Paradis på jord – Calanque de Port-Miou
43° 12′ 20.16″ N, 5° 30′ 55.01″ E
July 5, 2016
Indtil denne dag anede vi ikke, hvad en Calanque var. Det ved vi nu. Og vi er begejstrede.
En calanque er en bugt eller – i den mest spændende udgave – en snæver og dyb fjord, som skærer sig ind i et klippelandskab, så siderne er nærmest lodrette og kan være op til 100 meter høje. Når man er inde i en sådan calanque, føles det lidt som at sejle i en katedral. Andægtigt kigger vi op og på de stejle klippesider, nyder duften af fyrretræer og lytter til cikadernes hymne.
Vi sejlede ind i dem alle, lige fra de første dukkede op nogle sømil efter Marseille. Efter at have tjekket dem alle, valgte vi at slå os ned i – synes vi selv – den aller mest charmerende: Calangue de Port-Miou.
Enkelte calanquer er småkedelige, ikke meget andet end en bred vig med en stump strand i bunden. Men jo tættere vi kommer på byen Cassis, bliver calanquerne dybere og mere karakterfulde. Først Sormiou, derpå Morgiou og senere Calanque d’En-Vau og Calanque de Port Pin. De er på hver deres måde spændende. Men ingen kan måle sig med Calanque de Port-Miou.
I det forreste “rum” er der plads til 20-30 overnattende både. Men de må leve med en konstant trafik af store turistbåde, der besøger calanquen
Port-Miou var engang et stenbrud, der leverede sten til Suez-kanalen og til de smukke bygninger i Marseille. Nu bliver bruddet brugt af lokale vovehalse
Ved første blik virker Port-Miou blot til at være større end de andre med flere pladser til fortøjning af både – med en ankerbøje i den ene ende og et reb snurret rundt om et klippefremspring eller i heldigste fald en ring i den anden ende. Men det er kun ved første blik. Pout-Miou har en slags forreste rum, hvor der er plads til 20-30 både, og hvor der er et leben af turbåde dagen lang fra de større byer i nærheden, der sender turister ud, mens guider fortæller om calanquerne.
Tricket er at sejle videre. Helt ind i bunden af det forreste rum, for her åbenbarer sig endnu et rum – meget smallere, meget længere, ja, nærmest svimlende langt, næsten en kilometer. På hver side af denne snævre kløft er der bygget en “catwalk”, en spinkel træbro, i begge sider. Og her har hundredevis af lokale både deres faste liggeplads. Som i et hemmeligt kammer.
Cikader, fyrretræer, køligt vand og stilhed. Hvad mere kan du ønske dig?
Da vi kalder havnekaptajnen på VHF, kanal 09, og spørger om plads, henviser han os til det forreste rum. Det har vi ikke lyst til. ”Vi kan se, at der er ledige pladser ved broerne,” insisterer vi. En gummibåd dukker op, og vi får en plads. Alligevel. En vidunderlig plads. Tæt på paradis. Vandet i den smalle kløft er koldt og rent og perfekt til at køle kroppen under den ubarmhjertige sol. Der er stille. Ikke en lyd fra turbådene i det forreste rum. Kun cikader. Lejlighedsvist et par kajaksejlere eller en enkelt franskmand, der klargør sin båd.
Fakta: Det er primitivt. Men franskmændende forstår den kommercielle værdi af skønhed, så prisen for en overnatning i Port-Miou er nogenlunde som i Marseille, godt 35 €. Det er uden el, vanskelig adgang til vandtilslutning og et kvarters spadseretur ad en smal gangbro til bad og toilet på den anden side af kløften. Indkøb sker med 25 minutters vandretur til byen Cassis, hvor der dog er både bus og minitog, til dem, der ikke orker at gå.
Atter i Frankrig. Klar til Middelhavet
43° 23′ 15″ N, 4° 48′ 15.84″ E
Juni 29, 2016
Vores chauffør er helt oppe i det røde felt. Kan de kvinder ikke flytte deres bil, så han kan komme forbi? Fjolser! Han åbner bilens vindue, råber til de to kvinder, at de skal køre ind på en parkeringsplads, så han kan komme forbi.
Han har ikke helt forstået situationen.
De to kvinder er bakket ud fra deres parkeringsbås præcis samtidig med vores chauffør, og de lægger an til at køre den ene vej, mens han lægger an til at køre den anden vej. Nu er det køler mod køler. Den ene kvinde stiger ud af bilen og forklarer, at denne vej er ensrettet, og at han er på vej i den forkerte retning. Derfor skal han give plads til, at de kan fortsætte. Han fnyser. Kvinder. ”Oh, la, la”. Med hånden viser han, at netop disse kvinder i særklasse er uden for rækkevidde.
”Je suis importante”, siger han i et sidste forsøg på at vinde kampen. ”Jeg er betydningsfuld”. Det gør ikke indtryk. Vores chauffør kører bandende tilbage på sin plads, lader kvinderne passere og kører ud igen, mens han mumler om amatører, kvinder, folk uden respekt for autoriteter og færdselsregler.
Kirsten og jeg sidder i passagersæderne og ser, hvordan store pile i kørebanen viser, at det var de to kvinder, der havde ret. Vores chauffør er et fjols.
Og vi er tilbage i Frankrig. Klar til at genoptage vores ”jordomsejling i etaper” med det gode skib Ronja. En svenskbygget Malö 36, skøn, smuk og solid. De seneste 11 måneder har hun været parkeret på land 50 kilometer vest for Marseille. Hos Navy Service i Port Saint Louis du Rhone. Vores fjols af en chauffør har netop hentet os i ankomsthallen i Marseille Lufthavn med sit skilt fra Navy Service: ”Mr. Jensen”. Det er os.
Han er givetvis 80+, ligner en sur julemand med hvidt skæg og uindfattede briller, taler kun fransk og har sandsynligvis overskredet sidste brugsdato på sit kørebevis. Da vi kom ud fra ankomsthallen til lufthavnens parkeringsplads, kunne han ikke huske, hvor han havde sat sin bil. Vent lige her, sagde han og cirklede planløst rundt. Suk. Hvem er vi i gang med at betro vores liv her?
Han finder bilen, vi smider vores to bløde tasker ind bagi – og så kommer de to kvinder og insisterer på deres ret. Det er ikke hans dag, chaufførens.
Navy Service er et fedt sted. De har 1200 både i vinteropbevaring på land. De har specialiseret sig i at løfte skibe på land, parkere dem og senere – efter nogle måneder – at sætte dem i vandet igen. Andet kan de ikke. De betjener kraner – mastekraner og skibskraner. Det er de til gengæld gode til.
På området lever – som små parasitter – en halv snes små, selvstændige håndværksfirmaer. Nogle af disse kan vintersikre din motor, andre kan reparere epoxyskader, andre kan sy dit storm- og kuldeafvisende, nordiske cockpittelt om til en let og luftig, middelhavs-bimini. Det er dyrt. Men for pokker, det er dejligt.
Jeg tænker, det er en fransk specialitet: Port du sec. Tørre havne. Store asfalterede eller grusbelagte områder, hvor franskmænd og globetrottere lader deres både vinteropbevare med masterne på. Det skåner båden mod begroning, lader dem tørre ud og passer fint til dem, der alligevel kun har en sejlsæson på et par måneder.
Selv med håndværkere til hjælp glemmer vi sejlere ofte, hvor meget arbejde, der skal til, for at gøre en sejlbåd sejlklar. Masten skal renses. Vant og stag skal justeres. Elektriske installationer mellem mast og båd skal genetableres. Pærer skal skiftes. Afløb skal renses. Sejl skal sættes på. Defekte dele udskiftes. Alt skal have en omgang Ajax. Vand og mad skal bunkres. Det tager dage.
Mere tid end man sådan lige går rundt og husker. Vi får det hele gjort, selv om solen over Rhone-deltaet er ubarmhjertig. Vi sveder, arbejder helst tidligt morgen og sent aften, og om natten kæmper vi med myggene. Mens vi arbejder får vi af og til et glimt af vores chauffør fra lufthavnen. Han fungerer tilsyneladende også som pladsmand hos Navy Service. I dag kører han gaffeltruck, flytter containere og store skraldespande med et sammenbidt udtryk. Ingen skal komme i vejen for ham. Ingen.
Endelig afsted for sejl efter år med flodsejlads. Skipper er fornøjet
Hos Navy Service er de eksperter i alt med kraner og flytning af både
Efter 11 måneder på land skal Ronja atter i vandet
Farvel til Epernay. På vej mod nye eventyr
49° 2′ 49.6348” N 3° 38′ 1.56” E
July 5, 2015
Vi har aftalt med monsieur Bernard, at vi sejler klokken 9.00: Han og kæresten er naturligvis nede og vinke farvel ved kajkanten. Han siger tut-tut som en færge, der lægger fra land, spiller op til Nellie og lader os forstå, at vi har været nogle helt særlige gæster. Javist. I en havn med sammenlagt tre overvintrende både har vi nok også betalt broderparten af hans løn gennem et helt år, tænker en kynisk nordbo.
Det bliver en super tur. For pokker, hvor er det en lettelse at vinke farvel til Epernay, som har ”bundet os” i næsten et år. Endelig er vi igen på vej. På vej mod nye eventyr. Hver dag noget nyt. Familien spinder. Motoren brummer behageligt. Det var værd at vente på. Den nye reservedel ser ud til at være pengene værd.
Logbog: Dagens distance: 40 km. Sejlet tid: 10.10 til 17.00 = 7 timer. Sluser: 8 stk. Vejr: Hedebølge. I dag kun op til 34 grader mod 36 grader fredag og lørdag.
På kanalsejlads i Holland
53° 19′ 51.6972” N 6° 55′ 28.056” E
Efter at have tilbragt et par dage på den tyske ø Norderney sætter vi kurs mod Delfzilj. Byen valgte vi, fordi det herfra er muligt at sejle på kanaler via en såkaldt højmasterute gennem Holland.
Fem dage – inklusive to overliggerdage – tog det os at sejle fra Delfzilj til Ijselmeer. Vi passerede 49 broer og 5 sluser. Det fungerede perfekt. Broerne går bare op, når vi nærmer os. Som hovedregel. Nogle gange kalder vi via VHF. Ved enkelte broer opkræves der bropenge – 5 euro som lægges i en træsko, der hænger i en fiskestang, som brovagten sænker ned til os.
På vores vej passerer vi den ene idylliske hollandske by efter den anden. Husene er placeret med velplejede haver ud mod kanalen. Blomsterne står i fuldt flor, og ved kanten ligger båden fortøjet. Den mest interessante by var dog Groningen.
-
- Every home has a boat
-
- In Holland you show your best to the waterside
“Hold up” til søs. Politiet border os og giver os en bøde
53° 42′ 8.3748” N 7° 9′ 56.6201” E
13. juli, 2012
Fredag beslutter vi at forlade Helgoland med kurs mod den frisiske ø, Norderney.
Vinden er igen stik imod. Men vejrmeldingen stillede i udsigt, at vinden gradvist vil dreje mod syd og sydøst, og med forventning om dette hejser vi storsejlet i Helgolands forhavn, og så beamer vi ellers afsted for motor med storsejlet som stabiliserende støttesejl parat til at tage over, når vinden drejede.
Det skulle vi ikke have gjort.
Den direkte kurs mod Norderney, bragte os igennem ikke blot ét men to trafiksepareringssystemer, dybvandsruter for store tank- og containerskibe. Ét til floden Jade, ét til floden Elben.
Der var knapt et skib i sigte, dem der var, havde vi styr på, så vi ”skråede” ind over zonen i stedet for at tage den vinkelret. Når en sådan zone er op til 10 km bred, så vinder man både tid og komfort ved at lægge kursen efter vind og mål i stedet for efter reglementet.
Det skulle vi slet ikke have gjort.
Langt ude i horisonten så vi noget, der godt kunne ligne et kystvagtskib. Først da vi så det, slog vi VHF´en til på kanal 16 for at kunne lytte på eventuelle meldinger.
Efter nogen tid så det ud som om, at kystvagten havde sat en mindre båd i vandet, og at den var på vej over mod os.
Fandens også! Der var ingen tvivl. En hurtiggående gummibåd havde direkte kurs mod os. Vi lagde Ronja op i vinden, tog motorkraften af og lod storsejlet blafre stik mod vinden.
Kort efter blev vi anråbt. Fire granvoksne politibetjente i en gummibåd. De lod os forstå, at de ønskede at komme om bord. Meget gemytligt. De jokede ligefrem om, at de trængte til frokost og slog sig på maverne.
Det handlede ikke om frokost. To betjente bordede Ronja. Med pistoler i bæltet og ringbind med formularer og udskrifter under armen.
”Vi vil gerne forklare, hvorfor vi er her”, sagde de. Det vil sige, den ene talte. Den anden noterede. ”Men først vil vi gerne se nogle dokumenter – jeres pas, VHF-tilladelse, skibsførerbeviser, nationalitetsbevis og dokumentation for skibets ejerforhold.”
Heldigvis har vi styr på dokumenterne, og da de efterfølgende spurgte til vores søkort, var der heller ikke noget at komme efter. Alle var fra 2012.
”Vi er her, fordi vi har observeret, at I har krydset en trafikzone i en vinkel, der afviger 30 grader fra søvejsreglerne”, sagde betjenten.
Det havde han fuldstændig ret i. Det vidste vi jo selv, og som om dette ikke var nok, så medbragte han en radarudskrift fra kystvagtskibet, hvor man åbenbart havde fulgt os i længere tid. ”Her er jeres kurs”, fastslog han. ”Vi kaldte jer på VHF kl. 10.32, men I svarede ikke”. Det var før, vi tændte.
Det var den ene ting. Derpå fulgte den anden. ”Vi kan se på kursstabiliteten, at I både har ført sejl og haft motoren på… Det er kun lovligt efter søfartsloven, hvis man med en omvendt kegle hejst halv op i masten viser, at man er et sejlskib, der p.t. fremdrives for motorkraft”.
”Har I en kegle ombord?” spurgte betjenten.
”Jo vist”, svarede Per. ”Den ligger i kistebænken agter”.
”Så må I hejse den op nu”, insisterede betjenten.
”Men kan vi ikke bare stryge sejlet, så vi kun sejler for motor?”
”Jeres beslutning,” lød det fra betjenten. Og ned kom sejlet.
”I har overtrådt to regler. I vil gennem jeres egne myndigheder få et bødeforlæg på to eller tre hundrede Euro”.
Her indskød Kirsten, at så skulle de da hellere sige ja til at få den frokost, som de selv havde foreslået, inden de bordede os. Betjentene lo høfligt og afslog tilbuddet. I det hele taget var de temmelig professionelle. De gik ikke ind i diskussioner, om, hvor vidt der havde været nogen fare eller overhovedet andre skibe i nærheden. De forholdt sig alene til, at en regel var overtrådt.
De hilste pænt farvel og ønskede god rejse, da de steg ombord i gummibåden, der igen var kaldt til.
”Skide tyske bureaukrater”, fnyste Kirsten, da de var på vej væk. ”Det svarer til at få en bøde for at gå over for rødt i en fodgængerovergang midt om natten, efter at have sikret sig, at der absolut ingen trafik er.”
Per var mere afslappet over episoden. ”Vi gjorde noget, vi ikke måtte”. Efter hans mening var det en sjov og interessant oplevelse.
Oplevelsen har bevirket, at Kirsten, hver gang hun ser et fartøj, der ligner et kystbevogtningskib, får nervøse trækninger og spørger Per, om det vi har gang i, nu også er helt lovligt.
Efter næsten 12 timers i øvrigt fin sejlads – efterhånden også for sejl – anløb vi Norderney. De sidste timer af sejladsen var ikke nemme. Vi kunne ikke finde indsejlingsbøjerne, det elektroniske kort sagde ét, vores papirkort noget andet. Men ude i virkelighedens verden var bøjerne der slet ikke. Vi valgte derfor en anden indsejling, “den schluchter” fem sømil længere mod vest.
Logbog: Afsejlet 8.00. Destination: Norderney. Ankomst 17.00.