Genova vinder ikke ved første blik
44° 24′ 39.06” N 8° 55′ 24.5352” E
Kurs Genova. Fulde sejl. Fantastisk sejlads. Genova er kæmpe stor. Man drejer ind i havnen og sejler og sejler og sejler og havnen bliver bare ved. Færgelejer, containerhavne, lystbåde. Den her havn er megastor.
Vi bliver modtaget som den hjemvendte søn. ”Ahh, Ronja”, siger de, da vi kalder havnekontoret på forhånd og fortæller, at vi er på vej.” ”Ahh, mister Westergaard”, siger de, da vi træder ind på havnekontoret. Vi har allerede for et par måneder siden aftalt med havnekontoret i Genova, at Ronja skal have vinterplads fra 1. oktober til sidst i marts, så vi har skrevet sammen og aftalt pris og vilkår gennem talrige mails forud.
Genova er ikke nogen smuk by. Det er en rå by, som vender sin fattigdom og sine mest slidte bygninger ud mod havnen. Her er ingen slikkede facader med upscale restauranter. Her er halalslagtere, souvenir-butikker, øl-barer, tvivlsomme elektronikbutikker plus et virvar af gadehandlere, som sælger paraplyer, selfie-stænger og kopier af Gucci-tasker og Rolex-ure.
Havnebefolkningen har et iøjnefaldende stort islæt af indvandrere fra Afrika. Selve kvarteret er et komplekst netværk af gyder, smalle gader med fem-etages bygninger på hver side, hvor solen aldrig når ned i gadeplan. Slidt. Skummelt. Prostituerede på gadehjørnerne. Affaldet flyder. Utrygt efter mørkets frembrud.
Det betyder imidlertid ikke, at byen ikke har smukke bygninger. Ind i mellem ligger de mest fantastiske og flot renoverede paladser og katedraler.
Sant Lorenzo Kirken er meget smuk
Det er en by, der skal arbejdes med. Først når du trænger dybt ind i byen, finder du skønheden, charmen og nuancerne.
Ronja har haft vinterhavn i Marina Porto Alto i næsten seks måneder og hver gang, vi gæster Genova, vinder byen øget respekt.
Når vi en dag uforvarende vandrer i en suspekt tunnel for biler, støder vi midtvejs ind i en elevator, tager den op og finder pludselig os selv på en vidunderlig plads med taghaver og storslået udsigt over Genovas havneområde.
Når vi leder efter ægte italiensk køkken, så er der masser af gode bud. Taverna Di Colombo er lille, god og billig. Værten spiller jazz og Leonard Cohen og serverer en himmelsk minestronesuppe.
I Genova mødte vi også spændende og søde mennesker fra den britiske yacht ”Red Rooster” – Derek og Claire – som har valgt at gå ”all in” på sejlads i Middelhavet. De har afhændet boligen i London, sagt farvel til gode jobs og har nu tilbragt to år på fuld tid ombord på ”Red Rooster”. https://www.sailingredrooster.com/form__map
Vi har mødt dem tidligere på sejladsen, og det var skønt gense dem i Genova. Første aften inviterede de os over på ”Red Rooster” til øl, chips og erfaringsudveksling, sådan søfolk til søfolk. Næste aften var de på besøg hos os og her fortsatte erfaringsudvekslingen om sejlads og i særdeleshed overvejelsen om, hvorvidt en ny båd ville opfylde drømmen om ”den perfekte båd”, eller om i virkeligheden små ændringer på egen båd kunne være lige så gode som drømmen om en dyr, ny båd.
Interessant i øvrigt at Claire i sit civile liv havde været skoleleder i England, ligesom Kirsten i DK. Begge har for meget nylig forladt et skolelederjob. Kirsten i begyndelsen af 60’erne. Claire i slut 30’erne.
Nu er det april. En ny sæson står for døren. Vi rengør båden, vi får en dykker til nødtørftigt at rense skruen, kølevandsindtaget og bovpropellen. ”Mamma mia,” siger han, dan han har været nede under Ronja med børste og skraber. Seks måneder i vinterhavn sætter sine spor.
Nyt forsejl og nyt storsejl. Yehh!
Vi hejser vores spritnye sejl fra North Sails og sætter kurs mod nye eventyr.
Tag aldrig et nej for et nej – når det gælder havnepladser
43° 35′ 2.1804” N 7° 7′ 41.7288” E
26.juli 2016
Antibes er en dejlig by. Overskuelig – med strande, gode museer, restauranter og et umiskendeligt maritimt præg
Antibes: Kvinden bag skranken svarer hovedrystende: ”I må forstå, at det, i spørger om, kan ikke komme på tale. Vi lejer ikke bådpladser ud på måneds- kontrakter i juli og august. Vi lejer ud for én dag ad gangen, højest to dage, og så kan I komme og spørge, om I kan leje en dag mere. Sådan er reglerne.”
Kvinden bag skranken har en mimik, der lader os forstå, at vores forespørgsel tager prisen som månedens mest tåbelige.
”Det er jo ikke havnens pladser. Det er de enkelte ejeres. Vi kan ikke vide, hvornår ejeren kommer tilbage og skal bruge pladsen selv.”
Kvinden sidder bag skranken på havnekontoret i Port Vauban, Antibes’ kæmpe-havn, der efter sigende er Europas største marina med mere end 1700 bådpladser, herunder en milliardær-kaj for de lystsejlere, der ikke kan nøjes med to eller seks ansatte besætningsmedlemmer, men som har 40 eller i et enkelt tilfælde 60 besætningsmedlemmer.
Vi havde spurgt kvinden, om vi kunne få en plads til vores sejlbåd Ronja i en måned eller mere, mens vi var hjemme i Danmark. Det kunne vi åbenbart ikke. Der er regler. Og hvor var vi henne, hvis ikke regler bliver fulgt?
Vi forlader havnekontoret slukørede. Vi tænker, vi igen er stødt ind i den der franske arrogance, hvor visse embedsmænd har et større behov for at vise, hvem der bestemmer, end de har interesse i at finde en løsning med kunden.
Ikke desto mindre: Vi SKAL vi til Danmark den 2. eller 3. august, og vi KAN tidligst være tilbage i Sydfrankrig den 12. september. Problemet skal løses.
Vi sætter os på stamcafeen, Felix, som har en acceptabel wifi og en hæderlig hvidvin, og så sender vi en byge af mails til havne og værfter langs Rivieraen – fra Cannes i vest til Menton i øst.
Vi vil helst have Ronja til at ligge i vandet fra 2. august til 12. september. Men vi er desperate nok til at lave en samlet aftale for hele vinteren, herunder at få båden taget på land, hvis havnene i øjeblikket ikke har plads i vandet.
De hurtigste svar får vi fra dem, vi opsøger personligt. Tre værfter/bådværksteder i Antibes har hver især en kran stor nok til at løfte Ronja op af vandet. Alle tre er virkeligt imødekommende over for vores problem. En enkelt siger dog lige ud, at de kan tjene flere penge på at udnytte deres havneområde til klargøre af både end til at have vores Ronja stående i vinterhi. Fair nok.
Et andet bådværksted tilbyder at tage Ronja på land og opmagasinere hende i et hjørne af deres havneområde frem til april, otte måneder, for 52.000 kroner. Et værft tilbyder at hive Ronja på land, tage masten af hende og transportere hende ind i landet, hvor de har en oplagringsplads. Pris: 57.000 kroner.
De må have spist søm. På de vilkår skal vi ikke have Ronja på land.
Så begynder svarene at tikke ind på mail. De mest professionelle er de fire havne, der indgår i fællesskabet Riviera Ports – Cannes, Nice, Golfe-Juan og Villefrance. De kvitterer straks med en standardmail om, at de har modtaget min mail, og at de vil svare på spørgsmålet indenfor 48 timer.
Det gør tre af dem. Nice tilbyder at dække en del af perioden. Cannes og Villefrance melder pas men sætter os på venteliste. Golfe-Juan hører vi ikke fra. Det samme gælder seks-syv andre marinaer. De svarer simpelt hen ikke. Ikke med en linje.
Og dog. Én havn svarer. Den mest overraskende af dem alle.
Egentlig havde vi fået mundtligt afslag fra Port Vauban, men da vi sad og skrev mails, så sendte vi alligevel også Port Vauban en mail.
Og minsandten! Port Vauban svarer ja, de har en plads til Ronja fra 2. august til 12. september.
Hurra for Port Vauban! Havnen i Antibes er tilbage i førerfeltet. Vi kvitterer med et ja til betingelserne og lover at være der 2. august
Og hvad lærte vi så lige her? Vi lærte, at den ene hånd på et havnekontor ikke nødvendigvis ved, hvad den anden hånd laver. Et afslag fra én medarbejder, kan blive til et lykkebringende tilsagn fra en anden. Tag aldrig et nej for et nej – når det gælder havnepladser.
Eftertanke: I de fire år, vi har været på vej ud i verden med Ronja, har mange spurgt, om det ikke er svært at få afsat vores båd, når vi er hjemme i Danmark og arbejde. Tværtimod. Det har været nemt. Nemt i Holland. Nemt i Nordfrankrig. Nemt vest for Marseilles. Den franske Riviera viste sig at være lidt sværere og noget dyrere. Men alligevel: Også her kunne en løsning skabes på kort tid.
Man betaler for det. I vores tilfælde 1082 € for 40 dage i højsæsonen. Men som sagt: Vi skulle hjem til Danmark 2. august.
Vores “nabo” i Antibes: Lystyacht “Katara” er 124 meter lang, har en besætning på 60 mand og er ejet af emiren af Quatar. Pris: 300 mio. $
Der spules, skrubbes, gnubbes og poleres. Ansatte på milliardær-yachterne rengør konstant, når yachten er i havn og ejeren er væk
Antibes er yacht-industriens europæiske hovedstad. Her kan du købe en milliard-båd, få hyre som matros, få syet uniformer til din besætning 🙂
Atter i Frankrig. Klar til Middelhavet
43° 23′ 15″ N, 4° 48′ 15.84″ E
Juni 29, 2016
Vores chauffør er helt oppe i det røde felt. Kan de kvinder ikke flytte deres bil, så han kan komme forbi? Fjolser! Han åbner bilens vindue, råber til de to kvinder, at de skal køre ind på en parkeringsplads, så han kan komme forbi.
Han har ikke helt forstået situationen.
De to kvinder er bakket ud fra deres parkeringsbås præcis samtidig med vores chauffør, og de lægger an til at køre den ene vej, mens han lægger an til at køre den anden vej. Nu er det køler mod køler. Den ene kvinde stiger ud af bilen og forklarer, at denne vej er ensrettet, og at han er på vej i den forkerte retning. Derfor skal han give plads til, at de kan fortsætte. Han fnyser. Kvinder. ”Oh, la, la”. Med hånden viser han, at netop disse kvinder i særklasse er uden for rækkevidde.
”Je suis importante”, siger han i et sidste forsøg på at vinde kampen. ”Jeg er betydningsfuld”. Det gør ikke indtryk. Vores chauffør kører bandende tilbage på sin plads, lader kvinderne passere og kører ud igen, mens han mumler om amatører, kvinder, folk uden respekt for autoriteter og færdselsregler.
Kirsten og jeg sidder i passagersæderne og ser, hvordan store pile i kørebanen viser, at det var de to kvinder, der havde ret. Vores chauffør er et fjols.
Og vi er tilbage i Frankrig. Klar til at genoptage vores ”jordomsejling i etaper” med det gode skib Ronja. En svenskbygget Malö 36, skøn, smuk og solid. De seneste 11 måneder har hun været parkeret på land 50 kilometer vest for Marseille. Hos Navy Service i Port Saint Louis du Rhone. Vores fjols af en chauffør har netop hentet os i ankomsthallen i Marseille Lufthavn med sit skilt fra Navy Service: ”Mr. Jensen”. Det er os.
Han er givetvis 80+, ligner en sur julemand med hvidt skæg og uindfattede briller, taler kun fransk og har sandsynligvis overskredet sidste brugsdato på sit kørebevis. Da vi kom ud fra ankomsthallen til lufthavnens parkeringsplads, kunne han ikke huske, hvor han havde sat sin bil. Vent lige her, sagde han og cirklede planløst rundt. Suk. Hvem er vi i gang med at betro vores liv her?
Han finder bilen, vi smider vores to bløde tasker ind bagi – og så kommer de to kvinder og insisterer på deres ret. Det er ikke hans dag, chaufførens.
Navy Service er et fedt sted. De har 1200 både i vinteropbevaring på land. De har specialiseret sig i at løfte skibe på land, parkere dem og senere – efter nogle måneder – at sætte dem i vandet igen. Andet kan de ikke. De betjener kraner – mastekraner og skibskraner. Det er de til gengæld gode til.
På området lever – som små parasitter – en halv snes små, selvstændige håndværksfirmaer. Nogle af disse kan vintersikre din motor, andre kan reparere epoxyskader, andre kan sy dit storm- og kuldeafvisende, nordiske cockpittelt om til en let og luftig, middelhavs-bimini. Det er dyrt. Men for pokker, det er dejligt.
Jeg tænker, det er en fransk specialitet: Port du sec. Tørre havne. Store asfalterede eller grusbelagte områder, hvor franskmænd og globetrottere lader deres både vinteropbevare med masterne på. Det skåner båden mod begroning, lader dem tørre ud og passer fint til dem, der alligevel kun har en sejlsæson på et par måneder.
Selv med håndværkere til hjælp glemmer vi sejlere ofte, hvor meget arbejde, der skal til, for at gøre en sejlbåd sejlklar. Masten skal renses. Vant og stag skal justeres. Elektriske installationer mellem mast og båd skal genetableres. Pærer skal skiftes. Afløb skal renses. Sejl skal sættes på. Defekte dele udskiftes. Alt skal have en omgang Ajax. Vand og mad skal bunkres. Det tager dage.
Mere tid end man sådan lige går rundt og husker. Vi får det hele gjort, selv om solen over Rhone-deltaet er ubarmhjertig. Vi sveder, arbejder helst tidligt morgen og sent aften, og om natten kæmper vi med myggene. Mens vi arbejder får vi af og til et glimt af vores chauffør fra lufthavnen. Han fungerer tilsyneladende også som pladsmand hos Navy Service. I dag kører han gaffeltruck, flytter containere og store skraldespande med et sammenbidt udtryk. Ingen skal komme i vejen for ham. Ingen.
Endelig afsted for sejl efter år med flodsejlads. Skipper er fornøjet
Hos Navy Service er de eksperter i alt med kraner og flytning af både
Efter 11 måneder på land skal Ronja atter i vandet
Status: År to af Ronjas jordomsejling var en fin årgang
48° 54′ 33.66” N 2° 11′ 30.9984” E
29. juli, 2013
Vi sikrer og rengør Ronja samt pakker bilen. Tre timer senere befinder vi os i hjertet af Bourgogne-distriktet, i byen Beaune. En helt ny slags ferie begynder. Vi har lejet to værelser på et IBIS-hotel til knap seks hundrede kroner pr værelse pr nat. Og yderligere ét værelse i Alsace-byen Eguisheim til natten mellem onsdag og torsdag.
I Bourgogne er vi sammen med Vivi og Peter, som vi i forvejen kender gennem Hanne og Jørgen. Vi besøger vinslotte, deltager i prøvesmagninger, køber Bourgogne-vine, fejrer Hannes fødselsdag, og følger de sidste mange dages princip om kun at opsøge restauranter, der er omtalt i Michelin-guiden for Frankrig enten som Bib Gourmander eller som havende en eller to gafler. Det giver bonus stort set hver gang. Billige men meget gode tre retters menuer. Typisk til en pris mellem 30 og 37 Euro for tre retter. Vi lever som grever.
Fransk mad får virkelig oprejsning under denne tur. Efter nedturen med det såkaldt moderne franske køkken i 1970’erne, hvor fransk mad blev ensbetydende med mikrosmå portioner, en tynd, rå gulerod på en tallerken med et lille stykke kød, har vi faktisk tænkt, at det franske køkken er afgået ved døden. Men det lever i høj grad, har det godt og er en nydelse ikke blot for de franskmænd, som aldrig selv har anerkendt, at god mad kan laves andre steder end netop i Frankrig.
Det gode liv fortsætter vi senere i en nuttet bindingsværkby med egne storke, Eguisheim, hvor vinen blot er udskiftet med Alsace-vine.
Torsdag aften klokken knap 21 er vi hjemme i Odense med seks kasser hjembragt vin og en masse oplevelser i bagagen. Emilie og Molly venter på Jagtvej med mad til de trætte rejsende.
Det har været en meget varieret ferie. Havsejlads i mange dage. Kanal- og flodsejlads i mange dage. Storbyferie i Rotterdam og Paris. Gourmet-ferie i Bourgogne og Alsace. Det bedste vejr i mands minde. Solskin stort set hver eneste dag. Familiesamvær med Lasse, Tianling og Nellie samt med Jørgen og Hanne.
År to af Ronjas jordomsejling – 2013 – var en fin årgang.
Her skal Ronja overvintre fra 2013 til 2014
48° 51′ 3.9636” N 2° 22′ 4.6992” E
juli, 2013
Sidst på eftermiddagen anløber vi Port St-Louis efter en smuk sejlads gennem Paris og de nordlige forstæder.
Hanne og Per aftaler en kontrakt med havnekaptajnen. Et års leje af plads i havnen, opsyn med båden og hjælp til at vinterklargøre Ronja – i alt 1890 Euro eller knap 14.000 danske kroner. Det kan lyde dyrt, men det er stadig billigere end at have båden liggende på Thurø i Danmark.
Aftalen bliver, at Per skriver på engelsk til havnekaptajnens søn og forklarer, hvad vi ønsker, at de skal gøre ved båden, når vinteren nærmer sig – olieskift, skift af oliefilter, frostsikring af vandrør, check af varmtvandsbeholder og måske opladning af batterierne.
Han er noget af et lommefilosofisk snakkehoved, havnekaptajnen, så vi får endevendt hans italienske barndom og forskellen mellem nordiske værdier og sydeuropæiske værdier. Folk i nord har levet et hårdt liv. De har ikke tid til snak. Så de går altid lige til sagen, mener havnekaptajnen. Folk i Sydeuropa snakker sig mere ind på hinanden, etablerer en relation, inden de når til selve sagen. Han er tydeligvis skuffet over, at vi ikke skal snakke om fordele og ulemper ved forskellige former for kontraktlængde, men at Per bare slår fast, at han ønsker en kontrakt på et år.
Port St-Louis er en noget slidt havn, bådene i havnen er også slidte, toiletfaciliteter er ikke noget at skrive om. Vi ligger i et industriområde, med store ghetto-bebyggelser befolket af indvandrere. Poissy er hjemby for Peugeot-fabrikkerne. Alligevel fatter vi tillid til havnens ansvarlighed og vurderer, at Ronja har fundet et godt vinterhi.
Kirsten charmerer samtidig havnens selvudnævnte ordenshåndhæver – de andre havnebeboere kalder ham Rambo – som bor hele året på sin båd blot to pladser fra vores. Vi forærer ham restlageret af øl og sodavand fra køleskabet og krydser fingre for, at også han vil holde et vågent øje med Ronja.
Logbog: Udsejlet distance: 81 kilometer svarende til 40 sømil. Tid: Afsejler klokken 9.30. Betaler i Arsenalhavnen. Klokken 17 lægger vi – igen – til i Port St-Louis. Besætning: Jørgen, Hanne, Kirsten og Per. Vejr: Stadig steghedt. Cockpit-teltet er oppe det meste af turen for at give lidt skygge.
Dejlige dage i hjertet af Paris
48° 51′ 3.9636” N 2° 22′ 4.6992” E
24.-28. juli, 2013
Arsenal-havnen ligger i hjertet af Paris, lige op til Bastille-pladsen. Vi kan næsten ikke have et bedre udgangspunkt for et besøg i denne fantastiske by. Her er shopping, jogging, sightseeing, spisemuligheder og afslapning – alt indenfor gåafstand. Vi bliver her fem overnatninger. Det koster 40 Euro pr overnatning, og Arsenal-havnen løber derfor med sommerens hidtidige pris-rekord. Men sådan er det, når der kun er denne ene havn at vælge imellem, og når havnen samtidig er perfekt med sin beliggenhed.
Tirsdag, onsdag og torsdag er vi sammen med Nellie, Lasse og Tianling på den måde, at vi alle er sammen om eftermiddagen og om aftenerne, og at vi derpå ”kidnapper” Nellie og tager hende med på båden om natten, hvor også Jørgen og Hanne bor, mens Lasse og Tianling sover på hotel. Fin ordning.
Lasse og Tianling dukker op i løbet af formiddagen og så går vi på opdagelse i Paris. Ikke noget vildt. En enkelt dag når vi stort set kun Jardin du Luxembourg. Om aftenen spiser vi os videre gennem den røde Michelin-bog blandt de bedste restauranter i Paris, som endnu ikke har fået stjerner, men som ligger og bobler i venteposition til at få det.
Onsdag aften har Hanne bestilt bord på Villaret i nærheden af metrostationen Parmentier. Også god. Ikke helt på niveau med Auberge Pyrénées Cévennes.
Torsdag tager vi afsked med Lasse, Tianling og Nellie, som skal med en flyver torsdag aften. Hjemme på båden spiser vi brød, ost, salat og pølse sammen med Hanne og Jørgen.
De næste dage driver stille af sted. Det er trykkende varmt. Vi løber langs Seinen i de tidlige morgentimer, inden varmen bliver for trykkende. Et par af nætterne skylles heden igennem af kraftige tordenbyger, men ellers har vi typisk 24 grader om formiddagen stigende til 34 grader først på aftenen.
Vi laver ting sammen med Jørgen og Hanne. Og vi laver ting alene. Hanne og Jørgen tager en dagstur på cykel, hvor vi så er sammen på Louvre om aftenen, hvor der er aftenåbent, og spiser sen middag på Willies Wine Bar i nærheden af Louvre. Glimrende restaurant.
Samtidig lægger vi planer for den sidste uge af ferien. Hanne og Jørgen har foreslået, at vi tager til Bourgogne og fejrer Hannes fødselsdag sammen med et par af deres venner, som er på ferie i det område, og at vi følges hjem til Danmark i deres bil gennem Alsace og Tyskland med det mål at være hjemme torsdag ved midnat. Men for at vi kan være med på en sådan plan, skal vi have anbragt Ronja i en sikker vinterhavn.
Det er ikke let.
Arsenal-havnen har ikke plads til os før i 2014 og 2015, og det vil i øvrigt koste os 35.000 kroner for ni måneders havneleje, og hertil kommer så månederne juni, juli og august, hvor man kun kan ligge i havnen til dagsprisen 40 Euro. Med bistand fra et par af Ebbe Dals venner og havnekaptajnen i Arsenal samt med Hanne som tolk undersøger vi nogle mulige havne syd og nord for Paris, og det ender med, at vi beslutter at sejle tilbage til Port St-Louis, hvor Jørgen og Hanne har deres bil stående.
Vi skal vænne os til, at franskmændene har en anden kultur omkring deres både om vinteren. De frostsikrer og skifter olie. Men de lader deres både blive i vandet. Da vi har vænnet os til den tanke, så bliver det lettere at finde en vinterhavn, og vi aner samtidig, at netop dette vil åbne mulighed for også at sejle på andre tidspunkter af året end netop sommerferien.