Stemme fra det høje – velkommen til Marseille!
43° 17′ 47″ N 5° 22′ 12″ E
July 2, 2016
”Ronja!”
Navnet på vores båd tordner ned over os.
En stemme fra himlen? Eller en stemme fra havnekaptajnen, der råber gennem en kraftig højttaler? Vi er netop gledet ind mellem de to imponerende fæstninger, der markerer indsejlingen til Marseilles fantastiske havn, Vieux Port. Vi skeler ængsteligt op mod himlen.
Stemmen fortsætter: ”Ronja. Bliv midt i bassinet. I bliver hentet af en gummibåd!” . Det har været en forrygende sejlerdag. Den første rigtige sejlerdag, efter at Ronja i flere somre har arbejdet sig gennem de franske floder og kanaler alene for motor og uden mast (masten var kørt i forvejen på en blokvogn med en tysk vognmand).
Nu er Ronja genforenet med sin mast, og har fået svimlende meget vand under kølen. Mistralen gav os fra morgenstunden et kærligt puf bagi med en agten for tværs i Beaufort 6-klasse. For fulde sejl fra Port Saint Louis du Rhone. Og nu er vi i Marseilles
… hos stemmen fra det høje. En gummibåd kommer susende med en havnekaptajn og to hjælpere ombord. Hvor længe har I tænkt jer at være hos os, vil havnekaptajnen vide. Da vi siger to-tre dage, ser han skeptisk ud. Lidt lige som når man kommer ind på en restaurant og må erkende, at man ikke på forhånd har bestilt bord.
Hans mimik lader os forstå, at det vil blive meget svært. En næsten uløselig opgave. ”Følg os”, siger han. Og så har vi balladen.
Ikke én af de knap 1000 både i Vieux Port ligger med stævnen ind mod broen, sådan som vi er vant til i Danmark. Samtlige både – og jeg mener virkelig samtlige – vender agterenden ind mod broen. De bakker ind! De er skøre, de franskmænd. Den slags bruger vi ikke hos os. Intuitivt er vi imod. Vores båd er relativt langkølet og manøvrerer klart dårligere baglæns end forlæns. Og hvorfor skal alle partout ligge cockpit ved cockpit ind mod broen, så alle kan følge med i hinandens middags-menu?
Nogen skøn manøvre bliver det da heller ikke. Ronjas badeplatform kiler sig ind under ponton-broen, og en af de faste liner, som vi ifølge samme aparte franske tradition skal samle op fra havnebunden og fastgøre stævnen med, går i bekneb. Havnekaptajnen råber, at vi skal bakke, så hans line kan komme fri. Hans hjælpere fniser.
Ronjas skipper nægter at bakke yderligere ind mod ponton-broen af hensyn til den klemte badeplatform. Det hele løser sig. Det gør det som regel. Men der er altså et eller andet med franskmænd og arrogance. De opfinder en tåbelig fortøjnings-teknik, pålægger alle at anvende den – som var det et statsligt dekret – og så tillader de sig ovenikøbet af smiske åbenlyst over de uheldige udlændinge, der ikke kan finde ud af at anløbe deres havn.
Men sikke en plads. Sikke en udsigt. Sikke en by. Alle burde prøve at ligge midt i Marseilles centrale havn og nyde det særlige lys, de smukke bygninger, pariserhjulet, den flotte kirke på bjerget, den afslappede stemning fra caféer og restauranter, som omkranser hele havnen og samtidig nyde den intense energi, der bliver skabt gennem daglig fiskemarkeder, andre markeder samt en endeløs ind- og udsejling af fiskere, udflugtsbåde og lystsejlere.
Marseille er en underkendt by. Den har stadig et ry af mafia, narko og anden kriminalitet over sig. Men byen har oppet sig. Der er renoveret og bygget nyt. Der er skabt arkitektoniske mesterværker i form af nye museer og nyindrettede indkøbscentre i gamle pakhuse. Norman Forster har skabt overdækningen til havnens metrostation. Fascinerende. Kriminaliteten er der muligvis stadig, men den er i så fald trukket i jakkesæt, og lever en mere diskret tilværelse end den, vi kender fra Gene “popeye” Hackmanns fortrædeligheder i filmene ”French Connection I og II”.
Marseille er en super spændende by. Storladen, pulserende, charmerende og fransk – med et betydeligt tilskud af indvandrere fra de nordafrikanske lande. Man møder kun få turister fra Tyskland, Storbritannien og Skandinavien. Marseille er en fransk storby. Indtil videre fortrinsvis for franskmændene selv.
Der er ikke andet end godt at sige om Marseille. … ja, det skulle da lige være havnekaptajnens sygelige insisteren på, at alle både skal vende ens ved samtlige broer i havnebassinet. Enten er det sindssyg æstetik, eller også er det et fascistisk ønske om, at vi alle skal marchere ens og i takt.
Fakta: Det kostede 35 € pr nat at overnatte i Vieux Port. El og vand lige ud for båden. Unik beliggenhed men en del larm om natten. Toiletter og bad nærmest utilgængelige – de ligger på den anden side af havnen, en spadseretur på halvanden kilometer. Havnekaptajnen nævnte, at vi blot kunne ringe, så ville han hente os i sin gummibåd, når vi skulle bruge badet. Men ærlig talt: Vi kom fra starten lidt skævt ind på den havnekaptajn.
Marseilles havn er i enhver henseende storladen, nærmest majestætisk
Havnen set fra toppen af de to forter, der danner indsejling til Marseilles
Notre Dame katedralen er et vartegn for Marseilles – synligt fra alle vinkler
Atter i Frankrig. Klar til Middelhavet
43° 23′ 15″ N, 4° 48′ 15.84″ E
Juni 29, 2016
Vores chauffør er helt oppe i det røde felt. Kan de kvinder ikke flytte deres bil, så han kan komme forbi? Fjolser! Han åbner bilens vindue, råber til de to kvinder, at de skal køre ind på en parkeringsplads, så han kan komme forbi.
Han har ikke helt forstået situationen.
De to kvinder er bakket ud fra deres parkeringsbås præcis samtidig med vores chauffør, og de lægger an til at køre den ene vej, mens han lægger an til at køre den anden vej. Nu er det køler mod køler. Den ene kvinde stiger ud af bilen og forklarer, at denne vej er ensrettet, og at han er på vej i den forkerte retning. Derfor skal han give plads til, at de kan fortsætte. Han fnyser. Kvinder. ”Oh, la, la”. Med hånden viser han, at netop disse kvinder i særklasse er uden for rækkevidde.
”Je suis importante”, siger han i et sidste forsøg på at vinde kampen. ”Jeg er betydningsfuld”. Det gør ikke indtryk. Vores chauffør kører bandende tilbage på sin plads, lader kvinderne passere og kører ud igen, mens han mumler om amatører, kvinder, folk uden respekt for autoriteter og færdselsregler.
Kirsten og jeg sidder i passagersæderne og ser, hvordan store pile i kørebanen viser, at det var de to kvinder, der havde ret. Vores chauffør er et fjols.
Og vi er tilbage i Frankrig. Klar til at genoptage vores ”jordomsejling i etaper” med det gode skib Ronja. En svenskbygget Malö 36, skøn, smuk og solid. De seneste 11 måneder har hun været parkeret på land 50 kilometer vest for Marseille. Hos Navy Service i Port Saint Louis du Rhone. Vores fjols af en chauffør har netop hentet os i ankomsthallen i Marseille Lufthavn med sit skilt fra Navy Service: ”Mr. Jensen”. Det er os.
Han er givetvis 80+, ligner en sur julemand med hvidt skæg og uindfattede briller, taler kun fransk og har sandsynligvis overskredet sidste brugsdato på sit kørebevis. Da vi kom ud fra ankomsthallen til lufthavnens parkeringsplads, kunne han ikke huske, hvor han havde sat sin bil. Vent lige her, sagde han og cirklede planløst rundt. Suk. Hvem er vi i gang med at betro vores liv her?
Han finder bilen, vi smider vores to bløde tasker ind bagi – og så kommer de to kvinder og insisterer på deres ret. Det er ikke hans dag, chaufførens.
Navy Service er et fedt sted. De har 1200 både i vinteropbevaring på land. De har specialiseret sig i at løfte skibe på land, parkere dem og senere – efter nogle måneder – at sætte dem i vandet igen. Andet kan de ikke. De betjener kraner – mastekraner og skibskraner. Det er de til gengæld gode til.
På området lever – som små parasitter – en halv snes små, selvstændige håndværksfirmaer. Nogle af disse kan vintersikre din motor, andre kan reparere epoxyskader, andre kan sy dit storm- og kuldeafvisende, nordiske cockpittelt om til en let og luftig, middelhavs-bimini. Det er dyrt. Men for pokker, det er dejligt.
Jeg tænker, det er en fransk specialitet: Port du sec. Tørre havne. Store asfalterede eller grusbelagte områder, hvor franskmænd og globetrottere lader deres både vinteropbevare med masterne på. Det skåner båden mod begroning, lader dem tørre ud og passer fint til dem, der alligevel kun har en sejlsæson på et par måneder.
Selv med håndværkere til hjælp glemmer vi sejlere ofte, hvor meget arbejde, der skal til, for at gøre en sejlbåd sejlklar. Masten skal renses. Vant og stag skal justeres. Elektriske installationer mellem mast og båd skal genetableres. Pærer skal skiftes. Afløb skal renses. Sejl skal sættes på. Defekte dele udskiftes. Alt skal have en omgang Ajax. Vand og mad skal bunkres. Det tager dage.
Mere tid end man sådan lige går rundt og husker. Vi får det hele gjort, selv om solen over Rhone-deltaet er ubarmhjertig. Vi sveder, arbejder helst tidligt morgen og sent aften, og om natten kæmper vi med myggene. Mens vi arbejder får vi af og til et glimt af vores chauffør fra lufthavnen. Han fungerer tilsyneladende også som pladsmand hos Navy Service. I dag kører han gaffeltruck, flytter containere og store skraldespande med et sammenbidt udtryk. Ingen skal komme i vejen for ham. Ingen.
Endelig afsted for sejl efter år med flodsejlads. Skipper er fornøjet
Hos Navy Service er de eksperter i alt med kraner og flytning af både
Efter 11 måneder på land skal Ronja atter i vandet