At anduve Paris om aftenen er en kæmpe oplevelse
48° 58′ 49.8324” N 2° 2′ 12.2208” E
4. juli, 2014
Vi sejler fra Poissy-sous-Carriere ved frokosttid. Henrik og Per har købt stort ind. Kæmpestort. To fyldte hypermarkeds-indkøbsvogne. 24 flasker vand á halvanden liter, øl, vin, affaldsposer, engangs-service og fødevarer til mange dage. Imens gør Susanne og Kirsten båden klar og skræmmer en million edderkopper væk fra dæk og cockpit. Vi fylder diesel på tanken, betaler havnekaptajnen, siger farvel til ham og sønnen med tak for god pasning af Ronja gennem vinteren.
250 euro ekstra for olie, oliefiltre, opladning af batterier. Nå ja, det havde kostet mindst det samme i Danmark.
Havnens ukronede konge, Hans, får en ny håndfuld dåseøl og et kram fra Kirsten. Han ligner en lykkelig mand.
Turen til Paris er ok. Vi kender ruten ud og ind. For Susanne og Henrik er det en oplevelse at prøve sluser for første gang og ikke mindst at se Paris fra søsiden. Det sidste – at anduve Paris fra søsiden en fredag aften – er en kæmpe oplevelse for os alle.
Frankrig har lige tabt til Tyskland ved VM i Brasilien. Men det præger ikke synligt pariserne, da vi sejler de sidste kilometer frem mod vores bestemmelsested, Port Arsenal. Der er fest langs Seinens kajkanter. Tusindevis af unge sidder i grupper, ryger, drikker, spiser, hygger sig, hører musik eller danser på særlige dansepladser. Det er en smuk oplevelse at sejle ind gennem Paris så sent på dagen. Festskibe. Feriestemning. Fyldte restauranter. Festklædte franskmænd. Fantastisk.
Logbog: Dagens distance: 80 kilometer. Sejlet tid 12.30 til 21.30 = 9 timer. Sluser 4 stk. Vejr: Tungt og varmt.
Låst ude fra vores egen båd
48° 58′ 49.8324” N 2° 2′ 12.2208” E
3. juli, 2014
Pokkers! Pokkers! Pokkers! Her har vi kørt 1220 kilometer siden klokken 5.00 i morges for at nå frem til havnen i Poissy-sous-Carriere inden klokken 21.00 – fordi havnekaptajnen har lovet os, at hvis vi er fremme inden 21.00, så vil han være på havnen, så vi kan få nøglen til Ronja.
Klokken er kun 20.00. Vi står og banker på hans dør. Låst. Han er taget hjem. Kun han har nøglen til Ronja. Pokkers!
Vi finder havnens alternative chef, kong Hans, der fra sin motorbåd holder øje med alle, der kommer og går i havnen. Han er lidt sær og lever alene på sin båd året rundt. Vi kender ham fra sidste sommer, hvor vi straks blev råbt an fra hans båd: ”Nej, I kan ikke ligge der, kan I komme væk! Og I kan heller ikke ligge der”.
Vi smeltede hans hjerte med sommerens overskudslager af øl og sodavand, som vi forærede ham, inden vi rejste hjem til Danmark og bad ham holde særligt øje med Ronja gennem vinteren.
Kong Hans blev rørt ved gensynet. Han forsikrede os med tegnsprog – pegede først på sine øjne og derefter på Ronja – at han havde holdt skarpt øje med vores båd, og at Ronja havde det godt. Han er stort set umulig at kommunikere med, men han forstår alligevel vores problem og påtager sig straks at finde nogen, der ved, hvor havnekaptajnen er.
Kaptajnen himself er taget hjem. Kong Hans forsikrer os, at kaptajnens søn vil komme til havnen om tyve minutter og finde nøglerne til os.
Alt er godt.
Her skal Ronja overvintre fra 2013 til 2014
48° 51′ 3.9636” N 2° 22′ 4.6992” E
juli, 2013
Sidst på eftermiddagen anløber vi Port St-Louis efter en smuk sejlads gennem Paris og de nordlige forstæder.
Hanne og Per aftaler en kontrakt med havnekaptajnen. Et års leje af plads i havnen, opsyn med båden og hjælp til at vinterklargøre Ronja – i alt 1890 Euro eller knap 14.000 danske kroner. Det kan lyde dyrt, men det er stadig billigere end at have båden liggende på Thurø i Danmark.
Aftalen bliver, at Per skriver på engelsk til havnekaptajnens søn og forklarer, hvad vi ønsker, at de skal gøre ved båden, når vinteren nærmer sig – olieskift, skift af oliefilter, frostsikring af vandrør, check af varmtvandsbeholder og måske opladning af batterierne.
Han er noget af et lommefilosofisk snakkehoved, havnekaptajnen, så vi får endevendt hans italienske barndom og forskellen mellem nordiske værdier og sydeuropæiske værdier. Folk i nord har levet et hårdt liv. De har ikke tid til snak. Så de går altid lige til sagen, mener havnekaptajnen. Folk i Sydeuropa snakker sig mere ind på hinanden, etablerer en relation, inden de når til selve sagen. Han er tydeligvis skuffet over, at vi ikke skal snakke om fordele og ulemper ved forskellige former for kontraktlængde, men at Per bare slår fast, at han ønsker en kontrakt på et år.
Port St-Louis er en noget slidt havn, bådene i havnen er også slidte, toiletfaciliteter er ikke noget at skrive om. Vi ligger i et industriområde, med store ghetto-bebyggelser befolket af indvandrere. Poissy er hjemby for Peugeot-fabrikkerne. Alligevel fatter vi tillid til havnens ansvarlighed og vurderer, at Ronja har fundet et godt vinterhi.
Kirsten charmerer samtidig havnens selvudnævnte ordenshåndhæver – de andre havnebeboere kalder ham Rambo – som bor hele året på sin båd blot to pladser fra vores. Vi forærer ham restlageret af øl og sodavand fra køleskabet og krydser fingre for, at også han vil holde et vågent øje med Ronja.
Logbog: Udsejlet distance: 81 kilometer svarende til 40 sømil. Tid: Afsejler klokken 9.30. Betaler i Arsenalhavnen. Klokken 17 lægger vi – igen – til i Port St-Louis. Besætning: Jørgen, Hanne, Kirsten og Per. Vejr: Stadig steghedt. Cockpit-teltet er oppe det meste af turen for at give lidt skygge.
“Kan I komme væk. Ikke engang jeg må lægge til der!”
49° 26′ 35.6352” N 1° 5′ 59.8956” E
21. juli, 2013
Vi siger farvel til Monsieur Eric. Vi siger farvel til det franske ægtepar, som skal ligge i Rouen endnu tre dage, mens de får deres master sat på igen, og vi opsøger vores et hundrede procent fransk-talende ven hos Lamanage, fordi vi er på jagt efter to styk fenderbrædder.
Først fatter han ikke en brik. Han tror, vi er på jagt efter en slags buk, hvor vi kan klodse Ronjas bom op på. Først langsomt forstår han den søgende (Læs: famlende) natur af vores franske sproghåndtering. ”Åh, I ønsker et bræt mere,” siger han og peger på det bræt, vi allerede har stjålet på hans havneområde.
Han tager os med på jagt i en stak træværk, paller og opklodsningskævler. Vi finder et gammelt, flot bræt og peger, hvor vi gerne vil have huller i brættet, hvilket ved gud er svært at forklare, når man ikke lige kan huske, hvad det franske ord for huller er. Det lykkes. Per tilbyder ham 10 Euro som tak for hjælpen. Men han afslår. Og vi takker desto mere verbalt på vores stadig noget uforståelige franske.
Vi sejler i næsten otte timer ad en fortsat forladt Seinen. Smuk. Øde og stort set uden anløbspladser. Reglen i Frankrig er, at lystbåde ikke må sejle senere end en halv time før solnedgang. Så vi må udnytte de muligheder, der viser sig.
I byen Les Andelys håber vi at have heldet med os. De har ikke nogen havn. Men vi satser på en bestemt anløbsbro for flodens flade krydstogtskibe. Der er ingen krydstogtskibe i øjeblikket. Så mon ikke det går? Det gør det ikke. En fransk tyksak fra en flodbåd stiller sig op på sit bagdæk og skælder ud. ”Kan I komme væk. Ikke en gang jeg må lægge til der”. Vi forstår kun en smule af hans ordstrøm og et forsøg på at få ham til at anvise, hvor vi ellers kan ligge, giver intet resultat. Vi glider videre op ad Seinen på udkig efter en ankerplads for natten.
Pokkers franskmænd. De er åbenbart stadig egensindige og afvisende overfor fremmede? Vi har ellers læst, at franskmænd i hotel- og restaurationsbranchen skal på kursus for at lære noget nyt: At være venlige og service-mindede overfor fremmede. Det har vist sig, at udlændinge generelt opfatter franskmænd som arrogante og nedladende. Og det image vil den franske stat gerne gøre noget ved. Men vores aggressive og højtråbende ven i Les Andelys arbejder nok ikke i hotel- og restaurationsbranchen.
Nogle kilometer længere oppe ad floden finder vi et bolværk beregnet til lægtere ti gange så lange som os selv. Det er forfaldent. Men vi gør os alligevel fast, og igen konstaterer vi, at vi har fået en fantastisk plads med solnedgang, fuglesang og fred til endnu et pragtfuldt aftensmåltid. Fluviacarte fortæller, at der er 168 kilometer til Paris.
Logbog: Udsejlet distance: 33 sømil. Tid: Vi tager af sted ved 12-tiden efter at have stuvet sejl og cykler og have bunkret diesel, som på disse kanter heder Gasole. Da klokken er cirka 20 lægger vi ind til en håbløs fortøjningsplads syd for Les Andelys. Vejr: Mageløst hedt. Varmt fra morgenstunden og op mod 34 grader varmt klokken 19 om aftenen. Måske burde vi søge hjem mod mere humane temperaturer?
Briter: Franskmænd kan ikke finde ud af noget som helst
49° 26′ 35.6352” N 1° 5′ 59.8956” E
July 20. – 2013
Vi går over til lagerhallen hos Lamanage. Fjerner sallingshornene, den defekte vindpil, VHF-antennen og agterstaget, som er for langt til at komme med i transporten. Vi surrer mast og wirer sammen med først tovværk og senere i plastik og tape. Samme omgang får bom og bomnedhal. Inde under plastikken placerer vi et ”skilt” med navnet ”Ronja” og Pers kontaktdata.
Værs’go. Mast og bom er klar til at blive kørt til Middelhavet. Per skriver om aftenen til Wolfgang Graf om, at nu er vi klar med vores del af aftalen. Resten er op til ham.
Frem igen med el-cyklerne. Det er en fed opfindelse. Vi kører Rouen tynd i fem timer. Vi ser kirker og kirker og kirker. Vi ser gamle bydele med oprindelige bygninger fra ikke bare forrige århundrede men forrige igen. Vi suser af sted. Opad bakke. Nedad bakke. Gennem gågader. El-cykler ”rules the world”.
Undervejs finder vi en fantastisk frokost-restaurant, så fransk som den slags overhovedet kan blive. Per får et bjerg af tartar-bøf med en æggeblomme i midten og alverdens tilbehør til at blande med – kapers, løg, purløg, persille, tabasco-sauce, worchester-sauce. Kirsten får sin hidtil bedste salat med ost og masser af eksotiske frugter. Det hidtil absolut bedst måltid indtaget på en restaurant under dette års jordomrejse.
Vi cykler videre. Køber ind i L’eclerc. Et mammutsupermarked som kun franskmændene laver dem. Vi køber Quiche Lorraine, skinke, ost og baguette. Frankrig er med dagtemperaturer over 30 grader ikke til varme retter. Snarere til lette frokostting. Morgen, middag og aften.
Franskmænd kan ikke lide cyklister. Alting er tilrettelagt på bilisternes præmisser, og cyklister er jaget vildt. De klemmer os. De skærer ind foran os. Det hele er ganske anderledes end vores oplevelser i Holland, hvor cyklisterne er mange flere og i høj grad er en gruppe trafikanter, der bliver vist hensyn overfor.
Tilbage i Marinaen er det steghedt. Vi spiser og snakker lidt med vores britiske naboer i en 39 fod og tre etager stor motorbåd. Fred og Margaret. Vi inviterer dem over på et glas ”Chateau neuf du pape”. ”Whauu”, siger de. ”Vi er briter og drikker normalt kun vin til tre euro pr flaske”.
De er hyggelige at snakke med. I virkeligheden er de snarere havemennesker end sejlere. Men de har drevet et byggefirma, som de – da krisen startede – overlod til deres søn, og efter at have trukket sig tilbage, har de brug for, at der sker noget andet. De er, ligesom franskmændene i den tredje gæstebåd, ivrige efter at videregive deres erfaringer med sejlads i Frankrig. ”Det handler ikke om at finde et godt sted at overnatte på Seinen. Det handler alene om at finde et sted,” siger de.
Der er ikke ret meget, der virkeligt fungerer for franskmændene, mener de to briter. ”Nej, så har hollænderne meget mere styr på deres sager,” mener de, efter at de også gennem nogle år har sejlet en del i Holland. De bor tyve kilometer uden for London og har deres båd liggende i Ipswich.
Deres største oplevelse på den aktuelle tur har været et besøg i Monet’s have. Besøg den. Den er fantastisk. Ellers er de mest optagede af deres kritik af franskmændene, som ikke har styr på en skid. Senere på aftenen rykker vi over på deres båd og får britisk kaffe – svag ”men dog bedre end franskmændenes, som er så stærk, at skeen bliver stående i kaffen” – og småkager. Hyggelige mennesker. Men nok mere til haver end til både.
Briterne giver os deres egen liste over overnatningsmuligheder langs Seinen med en masse håndskrevne kommentarer til de enkelte lokaliteter.
Dagens havnefoged med ansvar for de tre fremmede gæstebåde er Monsieur Eric. Han er et studie i hjælpsomhed. Da vi kommer tilbage fra byen efter forgæves at have forsøgt købt en VNF-vignette til sejlads på det franske flod- og kanalsystem, så hjælper Monsieur Eric os med at købe vignetten over internettet og printe den ud, så vi kan placere den synligt på båden. Et fransk tastatur er vildt meget anderledes end et dansk tastatur, så det tager en del tid at få ansøgningen udfyldt og vignetten printet ud. Men det lykkes. Vi er for alvor klar til kanal-sejlads.
Samme Monsieur Eric er i øvrigt stærkt fortørnet over, at vi vil forlade hans vidunderlige by allerede efter to overnatninger. ”I kommer hertil, men I gider ikke for alvor at lære vores by at kende?” I aften er kirken f.eks. illumineret. Vi forklarer om fem timers cykeltur, træthed og ønsket om at komme til Paris og møde vores barnebarn om nogle få dage. Han forstår det ikke.
Logbog: Udsejlet distance: 0,0 sømil. Tid: Vi bliver i Rouens lystbådehavn, i gæsteafsnittet hvor vi fortsat kun ligger tre både, som kommer til at kende hinanden bedre og bedre. Vejr: Sindssygt hedt. Varmt fra morgenstunden, men 31 grader varmt klokken 18 om aftenen.
Tidevandsdelen af Seinen er rå, øde og voldsom natur
49° 29′ 39.732” N 0° 6′ 28.5444” E
18. juli, 2013
Vi havde på forhånd spurgt om råd på havnekontoret. ”I skal af sted ved lavvande minus to timer”, lød beskeden. Lavvande i Le Havre den 18. juli er 13.22. Minus to timer er 11.22. Så for en sikkerheds skyld kaster vi los klokken 11.15. Det gav plads til en rolig morgen med en lang løbetur langs strandpromenaden i Le Havre, bad og morgenmad.
De to timer inden lavvande bruger vi stort set til bare at komme rundt til indsejlingen af Seinen. I flodmundingen er der nogle skræmmende områder med lavt vand, og vi har fået forklaret, at de flytter sig år for år, så for en sikkerheds skyld er vi nødt til at sejle langt ud i den engelske kanal, inden vi svinger ind i indsejlingen til Seinen.
Det viser sig hurtigt, at to forhold arbejder imod os. Lige netop i dag er det neaps. Det sker én gang om måneden og betyder, at tidevandstrømmen er mindre kraftig end normalt – og at vi derfor får mindre medstrøm. Samtidig er vinden kraftig – 9-11 sekundmeter – og det sagtner også vores fart, idet vinden mestendels er stik imod os.
Derfor når vi ikke dagens mål, Rouen, men er nødt til at fortøje Ronja til en ankerbøje små 15 sømil før Rouen, da tidevandsstrømmen vender, og det bliver umuligt at komme frem inden en halv time før solnedgang, som er grænsen for sejlads på Seinen. Vi fortøjer et meget smukt sted.
Fuglesang. Løvtræer ud over flodbrinken. Direkte udsigt til solnedgangen. Tærter, brød og ost udgør et fremragende aftensmåltid klokken cirka ni.
Den del af Seinen, som kaldes ”tidal Seine” er meget speciel. Langt mere øde end vi havde ventet. Der er langt mellem bebyggelserne. Rå og stejl natur. Ikke en eneste bolig har en båd i forhaven, som vi har vænnet os til det i Holland. På en hel dag møder vi mindre end en håndfuld fritidsbåde som os selv men til gengæld et dusin fragtskibe. Smukt landskab veksler med stinkende industriområder. Når det går os bedst logger vi 9,5 knob. Men i lange perioder har vi p.g.a. neaps og modvind svært ved at overstige seks knob.
Det særlige ved de 120 kilometer ad Seinen op til Rouen er også, at der praktisk talt ikke er nogen steder, hvor man kan lægge til kaj eller gå i havn. Helt ude ved Seinens udmunding ligger byen Honfleur. Men derefter følger mere end 50 sømil uden en eneste havn eller anløbsplads. Øde og vildt. Det er et rent lykketræf, at vi finder en privat ankerbøje, som er ledig, og som vi uden skrupler gør til vores for en nat i en lille by ved navn Duclair.
Logbog: Udsejlet distance: Knap 60 sømil. Tid: Afgang 11.15 fra Le Havre. Ankomst 20.30 til Duclair. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Op til 11 sekundmeter vind fra NNE.
