Ældre dame med startproblemer

Posted on Sep 1, 2020
Ældre dame med startproblemer

37° 29′ 50.3988” N 23° 27′ 29.322” E

1.september 2020

Vi sejler sydpå til øen Poros og finder en plads langsskibs lige i centrum af byen. Poros er en livlig by, et mekka for sejlere, som ligger vidunderligt smukt i et smalt stræde mellem Poros og Peloponnes.

Og nu starter bøvlet. Det viser sig, at fjorten måneder uden omsorg sætter sine spor på en båd. Det tager tid at få Ronja på omgangshøjde. Hun er jo efterhånden en ældre dame og har startproblemer, toiletproblemer og batteriproblemer.

Heldigvis har Poros to fremragende marinebutikker. Den ene sender os en VVS-mand til toilettet. Den anden sender os en mekaniker til at checke startmotoren og senere en elektriker (som viser sig at være identisk med mekanikeren) til at fixe vores batterisystem.