Efter tre år i Middelhavet gør vi Ronja klar til Middelhavs-sejlads

Efter tre år i Middelhavet gør vi Ronja klar til Middelhavs-sejlads

Posted on Jul 12, 2018

38° 57′ 27.7884” N 20° 45′ 26.4132” E

12. juli

”Om det er en vanskelig havn? Det er den vanskeligste i hele Middelhavet,” erklærer den havneassistent, som hjælper os på plads i Cleopatra Marina. ”Vi har målt strømme på helt op til 11 knob,” tilføjer han. Det lyder vanvittigt, men han har arbejdet i adskillige havne, så han lader os forstå, at han ved, hvad han taler om.

Det er havnens beliggenhed i strædet, der fører fra det åbne hav og ind i den store bugt/indsø, Amvrakikos Kolpos, der får havnen til at virke forblæst og strømfyldt. Vinde og strømme bliver mere koncentrerede, når de skal gennem det snævre stræde med byen Préveza på den ene side og halvøen Aktion på den anden side.

For os betyder det ingenting. Vi er her blot for at få Ronja løftet på land som afslutning på dette års togt. Her skal hun ligge i ni måneder, frem til april 2019, på en stor, støvet parkeringsplads for lystfartøjer. Det forekommer os, at her er hundredevis, måske tusindevis af både, parkeret på hvert deres stativ, mens de hver især venter på, at deres ejer får råd/tid/lyst til at sætte dem i vandet igen.

Vi har besluttet, at Ronja skal kigges ekstra godt efter i sømmene og have gennemført nogle tiltrænge forbedringer, mens hun er på land hos Cleopatra Marina. Hun har været undervejs fra Danmark i godt seks år, hun har sejlet i Middelhavet i tre år, og vi synes, at vi nu ved, hvad der skal til for at gøre hende til en rigtig Middelhavs-sejler.

Ronja er bygget i Sverige, bygget til at holde hårdt vejr ude, til at ankre på relativt lave vanddybder, til at skabe varme indenbords snarere end kølighed og til at sejle i farvande med lavere saltindhold end Middelhavet. I Middelhavet handler det om at holde varmen ude, åbne for enhver kølende brise, at kunne ankre hyppigt og på relativt dybt vand.

Vi møder derfor op hos Cleopatra Marina med en ønskeseddel, som vi vil have dem til at give os et tilbud på. Hovedpunkterne er:

Vi har behov for længere anker-kæde. I Middelhavet er 40 meter kæde simpelt hen ikke tilstrækkeligt. Vi skal have den forlænget til mindst 60 meter kæde. Samtidig har vi brug for at styrke vores sekundære ankersystem, hækankeret, som i dag kun har tre meter kæde plus ti meter tov. Det forslår som en skrædder i helvede, når du sejler i Middelhavet. Vi skal have mindst seks meter kæde og 20 meter tov til hækankeret.

Dertil kommer, at vi af og til føler, at vi er de eneste i hele Middelhavet, som stadig kaster anker og ikke mindst trækker det op igen ved håndkraft. Alle andre læner sig afslappet op ad forstaget, mens de – med en fjernkontrol i hånden – sænker og hæver ankeret. Come on. Jeg er netop fyldt 66. Kirsten er 64. Sådan ét elektrisk ankerspil vil vi også have.

Og så er der cockpit-telt og sprayhood. Også her er det nuværende bygget til at holde vind, regn og kulde ude, men i Middelhavet har vi brug for åbenhed, masser af frisk luft, åbne sider, skygge – også mens vi sejler – og højt til loftet. Så vi beder om prisen på et helt nyt set up med en såkaldt bimimi som omdrejningspunkt. Og når vi nu er i gang, så beder vi om prisen på et solpanel ovenpå bimimi’en, for hvor ankring i Danmark var en ting, vi gjorde en gang imellem, så er ankring en ting, som vi i Middelhavet gør flere gange om ugen. Det kræver energi til at holde gang i køleskab, pumper og læselys, og det kan solen levere.

Og så vil vi gerne have mulighed for brusebad på badeplatformen. I Danmark gik vi blot ned på badeværelset og brusede os, når vi havde taget en dukkert fra båden. Men i Middelhavet er vandet virkelig salt, og saltvand sætter spor over hele båden, hvis ikke du skyller det af med ferskvand med det samme. Vi har lagt mærke til, at alle sydeuropæiske både er udstyret med et ferskvandsudtag nær deres badeplatform, så man som en naturlig rutine skyller sig af, inden man stiger ind i sit cockpit og kahyt. Man skal have prøvet det, før man kan se, at dette giver rigtig god mening. Så igen: Giv os et tilbud på et bruse-udtag nær badeplatformen, tak.

Vi beder også om tilbud på forbedring af vores elektriske system. Vi vil gerne have et 220 volts udtag ved kortbordet, når vi er på landstrøm, vi vil gerne have mulighed for 12 volts opladning af mobiltelefoner og VHF-radioer, og vi vil gerne have installeret to små 12 volts fans, ventilatorer, i hovedkabinen for at sikre kølighed også når vi ikke har adgang til landstrøm.

Ved siden af alt dette beder vi også om en service af både Ronjas indenbordsmotor, hvor især startmotoren, 20 år gammel, er begyndt at skabe sig, og udenbordsmotoren, der tilsyneladende har skidt i karburatoren.

Blandt pirater og voldsforbrydere

Blandt pirater og voldsforbrydere

Posted on Jun 24, 2017

41° 40′ 34.4028” N 8° 54′ 3.4524” E

21. juni til søndag 25. juni

Fantastisk sejldag! Vi sætter ud fra Cargése tidlig morgen og sætter straks sejl, selv om vinden er svag, og så er det ellers tid til morgenkaffe. Vinden tiltager hen over dagen, og otte timer senere anløber vi Porto Pollo efter en rent ud sagt fortryllende dag. Delfiner har danset i leg rundt om båden. Det ene bjerglandskab har afløst det næste.

Danser med Ronja. Fem eller syv. Delfiner eller marsvin? De er i højt humør og leger med os – nå ja, måske mest med hinanden – i ganske lang tid.

Porto Pollo betyder ”den plagede havn”, og det henviser til, at byen i mange år var et af sørøvernes foretrukne mål i området. Sørøvere er der ikke mange af i dag, men byen forbereder sig åbenlyst på et kæmpe rykind af sejlende turister.

Byen er i sig selv lille, nærmest udtørret og – helt ærligt – uspændende med sine kun 100 faste indbyggere. Til gengæld er den begunstiget af kilometerlange strande, og langs disse er flere hundrede bøjer lagt ud for at byde velkommen til en invasion af lystsejlere. Vi er her uden for højsæsonen, så mindre end hver tiende bøje er optaget. Pris for en bøje uden for højsæsonen: 20 €.

De klassiske roller er endelig i skred. Kirsten har taget magten over vores gummibåd. Totalt kompetent

Efter to dages driverliv ud for stranden i Porto Pollo sætter vi kurs mod Propriano – en noget større by med rigtig havn og 3200 indbyggere.

Som altid forbereder vi os på en ny destination og læser i Politikens ”Turen går til Korsika” om en dynamisk kystby med maritim stemning og badeliv langs strandene. I vores ”bibel” under sejlturen – ”Mediterranean France & Corsica Pilot” af Rod Heikell – er der anderledes smæk for skillingen. Han skriver, at Propriano i mange år har haft et tvivlsomt rygte. I 1950’erne omtales byen som en by, man bør undgå, hvor uskyldige lokale bliver myrdet, og en lokal fisker slog kystvagten ihjel, da denne fik ham dømt for at have fisket med dynamit.

Propriano har tilsyneladende et større bagkatalog af voldelige forbrydelser. Så sent som april 1990 sprængte befrielsesbevægelsen FLNC en af byens restauranter i luften.

Selv oplevede vi byen som ganske tilforladelig. Gode restauranter. Fine strande. Og fredsommelige franskmænd.

Bonusinfo: Prøv at spise på Tempi Fa, tæt på havnen. Det er ifølge Tripadvisor den 39. bedste ud af 2.192 restauranter på Korsika – hvis man ellers er parat til at stole på den slags. Tempi Fa tilbyder i dagtimerne vin og tapas og om aftenen solide korsikanske middagsretter dybt inde bag vinkælderen. Tempi Fa er bygget op omkring en vinbar med udelukkende korsikanske vine. Vi prøvede den hidtil bedste rødvin på hele vores Korsika-tur. Granit hedder vinen. Meget kompleks Megen karakter. Det er en appellation Ajaccio Protégée, men den er produceret tæt på Propriano, der imidlertid ikke har sin egen appellation. A votre santé!

Anledning til refleksion. En hel kælder fuld af korsikanske vine. Adskillige er tankevækkende gode

 

 

Kærlighed ved første blik i Sanremo

Kærlighed ved første blik i Sanremo

Posted on Sep 22, 2016

43° 49′ 6.1788” N 7° 47′ 16.2168” E

September 22., 2016

Det store samtaleemne blandt sejlere, der ankommer fra Frankrig til italienske Sanremo, er de ublu høje havnepriser. ”Horribelt! Det er dobbelt så dyrt at ligge i havn i Italien som i Frankrig! Det havde vi ikke ventet,” lyder det fra Derek Williams i nabobåden, Red Rooster, fra England. Han og hustru Claire går på jagt efter et alternativ og finder en uautoriseret plads uden vand og el i Sanremos gamle, kommunale havn. Her ligger de gratis i to dage.

Det er lidt af en overraskelse at bevæge sig fra Frankrig og ind i Italien.

Gennem måneder har vi vænnet os til et fransk prisniveau, som groft sagt er 31-35 € for en nat i alle de store byers gamle havne, når det gælder en 11 meter lang og 3,5 meter bred sejlbåd. Kun få gange har prisen været højere i St. Tropez og på Poquerolles.

Så det virker vildt, at prisen i den første italienske by, vi løber ind i, er 66 € for en havneplads, der er ringere, end mange franske. Der er længere til bad og toilet. Larm på kajen om aftenen. Længere fra butikker. Totalt ubrugeligt wifi.

66 €! For hvad?

Selv vælger vi alligevel at blive to dage i Sanremos nye havn, Porto Sole, og opdager på de to dage, at Sanremo er en virkeligt fascinerende by.

Byen blander fortids storhed og rigdom med moderne butikker, og alligevel får vi ude i sidegaderne en fornemmelse af, at her har tiden stået stille i et nogle årtier. Du køber mælk og ost i noget, der ligner 60’ernes ismejeri i Danmark, og der er i det hele taget mange flere små specialbutikker, end vi er vant til hjemmefra.

En nedlagt jernbane langs kysten er omdannet til 24 kilometer smuk cykelsti. Vi tramper i pedalerne på vores sejlercykler og har en pragtfuld tur ud og tilbage.

Da vi efter cykelturen er tilbage i byen, sætter vi os ind på en stor café og gør os betragtninger om italienere versus franskmænd. Det virker som om, italienerne er gladere, mere uhøjtidelige og mere åbne end franskmændene. Fordomme? Måske. Men det er ikke desto mindre en fest at være på café i Sanremo. Der råbes og grines og skåles og klaskes på skuldrene, og på de yderste rækker i caféen sidder de gamle og iagttager løjerne med en kop kaffe, der skal vare en halv dag.

Det kan godt være, at havnepengene er højere i Italien, men vores indtryk er, at mad og drikkevarer i et supermarked eller på en restaurant samtidig er en hel del billigere end i Frankrig. Vi vurderer faktisk, at de forbløffende høje havnepenge vejes op af billige mad og drikkevarer. Så vi falder til ro over diskussionen om havnepriser. Hvis der er efterspørgsel efter havnepladser til 66 €, så er det vel prisen. Og så må vi indrette os efter det.

For os er Italien kærlighed ved første blik.

Sanremo Italien

Sanremo er en by, hvor man sagtens kan bruge mere end de to dag, vi havde mulighed for at afsætte

Sjovt at kigge indenfor i Monaco men fri os for at bo der

Sjovt at kigge indenfor i Monaco men fri os for at bo der

Posted on Sep 20, 2016

43° 44′ 13.0308” N 7° 25′ 42.2004” E

September 20. – 2016

Hvad gør man, når 40.000 indbyggere og et masse turister skal bo på kun 197 hektarer? Man stabler dem. Man sørger for, at der i flere kælderetager er gennemkørselsveje og parkeringspladser. Man sørger for, at der over kælderetagerne er flere etager med indkøbsgader, og at der i de øverste 20-30 etager er boliger.

Det kræver planlægning, og det er de helt åbenlyst gode til i Monaco. Lidt som i Hongkong. I Monaco har de blot endnu flere Ferrarier i gaderne og endnu flere marmorfliser på fortovene.

Vi valgte at ignorere lilleputstaten, da vi passerede den under vores fransk-italienske odysée. Et par dage senere tog vi dog et smugkig på fyrstedømmet, da vi var på vandretur fra Menton.

Det er sjovt at besøge Monaco. Men det bliver aldrig et foretrukket mål for os. Allerede når du ser Monacos havn, får du samme fornemmelse som i St. Tropez – at alt handler om facade, alt handler om at fremstå så prangende som muligt, alt handler om at lefle for dem med flest penge. Alt i havnen er indrettet efter at tilgodese kun multimillionær-yachter.

Det er der intet forkert i. Monaco sender et signal om, hvordan havnen ønsker at blive oplevet. Det er der givet mange, der kan lide. Vi kan ikke.

 

 

Monaco skyline french riviera

Monaco set fra havet. Europas Manhattan siger nogle. Nå ja, nok ikke helt

 

vand sport Monaco

Smart i Monaco. Mennesket øver sig i at gå på vandet….

vandsport fald Monaco

… det er som bekendt ikke let. Hovmod står for fald 🙂

Monaco søside Middelhavet

Monaco er set fra havet en blanding af nyt og gammelt

Den gyldne hovedstad i citron-land

Den gyldne hovedstad i citron-land

Posted on Sep 19, 2016

43° 46′ 33.9024” N 7° 30′ 39.3444” E

September 19, 2016.

Den unge ekspedient i citron-butikken er virkelig vred, da han belærer en russisk turist om, at han ikke må bruge samme plastic-gaffel til at tage smagsprøver af flere forskellige citron-marmelader. ”De skal tage én smagsprøve med én gaffel. Derefter skal De tage en ny gaffel, hvis de vil smage et af de andre glas med marmelade,” forklarer ekspedienten på engelsk. Det preller af på turisten, som fortsætter sin tur gennem smagsprøverne, mens ekspedienten bliver mere og mere irriteret.

Vi er i Menton – byen, som gør citronen til sit kendetegn med årlig citronfestival og butikker med alt i citronsmag: Parfumer, spiritus, sæber, olier, vinaigre og marmelader.

Menton er en babylonsk banegård af kulturer og nationaliteter, der lever sammen og lejlighedsvist – som i citron-butikken – støder sammen. Byen er formelt fransk, men med kun halvanden kilometer til den italienske grænse er den lige så meget italiensk.

Flere både i havnen fører både fransk og italiensk flag, og i gadernes lydbillede blander britisk, tysk, russisk, belgisk, hollandsk og skandinavisk sig iørefaldende med fransk og italiensk. Menton tiltrækker alle, der elsker et mildt klima hele året rundt. De bosætter sig. De gæster byen. De smager. De nyder.

Menton er en slags mini-Nice. En gammel bydel i den ene ende og i den anden ende en kilometerlang strandpromenade, der strækker sig mod vest. Restauranter, hoteller, ejerlejligheder, solsenge, markedsplads, strande og ferskvandsbrusere. Alle ønsker del i det solrige hjemsted for citronen og dets multikulturelle leben.

Menton er sig selv og har sin egen charme med kasino, natklubber, kirkegårde med byens mest udsøgte udsigt samt et par kunstmuseer. I forhold til Nice mangler den lidt vingesus, når det gælder historie, kunst og arkitektur. Jean Cocteau, som i 2011 fik sit eget kunstmuseum på havnen i Menton, da en kunstsamler, Séverin Wunderman, forærede 1500 værker til byen, kan ikke måle sig med Chagall- og Matisse-museerne i Nice.

Det multikulturelle ved Menton viser sig også, da vi anduver først Menton Vielle Port og dagen efter Menton Garavan. Vi kalder på VHF kanal 9 og spørger forhåbningsfuldt: ”Parlez vous anglais?”

”No, mais nous parlons francais et italien…”

Fedt. Endelig er vi i et tosproget område. Blot ærgerligt, at det ene sprog mestrer vi ikke særlig godt, og det andet kan vi slet ikke.

Vandresti Menton Monaco

Det tager to timer at vandre fra Menton til Monaco. Turen er fantastisk

Menton by fra marina

Mentons to kirkegårde er placeret øverst på hver sit bjerg med udsigt over havet. Et smukt sted at være død

Sejlertip: Hvis du er i Menton – eller Monaco – så snyd ikke dig selv for den betagende vandretur rundt Cap Martin mellem Menton og Monaco. Turen tager et par timer og kræver en stor flaske vand hver vej. Men timer og vand er givet fantastisk ud.

Endnu et tip: Glem folde-ud cyklen i skibsbænken! Trafik og højdeforskelle gør cykling til en tvivlsom og farlig fornøjelse. Kun aldrende mænd i tricot på racercykler trodser sydfrankrigs cyklist-fjendtlige miljø.

Middelhavets største joke: Ja, vi har internet

Middelhavets største joke: Ja, vi har internet

Posted on Sep 17, 2016

43° 42′ 31.1184” N 7° 20′ 14.6688” E

September 17 – 2016.

Do you have wifi”? (Husk i Frankrig udtales wifi ikke waifai, men weefee).

Yes, we have wifi. And occasionally it even works.” Sådan svarer havnekaptajnen i Beaulieu-sur-mer, når man spørger, om der er wifi i havnen. Og sådan svarer andre sandfærdige havnekaptajner.

De mindre sandfærdige havnekaptajner – og de er i flertal – udskriver blot med rutineret selvhøjtidelighed en kode til internettet. Værsgo´, hr. Her er deres særlige adgangskode til internettet.

Det er den største joke i Middelhavet. Franske havne – og indtil videre også en del af de italienske havne – har slet ikke wifi.

Det er kejserens nye klæder – det der eventyr af den danske eventyrdigter, H.C. Andersen, om to svindlere, som sælger kejseren et sæt nye klæder, der er så enestående, at kun de, som dur i deres job, kan se klæderne, medens de, der ikke dur i deres job, ikke kan se det.

Ingen tør indrømme, at de ikke kan se klæderne, for da ville de jo være dumme, så alle klapper i hænderne og siger, at kejserens nye klæder er fortryllende. Det hele afsløres, da kejseren viser sine nye klæder frem under en procession gennem byen, og en lille dreng siger: ”Jamen, han har jo ikke noget på.”

Fransk og italiensk havne-wifi er lavet af samme stof.

Du styrter rundt i havnen med din computer eller din mobiltelefon. Du sætter dig helt op på havnekontorets dørtrin. Enten er der ikke noget overhovedet. Eller også er det så svagt, at det kan være lige meget.

På stående fod kan vi kun komme i tanker om to havne, hvor der har været et velfungerende wifi. Det var i Nice, Frankrig, og i Loano, Italien. Hatten af for Nice og Loano.

Hvad er det med de franskmænd? Og italienere? Kom dog med ind i det aktuelle århundrede. Etabler et wifi, der virker! Man kan i dag få wifi i et fly ti kilometer over jordens overflade. Man kan få wifi i tog. Man kan få wifi på en café. Skulle man så ikke kunne etablere wifi i en havn?

Come on. Vi betaler rask væk 30, 40 € eller i Italien ligefrem det dobbelte

for en overnatning inklusive wifi. Få det til at virke! Tak.

Gode råd søges: Er der nogen, som, mens vi venter på, at franske og italienske havne indser, at de er involveret i et kæmpemæssigt svindelnummer, kan give mig et råd om, hvordan jeg får en stabil tilgang til internettet? Er der en eller anden dims, jeg kan købe til mit skib, som gør mig uafhængig af havnenes såkaldte wifi? Jeg har spurgt Orange, og de solgte mig et abonnement med adgang til alle selskabets egne hotspots. Det var ikke meget værd.

Svar imødeses med taknemmelighed.

 

 

Min er større end din!

Min er større end din!

Posted on Sep 12, 2016

43° 35′ 12.462” N 7° 7′ 42.8952” E

September 12, 2016

Hold fast, hvor er den stor! Helt ubegribeligt stor!

Sidst vi var i Antibes – for en måned siden – var vi fascinerede af havnens dengang største yacht, ”Katara”, ejet af emiren af Quatar. Hey: Den var 126 meter, havde en fast besætning på 60 personer, helikopter på agterdækket og var oplyst om natten som et dansetempel.

I dag er Katara væk, og den første plads på den såkaldte milliardær-kaj i Antibes Port Vauban er overtaget af en endnu større yacht. En helt ubegribeligt stor yacht.

Hun hedder ”Dilbar”, blev søsat for fire måneder siden og er ejet af den russiske milliardær, Alisher Usmanov.

Dilbar er cremefarvet med detaljer fremhævet i bronze.

Hun er mageløs.

Hør lige her: Hun er 156 meter lang (til sammenligning er vores sejlyacht, ”Ronja”, 10 meter og 65 centimeter lang). Dilbar har plads til 80 besætningsmedlemmer og 40 overnattende gæster. Hun har efter sigende kostet fire milliarder danske kroner.

Målt på bruttoregistertons er Dilbar verdens største private yacht. Målt på længde er hun den fjerde største. Samtidig har hun den mest kraftfulde motor og det største svømmebassin nogensinde set på en privat yacht. Hvor dette svømmebassin befinder sig ved kun udvalgte. Det er ikke på soldækket, for det er optaget to helikopter-platforme.

Alisher Usmanov har siden 2008 haft en anden yacht med navnet Dilbar. Den er på sølle 110 meter, er i dag omdøbt til Ona og har stadig Usmanov som ejer. Hans rigdom stammer fra russisk mineindustri og fra aktier i russisk internet og mobiltelefoni plus Facebook, Twitter, Alibaba samt en pænt stor aktiepost i fodboldklubben Arsenal.

Hvad er det med ældre mænd og deres både? 63-årige Usmanov får bygget en båd, der er 46 meter større end den, han havde i forvejen. I Danmark købte nu afdøde skibsreder i AP Møller Mærsk, Mærsk Mc-Kinney Møller, i 2009 – da han var 95 år – en Swan yacht, der var tre meter længere end den yacht, han havde i forvejen. Det må da man kalde livskraft. Tænk hvis man selv i en alder af 95 år er optaget af at få en båd, der er tre meter længere, end den man har i forvejen…

Hvad driver disse milliardærer til at ønske sig stadig større både? Prestige? Et signal om deres egen, deres virksomheds eller deres nations betydning? Eller blot et ønske om at fremvise noget udstyr, der er større end andres? De super-riges veje er uransagelige. Jeg giver op.

P.S.: Fik jeg nævnt, at jeg selv drømmer om, at Ronja var én meter… nej, lad os hellere sige halvanden meter, faktisk snarere to, længere, end hun er?

 

Dilbar mega-yacht Antibes

Selv ved milliardær-kajen virker Dilbar stor. Skibet er opkaldt efter ejerens mor

Dilbar super-yacht russisk milliardær

Dilbar er bygget i stor hemmelighed af det tyske værft Lürssen. Byggeriet har stået på i 52 måneder.

I skyggen af et attentat: Nice er fascinerende – ”Je suis Nice”

I skyggen af et attentat: Nice er fascinerende – ”Je suis Nice”

Posted on Jul 29, 2016

43° 41′ 37.2156” N 7° 17′ 17.0772” E

29. juli, 2016

Nice: Kun når man er fire år som vores barnebarn, Nellie, kan man i Nice – to uger efter det forfærdende attentat 14. juli – spørge, om dette er et sted, hvor man køber bamser og blomster.

Mindestedet efter de 84 tilfældige mennesker, der blev mejet ned af en åndsformørket ISIL-terrorist i en tung lastbil på Bastille-dagen i Nice, er for os, der er ældre end fire år dybt, dybt, dybt ind i hjertet gribende og knugende.

Blomster, bamser, fyrfadslys, digte, mindeord i overvældende mængder fremprovokerer en indædt lyst til at stå bag franskmændene og fortælle dem, at deres sorg er vores, at vi er fælles med dem i deres opgør mod terror.

Je suis Nice”.

Nice er en fortryllende by. Kosmopolitisk. Rig. Varieret. Energisk. Præget af kunst, kultur og arkitektur fra dengang, det europæiske aristokrati satte hinanden stævne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Her er flere flotte bygninger, flere museer, flere legepladser og mere liv i gaderne end i nogen anden by langs den franske Middelhavs-kyst.

Lige netop i år, sommeren 2016, er det imidlertid svært, at gøre andet end at lade billederne fra mindesmærket efter den fatale Bastille-dag tale.

 

Nice Promenade d'anglais terror mindesmærke

Også på selve promenaden bliver der lagt blomster, mindeord og tøjbamser

Fakta: Efter at have dvælet ved mindet om ofrene fra 14. juli-attentatet følger her nogle faktuelle sejlerinformationer: Nice er en relativt billig havn: 30 € pr nat. Lidt billigere end Cannes: 34 € pr nat.

Vores erfaring er, at hvis du i de store byer søger ind i de gamle havne – Vieux Ports – så er det prisen. Prisen stiger, når du går ind i mindre havne, som Marina Baie des Anges mellem Nice og Antibes. Her giver du 48 € pr nat uden overhovedet at få mere for pengene.

Derfor: Gå efter Vieux Ports, når du har behov for at opsøge en havn med indkøbsmuligheder, sanitære faciliteter og kulturtilbud ud over det, du kan få på gratis ankringspladser i bugterne.

Nice marina Ronja Frankrig

Ronja spiser kirsebær med de store. Bemærk at nu parkerer vi båden, som vi vil. Stævnen ind først – uanset hvad franskmændene gør og synes

Tag aldrig et nej for et nej – når det gælder havnepladser

Tag aldrig et nej for et nej – når det gælder havnepladser

Posted on Jul 26, 2016

43° 35′ 2.1804” N 7° 7′ 41.7288” E

26.juli 2016

Antibes kunst havet

Antibes er en dejlig by. Overskuelig – med strande, gode museer, restauranter og et umiskendeligt maritimt præg

Antibes: Kvinden bag skranken svarer hovedrystende: ”I må forstå, at det, i spørger om, kan ikke komme på tale. Vi lejer ikke bådpladser ud på måneds- kontrakter i juli og august. Vi lejer ud for én dag ad gangen, højest to dage, og så kan I komme og spørge, om I kan leje en dag mere. Sådan er reglerne.

Kvinden bag skranken har en mimik, der lader os forstå, at vores forespørgsel tager prisen som månedens mest tåbelige.

Det er jo ikke havnens pladser. Det er de enkelte ejeres. Vi kan ikke vide, hvornår ejeren kommer tilbage og skal bruge pladsen selv.”

Kvinden sidder bag skranken på havnekontoret i Port Vauban, Antibes’ kæmpe-havn, der efter sigende er Europas største marina med mere end 1700 bådpladser, herunder en milliardær-kaj for de lystsejlere, der ikke kan nøjes med to eller seks ansatte besætningsmedlemmer, men som har 40 eller i et enkelt tilfælde 60 besætningsmedlemmer.

Vi havde spurgt kvinden, om vi kunne få en plads til vores sejlbåd Ronja i en måned eller mere, mens vi var hjemme i Danmark. Det kunne vi åbenbart ikke. Der er regler. Og hvor var vi henne, hvis ikke regler bliver fulgt?

Vi forlader havnekontoret slukørede. Vi tænker, vi igen er stødt ind i den der franske arrogance, hvor visse embedsmænd har et større behov for at vise, hvem der bestemmer, end de har interesse i at finde en løsning med kunden.

Ikke desto mindre: Vi SKAL vi til Danmark den 2. eller 3. august, og vi KAN tidligst være tilbage i Sydfrankrig den 12. september. Problemet skal løses.

Vi sætter os på stamcafeen, Felix, som har en acceptabel wifi og en hæderlig hvidvin, og så sender vi en byge af mails til havne og værfter langs Rivieraen – fra Cannes i vest til Menton i øst.

Vi vil helst have Ronja til at ligge i vandet fra 2. august til 12. september. Men vi er desperate nok til at lave en samlet aftale for hele vinteren, herunder at få båden taget på land, hvis havnene i øjeblikket ikke har plads i vandet.

De hurtigste svar får vi fra dem, vi opsøger personligt. Tre værfter/bådværksteder i Antibes har hver især en kran stor nok til at løfte Ronja op af vandet. Alle tre er virkeligt imødekommende over for vores problem. En enkelt siger dog lige ud, at de kan tjene flere penge på at udnytte deres havneområde til klargøre af både end til at have vores Ronja stående i vinterhi. Fair nok.

Et andet bådværksted tilbyder at tage Ronja på land og opmagasinere hende i et hjørne af deres havneområde frem til april, otte måneder, for 52.000 kroner. Et værft tilbyder at hive Ronja på land, tage masten af hende og transportere hende ind i landet, hvor de har en oplagringsplads. Pris: 57.000 kroner.

De må have spist søm. På de vilkår skal vi ikke have Ronja på land.

Så begynder svarene at tikke ind på mail. De mest professionelle er de fire havne, der indgår i fællesskabet Riviera Ports – Cannes, Nice, Golfe-Juan og Villefrance. De kvitterer straks med en standardmail om, at de har modtaget min mail, og at de vil svare på spørgsmålet indenfor 48 timer.

Det gør tre af dem. Nice tilbyder at dække en del af perioden. Cannes og Villefrance melder pas men sætter os på venteliste. Golfe-Juan hører vi ikke fra. Det samme gælder seks-syv andre marinaer. De svarer simpelt hen ikke. Ikke med en linje.

Og dog. Én havn svarer. Den mest overraskende af dem alle.

Egentlig havde vi fået mundtligt afslag fra Port Vauban, men da vi sad og skrev mails, så sendte vi alligevel også Port Vauban en mail.

Og minsandten! Port Vauban svarer ja, de har en plads til Ronja fra 2. august til 12. september.

 Hurra for Port Vauban! Havnen i Antibes er tilbage i førerfeltet. Vi kvitterer med et ja til betingelserne og lover at være der 2. august

Og hvad lærte vi så lige her? Vi lærte, at den ene hånd på et havnekontor ikke nødvendigvis ved, hvad den anden hånd laver. Et afslag fra én medarbejder, kan blive til et lykkebringende tilsagn fra en anden. Tag aldrig et nej for et nej – når det gælder havnepladser.

Eftertanke: I de fire år, vi har været på vej ud i verden med Ronja, har mange spurgt, om det ikke er svært at få afsat vores båd, når vi er hjemme i Danmark og arbejde. Tværtimod. Det har været nemt. Nemt i Holland. Nemt i Nordfrankrig. Nemt vest for Marseilles. Den franske Riviera viste sig at være lidt sværere og noget dyrere. Men alligevel: Også her kunne en løsning skabes på kort tid.

Man betaler for det. I vores tilfælde 1082 € for 40 dage i højsæsonen. Men som sagt: Vi skulle hjem til Danmark 2. august.

Super yacht Katara Antibes

Vores “nabo” i Antibes: Lystyacht “Katara” er 124 meter lang, har en besætning på 60 mand og er ejet af emiren af Quatar. Pris: 300 mio. $

Super yacht shining

Der spules, skrubbes, gnubbes og poleres. Ansatte på milliardær-yachterne rengør konstant, når yachten er i havn og ejeren er væk

Antibes marina france

Antibes er yacht-industriens europæiske hovedstad. Her kan du købe en milliard-båd, få hyre som matros, få syet uniformer til din besætning 🙂

 

 

 

 

 

Badeferie uden badestrand – en særlig fransk livsstil?

Badeferie uden badestrand – en særlig fransk livsstil?

Posted on Jul 23, 2016

43° 30′ 39.3696” N 7° 2′ 50.8308” E

July 23, 2016

”Dingeling, dingeling, dingeling…”

Dingeling?

Det lyder grangiveligt som en af de biler, der en gang om ugen kører op og ned ad villavejene derhjemme og sælger is fra en blå varevogn.

De biler kører vel ikke rundt i Middelhavet?

Vi ligger for anker ved øgruppen Îles de Lérins, to-tre sømil sydøst for Cannes. Øgruppen har to hovedøer, og vi har kastet ankeret i et stræde mellem netop de to øer.

På den ene side har vi Île Ste-Marguérite, hvis fort i det 17. århundrede holdt ”Manden med jernmasken” som fange (filmatiseret med Leonardo deCaprio i hovedrollen). På den anden side har vi Île St-Honorat, munkenes ø, hvor der i århundreder har boet munke, i det syvende århundrede boede der 4000 munke, i dag er kun nogle få cistercienser-munke tilbage.

Og lyden… dingeling?

Den viser sig faktisk at stamme fra et elektronisk horn på en båd, som sejler rundt og sælger is til de flere hundrede sejl- og motorbåde, der ligger for anker mellem de to øer. En isbåd – komplet med fryser, reklameskilte og prisliste for is, sandwich, kaffe, øl og sodavand.

Lidt senere kommer også en pizzabåd med et pizza-banner flagrende efter sig. Vi prajer båden og spørger, om vi kan få en med pepperoni.

”Naturellement.” Vi har alt, forsikrer pigen, der fører båden. Kig i brochuren og ring når I har bestemt jer.

Vi skal blot opgive bådens navn og nationalitet og sige, at vi ligger ”lige ud for muren”. Pizzaerne bages på en stor katamaran i nærheden, og salgsbrochuren lokker med mere end de fleste hjemlige pizzariaer: Snacks, drinks, desserter, østers, champagne, vine.

Efterhånden som vi får overblik over livet mellem øerne, viser det sig, at den kommercielle flåde omfatter to pizzabåde, tre isbåde og en enkelt båd, der sælger fisk og skaldyr. Vi venter så småt, at det næste, der dukker op, vil være en afrikansk indvandrer, der falbyder stråhatte og sarong’er til beskyttelse mod solen.

Latter, glade skrig, baderinge, snorkler, overalt tumler børn og gamle rundt i vandet omkring deres både. Strandtur uden strand. Legeland uden land.

Det er en anderledes livsstil end den, vi selv er vant til. Ikke at vi ikke ankrer op i en smuk bugt, nyder badelivet og overnatter for svaj. Selvfølgelig gør vi det. Men som regel har vi på vores sejlture i Danmark eller udlandet altid været undervejs fra A til B til C til D. En stor del af vores nydelse er at vågne op om morgenen og tænke, at i dag skal vi hen til et nyt sted, hvor vi aldrig før har været.

Mange franskmænd sejler snarere fra A til B, derefter tilbage til A. Og næste dag igen til B. Tror vi.

De bor i Cannes eller en anden by, har en båd liggende i havnen, som de bruger til at sejle ud til en skøn ankerplads, hvor de tilbringer dagen med at plaske rundt i det turkisgrønne vand. Når det bliver aften, sejler de hjem til deres faste seng. Næste dag vender de tilbage til ankerpladsen igen.

Vi gætter på, at 4-500 både i dagtimerne lå for anker i det lille stræde mellem de to øer. Da lyset brød frem den næste morgen talte vi, at præcis 53 både var tilbage og havde overnattet på ankerpladsen.

Fedt liv. Fed livsstil. Men anderledes end vores.

Efter en frisk morgendukkert på fire meter vand, tænker vi, at en gummibåd nok dukker op for at sælge morgenbrød. Men ak. Så udbygget er det maritime butiksnet trods alt ikke.

Vi trækker ankeret op, hejser sejl og sætter kurs mod bageren i Antibes.

illes de Marguérite Cannes Frankrig

Île Ste-Marguérite er en pragtfuld ø at vandre på. Fra øens nordside er der udsigt til Cannes

Isbåd ankerplads service Middelhavet

Leveret direkte til din båd: Is, kaffe, sandwich og drikkevarer

 

 

 

 

 

Îles de Lérins ankerplads Frankrig

Fem Cornetto, tak. De hedder på fransk “Cone” og knap halv størrelse af dem derhjemme

Pizza salg til søs

Katamaran Pizza – firmaet har to gummibåde til at levere direkte til dit skib

Ronja ankerplads Îles de Lérins

Ronja på fire meter krystalklart vand. Her med skippers kone, barnebarn Nellie og svigerdatter Tianling

mega yacht vandrutchebane

Hvad er en lystbåd uden vandrutchebane? Der kan være meget udstyr på de store yachter