Lørdag 12 juli
49° 2′ 39.6348” N 3° 58′ 1.56” E
Anders og Kirsten besøger nogle flere Champagne-huse og vender hjem til Ronja med overdådige planer for en stor middag. Dertil naturligvis champagne. Brut reserve.
Kirsten og Per har tilbragt hele dagen på Ronja med at læse og pusle om båden.
Måske skal vi snart anskaffe os potteplanter til fordækket som de andre fastliggere
49° 2′ 39.6348” N 3° 58′ 1.56” E
11. juli, 2014
Vi starter dagen med at overvære en etape-start på Tour de France. Hele Epernay er på den anden ende. Masser af publikum langs ruten. Reklamebiler i hundredevis. Skolebørn med flag. Telte med underholdning. Gule førertrøjer og prikkede bjergtrøjer til salg og på et tidspunkt: whousshh!, så er feltet af cykelryttere passeret. Det var så det.
Klokken 11 er vi trukket ned i en stille sidegade, fordi vi forventer en opringning angående motoren.
Vi har kørt de stærkeste fransk-kompetencer i stilling. Anders og Kirsten er afmønstret Ronja for at rejse til Paris. Det var ikke meget de fik sejlet på de franske floder.
I stedet er nu Kirstens storebror Jørgen og hans kone Hanne på vej til Epernay for at påmønstre.
Hanne er skrap til fransk, men hendes vendinde, Vivi, er åbenbart endnu bedre, så vi ifår hende til at ringe til mekanikeren for at få klar besked om fremdriften i vores reparation. Hvornår ventes den afsluttet? Kan det fremskyndes mod ekstra betaling i weekenden? Kan det på nogen måde overhovedet fremskyndes?
Svaret er nedslående. Hverken lageret i Holland eller producenten i Tyskland er leveringsdygtige i et nyt kardan-led, så nu skal der sendes et led fra Malö-værftet i Sverige. Det kan først ske i næste uge på grund af Bastille-dagen 14. juli. Mekanikeren vil komme fredag formiddag og fotografere akslen og opmåle dimensionerne, så han kan bestille den defekte reservedel – på havnen kendt som ”la piece”.
Den nye reservedel vil blive monteret onsdag og monteringen vil vare halvanden time. Da mekanikeren ikke dukker op som aftalt fredag formiddag, burde vi nok allerede have anet uråd.
Suk. Vi går op til Bernard og betaler for den overnatning, vi skylder ham, og for fem ekstra overnatninger. Samlet set otte overnatninger i Épernay. Det er lang tid for en jordomsejler. Måske skal vi snart anskaffe os nogle potteplanter til fordækket som de andre flodbåde, som mest er fastliggere?
“An hour without champagne is an hour wasted” (Winston Churchill)
49° 2′ 09.6348” N 4° 01′ 1.56” E
10. juli, 2014
To mekanikere kommer klokken 10.30 og afmonterer det defekte kardan-led. De er flinke men har på forhånd afskrevet enhver form for kommunikation med disse ikke-fransk talende turister. ”Ring til chefen,” siger de.
Vi forærer havnekaptajn Bernard to flasker Bourgogne-vin som tak for indsatsen med at skaffe en mekaniker. Han bliver glad. ”Tres gentile”, ”Tres gentile”.
Epernay er champagnens hovedstad. Skulder ved skulder ligger det ene champagnefirma efter det andet langs byens eksklusive hovedgade, Avenue de Champagne – Moët et Chandon, De Castellane, Perrier-Jouët og Mercier. Det hele strutter af velstand. Firmaerne har til huse i gamle og nye paladser, med overdådige, knejsende, nyrenoverede facader. Mange lokker med rundvisninger eller prøvesmagninger.
Vi besøger Mercier, for her har Anders og Kirsten haft en fin oplevelse ved et tidligere besøg. Det er i sandhed imponerende. Alene Mercier har 30 meter nede i den kalkholdige undergrund gravet 18 kilometer lange gange og kældre til opbevaring af champagnen. Vi bliver transporteret rundt i gangene med et elektrisk tog og får forklaret, hvordan champagnen bliver til. Hvor længe den gærer, hvor ofte flaskerne drejes, hvordan affaldsstofferne bliver skilt fra, og hvordan flaskerne bliver proppet til på ny. Undervejs har kunstnere udsmykket væggene med relieffer. Det hele strutter af velstand.
På vej tilbage ad Avenue de Champagne passerer vi Pol Roger, som var Winston Churchills foretrukne mærke. ”In victory I deserve it, in defeat I need it,” sagde han. Samme Churchill er også citeret for at sige: ”Avenue de Champagne number 44 in Épernay is the world’s most drinkable address.” Og han skal også have sagt: ”An hour without champagne is an hour wasted.” Så kan et reklamebureau vist ikke ønske mere.
Ved aftensmaden på Ronja erindrede Anders endnu en af Churchills udødelige citater. Winston Churchill havde ved en middag fået en engelsk lady som borddame. Hun udbrød forarget: ”Jamen, de er jo beruset!” ”Ja,” svarede Churchill. ”Og de er grim. Men i morgen er jeg ædru.”
Hos Mercier møder vi Göran Arvedahl og hans to venner. Han nævner for os, at en af gasterne, Ingelill, kan noget fransk, og at hun gerne vil ringe til mekanikeren og stille de spørgsmål, vi ønsker. Det kommer der ikke så meget ud af. Kun at bestræbelserne nu går på at skaffe et nyt kardan-led fra Holland eller Tyskland. Vi kan få nærmere besked, hvis vi ringer til mekanikeren i morgen, fredag, ved 11-tiden.
Om aftenen er vi inviteret på kaffe og jordbær-tærte på ”Evanna III”, hvor Göran Arvedahl er vært. Hans to venner er henholdsvis pensionerede som lærer og trompetist. Selv er han pensioneret som administrerende direktør fra et svensk firma, som distribuerer tv-signaler for nordiske tv-stationer. Uddannet ingeniør. Tænkte vi det ikke nok.
Det bliver en interessant aften, hvor talen mest drejer sig om målet med livet, drømme, ambitioner og lejlighedsvis modgang.
Göran har for mange år siden læst Göran Schildts ”Ønskerejsen”, og den har lagret sig i hans baghoved, som noget han gerne selv vil realisere en dag. For et par år siden mistede han sine kone, en helt ubeskriveligt stor sorg, han blev pensioneret og tænkte, at nu kunne ambitionen om at følge Göran Schildt ikke længere realiseres. Men ét eller andet i ham insisterede.
Han gik i gang med at planlægge 14 uger i Göran Schildts kølvand. Han opsøgte båden, der er udstillet i Finland, han talte med Göran Schildts kone nummer to. Han anskaffede sig en førsteudgave af ”Ønskerejsen”. Efterhånden som han fortæller, bliver det klart for os, at gennemførelsen af Ønskerejsen II i høj grad er en terapeutisk behandling af hans egen sorg over at mistet sin kone. En manual ud af krisen, og stor respekt for det.
Han fortæller, hvordan han er træt, da han når England efter hård sejlads gennem Nordsøen. Han fortæller, hvordan han har været på nippet til at opgive. Men nu hvor ni uger er gennemført og fem uger resterer, er han mere end nogensinde opsat på, at gennemføre projektet.
Hvad så når du når Marseille? Så skal du vel videre til Italien, Kroatien og Det græske Øhav?
Nej, det mener Göran ikke, at han skal. Han kan godt lide tanken om, at alle muligheder ligger åbne for ham. Men når han når Marseille, er det på tide at vende hjem.
Endelig en mekaniker der vil påtage sig rollen
49° 2′ 19.6348” N 3° 56′ 1.56” E
9. juli, 2014
I dag skal vi have fundet en mekaniker. Er der noget, vi har brug for, så er det sikkerhed for, at vores motorproblem nærmer sig en løsning. Havnekaptajn Bernard er imidlertid forsvundet fra jordens overflade. Vi finder Bernards veninde, som på dramatisk fransk bedyrer, at det er en meget vanskelig opgave, Bernard er i gang med. ”Tres difficile”. Ingen har tid. Ingen ringer tilbage. ”Tres difficile”. Hun lader os forstå, at der ikke er meget håb.
Senere finder vi Bernard selv. Vi sidder på hans kontor, mens han ringer til yderligere tre mekanikere. Afslag på afslag på afslag. Ingen har tid. Vi viser ham et visitkort på en mekaniker, som vi fik af en slusevagt lige før Epernay. Bernard er skeptisk. Kender ikke mekanikeren. Tror ikke at han kan noget med både. Vi insisterer, og han ringer. Bingo! Mekanikeren kan være hos os 11.45. Vi giver high-fives til Bernard, udråber ham til vores helt og jubler over, at løsningen er nær.
Mekanikeren kommer. Han virker kompetent og mener, problemet er, at kardan-leddet på vores skrueaksel er kaput og enten skal repareres eller udskiftes. Han kan ikke et ord ud over fransk, men kommunikationen foregår på den måde, at han på sin mobiltelefon ringer en mand op, som hedder Bill, og som er englænder, forklarer sin diagnose, og derpå giver Per telefonen, så Bill kan forklare, hvad mekanikeren har sagt, og så Bill derefter kan oversætte Pers spørgsmål til mekanikeren.
Kardan-leddet vil blive afmonteret i morgen, torsdag. Om det kan repareres, eller om det skal udskiftes med et nyt, er uafklaret. Hvor længe øvelsen vil tage, svæver totalt i det uvisse.
Vi skifter besætning. Siger farvel til Henrik og Susanne. En halv time senere siger vi hej til Anders og Kirsten.
Udenfor trommer regnen. Det gør den halve døgn af gangen, og vi undrer os såre, hver gang vi hjemme fra Danmark får meldinger om både 28 grader og 31 graders varme. Selv har vi i snart en uge ikke været over 20. Er stærk varme ikke også noget overvurderet?
Sidst på dagen ankommer Göran og hans besætning i ”Evanna III”. Vi har fået naboer.
Ubehagelig lyd fra motorrummet. Er vi ved at tabe skruen?
45° 38′ 57.12” N 4° 47′ 40.5888” E
8. juli, 2014
Relativt tidligt op. Per løber sin første løbetur i et halvt år, og hoverer hæmningsløst ved at fortælle Henrik, at det faktisk føles virkeligt godt at starte dagen med en løbetur. Straks efter at Per er tilbage fra løbet, lægger Kirsten og Henrik båden fra land, og vi er på vej mod nye mål. Vi er enige om, at vi skal nå 75 kilometer på to dage, så Henrik og Susanne kan afmønstre i byen Epernay, hvor der er togforbindelse til Paris hver anden time. Den strækning kan vi enten bide over i to dage eller tage på én dag. Vi ender med at tage hele turen på én dag.
Vi er begyndt at høre en mislyd fra motoren. Med uregelmæssige mellemrum lyder der en ubehagelig dunken, som om skruen er i færd med at falde af eller noget andet er helt galt. Det er en lyd helt forskellig fra dieselmotorens ellers meget stabile rytme.
Vi prøver at fjerne lyden ved at ændre på motorens omdrejninger. Vi lukker brættet ned på toilettet. Vi stabiliserer alle emner på båden, som kan gå i svingninger. Vi ved egentlig godt, at det næppe er det. Men det føles godt at handle. Da vi åbner til motoren, kan vi høre, at det ikke er selve motoren, der er problemet. Motoren summer stabilt, som den skal.
Det må være noget eksternt. Skruen? Akslen? Mangel på stævnrørsfedt?
Vi sejler forsigtigt med skiftende omdrejninger for at finde et niveau, der fjerner motorens mislyd. Det lykkes ikke rigtigt. Faktisk er det svært at knytte mislyden til et bestemt omdrejnings-niveau. Den opstår, når vi kører på 2600 omdrejninger pr minut, og når vi kører 1600 omdrejninger. Hvad værre er: Mislyden bliver værre og værre for hver time, vi sejler.
Undervejs lægger vi ind til en bro. Lader motoren køle af og undersøger, hvad der kan være galt. Vi strammer vibrations-dæmperne. Vi kan se, at der er tabt fedt ved noget, der ligner kardan-leddet mellem den vandrette aksel fra motoren og den skrå aksel ned til skruen, og vi kan se, at harmonika-membranen, der omslutter kardan-leddet, er slidt i stykker. Måske er det her, fejlen skal findes?
Vi beslutter at sejle videre. Forsigtigt. Helst helt frem til Epernay. For Epernay er en relativt stor by (27.000 indbyggere). Vi tænker, at i en sådan by må der være en marine-mekaniker eller en lastvogns-mekaniker.
Vi nærmer os den eneste havn i Epernay, Nautique de Epernay. I vores Fluviacarte står, at havnen kun kan tage skibe med en dybgang mindre end 1.60 meter. Men vi lader os ikke slå ud. Måske har de uddybet havnen for nylig? Måske har de ikke målt rigtig? Måske er der alligevel plads til os?
Yes! Der er plads. Vi lægger os uden på en brite fra Norwich. Havnekaptajn Bernard tager imod med store armbevægelser og inviterer os på en velkomstdrink i havnens bar. Det er verdens mindste marina. Ti både højest. Snarere otte.
Alligevel fører havnekaptajn Bernard sig frem som om, han er chef for en marina med 800 både. Vi forklarer ham, at vi har et motorproblem, og han tilbyder øjeblikkelig at finde en mekaniker. Hans første opringning giver negativt resultat. Mekanikeren har masser af arbejde og har hverken tid eller lyst til at tage en ny opgave ind. Bernard siger, at han har bedt mekanikeren spørge blandt sine kollegaer, og at snart vil en af disse ringe tilbage og påtage sig opgaven.
Logbog: Dagens distance: 75 kilometer. Sluser: 6 stk. Sejltid: 8.00 til 17.00 = 9 timer. Vejr: Gråt, tørvejr så længe vi sejler. Regnen starter præcis, da vi ankommer til Epernay (og fortsætter så i øvrigt i 24 timer derefter).
Marne er en dejlig flod at sejle på. Naturen er vild og utæmmet
48° 57′ 22.3272” N 2° 53′ 18.4776” E
7. juli, 2014
Afgang fra Meaux klokken 8.00. Vi sejler først et smut på 300 meter ind til Meaux’s centrum for at købe baguettes og croissanter. Vi lægger til i den kommunale havn, der viser sig at være langt mere charmerende, indbydende og velholdt end den private. Så meget for det private initiativ.
Vi sejler videre og indtager morgenkaffen undervejs.
Marne er en dejlig flod at sejle på. Naturen er vild og utæmmet. Høje træer og tæt krat omkranser floden. Nu vrimler det med hejrer. Kun lejlighedsvis bliver naturen brudt af små landsbyer, der oftest ligger lidt tilbagetrukket fra floden, som om vandet er noget, man bør frygte. Det er som om, franskmændene vender ”ryggen til” deres vandveje.
Hvor hollænderne hylder vandet med åbne arme, bygger huse tæt på vandet, trimmer deres haver og anlægger deres bådebroer, så de fremstår som en hyldest til den nære samhørighed mellem vand og land, så holder franskmændene respektfuldt afstand.
Vi holder en marchhastighed på seks knob, og som noget nyt stifter vi bekendtskab med automatiske sluser, som vi selv skal betjene med en remote-kontrol, vi får udleveret af en slusemester.
Slusemesteren forklarer på rablende fransk, hvordan vi betjener sluserne. Henrik og jeg fatter kun en brøkdel af hans ordstrøm. Noget med at trykke på den blå knap. Men kun én gang. Og først når vi er lige ud for ventebroerne forud for sluserne. Resten forstod vi ikke et suk af.
Fedt! Ny styrer vi selv sluserne. Ved næste sluse skal det afprøves. Vi trykker. Intet sker. Sejler tilbage til ventebroen. Trykker igen på den blå knap. Denne gang peger vi remote-kontrollen direkte mod slusen, og så virker det. Et ekstra hvidt lys tændes ved siden af det røde, som tegn på, at der er kontakt, og vi kan se, at slusen begynder at tømme vand ud, og lidt senere åbner sluseportene sig.
Da vi kommer ind i slusen, ved vi ikke helt, hvad vi skal gøre. Vi gør båden fast. Venter lidt for at se, om sluseportene lukker sig og vandet begynder at fosse ind. Intet sker. Vi trykker igen på den blå knap. Først én gang. Så endnu en gang i lidt længere tid. Der sker stadig ingenting. Per kravler op på slusen og får kontakt med en slusevagt via et kaldeanlæg.
”Parles vous Anglais”? No. Ikke overhovedet.
Per forklarer på gebrokkent fransk, hvad vores problem er. Manden svarer på hurtigt-flydende fransk. Ikke forstået. Derefter bliver kommunikationen afbrudt. Vi trykker lidt mere på remoten men beslutter, at kalde-anlægget er vores bedste livline. Denne gang forstår vi ét ord, ”arrive” – en eller anden vil komme. Og ganske rigtigt. Kort efter springer en mand fra VNF ind i det gamle slusehus og sætter slusen i gang. Et venligt vink men ingen forklaring.
Først i næste sluse får vi forklaret, at det slet ikke er remoten, der styrer, om sluseportene lukker efter os, og om vandet fosser ind, men derimod et blåt rør inde i slusen, som vi skal hive op i, så maskineriet starter mekanisk. Hvem kunne vide det? Vi får en elektronisk remote i hånden, og alligevel er det en fysisk, mekanisk kraft, der starter slusningen. De er skøre, de franskmænd.
Herefter går det strygende med at passere sluserne.
Vi lægger Ronja ind til en landlig ponton-bro ud for en landsby ved navn Charly. Vinmarker omgiver os sammen med franskmænd med fiskestænger. Ingen wifi. Ingen vand. Ingen el. Ingen toiletter. Kun en bro og en dyb landlig stilhed.
Susanne fungerer perfekt som smørrebrødsjomfru. Hun er oprindelig uddannet som sådan, og da hun ikke mener sig egnet til matros-arbejde, så tager hun sig løbende af kaffebrygning og sandwich-fremstilling i det, hun kalder køkkenet. Vi lever som admiraler.
Log-bog: Dagens distance: 70 kilometer. Sejlet tid: 8.00 til 16.30 = 8 ½ time. Sluser 6 stk. Vejr: Lidt sol, mest skyet. Først ved dagens slutning regn.
En smuk tur ud af Paris
48° 51′ 8.3376” N 2° 22′ 4.6992” E
6. juli, 2014
Vi sejler fra Port Arsenal klokken 10.10 i jævnt silende regnvejr og iført sejlertøj fra top til tå. Fransk sommer? Hm, det ligner de indeblæste og regntunge somre i Kalvehave og Præstø, som vi netop er søgt bort fra.
Vi sejler ud gennem havnens sluse sammen med Göran Arvedahl fra Stockholm og hans to nye gaster, som skal samme vej som os. Han sejler i Evanna III, en Halberg Rassy 34 med en dybgang på kun 1.65 meter, hvor vi stikker 1.75. Vi bliver enige med ham om, at han sejler først, lige som pingvinerne på Antarktis, hvor de ældre pingviner sender de unge pingviner først ned i vandet for at dykke efter mad. Hvis de ikke kommer op igen, ved de ældre, at der er farligt.
Han er noget ældre end os, har afsat 14 uger til sin rejse fra Stockholm gennem Götakanalen, Kattegat, Limfjorden, Nordsøen, Den engelske Kanal og via de franske floder og kanaler ned til Marseille. Han sejler i Göran Schildts kølvand og følger så præcist som muligt den rute, som den finske kunsthistoriker beskrev i sin bog fra 1947, ”Ønskerejsen”, da han sammen med sin hustru og en ven sejlede skibet Daphne fra Stockholm til Marseille.
Göran Arvedahl kalder sin rejse for ”Ønskerejsen II” og har oprettet en blog med det navn.
Det bliver en smuk tur ud af Paris. Meget smukkere end indsejlingen fra Poissy-sous-Carriere til Paris, der var præget af nedslidte industrikvarterer og pensionerede flodbåde i forfald. Her er flere grønne områder, campingpladser, parker og private haver, der udnytter nærheden til floden. Vi ser mange hejrer og en del fritidsfiskere men møder kun få andre sejlere. Enkelte flodbåde. Det samlede antal fritidsbåde kan tælles på mindre end to hænder.
Vi slår følge med Göran. Men da hans to urutinerede gaster kikser fastgøringen af Evanna III i en sluse, så hans hæk svinger faretruende hurtigt ud i bassinet med kurs mod vores stævn, foretrækker vi derefter at sejle forud for ham, idet vi dog følges ind i sluserne og venter på hinanden.
Som noget nyt passerer vi to tunneller, Saint-Maur og Chalifert, på henholdsvis 597 og 294 meter. Meget anderledes. Lidt som baljebanen i Tivoli.
Om aftenen går vi til ro i byen Meaux – 48.000 indbyggere og i egen selvopfattelse Brie-ostens hovedstad. Byen praler med både en kommunal og en privat havn. Den private har ifølge vores Fluviacarte flest faciliteter, så vi vælger den. Den ser ikke ud af noget særligt, og det viser sig da også, at havnen er gået konkurs og området lukket af med hegn og låste porte. Da vi vil en tur i byen, er det komplet umuligt at forlade havneområdet.
Log-bog: Dagens distance: 49 km. Sejlet tid: 10.10 til 17.00 = 7 timer. Sluser: 9 stk. Vejr: Heldagsregn men lunt og ok
Ruten må lægges om. Kanalsystemet mangler vand
48° 51′ 8.3376” N 2° 22′ 4.6992” E
5. juli, 2014
Vi ligger i Port Arsenal. I hjertet af Paris. Vi føler nærmest, at vi er fortøjet til Bastille-pladsen. Ekstra Dannebrogs-flag af papir pryder Ronja. Per har fødselsdag.
Henrik og Susanne går på opdagelse i Paris. Kirsten og Per bruger første halvdel af dagen på at checke vanddybderne på den videre vej ned mod Middelhavet. Folk bliver ved med at sige til os, at de ikke tror, vi kan komme igennem med en dybgang på 1.75 meter, så vi researcher på de franske vandmyndigheders, VNF’s, hjemmeside, vi banker på hos andre sejlbåds-sejlere i havnen (ud over os er der kun to, de øvrige 110 er motorbåde), og vi får havnekaptajnen til at ringe til sluseposter langs Briare-kanalen.
Det viser sig, at der er et problem. Briare-kanalen kan ikke leve op til minimums-dybden på 1.80 meter. Der er kommet for lidt vand fra Alperne i år. Der mangler 10-20 centimeter, nogle steder mere. Det er et no-go.
Vi køber nye kort på havnekontoret og planlægger en ny og mere nordlig rute ad Marne-floden og to kanaler, Canal lateral de Marne samt Canal entre Champagne et Bourgogne. Alene navnet på sidstnævnte kanal gør det lettere at sluge, at en hel vinters forberedelse på én bestemt rute med et fingerknips er ændret totalt.
Improvisation kræver grundig forberedelse.
At anduve Paris om aftenen er en kæmpe oplevelse
48° 58′ 49.8324” N 2° 2′ 12.2208” E
4. juli, 2014
Vi sejler fra Poissy-sous-Carriere ved frokosttid. Henrik og Per har købt stort ind. Kæmpestort. To fyldte hypermarkeds-indkøbsvogne. 24 flasker vand á halvanden liter, øl, vin, affaldsposer, engangs-service og fødevarer til mange dage. Imens gør Susanne og Kirsten båden klar og skræmmer en million edderkopper væk fra dæk og cockpit. Vi fylder diesel på tanken, betaler havnekaptajnen, siger farvel til ham og sønnen med tak for god pasning af Ronja gennem vinteren.
250 euro ekstra for olie, oliefiltre, opladning af batterier. Nå ja, det havde kostet mindst det samme i Danmark.
Havnens ukronede konge, Hans, får en ny håndfuld dåseøl og et kram fra Kirsten. Han ligner en lykkelig mand.
Turen til Paris er ok. Vi kender ruten ud og ind. For Susanne og Henrik er det en oplevelse at prøve sluser for første gang og ikke mindst at se Paris fra søsiden. Det sidste – at anduve Paris fra søsiden en fredag aften – er en kæmpe oplevelse for os alle.
Frankrig har lige tabt til Tyskland ved VM i Brasilien. Men det præger ikke synligt pariserne, da vi sejler de sidste kilometer frem mod vores bestemmelsested, Port Arsenal. Der er fest langs Seinens kajkanter. Tusindevis af unge sidder i grupper, ryger, drikker, spiser, hygger sig, hører musik eller danser på særlige dansepladser. Det er en smuk oplevelse at sejle ind gennem Paris så sent på dagen. Festskibe. Feriestemning. Fyldte restauranter. Festklædte franskmænd. Fantastisk.
Logbog: Dagens distance: 80 kilometer. Sejlet tid 12.30 til 21.30 = 9 timer. Sluser 4 stk. Vejr: Tungt og varmt.
Låst ude fra vores egen båd
48° 58′ 49.8324” N 2° 2′ 12.2208” E
3. juli, 2014
Pokkers! Pokkers! Pokkers! Her har vi kørt 1220 kilometer siden klokken 5.00 i morges for at nå frem til havnen i Poissy-sous-Carriere inden klokken 21.00 – fordi havnekaptajnen har lovet os, at hvis vi er fremme inden 21.00, så vil han være på havnen, så vi kan få nøglen til Ronja.
Klokken er kun 20.00. Vi står og banker på hans dør. Låst. Han er taget hjem. Kun han har nøglen til Ronja. Pokkers!
Vi finder havnens alternative chef, kong Hans, der fra sin motorbåd holder øje med alle, der kommer og går i havnen. Han er lidt sær og lever alene på sin båd året rundt. Vi kender ham fra sidste sommer, hvor vi straks blev råbt an fra hans båd: ”Nej, I kan ikke ligge der, kan I komme væk! Og I kan heller ikke ligge der”.
Vi smeltede hans hjerte med sommerens overskudslager af øl og sodavand, som vi forærede ham, inden vi rejste hjem til Danmark og bad ham holde særligt øje med Ronja gennem vinteren.
Kong Hans blev rørt ved gensynet. Han forsikrede os med tegnsprog – pegede først på sine øjne og derefter på Ronja – at han havde holdt skarpt øje med vores båd, og at Ronja havde det godt. Han er stort set umulig at kommunikere med, men han forstår alligevel vores problem og påtager sig straks at finde nogen, der ved, hvor havnekaptajnen er.
Kaptajnen himself er taget hjem. Kong Hans forsikrer os, at kaptajnens søn vil komme til havnen om tyve minutter og finde nøglerne til os.
Alt er godt.