Yes. Autopiloten er atter med på holdet

Yes. Autopiloten er atter med på holdet

Posted on Jul 16, 2013

50° 43′ 30.8316” N 1° 36′ 48.0024” E

16. juli, 2013

Autopiloten er stadig forvirret og ude af stand til at holde en fast kurs i mere end ti sekunder. Vi tager igen manualerne frem og gennemfører en række forsøg med ændrede indstillinger.

I dag er distancen længere, og desto vigtigere er det, at vi kan hente hjælp fra autopiloten. Vi sænker response-tallet for autopiloten. Vi justerer kursvisningen mellem autopilot og GPS. Vi sænker kursudsvings-indikatoren. Vi prøver stort set alt.

Og yes!

Det lykkes!

Ved at ”aligne” søkortplotterens kursvisning med GPS-systemets og ved at dæmpe kursudsvings-indikatoren får vi skabt en balance, der virker. Det bliver en fantastisk tur. Vi finder ind i den normale arbejdsdeling, hvor den ene har vagt i en time, mens den anden enten læser eller sover. Disse lange distancer er sand ferie. Fri tid. Tid hvor vi hver især gør, præcis hvad der passer os. Kirsten læser Elisabeth Egholm seneste roman ”Eget ansvar”. Per læser den norske forfatter Jo Nesbøs seneste thriller ”Politi” samt Dan Browns ”Inferno”.

Undervejs spiser vi morgenmad, frokost, lakrids og pistacienødder. Masser af kildevand.

Dieppe er en dejlig by. Den har kirker, torve, gågader, stribevis af brasserier, caféer og restauranter – alt sammen samlet i kvarteret omkring havnen. Det er intimt. Det er autentisk, fordi byen ikke har været totalt bombet væk under 2. verdenskrig men stadig har en række imposante ejendomme rundt om havnen. Vi køber lækkerier hos slagteren, frugthandleren og bageren, så aftensmåltidet består af Quiche, flerkorns-baquette og oste.

Logbog: Udsejlet distance: 54 sømil. Tid: Afgang 7.30 fra Boulogne-sur-Mer. Ankomst 14.00 i Dieppe. Vejr: Praktisk talt vindstille. Sejlads kun for motor.

Larm og uro. Fiskestank og mågeskrig. Vi er i Boulogne-sur-Mer

Larm og uro. Fiskestank og mågeskrig. Vi er i Boulogne-sur-Mer

Posted on Jul 15, 2013

50° 57′ 4.644” N 1° 51′ 31.2696” E

 

15. juli, 2013

For pokker hvor vi kæmper med den autopilot og den søkortplotter. Vi studerer manualen for søkort-plotteren. Og vi studerer endnu mere intenst manualen for autopiloten. Manualer bliver læst forfra og bagfra. Mere kedelig prosa findes ikke i hele verden.

I en uskøn cocktail af en syg autopilot og en pludseligt opstået tvivl om vores beregninger af tidevandets påvirkning på ”Ronja”, beslutter vi at korte dagens distance af, og vi går i havn i Boulogne-sur-Mer i stedet for dagens oprindelige mål, Dieppe. Vi frygter, at modstrømmen bliver os for stor, inden vi når Dieppe, og at vi derfor i for mange timer bliver nødt til at håndstyre ”Ronja”. Først nogle dage senere ved vi, at så slem er modstrømmen ikke. Vi kunne godt have fortsat.

Hvor er det bare helt fantastisk at anløbe disse tidevandshavne. Molerne, bolværkerne… alt er totalt overdimensioneret. Når man anløber en havn ved lavvande, føler man sig som et lille bitte fnug i en kæmpe stor verden. Oppe på toppen af de tårnhøje, overdimensionerede moler står franskmænd i snesevis og fisker.

Boulogne-sur-Mer stinker af fisk og genlyder af mågeskrig.

Marinaen er proppet med hollændere, den har en helt sindssygt stor forskel mellem lavvande og højvande – noget i retning af syv meter, og når de første fiskere gør klar til en ny dags togt omkring klokken 01.00 og i et par timer smider rundt med tomme fiskekasser, så bliver der ikke meget rum for nattesøvn. Larm og uro. Fiskestank og mågeskrig. Et noget overvurderet stoppested på turen.

Vi får dog en virkelig god frokost på et brasserie, hvor lokale franskmænd flokkes i deres frokostpause. Muslinger med fritter til Kirsten. Hakkebøf, spejlæg og fritter til Per. Super.

Byen er ubegribeligt populær blandt lystsejlere. Uheldigvis har vi lagt os langskibs for enden af en bro, og inden aften er der flere sejlere udenpå os. En hollænder og en nordmand. Nordmanden bliver åbenlyst moppet af nogle højtråbende hollændere, som mener, at hans båd støder ind i deres, og at han bør trække en agterline helt ind til broen, i stedet for blot at være fortøjet til en hollænder, som igen er fortøjet til Ronja. Nordmanden er cool. Han er på ferie. Han er ikke til sinds at føje højtråbende hollændere. Vi slutter en åbenlys alliance med nordmanden for det historiske venskabs skyld og tilkendegiver med ham, at hollænderne overreagerer helt vildt.

I Boulogne-sur-Mer køber vi en håndholdt VHF, som skal bruges, når vi tager masten af og ikke længere har antenne til vores faste VHF, og en vandslange, fordi traditionen med at havnen stiller vandslanger til rådighed for gæsterne efter sigende ikke er udbredt i de franske havne.

Logbog: Udsejlet distance: 21 sømil med et af Kirsten beregnet ”puf” bagi af tidevandet. Tid: Afgang 6.30 fra Calais. Ankomst 10.30 til Bourlogne-sur-mer. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Praktisk talt vindstille. Sejlads kun for motor.

Bådene i nabo-bassinet ligger på bunden af det udtørrede bassin! Tal lige om tidevand

Bådene i nabo-bassinet ligger på bunden af det udtørrede bassin! Tal lige om tidevand

Posted on Jul 14, 2013

50° 57′ 4.645” N 1° 51′ 31.2696” E

14. juli, 2013

Solen skinner. Det bliver en pragtfuld dag. Calais ligger og venter.

Efter et par timer ved computeren, hvor Per søger at afklare et hjemligt problem på avisen, går vi på opdagelse i byen. Bådene i nabo-bassinet ligger på bunden af det udtørrede bassin! Alt vand er væk! Tal lige om tidevand.

Vi ser byens rådhus bygget efter engelsk stil. Calais var i mange år på britiske hænder. Vi genopdager forskellen på boulangeri, patisseri og boucheri. Vi besøger et museum om anden verdenskrig indrettet i en kolossal tysk bunker opført i byens smukkeste park. Bunkeren har 20 udstillingsrum med billeder, rekvisitter og avisudklip fra krigen. En gammeldags museumsform men alligevel tankevækkende på grund af emnets og billedernes gru.

Senere er vi på stranden, hvor franskmændene gør klar til fejring af 14. juli. Det myldrer med badende, med isboder, med badedyr og med promenerende franskmænd. Det er lige til at komme i feriestemning af.

dsc_0673

Det er stadig lidt svært med det franske. Kirstens første bestilling på en café lyder på to kaffe – ”en espresso og en americano, tak”. Tjeneren nikker som tegn på, at han har forstået bestillingen og vender tilbage med en espresso og en bitter, lyserød drink ved navn americano…

I løbet af dagen beslutter vi at fortsætte til havs. Vi kan tids nok komme ind og sejle på kanaler. Hvis vi fortsætter ad Den Engelske Kanal og sejler op ad Seinen, er der knap fem hundrede kilometer til Paris og kun seks sluser. Hvis vi går ind i kanalerne her fra Calais er der 450 kilometer og 36 sluser. Vi vælger friheden på havet. Også selv om vi skal håndstyre hele vejen, hvis vi ikke får repareret søkortplotteren og dens korrespondance med autopiloten.

Planen er: Op klokken 6.30. Ud gennem havneslusen 7.17. Og efter Kirstens stadigt mere autoritative beregninger fange den sydgående tidevandsstrøm klokken 07.57.

dsc_0676

Vive la France. Vi er nu nået Calais i Frankrig

Vive la France. Vi er nu nået Calais i Frankrig

Posted on Jul 12, 2013

51° 19′ 8.2092” N 3° 12′ 24.6636” E

13. juli, 2013

Havnefogeden i Zeebrugge havde anbefalet afgang ved lavvande minus to timer plus 40 minutter til at komme ud af den relativt store men temmelig kedelige havn i Zeebrugge. Lavvande 13. juli var 11.32. Det vil sige afgang 9.32 og så fyrre minutter til at komme ud af havnen. For en sikkerheds skyld tager vi af sted 8.30.

Belært af gårsdagens bølgegang satte Kirsten sejl allerede inde i havnen. Det gjorde dog ikke den store forskel. Den Engelske Kanal var spejlblank. Ikke en vind rørte sig. Bølgerne ligner magsvejr på Sortedamsøen.

Alligevel starter dagen med en ubehagelig overraskelse. Søkortplotteren går ud, og da vi får den genoplivet, har ikonet for Ronja i kortet drejet sig 240 grader forkert med det resultat, at vi ikke kan bruge autopiloten, som, hver gang vi sætter den til, tror, at den er på helt gal kurs og derfor insisterer på at dreje båden 240 grader.

Suk! Håndstyring i otte timer. Ikke meget at styre efter. Blot kompassets digitale cifre. Men flot er Den Engelske Kanal. Bestemt meget smukkere og mere indladende end sit rygte.

Og så er det ”Vive La France!” Vi tøffer ind sammen med kæmpefærger fra England i Calais havn, og straks møder vi en franskmand, der i sin motorbåd sejler rundt med aggressive og teatralske håndbevægelser, mens han forsøger at indfange en løssluppet plasticjolle. Allerede ved indsejlingen bilder vi os ind, at vi fornemmer et kulturskifte.

Velkommen til Calais. I morgen er det Bastille-dag. Vi finder en plads i den tidevandsbeskyttede forhavn, og efter mindre end en time bliver vi lukket ind i inderhavnen, spiser rester og glæder os over at være i Frankrig.

Calais har meget at byde på. Det er en gammel britisk by. Rådhuset har åbenlyse referencer til Big Ben i London med smuk blomsterpark bredt ud foran sig. Midt i blomsterparken står et imponerende værk af Auguste Rodin, ”the six burghers”, som dramatisk formidler Calais-borgernes underkastelse og ydmyghed, da englænderne i 1300-tallet havde nedkæmpet byen, og den engelske konge truede med at likvidere alle dens indbyggere. Seks fremstående borgere gik i forbøn. Et meget intenst værk.

Logbog: 60 sømil med tidevandet i ryggen de første seks timer og derefter hård modstrøm i et par timer ned mod Calais. Tid: Afgang 9.30 fra Zeebrugge. Ankomst 17.00 til Calais, hvor vi må ligge ved en bøje i forbassinet, indtil broen bliver åbnet ind til marina-bassinet. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Nordvestlig vind maksimum 5 sekundmeter. Aldrig har den engelske kanal været så flad.

 

Rotterdam størst i verden? Det lyder sandsynligt

Rotterdam størst i verden? Det lyder sandsynligt

Posted on Jul 12, 2013

51° 54′ 33.7644” N 4° 29′ 57.264” E

12. juli, 2013

Udsejlingen gennem Rotterdam havn er ubeskriveligt spændende. Dynamisk. Alting er ufatteligt stort. Kranerne, kajerne, slæbebådene og lagerbygningerne. Kilometer efter kilometer strækker denne gigantiske havn sig. Gennem tredive ubrudte kilometer følger sidegren på sidegren, havnebassin på havnebassin, kran på kran. Den største havn i verden? Det lyder sandsynligt.

Fragtskibe på vej ind. Fragtskibe på vej ud. Store. Små. De myldrer ind og ud af sidekanaler. I starten er de få. I løbet af de tidlige morgentimer bliver de flere. Havnen vågner. Rotterdam er i færd med at sætte dagen i gear.

Selv er vi stået op klokken 6.30 og har hilst farvel til Rotterdam, inden klokken er syv. Havnemesteren i Stifting Verhagen Rotterdam – i kombination med vores egne stadig lidt nølende beregninger – har sagt os, at vi får mest puf i ryggen af tidevandet, hvis vi starter lidt før højvande i Rotterdam og fanger det sydgående tidevand ved Maas flodens udmunding ud for Hoek van Holland. Det gør vi. Planen holder stik.

Syv knob og senere otte og et halvt knob bliver vores fart ned gennem den engelske kanal, hvor vi skiftes til at passe vagten for sejl og motor, mens vi saligt gnasker Kirstens hjemmebagte boller med hollandsk ost og italiensk pølse, sover en halv time på skift, og ellers nyder en afslappet sejlads. Høj fart men helt under kontrol, fordi hverken vind eller bølgehøjde er skræmmende.

Hollænderne har styr på sikkerheden i deres flod- og kanalsystem. Vi skifter pligtskyldigst kanal på VHF, hver gang et skilt på land forkynder, at VHF-kanalen nu er skifter til et nyt nummer, men vi undlader at melde, hver gang vi kommer til en ny VHF-station, som vi ellers havde fået anbefalet af havnefogeden i Rotterdams City Marina at gøre. Vi sejler forsigtigt. Vi har styr på det. Big brother i Maas-flodens kontroltårne behøver ikke høre fra os.

På vej ud af Maas-udsejlingen bliver vi alligevel kontaktet af et kontroltårn.

The yacht that just left the harbour-entrance please report!

”Ronja here!

Southbound or northbound?”

“Southbound

Have you seen the vessel just behind you?”

“Yes, we are intending to cross the traffic-line, just after she has passed?

Two more vessels are coming in, please wait and keep to this channel”.

Senere bliver vi kontaktet at kontroltårnet og bedt om at dreje mod syd, efter at den sidste af de to indkommende fartøjer har passeret. Det vælter ind med fartøjer. De marcherer i kolonner ind ad dybvandsruten mod Maasfloden og Rotterdam. Dagen er for alvor ved at vågne. Rotterdam rykker endnu et gear op, mens vi andre hilser farvel til et hollandsk eventyr, der har varet næsten et år.

Logbog: Udsejlet distance: 75 sømil med tidevandet i ryggen ud af Maas-floden og ned langs Sydholland og Belgien. Tid: Afgang 6.50 fra Rotterdam. På plads i Zeebrugge, Belgien, 17.00. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Nordvestlig vind maksimum 7 sekundmeter. Bølgehøjde: 1 meter

dsc_0653

Så er vi på farten igen. Denne gang med irriterende misforståelser i starten

Så er vi på farten igen. Denne gang med irriterende misforståelser i starten

Posted on Jul 5, 2013

52° 23′ 1.6908” N 4° 56′ 6.8856” E

5. – 11. juli 2013

Vi lagde for 11 måneder siden ”Ronja” op i Twellegea Nauticadam i Amsterdam-forstaden Nieuwendam på den sidste dag i juli 2012 – hun blev den absolut første yacht, der blev løftet op til vinteropbevaring det år.

Vi besøgte hende i pinsen 2013 for at gøre hende smuk og klar til en ny sæson. Vi spulede, vi fejede, vi vaskede, vi gnubbede, vi malede, vi polerede, vi afmeldte vores hotel og sov med Ronja, og i rigtigt mange år har hun ikke strålet smukkere forud for en ny sæson.

Vi havde aftalt med havnen, at Ronja skulle sættes i vandet fredag den 5. juli om formiddagen, hvor vi selv ville ankomme med fly om aftenen lidt før midnat. Det var oven i købet bekræftet af en mail, der sagde, at Ronja var sat ind i produktionsplanen netop den 5. juli.

Alligevel var Ronja overhovedet ikke i vandet, da vi efter en hektisk arbejdsdag, en flyvetur til Amsterdam, og en bøhmand af en bustur ankom til Twellegea. Forventningens glæde var enorm. Aftalen var, at nøglerne ville ligge i spanden med ankerkæde. Men ak. Ronja stod stadig på sit stativ. 30 meter fra vandet. Ingen havde søsat hende.

Shit! Ind på havnekontoret, som forbløffende nok var bemandet. Den – i egen selvforståelse – betydningsfulde ejer af Twellegea og fire andre marinaer ved Amsterdam sad og stenede. Hash? Vin? Whatever! Han var uden for pædagogisk rækkevidde. Kirsten skældte ham hæder og ære fra.

Nu er du ikke venlig,” pointerede ejeren skarpsindigt. Samtidig kom også havnens kvindelige kontorchef med sin hund. Alle bor de tilsyneladende i havnen i hver deres båd.

Det er min fejl. Jeg fik en afmelding fra en anden båd, og ved en fejl kom jeg til at aflyse jeres søsætning i stedet. Øv, hvor er jeg ked af det. Det må i undskylde,” sagde hun.

Ronja Twellegea Holland marina

Skippers kone er sur. Ronja skulle have ligget klar i vandet. I stedet står hun stadig klodset op på kajen. Øv

Igen er vi nødt til at sove ombord på Ronja, der unaturligt står på fire spinkle jernben på landjorden i en lille forstad til Amsterdam.

Næste dag er der ingen ende på alle de ting, havnen gør for os, for at gøre skaden god igen. Vi bliver kørt ind til nærmeste supermarked i en Wrangler cabriolet. Og vi bliver hentet ved første kald, da vi lidt senere vil tilbage med fem indkøbsposer og en rygsæk fuld af dagligvarer.

Senere tilkaldes en havnemester, som imidlertid er ny og ikke vil påtage sig at løfte os i vandet. Vi insisterer og fastholder aftalen om, at vi skal i vandet. ”Vi har kun et begrænset antal feriedage,” forklarer vi. ”Det er ok. Fejlen er min”, forklarer bogholderichefen og tilkalder en tidligere og mere rutineret havnemester.

Han er sin vægt værd i guld. Han lemper blidt og sikkert Ronja i vandet, og da vi opdager, at motoren ikke kører, som den skal, så går han i krig med opgaven og kæmper i tre timer. Han lufter ud. Han tømmer for vand. Han injicerer diesel. Han henter værktøj og mere værktøj. I starten forklarer han pædagogisk, hvad han laver. Efterhånden forsvinder han ind i opgaven med at løse den tilsyneladende vanskelige opgave med at puste nyt liv i Ronjas motor.

Det lykkes. Han er gammel flymekaniker, betror han os. ”Jeg har aldrig mødt en motor, som jeg ikke kunne klare,” erklærer han. Ufattelig dedikeret indsats. Vi kommer naturligvis til at betale havnen for hans indsats men giver ham alligevel 50 euro i drikkepenge. Hvem der bare havde hans evner med en motor.

Om aftenen spiser vi Rijsttafel (Royal) på den indonesiske restaurant, ”Puspita”, som vi også aflagde et begejstret besøg, da vi i pinsen var nede og klargøre Ronja. 66 Euro for et kæmpe stort og oven i købet spændende varieret måltid med vin til. Det er sund fornuft.

Næste morgen stævner vi ud i Amsterdam Havn. Siger farvel til den selvoptagne marina-ejer, hans smarte Wrangler-cabriolet og hans tågede og ikke særligt produktive tilgang til tilværelsen. ”Jeg har været syg i et par år,” betror han os. ”Mine ansatte har ikke passet butikken, som de burde”.

Vi lister ud gennem Amsterdams havn, og efter nogle få sømil svinger vi ned ad en sidekanal og sejler gennem byen Haarlem. En rigtig smuk by, hvor bro på bro åbner sig synkront for os.

Vi er på vej. Vi er på vej igen. Vi er på vej mod nye oplevelser. Den store gevinst ved at sejle, som vi gør, er, at hver dag bringer os frem til nye steder, hvor vi aldrig har været før.

Efter en overnatning i byen Lisse sejler vi videre mod Gouda og Rotterdam. Hollænderne forstår i den grad at leve i naturligt samkvem med vandet i kanalerne. Atmosfæren er intim.  Altaner og terrasser ud mod floden. Hver mand sin båd. Livet leves ved vandet. Hvor er det smukt.

Vi overnatter i byen Gouda. I skygge under store løvtræer. Lige midt i byen. Fire broer og sluser ind. De samme fire broer og sluser ud. Besværligt. Men det skulle prøves.

Bonus-info: Gouda-ost er velegnet til Pasta Bolognese, når man har glemt at købe parmesan. Helst dog Gouda-ost i den tørre og stærke udgave.

Gouda ost

Byen Gouda får det maksimale ud af den lokale oste-specialitet. På særlige dag opføres særlige oste-show for turisterne

Fra Gouda sejler vi til Rotterdam og installerer os til en start i City Marina Rotterdam. Fremragende faciliteter. Dejlig beliggenhed for gå- eller løbeture ud i Rotterdam, hvor vi både besøger deres imponerende museum for moderne kunst og et mere tvivlsomt maritimt museum. De har to maritime museer. Vi valgte helt åbenlyst det forkerte.

Den sidste nat i Rotterdam skifter vi til en anden havn, Stifting Verhagen Rotterdam, blot en halv sømil fra City Marina for ikke at være afhængig af de sjældne åbningstider gennem den enorme Erasmus-bro. I den nye havn spiser vi igen ristaffel, på restauranten ”dewi sri”, en mere upscale udgave af en indonesisk restaurant end vores hidtidige i Nieuwendam. Prisen var da også den dobbelte, 119 Euro, og kvaliteten kun lige akkurat den samme.