Halkidikis strande
40° 2′ 16.6956” N 23° 21′ 40.8996” E
17.juli 2021
Halkidiki området er stolt af sine mange fine strande, særligt dem på de tre halvøer, Kassandra, Sithonia og Athos. Hvis man skal vælge strand efter Tripadvisors anbefalinger finder man da også mange af de fine. Desværre er dem med mange reviews typisk også dem med mange mennesker. Her er i stedet en én-families sammenligning af alle strande fra Sani til Siviri, for vi har nemlig prøvet dem alle.
Sani beach
Total ⭐⭐⭐⭐
Faciliteter ⭐⭐⭐⭐⭐
Sand/vand ⭐⭐⭐⭐⭐
Trængselsniveau ⭐⭐
Sani-området er meget luksuriøst og er præget af femstjernede hoteller. De ejer dele af Sani stranden, og de dele får man næppe lov til at slå sig ned som udefrakommende. De gælder dog ikke det hele, så man kan sagtens leje strandstole i midten i området uden for pirat-baren. Stranden er alligevel af samme fine kvalitet hele vejen, stort set uden sten, kun fint hvidt sand. Sammen med Siviri er Sani dog den strand med flest gæster, også når man tager højde for hvor lang den er – så det kan godt føles lidt crowded. Særlige fordele ved Sani er at man kan leje små sejlbåde, hvad man ikke kan på de andre fire.
Simantra Beach
Total ⭐⭐⭐
Faciliteter ⭐⭐⭐⭐
Sand/vand ⭐⭐⭐ (enkelte sten)
Trængselsniveau ⭐⭐⭐⭐
Simantra Beach er en del af et resort med samme navn, men deres strandstole optager kun den ene halvdel af stranden – og iøvrigt virker de velkommende overfor udefrakommende. Jeg tror ikke de har haft så mange gæster under pandemien. Vi brugte dog ikke sol-sengene da det vigtigste for os var at få lejet en cykelbåd med vandrutschebane. De koster 15€ ligesom på Sani beach. Særlige fordele ved stranden, som også kaldes Golden Beach, er at det som den eneste af de fem har en lille skildpadde-dam, hvor dusinvis af små skildpadder bor. Det kan børnene godt lide.
Chelona beach
Total ⭐⭐⭐⭐⭐
Faciliteter ⭐⭐⭐
Sand/vand ⭐⭐⭐⭐⭐
Trængselsniveau ⭐⭐⭐⭐⭐
Den mindste strand, halvejs mellem Sani og Siviri. Som den eneste er der ikke noget hotel i området bag denne strand. Det eneste der findes er en lille strandbar ved navn Χελώνα Beach Bar, som serverer rigtig gode slush ice og let frokost. Jeg synes den her strand, er den mest charmerende, måske fordi det også er den med færrest gæster. Og så kan jeg i øvrigt godt lide at det er den eneste der er åbent for at servere vand for morgen-joggere som kommer forbi inden kl 7. Bartenderne sover nemlig i soveposer bag baren om natten, og hvis de alligevel er stået op har de ikke noget andet at lave og vil gerne sludre. Jeg tror godt dem der arbejder der kan lide stedet, og det kan man mærke.
Elani
Total ⭐⭐⭐⭐
Faciliteter ⭐⭐⭐⭐
Sand/vand ⭐⭐⭐⭐
Trængselsniveau ⭐⭐⭐⭐
En lille strand der fuldstændig udfyldes af det bagvedliggende resort med samme navn. Som med Simantra Beach virker de dog velkommende overfor udefrakommende gæster, også her tror jeg Corona har været lidt hårde ved dem. Læg dog mærke til det sindrige parasol-mærkat-system og tag én af dem som ikke er “hotel”, “reserved” eller “special”. Der findes to hotel-ejede restauranter i tilslutning til stranden, vi spiste på den der findes lidt tilbagetrukket nordpå. Den havde ikke andre kunder, men det var nok fordi man skulle gå forbi et stort adgang-forbudt skilt for at komme hen til restauranten (fandt vi ud af, bagefter).
Siviri
Total ⭐⭐⭐
Faciliteter ⭐⭐⭐⭐⭐
Sand/vand ⭐⭐⭐
Trængselsniveau ⭐
Den lange strand som findes ud fra feriebyen Siviri. Siviri er charmerende og har mange rigtig rigtig gode restauranter, som vi adskillige aftener nød at spise på. Det var dejligt at aldrig behøve reservere bord, de havde altid gode fisk, og fin service. Enkelte familiemedlemmer mente at rejerne var for korte og at der var for få én-euroer til vippe-biler og mini-karuseller (ikke de samme). Desuden er der et helt fantastisk SCUBA-dykningscenter, Seavery, som højt kan anbefales, helt ned til 9-års alderen. Så faciliteterne er helt i top. Selve stranden brugte vi dog ikke meget tid på. Der var sjældent ledige sol-senge pga trængsel, og vandet var noget uklart – hvad SCUBA-dykningscenterets biolog dog mente var pga af en algeopblomstring i forbindelse med de meget høje vand-temperaturer.
Transport
Alle strandende kan nås med båd eller bil, de tre midterste dog ad ganske ufrakommelige veje. Kør særligt forsigtigt på grusvejene. Derudover kan man faktisk gå eller trail-løbe mellem dem alle. Det foregår på smalle, bakkede stier og er ikke noget for hverken barnevogne eller gangbesværede – til gengæld er udsigten helt i top hele vejen, og man for hurtigt en masse højdemeter i benene. Og til de ambitiøse – det er også en herlig løbetur, her filmet på et af de mere flade stræk.
Børn er bare de bedste besætningsmedlemmer
40° 34′ 31.476” N 22° 56′ 52.656” E
27 Juni 2021
Nellie er førstematros. Julian er skibsdreng. De har sejlet med Ronja hvert år af deres liv og har dermed ni og to års anciennitet som gaster. De spuler dæk med højt humør, de lever med i lange sejladser, og de spreder en super god stemning ombord. Vores to børnebørn ankommer med deres far i Aretsou Thessaloniki Marina. Det er planen, vi skal være sammen i ti dage. Jubii.
Efter en tur på havet, skal saltet spules væk
Faderen bekendtgør, at han skal arbejde en del de første fem dage, og han tager ind på et hotel i Thessaloniki, hvor han kan skrive og holde onlinemøder. ”God fornøjelse med børnene!”.
Skønt.
Vi kommer altid tættere på børnene, når forældrene ikke er med, så vi sætter straks kursen mod Halkidiki-halvøen, otte timers sejlads fra Thessaloniki. Her har vi udset os en helt suveræn strand. Rent, hvidt sand. Det klareste vand og ikke en sten.
Stedet hedder Sani og viser sig at være svinedyrt med arkitekttegnede hotel-klynger og 26 toprestauranter, hvor en græsk salat koster 22 euro mod 6-7 euro i det ”normale” Grækenland, og hvor hotelgæsterne bliver kørt rundt i området med lydløse el-biler.
Stedet er latterligt optaget af at opdele gæster i forskellige grupperinger, der har adgang til hver deres udvalgte dele af herlighederne. Sådan lidt apartheidagtigt. Faktisk usmageligt. Men stranden og vandet er fantastisk. Og vil du have det skønt med dine børnebørn, så er der intet som en strand fuld af legeredskaber.
Vi bliver en uge. En dejlig uge, hvor børnenes far indhenter os undervejs og deltager i løjerne, mens han fortsat passer møder og deadlines på sit job. Efter en dejlig uge sejler vi tilbage til Thessaloniki, hvor Ronja skal tilbringe de varmeste sommer måneder alene.
John Dillermand? Siger han det om en græsk blæksprutte?
Jagten på ungdommens kilde.
39° 5′ 13.812” N 23° 44′ 41.82” E
27 juni 2021
Det var i 1978 eller cirka deromkring, at vi levede af kærlighed og kildevand en hel uge på en strand på øen Skopelos. Kildevandet piblede dengang ud af en klippesprække og lod os gavmildt fylde potter og krus. Nu er vi her – efter 43 år og et par dages detektivarbejde – igen. En del er forandret, tør vi nok sige. Den øde strand har fået solsenge, parasoller, brusebad og en strandbar, der sælger drinks og kildevand på importerede plastikflasker. Vores ungdoms kilde? Vi gennemsøger hver meter af klippevæggen og først højere oppe på bjerget genfinder vi den. Den lever, er lagt i rør, bygget ind i en mur og ligner ikke længere noget, der indgår i nogens eventyr. For os er den dog stadig ungdommens kilde. Mindet om et eventyr.
Historiens vingesus
37° 35′ 53.3070” N 23° 4′ 29.717” E
15.oktober 2020
Byen Epidaurus på Peloponnes emmer af historie. Hertil har mennesker siden 400 år før Kristi fødsel valfartet for at opleve musik og drama i det berømte amfiteater og for at lade sig helbrede i Askeplios templet, som var fortidens svar på et helsecenter. Det er en kæmpe oplevelse at se det. Både teatret og de arkæologiske udgravninger af templer og helse-hoteller.
Amfiteatret er bemærkelsesværdigt velbevaret, men også det lille museum med det bedste af de udgravede buster, redskaber og søjler er et besøg værd. Vi er heldige, at det er coronatid. Verden tror, at også Grækenland er lagt ned af coronaen, så vi har det meste for os selv, og du kan uden blusel stille dig op på amfiteatrets scene og synge en sang for din familie, der sidder oppe på 55. række og klapper taknemmeligt, fordi lydforholdene er helt enestående. I dine egne øren lyder sangen om ikke skøn så i hvert fald bemærkelsesværdigt høj, som om du synger gennem en megafon. De gamle grækere kunne virkelig noget med arkitektur og ingeniørkunst
Havnen, vi ligger i, hedder Palaia Epidhaurus. Her sidder grækere fra morgen til aften på molen og fisker efter blæksprutter, små fiskejoller står ud tidligt om morgenen, og kun få lystsejlere finder ind i havnen.
Mærkeligt at kigge på restauranter, der er opført til at kunne huse måske 100 gæster ad gangen, og nu sidder der bare fire gæster. Sæsonen går på hæld, og oven i dette har coronaen banket besøgstallet ned på en fjerdedel af det normale. For hver ti hoteller i Grækenland er kun seks genåbnet efter coronaens første bølge, og disse hoteller har gennemsnitligt en belægning på bare 30 procent.
Lykken er at ligge for svaj
37° 19′ 39.1500” N 23° 9′ 5.448” E
5.oktober 2020
Kan man blive træt af at gå på restaurant? Ja, i den grad. Nogle af vores bedste måltider, får vi, når vi ligger for svaj ude midt i naturen, tæt på naturskønne brinker og langt fra byernes lys og det traditionsrige men også i længden trivielle græske køkken.
Lige nu ligger vi for svaj i en lille bugt ud for Porto Kheli. Vores nærmeste naboer er to-tre hejrer, der har annekteret en lille ø syd for vores ankerplads. Ellers intet liv, så langt øjet rækker. Kun natur. Hemmelige strande og træklædte bakker. Vi svømmer ud og ser, om vores anker har bidt sig ordentlig fast. Vi nyder solnedgangen og tilbereder et simpelt men velsmagende måltid.
Vi havde faktisk drejet stævnen ind omkring Porto Kheli, som også er en del af markedsføringspakken ”Den græske riviera”. Men her er de endnu længere fra at leve op til den status. Det er allerhøjest en riviera under opbygning. En stor marina er opført, men en vagt sender os væk. ”This is private property”. Tilbage er en bykaj. Den er ikke indbydende.
Så hellere ud til naturen, svømmeturene og de simple måltider. Vi valgte ét sted. Men der er masser af muligheder i området.
Vi vil gerne ligge meget mere for svaj, men når vi i denne omgang har holdt os lidt tilbage, er det fordi, vi stadig ikke har fuld tiltro til Ronjas energiforsyning efter de 14 måneders nedlukning alene på land. Køleskabet sætter ud af og til. Batteriniveauet falder uforklarligt, vi føler os utrygge ved, om ankerspil og startmotor vil lystre. Vi skal have set det hele igennem, når Ronja skal på land for vinteren i Almira shipyard, lidt nord for Korinth.
Nafplio vinder ved nærmere kendskab
37° 34′ 5.448” N 22° 48′ 31.1796” E
- oktober 2020
Set ude fra havet ser den gamle borgby Nafplio ikke ud af noget særligt. Jo bevares, de tre venetianske befæstninger sætter deres præg på byen, men ellers er det, vi ser, blot kæmpe store parkeringspladser rundt om en havn, der er omkranset af ståltrådshegn og er helt uden bekvemmeligheder som elektricitet og vand. En totalt kedelig havn.
Men når du bevæger dig ind i byens gader, så myldrer det med liv og smukke bygninger – venetianske, tyrkiske, græske – det hele bygget charmerende sammen med de venetianske fæstningsværker. Man fornemmer fortids storhed og forstår, at dette er områdets førende by, endda med en fortid som Grækenlands hovedstad i nogle få år i 1800-tallet.
Men selve havnen er formentlig den mest kedelige og ugæstfri havn i hele Det Saroniske Hav, og efter to overnatninger sejler vi igen mod syd. Det mest ophidsende ved havnen er, at vi – som tilsyneladende eneste båd – bliver underkastet et grundigt politi-eftersyn, hvor betjentene især interesserer sig for, om vi har betalt vores sejlerskat. Det har vi gjort for fem dage siden og sparer dermed en bøde på 500 Euro.
Blandt jetsettet på den græske riviera
37° 16′ 6.9600” N 23° 9′ 15.2640” E
1.oktober 2020
Ved et rent lykketræf finder vi en plads i Spetzais gamle, prop-stoppede men stærkt charmerende havn, hvor inderhavnen er besat i flere lag af lokale småbåde, især træjoller, et par store motorbåde og en masse vand-taxier, der er gået i hi under corona-nedtur og lavsæson.
Yderhavnen er besat af et oplagt fragtskib og nogle store luksusyachter, der ligger for svaj og fremhæver sig selv med projektører på master, skrog og vandet omkring sig, så vi andre forstår, at på dette skib bor nogle ganske særlige personer.
Vi finder en plads i den nordlige ende af inderhavnen, hvor små primitive skibsværfter holder gammelt både håndværk i hævd. De bygger de smukkeste både.
Spetzai (grækerne kalder øen for Spetses) er en del af det, der bliver søgt markedsført som Grækenlands riviera. De har et stykke vej endnu, men Spetzai ER smuk, præget af rige bygninger fra en tid, hvor Spetzai stod stærkt inden for områdets handelsliv. Øen er officielt bilfri, men er til gengæld larmende fyldt med ildelugtende motorcykler samt – i betragtning af øens bilfri status – ganske mange biler.
Det er en vildt smuk ø. Den er lav og massivt begroet med pinjetræer. Vi lejer to el-cykler og tramper alle øens 26 kilometer asfalt vej igennem, passerer flere smukke strande, passerer eks-kong Konstantins og Anne Maries storslåede sommerresidens og nyder den øde og overvældende natur. Fantastisk oplevelse.
Så lad os dog få lov at betale den skat
37° 30′ 16.8372” N 23° 27′ 40.0716” E
28.september 2020
”Det er ikke mit job at hjælpe sådan nogen som jer. Mit job er at give jer en bøde, hvis I ikke har betalt.”
Politimanden er stærkt ubehagelig. Først smider han os ud af et kontor, hvor der på døren står Havnepoliti. Det er åbenbart slet ikke meningen, at almindelige borgere skal gå ind ad den dør. Senere forklarer han os ude på gangen, at vi selv må løse vores problemer. Hans opgave er at give os bøder.
Det eneste, vi vil, er ellers blot at få lov til at betale skat.
Grækenland har indført en sejlerskat, eTepai, som for vores sejlbåd beløber sig til 33 € for hver måned, den er i græsk vand.
Vi troede egentlig, at vi havde betalt skatten hjemmefra over nettet, hvor vi havde udfyldt skemaer og indbetalt penge fra vores bank til den græske stat.
Men efter et par dage kommer pengene retur uden begrundelse. Og nu, hvor vi igen er i Grækenland, forsøger vi at finde en anden måde at betale vores skat.
Først går vi til en filial af National Bank of Greece. Nej. Den slags har de intet med at gøre. ”Prøv i byens anden bank, Alpha Bank, de har en maskine, der kan klare den slags betalinger,” sig en af bankens ansatte til os.
I byens anden bank, Alpha Bank, er de helt uforstående. Det kender de ikke noget til. Vi kan ikke overføre penge hos dem.
Og så er det, vi havner hos havnepolitiet. ”Kan I fortælle, hvor vi kan indbetale vores sejlerskat?” Nå ja, det kunne de jo så ikke.
Derpå går vi ind i en butik, der reklamerer med, at de foretager enhver form pengeoverførsel i hele verden. Blot ikke vores. ”Der er ingen mulighed for, at I kan overføre disse penge gennem os,” lyder det fra ekspedienten.
Tilbage er kun posthuset. Vi stiller os i kø med en række andre borgere Og da det bliver vores tur, sker miraklet: Posthuset kan godt. Pengene bliver overført. Vi er igen lovlydige sejlere, der kan gå forbi havnepolitiet med rank ryg, mens vi i vores stille sind tænker, at det er dog lige godt pokkers, at man som myndighedsperson i dette land ikke kan være udøvende politimyndighed og samtidig imødekommende og hjælpsom.
Elektriske bådsystemer for begyndere
37° 45′ 43.3180” N 23° 7′ 37.6970” E
Den 2. Juni 2019
I dag lagde vi os (lidt) ud med taverneejerne i Korfos. Deres elektricitet virkede ikke. Synes vi. Vores ledning virkede ikke. Synes de. Landstrøm kunne vi i hvert fald ikke få.
Til alt held lå vi ved siden af vores gamle bekendte Göran fra S/Y Evanna III. Göran havde vi tidligere mødt i Paris (link), og Göran er elektronikingeniør. Derudover er han en dygtig lærer. Så denne blogpost er en god mulighed for at gennemgå fejfinding i elektriske bådsystemer for begyndere. For vi lærte nemlig en masse.
I fejlfinding i elektriske systemer virker det dybest som om man skal tænke hele ruten fra landstikket og ud til bådens forskellige systemer, og så komme med test-bare idéer til hvor på det kan være gået galt. Er ledningen gået i stykker, siger taverneejeren? Jamen, så bytter vi den ud og prøver igen. Er tavernens forsyning alligevel slukket? Så lader vi en nabo-båd prøve stikket og se om de får strøm.
Nuvel, det var ikke ledningen, men det virker til at vores båd har et problem. Så bliver det mere kompliceret, for hvor i alverden skal man starte. Det er det som dette indlæg handler om. Hvad man gør lige dér efter det åbenlyse, men før man skal på værft (forhåbentligvis).
Heldigvis, har Göran et voltmeter og det viser sig mægtigt brugbart. Strømmen kommer ned til det centrale relæ, men det slår fra hver gang vi slutter til.
Fra relæet, siger Göran, er der derfra tre ting som man typisk skal rette sin mistanke mod. Vandvarmeren. Batteriladeren. Og “resten”. I den rækkefølge. For det er i den rækkefølge problemer oftest opstår. Det første vi undersøger er om der er en kortslutning. Det gør Göran ved at måle modstanden i hvert system. Altså, resistens, Ohm, som man lærte om i skolen. Vores vandvarmer viser 75 ohm. Er det så en kortslutning spørger vi straks.
Så bliver det straks mere kompliceret. Men måske også brugbart for fremtidige læsere. For vi får nemlig endnu et spørgsmål til svar: “så skal i bruge ohms lov”. Den har vi desværre glemt, men Wikipedia redder os. U=R x I. Uden at vi bliver direkte klogere af det. ” Lasse, læser du ikke lige hvor mange watt den vandvarmer bruger? “… Sådan noget står åbenbart skrevet på de fleste maskiner. Vores er 750 W. Så regner Göran ud at den skal trække 3 ampere. Det bruger han én til formel fra Wikipedia til: P = U x I. De 3 ampere og de 75 ohm sætter vi ind i ohms lov. Og får 220 V. Så der er altså ikke nogen kortslutning. Så blev vi så meget klogere.
Næste trin er at tilslutte systemerne ét efter ét, og se hvornår relæet slår fra. Imponerende nok har Görans skib et system så han selv kan lave 220 V strøm fra batteriet. Så vi behøver ikke genere taverneejerne med flere strømudslag. Underligt nok virker vores systemer faktisk ok når vi bruger strøm fra S/Y Evanna III. Göran mener vi har noget lækstrøm eller måske et overfølsomt relæ. Vi tror måske også der er noget underligt ved strømmen på den her taverne.
Men det har vi jo nu heldigvis lært at det blot er et spørgsmål om at teste. Og med det bryder vi fra Korfos og videre til Agina. Så må vi se om deres strømforsyning kan finde ud af at overholde ohms love.
… Og i øvrigt skal vi have skaffet et voltmeter til Ronja.
Sicilien uden for åbningstid
38° 10′ 54.3252” N 12° 43′ 59.4336” E
28. marts, 2018
Efter godt fire timers sejlads beslutter vi at søge havn i San Vito Lo Capo på Siciliens nordvestligste pynt. Det har småregnet hele formiddagen, vinden er beskeden og til gengæld er bølgerne høje. Vi har Middelhavet for os selv. Italienere dyrker ikke lystsejlads i slutningen af marts, så vi møder ingen andre sejlere.
San Vito Lo Capo ligger i en smuk bugt og er kendt for sit klare, azur-grønne vand, en badestrand, der er blandt Siciliens bedste og et bjerg, der er egnet til vandring og klatring. En rigtig ferieby. Og netop på grund af årstiden, er byen næsten lige så øde som havet. Butikker holder vinterlukket, små hoteller er ved at gøre sig klar efter vinteren, og på de få åbne caféer sidder lokale mænd og spiller kort. Under vores vandretur gennem byen møder vi sammenlagt seks turister.
Fakta: Uden for sæsonen betaler vi 20 Euro for en havneplads.
