Nafplio vinder ved nærmere kendskab
37° 34′ 5.448” N 22° 48′ 31.1796” E
- oktober 2020
Set ude fra havet ser den gamle borgby Nafplio ikke ud af noget særligt. Jo bevares, de tre venetianske befæstninger sætter deres præg på byen, men ellers er det, vi ser, blot kæmpe store parkeringspladser rundt om en havn, der er omkranset af ståltrådshegn og er helt uden bekvemmeligheder som elektricitet og vand. En totalt kedelig havn.
Men når du bevæger dig ind i byens gader, så myldrer det med liv og smukke bygninger – venetianske, tyrkiske, græske – det hele bygget charmerende sammen med de venetianske fæstningsværker. Man fornemmer fortids storhed og forstår, at dette er områdets førende by, endda med en fortid som Grækenlands hovedstad i nogle få år i 1800-tallet.
Men selve havnen er formentlig den mest kedelige og ugæstfri havn i hele Det Saroniske Hav, og efter to overnatninger sejler vi igen mod syd. Det mest ophidsende ved havnen er, at vi – som tilsyneladende eneste båd – bliver underkastet et grundigt politi-eftersyn, hvor betjentene især interesserer sig for, om vi har betalt vores sejlerskat. Det har vi gjort for fem dage siden og sparer dermed en bøde på 500 Euro.
Blandt jetsettet på den græske riviera
37° 16′ 6.9600” N 23° 9′ 15.2640” E
1.oktober 2020
Ved et rent lykketræf finder vi en plads i Spetzais gamle, prop-stoppede men stærkt charmerende havn, hvor inderhavnen er besat i flere lag af lokale småbåde, især træjoller, et par store motorbåde og en masse vand-taxier, der er gået i hi under corona-nedtur og lavsæson.
Yderhavnen er besat af et oplagt fragtskib og nogle store luksusyachter, der ligger for svaj og fremhæver sig selv med projektører på master, skrog og vandet omkring sig, så vi andre forstår, at på dette skib bor nogle ganske særlige personer.
Vi finder en plads i den nordlige ende af inderhavnen, hvor små primitive skibsværfter holder gammelt både håndværk i hævd. De bygger de smukkeste både.
Spetzai (grækerne kalder øen for Spetses) er en del af det, der bliver søgt markedsført som Grækenlands riviera. De har et stykke vej endnu, men Spetzai ER smuk, præget af rige bygninger fra en tid, hvor Spetzai stod stærkt inden for områdets handelsliv. Øen er officielt bilfri, men er til gengæld larmende fyldt med ildelugtende motorcykler samt – i betragtning af øens bilfri status – ganske mange biler.
Det er en vildt smuk ø. Den er lav og massivt begroet med pinjetræer. Vi lejer to el-cykler og tramper alle øens 26 kilometer asfalt vej igennem, passerer flere smukke strande, passerer eks-kong Konstantins og Anne Maries storslåede sommerresidens og nyder den øde og overvældende natur. Fantastisk oplevelse.
Så lad os dog få lov at betale den skat
37° 30′ 16.8372” N 23° 27′ 40.0716” E
28.september 2020
”Det er ikke mit job at hjælpe sådan nogen som jer. Mit job er at give jer en bøde, hvis I ikke har betalt.”
Politimanden er stærkt ubehagelig. Først smider han os ud af et kontor, hvor der på døren står Havnepoliti. Det er åbenbart slet ikke meningen, at almindelige borgere skal gå ind ad den dør. Senere forklarer han os ude på gangen, at vi selv må løse vores problemer. Hans opgave er at give os bøder.
Det eneste, vi vil, er ellers blot at få lov til at betale skat.
Grækenland har indført en sejlerskat, eTepai, som for vores sejlbåd beløber sig til 33 € for hver måned, den er i græsk vand.
Vi troede egentlig, at vi havde betalt skatten hjemmefra over nettet, hvor vi havde udfyldt skemaer og indbetalt penge fra vores bank til den græske stat.
Men efter et par dage kommer pengene retur uden begrundelse. Og nu, hvor vi igen er i Grækenland, forsøger vi at finde en anden måde at betale vores skat.
Først går vi til en filial af National Bank of Greece. Nej. Den slags har de intet med at gøre. ”Prøv i byens anden bank, Alpha Bank, de har en maskine, der kan klare den slags betalinger,” sig en af bankens ansatte til os.
I byens anden bank, Alpha Bank, er de helt uforstående. Det kender de ikke noget til. Vi kan ikke overføre penge hos dem.
Og så er det, vi havner hos havnepolitiet. ”Kan I fortælle, hvor vi kan indbetale vores sejlerskat?” Nå ja, det kunne de jo så ikke.
Derpå går vi ind i en butik, der reklamerer med, at de foretager enhver form pengeoverførsel i hele verden. Blot ikke vores. ”Der er ingen mulighed for, at I kan overføre disse penge gennem os,” lyder det fra ekspedienten.
Tilbage er kun posthuset. Vi stiller os i kø med en række andre borgere Og da det bliver vores tur, sker miraklet: Posthuset kan godt. Pengene bliver overført. Vi er igen lovlydige sejlere, der kan gå forbi havnepolitiet med rank ryg, mens vi i vores stille sind tænker, at det er dog lige godt pokkers, at man som myndighedsperson i dette land ikke kan være udøvende politimyndighed og samtidig imødekommende og hjælpsom.
Her tager man coronaen alvorligt
37° 29′ 50.3988” N 23° 27′ 29.322” E
8.september 2020
Vi sejler atter til Poros, da det viser sig, at vores forbrugsbatterier stadig ikke er helt på mærkerne. Et batteri bliver skiftet af vores faste mekaniker/elektriker/specialist. Det hjælper.
Vi tilbringer nogle dage med at nyde de glimrende strande på Poros og studere bylivet i Poros by. Det er interessant at se, hvor konsekvent grækerne håndterer corona-situationen. I hver eneste af byens 65 caféer bærer personalet mundbind, og der er håndsprit på bordene. Hvis du går ind i en butik, bliver du bedt om at tage mundbind på, og på stranden bliver du formanet om ikke at rykke din solseng tættere på din ægtefælles. “Én meters afstand. Basta.” Men man forstår det godt. Næsten 20 procent af grækerne arbejder i turistindustrien. En total nedlukning vil gøre virkelig ondt.
I havnen møder vi et canadisk par, som har været i selvvalgt corona karantæne på deres sejlbåd i et halvt år. Mad, drikke og medicin bringes til båden. Selv får parret tiden til at gå med at fodre byens katte og jage andre sejlere væk, som prøver at lægge sig for tæt på deres selvudnævnte karantæne station. De skal videre til Tunesien, Gran Canaria og derpå over Atlanterhavet til november. “Vi sejler i morgen,” siger de hver dag til os gennemen uge. Da vi selv forlader Poros, ligger de der stadig.
Vi laver en aftale med vores ven i Vikos Marinebutik om, at han vil se efter Ronja, mens vi er hjemme i Danmark de næste 10 dage.
Tæt på en tur i baljen
37° 20′ 46.6044” N 23° 14′ 44.016” E
4.september 2020
Glade for at bøvlet er overstået, sejler vi videre sydpå og anløber Ermioni på Peloponnes.
Vi er stadig ikke begejstrede for grækernes tåbelige tradition med at lægge “baglæns” ind til kaj. Ofte bliver afstanden mellem båd og kaj for stor, og da vi om aftenen skal i land, rækker Kirstens spring kun til den halve afstand (hendes kjole var nok for stram :-). Heldigvis har Per et godt tag i hendes arm og afbøder en tur i baljen. Fattede og kun en smule forslåede fortsætter vi op i byen.
Ermioni viser sig at være en perle. Vi finder en skøn gåtur rundt om en tange med smukke udsigter, cikader og massiv duft af fyrretræer. Fra Ermioni tager vi en vandtaxi til øen Idrhá.
Idrhá er også en perle, men en meget turistet og travl perle. Vi er glade for, at vi ikke selv sejlede til øen, for havnen er et kæmpe kaos af vandtaxier, fiskere, færger og lystbåde, der alle vil have plads i den lille overbebyrdede havn.
Idrhá er bilfri, og gadebilledet er – udover turister – præget af æsler, der slæber købmandsvarer hjem fra supermarkedet. Virkelig en smuk og charmerende by.
Ældre dame med startproblemer
37° 29′ 50.3988” N 23° 27′ 29.322” E
1.september 2020
Vi sejler sydpå til øen Poros og finder en plads langsskibs lige i centrum af byen. Poros er en livlig by, et mekka for sejlere, som ligger vidunderligt smukt i et smalt stræde mellem Poros og Peloponnes.
Og nu starter bøvlet. Det viser sig, at fjorten måneder uden omsorg sætter sine spor på en båd. Det tager tid at få Ronja på omgangshøjde. Hun er jo efterhånden en ældre dame og har startproblemer, toiletproblemer og batteriproblemer.
Heldigvis har Poros to fremragende marinebutikker. Den ene sender os en VVS-mand til toilettet. Den anden sender os en mekaniker til at checke startmotoren og senere en elektriker (som viser sig at være identisk med mekanikeren) til at fixe vores batterisystem.
Så til søs – efter 14 måneders pause
37° 46′ 5.779” N 23° 27′ 6.4908” E
30.august 2020
Spændte ankommer vi søndag aften til Asprakis Boatyard på nordsiden af øen Aegina, lige syd for Athen. Her har Ronja stået på land i intet mindre end 14 måneder. Når perioden er blevet så lang, er det fordi, Per skulle have fjernet en kræftknude og senere, da vi i marts stod med pakkede kufferter, lukkede COVID-19 alle Europas grænser én efter én.
Endelig står vi her. Hvordan har Ronja klaret sig?
Tilsyneladende fint. Værftet har spulet hende, skiftet olie på motoren og monteret sejl og bimini. Glade går vi til køjs i bevidstheden om, at i morgen skal vi ud og sejle.
Sådan går det heldigvis også, først må vi dog tilkalde en elektriker til at reparere køleskabet, og senere må vi have en mekaniker til at kickstarte motoren.
Og så til søs. Gregory Asprakis tager en fair pris for at opbevare båden (120€ for sommermåneder, 130 € for vintermåneder), men til gengæld er hans pris høj, hvis du beder ham udføre reparationer eller ekstra tjenester.