Larm og uro. Fiskestank og mågeskrig. Vi er i Boulogne-sur-Mer
50° 57′ 4.644” N 1° 51′ 31.2696” E
15. juli, 2013
For pokker hvor vi kæmper med den autopilot og den søkortplotter. Vi studerer manualen for søkort-plotteren. Og vi studerer endnu mere intenst manualen for autopiloten. Manualer bliver læst forfra og bagfra. Mere kedelig prosa findes ikke i hele verden.
I en uskøn cocktail af en syg autopilot og en pludseligt opstået tvivl om vores beregninger af tidevandets påvirkning på ”Ronja”, beslutter vi at korte dagens distance af, og vi går i havn i Boulogne-sur-Mer i stedet for dagens oprindelige mål, Dieppe. Vi frygter, at modstrømmen bliver os for stor, inden vi når Dieppe, og at vi derfor i for mange timer bliver nødt til at håndstyre ”Ronja”. Først nogle dage senere ved vi, at så slem er modstrømmen ikke. Vi kunne godt have fortsat.
Hvor er det bare helt fantastisk at anløbe disse tidevandshavne. Molerne, bolværkerne… alt er totalt overdimensioneret. Når man anløber en havn ved lavvande, føler man sig som et lille bitte fnug i en kæmpe stor verden. Oppe på toppen af de tårnhøje, overdimensionerede moler står franskmænd i snesevis og fisker.
Boulogne-sur-Mer stinker af fisk og genlyder af mågeskrig.
Marinaen er proppet med hollændere, den har en helt sindssygt stor forskel mellem lavvande og højvande – noget i retning af syv meter, og når de første fiskere gør klar til en ny dags togt omkring klokken 01.00 og i et par timer smider rundt med tomme fiskekasser, så bliver der ikke meget rum for nattesøvn. Larm og uro. Fiskestank og mågeskrig. Et noget overvurderet stoppested på turen.
Vi får dog en virkelig god frokost på et brasserie, hvor lokale franskmænd flokkes i deres frokostpause. Muslinger med fritter til Kirsten. Hakkebøf, spejlæg og fritter til Per. Super.
Byen er ubegribeligt populær blandt lystsejlere. Uheldigvis har vi lagt os langskibs for enden af en bro, og inden aften er der flere sejlere udenpå os. En hollænder og en nordmand. Nordmanden bliver åbenlyst moppet af nogle højtråbende hollændere, som mener, at hans båd støder ind i deres, og at han bør trække en agterline helt ind til broen, i stedet for blot at være fortøjet til en hollænder, som igen er fortøjet til Ronja. Nordmanden er cool. Han er på ferie. Han er ikke til sinds at føje højtråbende hollændere. Vi slutter en åbenlys alliance med nordmanden for det historiske venskabs skyld og tilkendegiver med ham, at hollænderne overreagerer helt vildt.
I Boulogne-sur-Mer køber vi en håndholdt VHF, som skal bruges, når vi tager masten af og ikke længere har antenne til vores faste VHF, og en vandslange, fordi traditionen med at havnen stiller vandslanger til rådighed for gæsterne efter sigende ikke er udbredt i de franske havne.
Logbog: Udsejlet distance: 21 sømil med et af Kirsten beregnet ”puf” bagi af tidevandet. Tid: Afgang 6.30 fra Calais. Ankomst 10.30 til Bourlogne-sur-mer. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Praktisk talt vindstille. Sejlads kun for motor.
-
- The coast between Boulogne-sur-Mer and Dieppe
-
- The harbour in Boulogne-sur-Mer
-
- When the tide goes back it leaves interesting sights
-
- Impressive constructions in tidal harbour
Bådene i nabo-bassinet ligger på bunden af det udtørrede bassin! Tal lige om tidevand
50° 57′ 4.645” N 1° 51′ 31.2696” E
14. juli, 2013
Solen skinner. Det bliver en pragtfuld dag. Calais ligger og venter.
Efter et par timer ved computeren, hvor Per søger at afklare et hjemligt problem på avisen, går vi på opdagelse i byen. Bådene i nabo-bassinet ligger på bunden af det udtørrede bassin! Alt vand er væk! Tal lige om tidevand.
Vi ser byens rådhus bygget efter engelsk stil. Calais var i mange år på britiske hænder. Vi genopdager forskellen på boulangeri, patisseri og boucheri. Vi besøger et museum om anden verdenskrig indrettet i en kolossal tysk bunker opført i byens smukkeste park. Bunkeren har 20 udstillingsrum med billeder, rekvisitter og avisudklip fra krigen. En gammeldags museumsform men alligevel tankevækkende på grund af emnets og billedernes gru.
Senere er vi på stranden, hvor franskmændene gør klar til fejring af 14. juli. Det myldrer med badende, med isboder, med badedyr og med promenerende franskmænd. Det er lige til at komme i feriestemning af.
Det er stadig lidt svært med det franske. Kirstens første bestilling på en café lyder på to kaffe – ”en espresso og en americano, tak”. Tjeneren nikker som tegn på, at han har forstået bestillingen og vender tilbage med en espresso og en bitter, lyserød drink ved navn americano…
I løbet af dagen beslutter vi at fortsætte til havs. Vi kan tids nok komme ind og sejle på kanaler. Hvis vi fortsætter ad Den Engelske Kanal og sejler op ad Seinen, er der knap fem hundrede kilometer til Paris og kun seks sluser. Hvis vi går ind i kanalerne her fra Calais er der 450 kilometer og 36 sluser. Vi vælger friheden på havet. Også selv om vi skal håndstyre hele vejen, hvis vi ikke får repareret søkortplotteren og dens korrespondance med autopiloten.
Planen er: Op klokken 6.30. Ud gennem havneslusen 7.17. Og efter Kirstens stadigt mere autoritative beregninger fange den sydgående tidevandsstrøm klokken 07.57.
Vi forstår stadig ikke helt tidevandet
53° 19′ 48.864” N 6° 55′ 51.1176” E
15. juli 2012
Op klokken seks. Straks afsted. Vi følger Jörgs råd. Smuk morgen. Sågar med små stykker af blåt og glimt af sol. Men vinden er igen stik imod og bølgerne højere, end vi kender hjemmefra.
Vi ligger mildt sagt uroligt i søen. Der må et sejl op for at stabilisere bådens bevægelser. Per vil gerne gå på dækket og hejse sejlet, men Kirsten insisterer på, at det er hendes job. Hun mener, at chancerne er større for, at Per kan redde hende op af vandet, hvis hun falder i, end for at hun kan redde Per op.
Jörgs tidsplan holder slet ikke. Vi er seks timer om at nå Borkum, ikke fire. Dertil et par timer om at runde denne ø, hvorefter vi komplet misser medstrømmen i Emsen, som skulle have givet os fire ekstra knob i floden ind til Delfzijl.
Emsen-floden er deprimerende trist. Kæmpe store kraftanlæg præger indsejlingen . Og uden andre både på vandet virker her trøstesløst. Dertil gråvejret.
På en “plaat”, som hollænderne kalder de flader, der blotlægges, når tidevandet trækker sig tilbage, ser vi en sæl. Længere henne på samme plaat er en flok turister ved at stige ombord på et skib efter have været på vadehavs-vandring.
Tidevand er et mærkeligt fænomen. Nu har vi sejlet i det i en lille uge, og vi forstår det stadig ikke helt, trods praktiske erfaringer og tonsvis af tidevandstabller.
Men det er ikke længere helt det mysterium, som det var, inden vi satte kølen ud i det for første gang.
Første observation er, at man kan undgå det langt henad vejen. Hvis man bevidst fravælger de områder, der bliver tørlagt, og sørger for, at dybden selv ved lavvande er ok, så handler det alene om mere eller mindre strøm. De halvanden knobs med- eller modstrøm, vi har kendt hjemme i danske Svendborgsund, kan hernede godt blive til fire knobs mod- eller medstrøm. Det kan man forvandle til en fordel, og det kan man forvandle til en ulempe.
Anden observation er, at tilnærmelsesvis sikker viden om den aktuelle status for højvande eller lavvande kan gøre det muligt for dig at passere områder, hvor du ellers ville tænke: “Føj for pokker! Her er ikke dybt nok“. Den rette planlægning giver dig muligheder, som du ellers ville have forsværget. Jörg gav os en kopi af programmet “wxtide47”, som grafisk fortæller dig, hvor du på et givet sted er i tidevandsforløbet.
Tredje observation er, at både tyskere og hollændere har udviklet fantastiske ingeniør-kompetencer i at indrette tidevandshavne, hvor flydebroer ruller op ad kæmpehøje, telefonpæl-agtige stolper, og du kan sove sødt, mens vandet bevæger sig både to, tre, fire eller flere meter op og ned under dig.
Fjerde observation er mere en påstand: Det gør ingenting, at du går på grund, blot tidevandet er med dig, så sætter det dig fri igen. Citat Jörg.
Delfzijl er en ren, uforfalsket industri-by. Men byens marina, Neptunus, er prima. Man sover godt efter 12 timer i de høje bølger.
Logbog: Afsejlet 6.00. Destination: Delfzijl i Holland. Ankomst 18.00. Vejr: Vind fra vest, 10 sekundmeter. Nærmest stik imod vores sejlretning. Store bølger. Megen banken op og ned. Trættende sejlads.
Sådan holder tyskerne kur-ferie
53° 42′ 8.3736” N 7° 9′ 56.6208” E
14. juli, 2013
Vi bliver i Norderney. Løber syv kilometer ind til byen og får en fornemmelse af, hvor vi er havnet.
En kurby. Kæmpe stor. Nærmest en industri. Hundredevis af hoteller og pensionater, parker, caféer og ved vandet kraftfuld natur a’la Vesterhavet i Danmark. Meget net, meget stilfuldt, meget smukt og meget afdæmpet. Sådan holder tyskerne åbenbart kur-ferie.
På båden gør vi rent. Cykler senere ind til byen for at købe ind. Falder i snak med ejeren af nabobåden, Jörg, fra Køln, som har sin Nauticat 33 liggende i Ijselmeer, og som kender tidevandet og de frisiske øer ud og ind.
De gode råd væltede ud af ham. Om tidevand, om kanalsejlads, om vadehavets farer, om mulige byer, hvor vi kunne lægge båden op for vinteren i nærheden af Amsterdam.
Han forærer os nogle søkort, et tidevandsprogram til computeren samt et autokort over hele Holland.
“Tag afsted klokken seks i morgen,” råder han os. Og vi som ellers havde tænkt os at sove længe.