Sådan forhandler man en pris opad
44° 3′ 11.1852” N 9° 50′ 18.3372” E
“Han siger, det koster fem euro!” Skippers kone står i stævnen og taler med havnefogeden.
Vi er netop gledet ind på en ledig plads ved Pontile Ignazio – en simpel pontonbro, el og vand på broen, men overhovedet ingen toilet- og badefaciliteter. Vi er pænt uden for højsæsonen, så fem euro lyder fair. Alligevel: Dette er Italien.
Fem euro?
Efter 10 timers sejlads fra Genova i modvind og med pænt store bølger søgte vi nattely i Portovenere, en perle af en havn mellem Cinque Terre og La Spezia. En opringning forud for anløbet, kvalte dog den plan. ”Beklager, vi har en sejler-regatta, havnen er fyldt”.
I stedet finder vi så denne simple pontonbro lidt nord for Portovenere. Skippers kone er ikke skrap til italiensk. Havnemesteren er slet ikke skrap til engelsk.
”Nu siger han, at det koster 14 euro,” råber hun.
14 euro? Ikke 15 euro? Skippers kone kommer farende ned i cockpittet for at hente lige penge, ivrig efter at slå til på dette stadig uhørt billige tilbud. Havnefogeden har i mellemtiden fundet sin mobiltelefon, og på den skriver han den virkelige pris: 50 euro.
Så kender vi Italien igen. 50 euro for ingenting.
Portovenere er hyggelig, historisk og pittoresk. Den ene halvdel af befolkningen lever af at lave mad til turister. Den anden halvdel sælger lokale turist-klenodier.
For pokker hvor er her smukt. Kirke, fort og fæstningsværker mejslet naturligt ind i klipperne. Portoveneres beliggenhed er enestående.
Hjemme på Ronja har vi eksklusiv udsigt til hele herligheden. Livet er skønt. Og skipper har en dejlig kone, der mestrer den sjældne kunst at forhandle en pris op.
Fantastic view
Genova vinder ikke ved første blik
44° 24′ 39.06” N 8° 55′ 24.5352” E
Kurs Genova. Fulde sejl. Fantastisk sejlads. Genova er kæmpe stor. Man drejer ind i havnen og sejler og sejler og sejler og havnen bliver bare ved. Færgelejer, containerhavne, lystbåde. Den her havn er megastor.
Vi bliver modtaget som den hjemvendte søn. ”Ahh, Ronja”, siger de, da vi kalder havnekontoret på forhånd og fortæller, at vi er på vej.” ”Ahh, mister Westergaard”, siger de, da vi træder ind på havnekontoret. Vi har allerede for et par måneder siden aftalt med havnekontoret i Genova, at Ronja skal have vinterplads fra 1. oktober til sidst i marts, så vi har skrevet sammen og aftalt pris og vilkår gennem talrige mails forud.
Genova er ikke nogen smuk by. Det er en rå by, som vender sin fattigdom og sine mest slidte bygninger ud mod havnen. Her er ingen slikkede facader med upscale restauranter. Her er halalslagtere, souvenir-butikker, øl-barer, tvivlsomme elektronikbutikker plus et virvar af gadehandlere, som sælger paraplyer, selfie-stænger og kopier af Gucci-tasker og Rolex-ure.
Havnebefolkningen har et iøjnefaldende stort islæt af indvandrere fra Afrika. Selve kvarteret er et komplekst netværk af gyder, smalle gader med fem-etages bygninger på hver side, hvor solen aldrig når ned i gadeplan. Slidt. Skummelt. Prostituerede på gadehjørnerne. Affaldet flyder. Utrygt efter mørkets frembrud.
Det betyder imidlertid ikke, at byen ikke har smukke bygninger. Ind i mellem ligger de mest fantastiske og flot renoverede paladser og katedraler.
Sant Lorenzo Kirken er meget smuk
Det er en by, der skal arbejdes med. Først når du trænger dybt ind i byen, finder du skønheden, charmen og nuancerne.
Ronja har haft vinterhavn i Marina Porto Alto i næsten seks måneder og hver gang, vi gæster Genova, vinder byen øget respekt.
Når vi en dag uforvarende vandrer i en suspekt tunnel for biler, støder vi midtvejs ind i en elevator, tager den op og finder pludselig os selv på en vidunderlig plads med taghaver og storslået udsigt over Genovas havneområde.
Når vi leder efter ægte italiensk køkken, så er der masser af gode bud. Taverna Di Colombo er lille, god og billig. Værten spiller jazz og Leonard Cohen og serverer en himmelsk minestronesuppe.
I Genova mødte vi også spændende og søde mennesker fra den britiske yacht ”Red Rooster” – Derek og Claire – som har valgt at gå ”all in” på sejlads i Middelhavet. De har afhændet boligen i London, sagt farvel til gode jobs og har nu tilbragt to år på fuld tid ombord på ”Red Rooster”. https://www.sailingredrooster.com/form__map
Vi har mødt dem tidligere på sejladsen, og det var skønt gense dem i Genova. Første aften inviterede de os over på ”Red Rooster” til øl, chips og erfaringsudveksling, sådan søfolk til søfolk. Næste aften var de på besøg hos os og her fortsatte erfaringsudvekslingen om sejlads og i særdeleshed overvejelsen om, hvorvidt en ny båd ville opfylde drømmen om ”den perfekte båd”, eller om i virkeligheden små ændringer på egen båd kunne være lige så gode som drømmen om en dyr, ny båd.
Interessant i øvrigt at Claire i sit civile liv havde været skoleleder i England, ligesom Kirsten i DK. Begge har for meget nylig forladt et skolelederjob. Kirsten i begyndelsen af 60’erne. Claire i slut 30’erne.
Nu er det april. En ny sæson står for døren. Vi rengør båden, vi får en dykker til nødtørftigt at rense skruen, kølevandsindtaget og bovpropellen. ”Mamma mia,” siger han, dan han har været nede under Ronja med børste og skraber. Seks måneder i vinterhavn sætter sine spor.
Nyt forsejl og nyt storsejl. Yehh!
Vi hejser vores spritnye sejl fra North Sails og sætter kurs mod nye eventyr.
Varazze – dyr og småkedelig
44° 21′ 14.5584” N 8° 34′ 6.5028” E
September 28, 2016
Vi er i Varazze. Checket havn. Eksklusiv havn. Her er prisen 67 € for en nat. Havnen er omkranset af moderne bygninger med restauranter, skibsmæglere, modebutikker og maritimt luksuslegetøj.
Byen ligner Loano med en lang strand opdelt i private småstykker med udlejning af solsenge og så en meget lang indkøbsgade i næste geled parallelt med stranden.
Byen virker slidt. Havnens wifi virker ikke, og som helhed kan Varazze slet ikke matche Loanos livgivende charme og umiddelbarhed. Vi sejler videre næste morgen.
Varazze set fra havet. Smuk ser den ud. Men vælg hellere Loano
Skønt at blive overrasket af det uventede. Loano er pragtfuld
44° 7′ 58.8792” N 8° 16′ 1.7724” E
September 25, 2016
Vi sætter kurs mod Finale Liguria. Vores britiske venner, Derek og Claire, har researchet sig til, at i den by kan du få en bådplads til ”bare” 48 €. Men da vi efter at have banket for motor frontalt op imod 11 sekundmeter vind, bliver vi enige om, at det er for træls og hårdt. Vi søger havn tidligere.
Først kalder vi byen Alassi0 på VHF’en kanal 9. Men de har regatta, så havnen er proppet. I stedet vælger vi den næste havn, Loano, og den havn ved vi på forhånd intet overhovedet om. Den er ikke omtalt i nogen af vores guide-bøger.
Loano bliver et fortryllende bekendtskab. Det er en folkelig by. Fuld af liv. Det er åbenlyst her, italienerne selv tager på badeferie, og der er gang i byen fra tidlig morgen med legepladser, markedspladser, caféer og stribevis af private strandlodder.
Havnen er nybygget. Stort anlagt. Flot tænkt. Visionært. Midtermolen er opført i næsten overdreven maritim stil – som et kæmpeskib – med havnekontorer, restauranter, toiletter, butikker og erhvervskontorer. Toiletforholdene er de bedste, vi nogensinde har oplevet – private bruserum hver med håndvask, toilet og bidet. First class. Intet mindre.
Ikke alle havnens lejemål er udlejet. Der er et stykke vej, før havnen får indfriet sine forretningsmæssige ambitioner, og det er muligvis også forklaringen på de priser, vi bliver mødt med, for en overnatning i havnen. En overnatning koster 52 €. ”Fedt”, tænker vi. Det er da billigere end i Sanremo. Men så smider de jokeren: Du kan få tre nætter for to nætters pris.
Hallo! Tre nætter for 104 €. Det er 34,5 € pr nat. Vi er tilbage ved de franske priser?
Loano er en by uden enkeltstående seværdigheder, men byen er en charmerende seværdighed i sig selv, for den giver et indblik i, hvordan den almindelige og – undskyld udtrykket – jævne italiener lever, slapper af og holder ferie. Og hvordan en by fungerer, når den ikke endnu som franske og danske byer er blevet overtaget af de store butikskæder.
Butikslivet er, som vi andre kendte det årtier tilbage, baseret på små specialforretninger. Slagteren sælger også vand og vin. Butikken med frisk pasta sælger også færdigretter. Baren sælger vin ud af huset. Og bageren er leveringsdygtig i pizzaer og focacie-sandwich.
Det er et zig-zag løb at købe ind, det tager nemt et par timer. Skippers kone synes, det er charmerende og helt utroligt fantastisk.
Loano er ægte ferie på italiensk. Strandparasoller, sejlbåde og fest i gaderne
Kærlighed ved første blik i Sanremo
43° 49′ 6.1788” N 7° 47′ 16.2168” E
September 22., 2016
Det store samtaleemne blandt sejlere, der ankommer fra Frankrig til italienske Sanremo, er de ublu høje havnepriser. ”Horribelt! Det er dobbelt så dyrt at ligge i havn i Italien som i Frankrig! Det havde vi ikke ventet,” lyder det fra Derek Williams i nabobåden, Red Rooster, fra England. Han og hustru Claire går på jagt efter et alternativ og finder en uautoriseret plads uden vand og el i Sanremos gamle, kommunale havn. Her ligger de gratis i to dage.
Det er lidt af en overraskelse at bevæge sig fra Frankrig og ind i Italien.
Gennem måneder har vi vænnet os til et fransk prisniveau, som groft sagt er 31-35 € for en nat i alle de store byers gamle havne, når det gælder en 11 meter lang og 3,5 meter bred sejlbåd. Kun få gange har prisen været højere i St. Tropez og på Poquerolles.
Så det virker vildt, at prisen i den første italienske by, vi løber ind i, er 66 € for en havneplads, der er ringere, end mange franske. Der er længere til bad og toilet. Larm på kajen om aftenen. Længere fra butikker. Totalt ubrugeligt wifi.
66 €! For hvad?
Selv vælger vi alligevel at blive to dage i Sanremos nye havn, Porto Sole, og opdager på de to dage, at Sanremo er en virkeligt fascinerende by.
Byen blander fortids storhed og rigdom med moderne butikker, og alligevel får vi ude i sidegaderne en fornemmelse af, at her har tiden stået stille i et nogle årtier. Du køber mælk og ost i noget, der ligner 60’ernes ismejeri i Danmark, og der er i det hele taget mange flere små specialbutikker, end vi er vant til hjemmefra.
En nedlagt jernbane langs kysten er omdannet til 24 kilometer smuk cykelsti. Vi tramper i pedalerne på vores sejlercykler og har en pragtfuld tur ud og tilbage.
Da vi efter cykelturen er tilbage i byen, sætter vi os ind på en stor café og gør os betragtninger om italienere versus franskmænd. Det virker som om, italienerne er gladere, mere uhøjtidelige og mere åbne end franskmændene. Fordomme? Måske. Men det er ikke desto mindre en fest at være på café i Sanremo. Der råbes og grines og skåles og klaskes på skuldrene, og på de yderste rækker i caféen sidder de gamle og iagttager løjerne med en kop kaffe, der skal vare en halv dag.
Det kan godt være, at havnepengene er højere i Italien, men vores indtryk er, at mad og drikkevarer i et supermarked eller på en restaurant samtidig er en hel del billigere end i Frankrig. Vi vurderer faktisk, at de forbløffende høje havnepenge vejes op af billige mad og drikkevarer. Så vi falder til ro over diskussionen om havnepriser. Hvis der er efterspørgsel efter havnepladser til 66 €, så er det vel prisen. Og så må vi indrette os efter det.
For os er Italien kærlighed ved første blik.
Sanremo er en by, hvor man sagtens kan bruge mere end de to dag, vi havde mulighed for at afsætte
Sjovt at kigge indenfor i Monaco men fri os for at bo der
43° 44′ 13.0308” N 7° 25′ 42.2004” E
September 20. – 2016
Hvad gør man, når 40.000 indbyggere og et masse turister skal bo på kun 197 hektarer? Man stabler dem. Man sørger for, at der i flere kælderetager er gennemkørselsveje og parkeringspladser. Man sørger for, at der over kælderetagerne er flere etager med indkøbsgader, og at der i de øverste 20-30 etager er boliger.
Det kræver planlægning, og det er de helt åbenlyst gode til i Monaco. Lidt som i Hongkong. I Monaco har de blot endnu flere Ferrarier i gaderne og endnu flere marmorfliser på fortovene.
Vi valgte at ignorere lilleputstaten, da vi passerede den under vores fransk-italienske odysée. Et par dage senere tog vi dog et smugkig på fyrstedømmet, da vi var på vandretur fra Menton.
Det er sjovt at besøge Monaco. Men det bliver aldrig et foretrukket mål for os. Allerede når du ser Monacos havn, får du samme fornemmelse som i St. Tropez – at alt handler om facade, alt handler om at fremstå så prangende som muligt, alt handler om at lefle for dem med flest penge. Alt i havnen er indrettet efter at tilgodese kun multimillionær-yachter.
Det er der intet forkert i. Monaco sender et signal om, hvordan havnen ønsker at blive oplevet. Det er der givet mange, der kan lide. Vi kan ikke.
Monaco set fra havet. Europas Manhattan siger nogle. Nå ja, nok ikke helt
Smart i Monaco. Mennesket øver sig i at gå på vandet….
… det er som bekendt ikke let. Hovmod står for fald 🙂
Monaco er set fra havet en blanding af nyt og gammelt
Den gyldne hovedstad i citron-land
43° 46′ 33.9024” N 7° 30′ 39.3444” E
September 19, 2016.
Den unge ekspedient i citron-butikken er virkelig vred, da han belærer en russisk turist om, at han ikke må bruge samme plastic-gaffel til at tage smagsprøver af flere forskellige citron-marmelader. ”De skal tage én smagsprøve med én gaffel. Derefter skal De tage en ny gaffel, hvis de vil smage et af de andre glas med marmelade,” forklarer ekspedienten på engelsk. Det preller af på turisten, som fortsætter sin tur gennem smagsprøverne, mens ekspedienten bliver mere og mere irriteret.
Vi er i Menton – byen, som gør citronen til sit kendetegn med årlig citronfestival og butikker med alt i citronsmag: Parfumer, spiritus, sæber, olier, vinaigre og marmelader.
Menton er en babylonsk banegård af kulturer og nationaliteter, der lever sammen og lejlighedsvist – som i citron-butikken – støder sammen. Byen er formelt fransk, men med kun halvanden kilometer til den italienske grænse er den lige så meget italiensk.
Flere både i havnen fører både fransk og italiensk flag, og i gadernes lydbillede blander britisk, tysk, russisk, belgisk, hollandsk og skandinavisk sig iørefaldende med fransk og italiensk. Menton tiltrækker alle, der elsker et mildt klima hele året rundt. De bosætter sig. De gæster byen. De smager. De nyder.
Menton er en slags mini-Nice. En gammel bydel i den ene ende og i den anden ende en kilometerlang strandpromenade, der strækker sig mod vest. Restauranter, hoteller, ejerlejligheder, solsenge, markedsplads, strande og ferskvandsbrusere. Alle ønsker del i det solrige hjemsted for citronen og dets multikulturelle leben.
Menton er sig selv og har sin egen charme med kasino, natklubber, kirkegårde med byens mest udsøgte udsigt samt et par kunstmuseer. I forhold til Nice mangler den lidt vingesus, når det gælder historie, kunst og arkitektur. Jean Cocteau, som i 2011 fik sit eget kunstmuseum på havnen i Menton, da en kunstsamler, Séverin Wunderman, forærede 1500 værker til byen, kan ikke måle sig med Chagall- og Matisse-museerne i Nice.
Det multikulturelle ved Menton viser sig også, da vi anduver først Menton Vielle Port og dagen efter Menton Garavan. Vi kalder på VHF kanal 9 og spørger forhåbningsfuldt: ”Parlez vous anglais?”
”No, mais nous parlons francais et italien…”
Fedt. Endelig er vi i et tosproget område. Blot ærgerligt, at det ene sprog mestrer vi ikke særlig godt, og det andet kan vi slet ikke.
Det tager to timer at vandre fra Menton til Monaco. Turen er fantastisk
Mentons to kirkegårde er placeret øverst på hver sit bjerg med udsigt over havet. Et smukt sted at være død
Sejlertip: Hvis du er i Menton – eller Monaco – så snyd ikke dig selv for den betagende vandretur rundt Cap Martin mellem Menton og Monaco. Turen tager et par timer og kræver en stor flaske vand hver vej. Men timer og vand er givet fantastisk ud.
Endnu et tip: Glem folde-ud cyklen i skibsbænken! Trafik og højdeforskelle gør cykling til en tvivlsom og farlig fornøjelse. Kun aldrende mænd i tricot på racercykler trodser sydfrankrigs cyklist-fjendtlige miljø.
I skyggen af et attentat: Nice er fascinerende – ”Je suis Nice”
43° 41′ 37.2156” N 7° 17′ 17.0772” E
29. juli, 2016
Nice: Kun når man er fire år som vores barnebarn, Nellie, kan man i Nice – to uger efter det forfærdende attentat 14. juli – spørge, om dette er et sted, hvor man køber bamser og blomster.
Mindestedet efter de 84 tilfældige mennesker, der blev mejet ned af en åndsformørket ISIL-terrorist i en tung lastbil på Bastille-dagen i Nice, er for os, der er ældre end fire år dybt, dybt, dybt ind i hjertet gribende og knugende.
Blomster, bamser, fyrfadslys, digte, mindeord i overvældende mængder fremprovokerer en indædt lyst til at stå bag franskmændene og fortælle dem, at deres sorg er vores, at vi er fælles med dem i deres opgør mod terror.
”Je suis Nice”.
Nice er en fortryllende by. Kosmopolitisk. Rig. Varieret. Energisk. Præget af kunst, kultur og arkitektur fra dengang, det europæiske aristokrati satte hinanden stævne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Her er flere flotte bygninger, flere museer, flere legepladser og mere liv i gaderne end i nogen anden by langs den franske Middelhavs-kyst.
Lige netop i år, sommeren 2016, er det imidlertid svært, at gøre andet end at lade billederne fra mindesmærket efter den fatale Bastille-dag tale.
-
- 8-årig: De mennesker er ikke venlige. De har ikke retten
-
- Terroraktionen strakte sig over et par kilometer af strand-promenaden.
-
- Bamser,blomster og mindesmærke
-
- Et lille udsnit af mindestedet efter terroraktionen 14. juli.
Også på selve promenaden bliver der lagt blomster, mindeord og tøjbamser
Fakta: Efter at have dvælet ved mindet om ofrene fra 14. juli-attentatet følger her nogle faktuelle sejlerinformationer: Nice er en relativt billig havn: 30 € pr nat. Lidt billigere end Cannes: 34 € pr nat.
Vores erfaring er, at hvis du i de store byer søger ind i de gamle havne – Vieux Ports – så er det prisen. Prisen stiger, når du går ind i mindre havne, som Marina Baie des Anges mellem Nice og Antibes. Her giver du 48 € pr nat uden overhovedet at få mere for pengene.
Derfor: Gå efter Vieux Ports, når du har behov for at opsøge en havn med indkøbsmuligheder, sanitære faciliteter og kulturtilbud ud over det, du kan få på gratis ankringspladser i bugterne.
Ronja spiser kirsebær med de store. Bemærk at nu parkerer vi båden, som vi vil. Stævnen ind først – uanset hvad franskmændene gør og synes
-
- men der er andre museer i Nice, som også er et besøg værd. Her er en Picasso fanget på det gamle Museé des Beaux Art
-
- Chagall museet er fantastisk. Gå ikke glip af det
Tag aldrig et nej for et nej – når det gælder havnepladser
43° 35′ 2.1804” N 7° 7′ 41.7288” E
26.juli 2016
Antibes er en dejlig by. Overskuelig – med strande, gode museer, restauranter og et umiskendeligt maritimt præg
Antibes: Kvinden bag skranken svarer hovedrystende: ”I må forstå, at det, i spørger om, kan ikke komme på tale. Vi lejer ikke bådpladser ud på måneds- kontrakter i juli og august. Vi lejer ud for én dag ad gangen, højest to dage, og så kan I komme og spørge, om I kan leje en dag mere. Sådan er reglerne.”
Kvinden bag skranken har en mimik, der lader os forstå, at vores forespørgsel tager prisen som månedens mest tåbelige.
”Det er jo ikke havnens pladser. Det er de enkelte ejeres. Vi kan ikke vide, hvornår ejeren kommer tilbage og skal bruge pladsen selv.”
Kvinden sidder bag skranken på havnekontoret i Port Vauban, Antibes’ kæmpe-havn, der efter sigende er Europas største marina med mere end 1700 bådpladser, herunder en milliardær-kaj for de lystsejlere, der ikke kan nøjes med to eller seks ansatte besætningsmedlemmer, men som har 40 eller i et enkelt tilfælde 60 besætningsmedlemmer.
Vi havde spurgt kvinden, om vi kunne få en plads til vores sejlbåd Ronja i en måned eller mere, mens vi var hjemme i Danmark. Det kunne vi åbenbart ikke. Der er regler. Og hvor var vi henne, hvis ikke regler bliver fulgt?
Vi forlader havnekontoret slukørede. Vi tænker, vi igen er stødt ind i den der franske arrogance, hvor visse embedsmænd har et større behov for at vise, hvem der bestemmer, end de har interesse i at finde en løsning med kunden.
Ikke desto mindre: Vi SKAL vi til Danmark den 2. eller 3. august, og vi KAN tidligst være tilbage i Sydfrankrig den 12. september. Problemet skal løses.
Vi sætter os på stamcafeen, Felix, som har en acceptabel wifi og en hæderlig hvidvin, og så sender vi en byge af mails til havne og værfter langs Rivieraen – fra Cannes i vest til Menton i øst.
Vi vil helst have Ronja til at ligge i vandet fra 2. august til 12. september. Men vi er desperate nok til at lave en samlet aftale for hele vinteren, herunder at få båden taget på land, hvis havnene i øjeblikket ikke har plads i vandet.
De hurtigste svar får vi fra dem, vi opsøger personligt. Tre værfter/bådværksteder i Antibes har hver især en kran stor nok til at løfte Ronja op af vandet. Alle tre er virkeligt imødekommende over for vores problem. En enkelt siger dog lige ud, at de kan tjene flere penge på at udnytte deres havneområde til klargøre af både end til at have vores Ronja stående i vinterhi. Fair nok.
Et andet bådværksted tilbyder at tage Ronja på land og opmagasinere hende i et hjørne af deres havneområde frem til april, otte måneder, for 52.000 kroner. Et værft tilbyder at hive Ronja på land, tage masten af hende og transportere hende ind i landet, hvor de har en oplagringsplads. Pris: 57.000 kroner.
De må have spist søm. På de vilkår skal vi ikke have Ronja på land.
Så begynder svarene at tikke ind på mail. De mest professionelle er de fire havne, der indgår i fællesskabet Riviera Ports – Cannes, Nice, Golfe-Juan og Villefrance. De kvitterer straks med en standardmail om, at de har modtaget min mail, og at de vil svare på spørgsmålet indenfor 48 timer.
Det gør tre af dem. Nice tilbyder at dække en del af perioden. Cannes og Villefrance melder pas men sætter os på venteliste. Golfe-Juan hører vi ikke fra. Det samme gælder seks-syv andre marinaer. De svarer simpelt hen ikke. Ikke med en linje.
Og dog. Én havn svarer. Den mest overraskende af dem alle.
Egentlig havde vi fået mundtligt afslag fra Port Vauban, men da vi sad og skrev mails, så sendte vi alligevel også Port Vauban en mail.
Og minsandten! Port Vauban svarer ja, de har en plads til Ronja fra 2. august til 12. september.
Hurra for Port Vauban! Havnen i Antibes er tilbage i førerfeltet. Vi kvitterer med et ja til betingelserne og lover at være der 2. august
Og hvad lærte vi så lige her? Vi lærte, at den ene hånd på et havnekontor ikke nødvendigvis ved, hvad den anden hånd laver. Et afslag fra én medarbejder, kan blive til et lykkebringende tilsagn fra en anden. Tag aldrig et nej for et nej – når det gælder havnepladser.
Eftertanke: I de fire år, vi har været på vej ud i verden med Ronja, har mange spurgt, om det ikke er svært at få afsat vores båd, når vi er hjemme i Danmark og arbejde. Tværtimod. Det har været nemt. Nemt i Holland. Nemt i Nordfrankrig. Nemt vest for Marseilles. Den franske Riviera viste sig at være lidt sværere og noget dyrere. Men alligevel: Også her kunne en løsning skabes på kort tid.
Man betaler for det. I vores tilfælde 1082 € for 40 dage i højsæsonen. Men som sagt: Vi skulle hjem til Danmark 2. august.
Vores “nabo” i Antibes: Lystyacht “Katara” er 124 meter lang, har en besætning på 60 mand og er ejet af emiren af Quatar. Pris: 300 mio. $
Der spules, skrubbes, gnubbes og poleres. Ansatte på milliardær-yachterne rengør konstant, når yachten er i havn og ejeren er væk
Antibes er yacht-industriens europæiske hovedstad. Her kan du købe en milliard-båd, få hyre som matros, få syet uniformer til din besætning 🙂
Så er vi på farten igen. Denne gang med irriterende misforståelser i starten
52° 23′ 1.6908” N 4° 56′ 6.8856” E
5. – 11. juli 2013
Vi lagde for 11 måneder siden ”Ronja” op i Twellegea Nauticadam i Amsterdam-forstaden Nieuwendam på den sidste dag i juli 2012 – hun blev den absolut første yacht, der blev løftet op til vinteropbevaring det år.
Vi besøgte hende i pinsen 2013 for at gøre hende smuk og klar til en ny sæson. Vi spulede, vi fejede, vi vaskede, vi gnubbede, vi malede, vi polerede, vi afmeldte vores hotel og sov med Ronja, og i rigtigt mange år har hun ikke strålet smukkere forud for en ny sæson.
Vi havde aftalt med havnen, at Ronja skulle sættes i vandet fredag den 5. juli om formiddagen, hvor vi selv ville ankomme med fly om aftenen lidt før midnat. Det var oven i købet bekræftet af en mail, der sagde, at Ronja var sat ind i produktionsplanen netop den 5. juli.
Alligevel var Ronja overhovedet ikke i vandet, da vi efter en hektisk arbejdsdag, en flyvetur til Amsterdam, og en bøhmand af en bustur ankom til Twellegea. Forventningens glæde var enorm. Aftalen var, at nøglerne ville ligge i spanden med ankerkæde. Men ak. Ronja stod stadig på sit stativ. 30 meter fra vandet. Ingen havde søsat hende.
Shit! Ind på havnekontoret, som forbløffende nok var bemandet. Den – i egen selvforståelse – betydningsfulde ejer af Twellegea og fire andre marinaer ved Amsterdam sad og stenede. Hash? Vin? Whatever! Han var uden for pædagogisk rækkevidde. Kirsten skældte ham hæder og ære fra.
”Nu er du ikke venlig,” pointerede ejeren skarpsindigt. Samtidig kom også havnens kvindelige kontorchef med sin hund. Alle bor de tilsyneladende i havnen i hver deres båd.
”Det er min fejl. Jeg fik en afmelding fra en anden båd, og ved en fejl kom jeg til at aflyse jeres søsætning i stedet. Øv, hvor er jeg ked af det. Det må i undskylde,” sagde hun.
Skippers kone er sur. Ronja skulle have ligget klar i vandet. I stedet står hun stadig klodset op på kajen. Øv
Igen er vi nødt til at sove ombord på Ronja, der unaturligt står på fire spinkle jernben på landjorden i en lille forstad til Amsterdam.
Næste dag er der ingen ende på alle de ting, havnen gør for os, for at gøre skaden god igen. Vi bliver kørt ind til nærmeste supermarked i en Wrangler cabriolet. Og vi bliver hentet ved første kald, da vi lidt senere vil tilbage med fem indkøbsposer og en rygsæk fuld af dagligvarer.
Senere tilkaldes en havnemester, som imidlertid er ny og ikke vil påtage sig at løfte os i vandet. Vi insisterer og fastholder aftalen om, at vi skal i vandet. ”Vi har kun et begrænset antal feriedage,” forklarer vi. ”Det er ok. Fejlen er min”, forklarer bogholderichefen og tilkalder en tidligere og mere rutineret havnemester.
Han er sin vægt værd i guld. Han lemper blidt og sikkert Ronja i vandet, og da vi opdager, at motoren ikke kører, som den skal, så går han i krig med opgaven og kæmper i tre timer. Han lufter ud. Han tømmer for vand. Han injicerer diesel. Han henter værktøj og mere værktøj. I starten forklarer han pædagogisk, hvad han laver. Efterhånden forsvinder han ind i opgaven med at løse den tilsyneladende vanskelige opgave med at puste nyt liv i Ronjas motor.
Det lykkes. Han er gammel flymekaniker, betror han os. ”Jeg har aldrig mødt en motor, som jeg ikke kunne klare,” erklærer han. Ufattelig dedikeret indsats. Vi kommer naturligvis til at betale havnen for hans indsats men giver ham alligevel 50 euro i drikkepenge. Hvem der bare havde hans evner med en motor.
Om aftenen spiser vi Rijsttafel (Royal) på den indonesiske restaurant, ”Puspita”, som vi også aflagde et begejstret besøg, da vi i pinsen var nede og klargøre Ronja. 66 Euro for et kæmpe stort og oven i købet spændende varieret måltid med vin til. Det er sund fornuft.
Næste morgen stævner vi ud i Amsterdam Havn. Siger farvel til den selvoptagne marina-ejer, hans smarte Wrangler-cabriolet og hans tågede og ikke særligt produktive tilgang til tilværelsen. ”Jeg har været syg i et par år,” betror han os. ”Mine ansatte har ikke passet butikken, som de burde”.
Vi lister ud gennem Amsterdams havn, og efter nogle få sømil svinger vi ned ad en sidekanal og sejler gennem byen Haarlem. En rigtig smuk by, hvor bro på bro åbner sig synkront for os.
Vi er på vej. Vi er på vej igen. Vi er på vej mod nye oplevelser. Den store gevinst ved at sejle, som vi gør, er, at hver dag bringer os frem til nye steder, hvor vi aldrig har været før.
Efter en overnatning i byen Lisse sejler vi videre mod Gouda og Rotterdam. Hollænderne forstår i den grad at leve i naturligt samkvem med vandet i kanalerne. Atmosfæren er intim. Altaner og terrasser ud mod floden. Hver mand sin båd. Livet leves ved vandet. Hvor er det smukt.
Vi overnatter i byen Gouda. I skygge under store løvtræer. Lige midt i byen. Fire broer og sluser ind. De samme fire broer og sluser ud. Besværligt. Men det skulle prøves.
Bonus-info: Gouda-ost er velegnet til Pasta Bolognese, når man har glemt at købe parmesan. Helst dog Gouda-ost i den tørre og stærke udgave.
Byen Gouda får det maksimale ud af den lokale oste-specialitet. På særlige dag opføres særlige oste-show for turisterne
Fra Gouda sejler vi til Rotterdam og installerer os til en start i City Marina Rotterdam. Fremragende faciliteter. Dejlig beliggenhed for gå- eller løbeture ud i Rotterdam, hvor vi både besøger deres imponerende museum for moderne kunst og et mere tvivlsomt maritimt museum. De har to maritime museer. Vi valgte helt åbenlyst det forkerte.
Den sidste nat i Rotterdam skifter vi til en anden havn, Stifting Verhagen Rotterdam, blot en halv sømil fra City Marina for ikke at være afhængig af de sjældne åbningstider gennem den enorme Erasmus-bro. I den nye havn spiser vi igen ristaffel, på restauranten ”dewi sri”, en mere upscale udgave af en indonesisk restaurant end vores hidtidige i Nieuwendam. Prisen var da også den dobbelte, 119 Euro, og kvaliteten kun lige akkurat den samme.
