Ruten må lægges om. Kanalsystemet mangler vand

Ruten må lægges om. Kanalsystemet mangler vand

Posted on Jul 5, 2014

48° 51′ 8.3376” N 2° 22′ 4.6992” E

5. juli, 2014

Vi ligger i Port Arsenal. I hjertet af Paris. Vi føler nærmest, at vi er fortøjet til Bastille-pladsen. Ekstra Dannebrogs-flag af papir pryder Ronja. Per har fødselsdag.

Henrik og Susanne går på opdagelse i Paris. Kirsten og Per bruger første halvdel af dagen på at checke vanddybderne på den videre vej ned mod Middelhavet. Folk bliver ved med at sige til os, at de ikke tror, vi kan komme igennem med en dybgang på 1.75 meter, så vi researcher på de franske vandmyndigheders, VNF’s, hjemmeside, vi banker på hos andre sejlbåds-sejlere i havnen (ud over os er der kun to, de øvrige 110 er motorbåde), og vi får havnekaptajnen til at ringe til sluseposter langs Briare-kanalen.

Det viser sig, at der er et problem. Briare-kanalen kan ikke leve op til minimums-dybden på 1.80 meter. Der er kommet for lidt vand fra Alperne i år. Der mangler 10-20 centimeter, nogle steder mere. Det er et no-go.

Vi køber nye kort på havnekontoret og planlægger en ny og mere nordlig rute ad Marne-floden og to kanaler, Canal lateral de Marne samt Canal entre Champagne et Bourgogne. Alene navnet på sidstnævnte kanal gør det lettere at sluge, at en hel vinters forberedelse på én bestemt rute med et fingerknips er ændret totalt.

Improvisation kræver grundig forberedelse.

At anduve Paris om aftenen er en kæmpe oplevelse

At anduve Paris om aftenen er en kæmpe oplevelse

Posted on Jul 4, 2014

48° 58′ 49.8324” N 2° 2′ 12.2208” E

4. juli, 2014

Vi sejler fra Poissy-sous-Carriere ved frokosttid. Henrik og Per har købt stort ind. Kæmpestort. To fyldte hypermarkeds-indkøbsvogne. 24 flasker vand á halvanden liter, øl, vin, affaldsposer, engangs-service og fødevarer til mange dage. Imens gør Susanne og Kirsten båden klar og skræmmer en million edderkopper væk fra dæk og cockpit. Vi fylder diesel på tanken, betaler havnekaptajnen, siger farvel til ham og sønnen med tak for god pasning af Ronja gennem vinteren.

250 euro ekstra for olie, oliefiltre, opladning af batterier. Nå ja, det havde kostet mindst det samme i Danmark.

Havnens ukronede konge, Hans, får en ny håndfuld dåseøl og et kram fra Kirsten. Han ligner en lykkelig mand.

Turen til Paris er ok. Vi kender ruten ud og ind. For Susanne og Henrik er det en oplevelse at prøve sluser for første gang og ikke mindst at se Paris fra søsiden. Det sidste – at anduve Paris fra søsiden en fredag aften – er en kæmpe oplevelse for os alle.

Frankrig har lige tabt til Tyskland ved VM i Brasilien. Men det præger ikke synligt pariserne, da vi sejler de sidste kilometer frem mod vores bestemmelsested, Port Arsenal. Der er fest langs Seinens kajkanter. Tusindevis af unge sidder i grupper, ryger, drikker, spiser, hygger sig, hører musik eller danser på særlige dansepladser. Det er en smuk oplevelse at sejle ind gennem Paris så sent på dagen. Festskibe. Feriestemning. Fyldte restauranter. Festklædte franskmænd. Fantastisk.

Logbog: Dagens distance: 80 kilometer. Sejlet tid 12.30 til 21.30 = 9 timer. Sluser 4 stk. Vejr: Tungt og varmt.