Vores britiske venner ankommer, og faderen, Charlie, tager dykkerbriller på og dykker ned for at tjekke noget med kølevandet på hans egen båd. Vi spørger, om han vil tage et kig på vores skrue. Han høster to store håndfulde søgræs.
Vi beder ham derefter om en generel vurdering af begroningen under Ronja. Hun har trods alt ikke været oppe af vandet i snart tre år. Den er forbløffende fin, viser det sig. Formentlig på grund af det ferske vand. Endelig beder vi Charlie om at tjekke bovpropellen, som stod af allerede sidste sommer. Det gør han og melder, at den drejer fint, ingen forhindringer, ingen begroning, intet søgræs i klemme. Altså må det være et problem med elektromotoren.
Lasse og Tianling ankommer i bilen, som de har hentet i Epernay efter deres mini-ferie i Paris, medbringende 24 toliters flasker med vand, et nyt startbatteri til Ronja og mad til en middag på kajen i Chamouilley, som trods søgræs i urimelige mængder viser sig at være en fin lille perle af afslappet natur med legeplads, borde, bænke og provins-idyl.
Logbog: Dagens distance: 25 kilometer. Sejlet tid 9.30 til 15.30 = 6 timer. Sluser: 10. Vejr: Dagen mild og god. Vi starter med fleece-jakker, men op ad formiddagen får vi en behagelig temperatur. Lidt sol. Lidt skyer. Hjemligt.
De grønne søpølser breder sig ud fra brinken og man tænker, om de vil kunne lukke sejlrenden helt?
Søgræs vokser fra brink og bund. De seje pølser eller “dreadlocks” sætter sig i skruen og sænker nådesløst bådens fart
Alle skilte er på fransk. Alle sejlere er ikke-franske
48° 43′ 33.9132” N 4° 35′ 8.682” E
Onsdag 8. juli, 2016
Vitry-le-Francois, legeplads
Tidligt op. Ind og opleve Vitry-le-Francois. Vi starter med legepladsen ved rådhuset. Gynger, rutsjebane og hinkeruder. Enkelt, men lige hvad Nellie har lyst til. Da vi passerer de åbne vinduer i rådhuset – en pragtstykke af et klassisk palæ – ser vi, at der i flere kontorer står skrivemaskiner. Sådan nogle analoge, gammeldags, mekaniske apparater fra forrige århundrede. Vi ser også computer-skærme. Men alligevel. Skrivemaskiner i 2015? Suk.
Vi spiser croisanter og drikker kaffe på en café. Køber Lego Friends, en langærmet trøje til at beskytte Nellie mod myggestik og for en sikkerheds skyld også ekstra børneplaster, da dette har vist sig at have en stærk psykologisk virkning mod kløende myggestik. Især børneplaster med flyvemaskiner på.
Vi bryder op klokken 14. Der er ret meget vind. Men vi er vel en sejlbåd, skabt til de brølende oceaner. Vi siger farvel til vores amerikanske naboer og ønsker dem held og lykke med kardan-akslen. På en eller anden måde fornemmer vi, at vores egen historie med en ødelagt kardan-aksel og mange måneders traumatisk bøvl med franske mekanikere ikke beroliger dem. Nogle gange skal man bare lade være at blafre med egne erfaringer, selv om de er relevante.
Nu gælder det Canal entre Champagne et Bourgogne. 224 kilometer med 114 sluser og en næsten fem kilometer lang tunnel undervejs. Tidligere hed kanalen ”Canal entre Marne et Saone”. Men et kvikt hoved på et turistkontor har formentlig fået den idé at omdøbe kanalen til noget med champagne og bourgogne, så nu hedder den så det – selv om det fra Vitry er slut med champagne-dyrkningen, og at vi i den anden ende ikke møder en eneste bourgogne-mark. Det hele er stillestående bondeland. Korn og køer.
Konsekvente er franskmændene ikke. Det gamle navn, ”Canal entre Marne et Saone”, optræder fortsat på langt de fleste skilte langs kanalen – skilte der ét hundrede procent er skrevet på fransk. Alle oplysninger. Alle instruktioner. Alle brochurer om kanalen. Alt er på fransk. Kun fransk. Galimatias.
Franskmænd kunne ikke drømme om selv at sejle på kanalerne. Nå ja, bortset fra en enkelt eller to. Det lader de os andre om at gøre. Amerikanere, australiere, briter, tyskere, belgiere og især hollændere bemander de franske floder og kanalers flåde af ombyggede pramme, specialbyggede flodbåde, overdådige motorsejlere og kastrerede sejlbåde – deriblandt en enkelt fra Danmark. Vi møder – stort set – ikke sejlere fra Frankrig.
Om det derfor ville give mening at lave skilte, der kommunikerede på engelsk eller tysk? Ja, det da ved Gud. Men det kunne franskmændene ikke drømme om.
Vi sejler til Orconte og lægger til ved en stump kaj omgivet af kornmarker, træer, lystfiskere og fuglesang. Den eneste anden båd ved kajen er vores venner fra Storbritannien. Et ungt par – på orlov med deres to børn – dejligt, Nellie er blandt venner og tilbringer aftenen med Bertie og Elisa.
Logbog: Dagens distance: 14 kilometer. Sejlet tid 14.00 til 17.30 = 3 ½ timer. Sluser: 6 stk. Vejr: Efterårsagtigt. Vi vågner op til blade, der drysser ned fra træerne. Vinden er kold. Himlen er grå. Hedebølgen er blæst væk. Tilbage til normale tilstande?
Ville det være en hjælp, hvis skilte var på engelsk? Ja, for det er stort set kun udlændinge, der sejler på floderne og kanalerne
Mekanisk sluse. Man river opad i det blå rør, når man vil have slusen til at gå i gang. Simpelt. Og ganske tit virker det
På farten igen. Franskmænd forstår ikke værdien af at bo ved vand
48° 57′ 0.6336” N 4° 21′ 10.1448” E
Tirsdag 7. juli, 2016
Vi prøver igen. Vi lægger ud fra kajen i Chalons en Champagne. Vi vinker til Lasse og Tianling, som med deres rygsække spadserer til den lokale banegård for at tage toget til Paris. Nellie fortsætter ombord på Ronja med farfar og farmor på nye eventyr gennem de franske kanaler. Planen er, at Lasse og Tianling efter nogle dage i Paris henter vores bil i Epernay og slutter sig til os andre – hvor vi end er til den tid.
En fiskehejre sidder på en gren blot 12 meter fra Ronja. Vi fortæller Nellie, at det er den hejre, hun kender hjemme fra Frederiksberg Have, som er kommet til Frankrig for at sikre sig, at hun har det godt. En slags lykke-hejre. Der vil følge os på den videre færd. Nellie ser skeptisk ud men er ikke totalt afvisende.
Da vi kommer til Vitry-en-Francois flyver en fiskehejre over Ronja. Der ser du, Nellie, din lykke-hejre er med dig hele vejen.
Lykke-hejren spille også med, da vi uden for Vitrys minimalistiske marina konstaterer, at vi absolut ikke har lyst til sejle ind og finde en ledig plads. Et skilt forkynder, at vanddybden er 1,60 meter (vi stikker 1,75), og der ligger i forvejen 10-12 både på, hvad der ligner 10-12 bådpladser. En amerikaner råber os an. Han ligger uden for selve marinaen og inviterer os til at lægge til uden på ham.
Det gør vi. Det amerikanske par har sejlet i Frankrig gennem 13 år, og netop i dag er ”the transmission” røget. Totalt kaput. Vi forstår på deres beskrivelse, at ”the transmission” er det samme som det kardan-led, der gik i stykker på vores båd for et år siden. Deres uheld var sket en kilometer fra havnen i Vitry. En hollænder var kommet forbi og havde taget dem på slæb. Det viste sig, at det var den samme hollænder, som vi dagen forinden havde brugt som sparringspartner overfor de franske mekanikere.
Dagens strækning har været smuk, øde og præget af det sædvanlige franske billede: Franskmændene har endnu ikke forstået kvaliteten ved at bo ved vand. De ”vender ryggen til”. De placerer ligegyldige marker, industrianlæg, lagerbygninger og bagsiden af deres boliger ned mod floden eller kanalen. Helt modsat Holland hvor alle haver, alle huse, alle panoramavinduer som en naturlig ting vender ud mod vandet, og hvor hollænderne måske nok har en bil ud mod gaden men mindst lige så naturligt også har en båd ud mod vandet.
Franskmændene har ingenting. Beliggenheden ved kanaler og floder vil i Frankrig om 10-20 år være de dyreste grunde til beboelse overhovedet. Men franskmændene har ikke opdaget det endnu. Det er formentlig kulturelt betinget. Noget med at floder og kanaler historisk har været betragtet som beskidte afløbskanaler for toilet- og industriaffald.
Måske man skulle begynde at købe op i franske flod-beliggenheder?
Logbog: Dagens distance: 32 km. Sejlet tid: 9.30 til 18.00 = 8 1/2 timer. Sluser: 8 stk. Vejr: Lummert. Men efter et par dage med regulær hedebølge er det befriende med temperaturer på ”kun” 29 og 30 grader og en beskeden regnbyge i ny og næ. Det lyner og tordner, men selv om vi kunne bruge en rensende tordenbyge, når den aldrig tæt på os.
Mange måder at åbne en sluse på. Én er at dreje et skaft, der hænger ned fra oven. Det aktiverer slusen
Hjertet står stille. Hjernen nægter at tro det. Motoren i stykker igen!
48° 57′ 0.6336” N 4° 21′ 10.1448” E
Mandag – July 6
Krasch! Krasch! Krasch! Hjertet står stille. Hjernen nægter at tro det. Vi får et chok, da præcis samme lyd fra motorrummet rammer os, som sidste år tvang Ronja i hænderne på franske mekanikere og afbrød vores sejlerferie, endnu inden første uge var omme. Vi er slet ikke i tvivl: Det er igen kardanleddet, det er galt med. Det har revet sig løs. Igen.
Vi ser for os, hvordan hele sidste års tragedie nu vil gentage sig. Nye mekanikere, ny ventetid, ny reservedel, ny reparation. Årets sejlerferie afbrudt. I år efter kun én dags sejlads. Øv, øv og atter øv.
Morgenen startede ellers med, at Per og Kirsten i kådhed over atter at være på vandet, stod tidligt op og startede motoren for at tyvstarte dagens sejlads, endnu mens resten af familien ligger og sover i agter- og hovedkahyt. Ronja når ikke ti meter ud i bassinet, før de skrækindjagende krasch-lyde fra motorrummet tvinger båden tilbage til kajen.
Da vi åbner ned til motorrummet ser vi et kaos af forvredent metal og løse bolte. Hele reservedelen har revet sig løs. Så meget for fransk mekanik.
Som et uventet varsel om, at vi måske alligevel er tilsmilet af lidt held, stikker skipperen på den hollandske nabo-båd hovedet op fra sin kahyt: ”Har I brug for hjælp? Jeg er dieselmekaniker.” Vi kniber os selv i armene – er vores nabo dieselmekaniker? – og forklarer ham, at vi gerne helt sikkert har brug for hans hjælp, men at vi først har en høne at plukke med en bestemt fransk mekaniker, som har brugt måneder på at reparere Ronja, kun for at hun bryder sammen efter en enkelt dags sejlads.
Per får fat i havnefogeden, en ung studerende, som er god til engelsk. Han bliver briefet og ringer op til Meca Max Service, og han sætter Alain Reinhardt ind i situationen. Katastrofe! Totalt alvorligt! Vi er i starten af en fortvivlende kort ferie. Helt uacceptabelt. Der må gøres noget straks. Tout de suite!
Sørme om ikke han stiller ved båden indenfor mindre end en halv time. Det har vi aldrig oplevet før.
Han farer ned i motorrummet og kommer snart op igen for – med havnefogeden som tolk – at berolige os med, at nok er det et problem, men det er ikke et alvorligt problem. Det kan løses. Reservedelen er intakt, men de fire (eller er det seks) bolte, som det nye og større kardanled er gjort fast med, har vist sig været for korte. Derfor har de vredet sig løs. At et større led kræver en stærkere fastgøring, behøver man ikke være mekaniker for at regne ud, skumler vi, men udadtil glæder vi os over, at katastrofen tilsyneladende kan begrænses til en enkelt dags reparation.
To mekanikere arbejder på sagen i syv timer. Voila. Nu kan I sejle igen. Alain Reinhardt bedyrer, at den nye reparation vil holde i mange år og tilføjer, at dagens reparation er at betragte som service. Uden beregning.
Ja, det manglede sgu da også bare. Eller ville det blive noget af en reklamationssag. Vi bider tænderne sammen, smiler anstrengt og takker ham for, at han var klar til hurtig udrykning. Indeni tænker vi: Fandens til lastvogns-mekaniker. Næste gang må vi gøre en ekstra indsats for at finde en mekaniker, der har forstand på skibsmotorer.
Vores hollandske nabo er flere gange i løbet af dagen ovre og kigge med, når de franske mekanikere er hjemme på værkstedet for at bore huller til længere bolte. Han er enig i, at problemet er mindre alvorligt end først antaget. Men han er ikke imponeret af deres faglige kunnen, og da vi sammen med ham besigtiger reparationen og tester motoren en times tid med gearet både frem og tilbage, så erklærer han, at det formentlig vil holde, men at det ikke er noget ”nice job”, de har leveret. Det kan selv vi se.
Bøjede metalplader vidner fortsat om morgenens kollaps. ”Garage-mekaniker”, vrisser hollænderen. Selv har han arbejdet med motorer og ingeniørarbejde i forbindelse med store floddrænings-projekter over hele verden.
Han stoppede med at arbejde for få år siden, og beslutningen om at gå på pension er den bedste, han nogensinde har truffet. Han og konen sejler nu seks måneder om året og tilbringer resten hjemme i Holland. Konen hvisker dog til os, at han har langt endnu, før han er nede i tempo. Han er stadig rastløs selv efter to år som pensionist.
EFTER: Man behøver ikke være mekaniker for at kunne se, at det stadig er en dårlig reparation
FØR: Et gys af for-vredent metal og løse bolte møder os i maskinrummet
FØR: Fransk håndværk. Hrmppf! Reparationen tog måneder. Efter én dag er problemet tilbage
