I kanal- og flodsejlernes højborg
47° 6′ 3.1968” N 5° 15′ 52.2792” E
July 17, 2015
Vi køber ind og bryder op. Luften er trykkende. Vejrmeldingen lover 38 grader, måske med torden. Det viser sig at være en fin beslutning at droppe den ekstra dag i Auxonne, for ude på floden er der vind og relativ kølighed. Vi sejler til St-Jean de-Losne – kanal- og flodsejlernes højborg. Her løber flere kanaler sammen. Her kommer de fleste sejlere forbi, uanset om de er syd- eller nordgående.
I en stor inderhavn ligger 250 fortrinsvis store flodbåde. I starten af Canal de Bourgogne ligger yderligere små hundrede, og ude på Saône floden ligger de helt store, ombyggede penicher og sådan nogle som os, der med en dybgang på 1.75 ikke kan sejle ind i inderhavnen uden at gå på grund. Det officielle Fluvia-kort siger ellers, at der er plads til dybgang på 1.80, men flere har advaret os om, at det har intet hold i virkeligheden. Der er højest 1.40 meters dybde.
Efter at have bunkret diesel fra noget så sjældent som en flodplaceret diesel-station, lægger vi os uden på et imødekommende hollandsk ægtepar, der ligger i selve floden, og som signalerer, at de gerne vil have os til at ligge uden på. Kort efter får vi følge af vores venner, den svenske båd Sofia, som ligesom os er på vej mod Middelhavet i en Maxi-sejlbåd. Båden sejles af et par, der har orlov frem til udgangen af oktober, og som ønsker at sejle rundt i Grækenland, hvor manden oprindelig selv kommer fra. Han flyttede til Sverige i 1987.
Vi har fulgtes med dem – sådan fra og til – siden Chalon-sur-Champagne, hvor de var vidne til vores fatale motorkollaps på den dag, vi siden indædt har forsøgt at fortrænge.
Vi undersøger byen. Den er mere charmerende end Auxonne, knap så fattig, knap så slidt, lidt mere imødekommende. Samtidig dog også en ganske lille by, der mest er præget af, at den har flodbåde liggende året rundt, til reparation, til vinteropbevaring, til ombygning. Vi bevæger os rundt i slowmotion fra skygge til skygge for ikke at udfordre hedebølgen, som dog ifølge den norske vejrtjeneste YR heldigvis er slut i morgen, hvor vi i stedet får regnbyger og kun 27 grader. Halleluja! Det bliver en fest.
Når vi er glade for YR, er det nok fordi, de ofte lover bedre vejr end de andre vejrtjenester. Lad os nu se.
Det værste ved hedebølger er nætterne. De mange timer, hvor man badet i sved søger at finde hvile. Vi minder for god ordens skyld os selv om, at hvis man vil de varme lande, så er man nødt til at tage varmen med. Men vi taler faktisk i disse dage en del om, at konklusionen på vores ”Ronja round the World” måske bliver en erkendelse af, at det faktisk er allerdejligst at sejle rundt i de danske farvande. Nå, foreløbig krydser vi fingre for, at YR får ret.
Logbog: Dagens distance: 18 kilometer. Sejlet tid 10.00 til 12.00 = 2 timer. Sluser: 1 stk. Vejr: Totalt uudholdeligt i havn. Solen bager dagen lang. Den lokale apotekers termometer viser 38 grader i skyggen. Det er lige til at blive sløj af. Små bevægelser. Coca Cola på caféen.
Nu går det tjept: 24 sluser på en dag!
47° 41′ 2.2524” N 5° 20′ 41.3196” E
July 14, 2015
Effektiv dag. Og temmelig udmattende. Vi har aftalt med vores naboer fra Brügge i Belgien, at vi bryder op sammen med dem som de første af fire både, og at vi følges gennem sluserne. Deres båd, Eva, er en bredrøvet madamme af en jernbåd, totalt spændt inde i et korset af kæmpe store fendere hele vejen rundt. De tilbyder at gå først ind i sluserne. Vi siger ja tak.
Dagen er slidsom. Sluse ind og sluse ud. Nogle sluser på dette stræk er betjent af unge studerende, der suser afsted på deres knallerter for at gøre sluserne klar til os. Andre – de fleste – er automatiserede og styres med den fjernbetjening, vi har fået udleveret. Dagens højdepunkt – i bogstaveligste forstand – er en sejlads gennem en næsten fem kilometer lang tunnel, der er boret gennem bjergets top. Mørkt, fugtigt, klamt. Vand drypper ned i hovederne på os. Belysningen er beskeden, akkurat nok til, at vi kan se at holde os i kanalen. En projektør holder vi i reserve.
Vores start på denne tunnel, Balesmes sur-Marne, bliver styret på god bureaukratisk fransk vis. En række røde og grønne lys i tunnelens loft holder os tilbage eller inviterer os frem, alt efter om vi sejler for stærkt eller for langsomt. Omstændeligt. Irriterende. Ingeniør-agtigt. Man fornemmer, at nogen sidder på et centralt kontor og leger med os.
Slusen er et vendepunkt. Siden starten af Canal entre Champagne et Bourgogne har vi kun sejlet opad. 71 sluser i alt. 340 meter er vi blevet løftet op siden kanalens start. Fra nu af går det nedad. Helt ned til Middelhavet, tror vi nok.
Vi bruger de første sluser efter tunnelen til at vænne os til at sluse nedad. Det hedder sig, at der er meget lettere. Mere skånsomt for skib og besætning. For os er det dog nødvendigt lige at fange teknikken. I de første sluser anvender vi samme teknik, som når vi sluser opad. To trosser. Én til hver. Tæt ved hinanden. Det giver en fornemmelse af kontrol, når det går opad.
Men nedad er der ikke nær så meget pres fra vandmasserne i slusekammeret. Vandet forsvinder stille og roligt under båden. Den ligger meget roligere, og efterhånden bliver vi trygge ved blot at have en enkelt trosse i land, mens vi eksperimenterer med at gøre så få bevægelser som muligt og lade båden passe sig selv. Et enkelt puf med en bådshage eller et enkelt ryk i trossen er rigeligt. Jo, det er klart lettere at sluse nedad end opad. Hvis ikke det var for solen og varmen, ville det være den rene afslapning.
Vi siger farvel til belgierne efter at have fulgtes med dem gennem 20 sluser. Selv tager vi yderligere fire sluser til Dommarien, hvor der ifølge kortet er en kajplads med 1.80 meters dybde for to både. Det passer så ikke. Vi rammer grunden længe inden, vi når kajkanten.
I stedet sejler vi over i højre side af kanalen, hvor en ombygget peniche befolket med unge franskmænd ligger ved kanten. Vi spørger, om vi må lægge os udenpå. Nej. De beder os finde et andet sted. Egentlig uhørt. Sejlere giver altid plads til hinanden. Men de er formentlig landkrabber. Ikke sejlere. Kirsten skumler og nedkalder alverdens forbandelser over de unge landkrabber.
Vi må prøve igen på den i kortet anviste kaj. Niks. Det er umuligt. Vi kan ikke nå ind til bredden. Der bliver ved med at være én til halvanden meter mellem Ronja og bredden. Vi står på grunden og vælger at gøre båden fast på den afstand af bredden med bistand fra en hjælpsom franskmand. Nå, der ser alligevel heller ikke ret spændende ud inde på land.
Den hjælpsomme franskmand ser ud til at være ny med sejlerlivet. Han har en lille motorbåd, som han har gjort fast til bredden med tre trosser og et anker, som han har haget fast på toppen et lille stykke bro. Det har vi godt nok aldrig set før.
Vi fejrer med champagne dagens – synes vi selv – imponerende distance og det faktum, at vi har passeret toppen, og at de kommende ugers sejlads går nedad mod Saône, Rhone og Middelhavet. Et klart vendepunkt.
Logbog: Dagens distance: 35 kilometer. Sejlet tid 8.45 til 19.15 = 10 ½ time. Sluser: 24 !!!! Vejr: Sol hele dagen. Let brise sørgede for at dæmpe heden. I disse farvande er det vindens eneste betydning: At køle. Sejladsmæssigt har den ingen betydning.
Ikke alle steder lykkes det at få Ronja helt ind til bredden
Franskmænd på floder og kanaler er ikke alle helt fortrolige med sejlerhåndværket. Her en noget særpræget brug af anker