Tager I til Sicilien? Tag rigeligt med søsygepiller!
39° 12′ 2.3328” N 9° 7′ 33.8772” E
19. juli til 28. juli
”Tager I til Sicilien i morgen? Så tag rigeligt med søsygepiller,” anbefaler vores australske naboer. De har sejlet tre år non-stop i Middelhavet, og man kan ikke udelukke, at de ved, hvad de taler om.
”Vi har besluttet at vente til fredag,” siger vores franske nabo til den anden side. Han har netop fået sin hustru og to børnebørn om bord, og vi havde mere eller mindre aftalt at følges over til Sicilien. En sejlads på 182 sømil i retning østsydøst. Noget i retning af 30 til 40 timers sejlads alt efter vindforholdene.
”Ja, vi venter også til fredag,” siger den italienske genbo, som mener, at halvanden meter høje bølger er over hans ambitionsniveau.
Vi går til havnekaptajnen. Lad os høre, hvad han siger. ”Vent til i morgen,” anbefaler han. De sidste dages kuling er i aftagende, men der står stadig høje bølger på strækningen over til Sicilien.
Vi har egentlig ikke nogen, vi skal imponere med vores vovemod. Vi har end ikke travlt. Vi har blot – endnu engang – ligget blæst inde i fire dage og havde virkelig glædet os til at komme videre torsdag. Nu bliver det fredag. Vi tager endnu en dag i Gagliari, hovedbyen på Sardinien.
Gagliari er en stor provinsby, cirka 200.000 indbyggere, sådan en ”hulter til bulter by”, hvor alt er planlagt for at tækkes privatbilister, og hvor det nok er muligt at vandre rundt men stort set ikke er muligt at cykle. Byen har kilometervis af strand, men for at komme ud til denne og hjem igen, må vi flere gange løfte cyklerne hen over autoværn og krydse motortrafikgader med rasende trafik. Skiltning? En by i Rusland.
Et forladt pizzaria, der åbenlyst har kendt bedre dage. Lidt trist men også symbolsk for Gagliari. Byen forfalder. Byen har svært ved at følge med.
Byen har også opført en havnepromenade på flere kilometer for gående og cyklister. Et populært sted for kyssende kærester, og det enorme havnebassin er jagtområde for delfiner, der trænger småfisk op i en krog.
Promenaden er kun få år gammel. Alligevel er gang-brædderne løse og gelænderet mod havnen er ved at ruste.
Sådan er Gagliari også. Den holder ikke trit med tiden.
En pirat troner på vores lokale bardisk i Marina de Sole. Baren ligger i et telt på en nedbrudt mole. Den samler langturssejlere med behov for wifi og lyst til at snakke oplevelser
Vi bor i Marina de Sole, en af Gagliaris mange havne. Vi søger derind, fordi vi på nettet kan se, at det gør andre langturssejlere. Her møder vi igen løse gangbrædder, udslidte lystbåde, et primitivt havnekontor i et telt og et toilet, der på en sammensunket mole truer med at vælte i havnen, dels fordi toilettet står løst, og dels fordi toiletgulvet hælder faretruende ned mod havnen.
Marina de Sole vinder med tiden. Der ER mange langturssejlere i den havn. Der ER en god stemning i havnen. Der er wifi i havnekaptajnens telt, og han og hans ansatte er dejligt imødekommende. Selv det potentielt nedstyrtende lokum får de styr på. De støber nyt gulv. Toiletkummen bliver gjort fast. Min sjæl, hvad vil du mere?
Jørgen Folkersen og Hanne de Linde er påmønstret i Gagliari. De er veteraner i at sejle med på Ronjas jordomrejse, og som altid stiger det kulinariske niveau til astronomiske højder ved deres ankomst
Bonusinfo: Havnepenge kan forhandles. Første udspil fra havnen i Gagliari hedder 50 € pr dag. Vi ender med at betale 33 € pr dag. Gagliari siges at have Italiens største fiskemarked. Det er overdådigt. Fra sværdfisk til østers. Ovenpå fiskemarkedet finder du et grøntsags-, oste- og kødmarked, der siger spar fem til det meste. Markedet er ikke nemt at finde. Men spørg efter det; det er i den grad ulejligheden værd. Personligt fandt vi tilfredsstillelse i at besøge Sardiniens nationale arkæologi-museum. Den slags kan man lide eller ikke lide. Vi kan lide det. Den bedste pizza, Diavolo, fik vi på Sardegna Pizzaria i restaurantkvarteret. Det bedste måltid fik vi på Bistro Fork.
Enten havde Sardinien besøg fra det ydre rum i årtusindet før Kristi fødsel, eller også havde de bare svært ved at kopiere øjne i deres kunst. Skulpturen viser angiveligt en bokser mere end 1000 år før Kristi fødsel
Blæst inde midt i en byfest
39° 56′ 16.2384” N 9° 42′ 15.714” E
13. juli til 18. juli
Jeg ved ikke, hvad det er med os og byfester. Lige siden vi boede i Helsingør og sejlede op og ned langs svenskekysten har vi haft det ulyksalige uheld, at vi ofte går uforvarende til kaj i små byer, netop som disse har spændt sig selv op til den årlige byfest – du ved, den slags som brager løs til klokken to om natten, hvorpå festen fortsætter inde på nabobåden, hvor festdeltagerne fortsætter med mere og mere snøvlende stemmer til den lyse morgen.
Vi kender alle signalerne: Farvestrålende gynger, karruseller, radiobiler, blinkende lygter og fra tidlig aften høj musik fra seks-syv forlystelser på samme tid.
Alligevel går vi til kaj i Arbatax. Det er den eneste havn i miles omkreds, som har en tank for diesel, og da vi på vej ind til vores havneplads ud af øjenkrogen opdager radiobilerne, er det for sent at sejle videre. Der er 34 sømil til næste havn.
Næste dag spiser vi middag med to tidligere kolleger fra Odense, og derefter følger to dage med vind af kulingstyrke. Vi er indeblæst midt i en byfest. Suk.
Før vi får set os om, har vi tilbragt tre døgn klods op ad radiobiler og dunkende disko-rytmer. Jeg forsøger at genkalde den tid, da et tivolis ankomst til den lokale dyrskueplads i Danmark gav mig hjertebanken og håb om skønne, ukendte oplevelser. Men følelsen er tabt. Jeg kan ikke længere mobilisere begejstring for den slags. Diplomatisk sagt.
Vi havde ligget et par døgn i Santa Maria Navarrese men er nu sejlet tre sømil mod syd for at få fyldt diesel på tanken og for at søge frisk luft og forandring.
Børn om bord sætter dejlige spor. Små legomænd i tovværk og på dæk; og en gast, der synes, det er sjovt at spule dæk
Mange sejlere elsker Santa Maria Navarrese frem for Arbatax. Santa Maria Navarrese er omgivet af høje bjerge og høje moler, fantastisk beskyttet mod vind fra alle retninger, en sikker havn med 16 restauranter og skønne strande med parasoller og solsenge. Den har alt, hvad et ferierende hjerte kan begære.
Men luften står stille. Det er lidt som at blive slået i hovedet med en hammer af varme. Ingenting bevæger sig. Her er Arbatax et alternativ. Den er mindre beskyttet, mere åben, og netop derfor strømmer kølig luft ind fra havet. Du bader ikke fra en strand i Arbatax men fra klipper, og udvalget af restauranter er hurtigt overskuet.
Alligevel. Arbatax er et alternativ. Du skal bare undgå den anden weekend i juli. Da er der tre dages byfest med radiobiler, truthorn, trommedans og om søndagen en ceremoni, hvor en helgenfigur sejles i spidsen for en armada af lokale skibe tre gange rundt i havnens enorme yderbassin, mens efter sigende 10.000 tilskuere kigger på fra land.
Men hvem ville også finde på at anløbe Arbatax den anden weekend i juli?
Overalt i verden hvor en klippe giver mulighed for 6-8-10 meters respektindgydende udspring, er der unge til at tage imod udfordringen
Bonusinfo: Hvis du er i Santa Maria Navarrese og har lyst til at spise ude, så prøv Mec Puddu’s. Det er sardinsk fast food i god kvalitet og til fornuftige priser. Hvis du er i Arbatax så prøv marinaens restaurant. Velsmag og fantastisk udsigt. Hos den lokale skibsproviantering kan du til din nyindkøbte fender få en meter reb med en skræddersyet tackling for to €. Det kan vi lide.
Sardinien over og under vandet
40° 7′ 26.2344” N 9° 40′ 35.346” E
July 12th
Guest blogger: Lasse Folkersen, gæstegast
Ronja-round-the-world handler om vandet og alt der har med vandet at gøre. I denne post handler det om det som foregår under vandet. Som gæstegaster på Ronja ned langs Sardiniens østkyst havde vi allerede oplevet de storslåede klippekyster og fantastiske strande som denne ø byder på. Men en pausedag i en havn med en dykkerforretning gav mulighed for at udvide dette med scuba-dykning. Jeg har den meste af min dykkererfaring fra sydøstasiens farverige fiskeliv og var lidt i tvivl om hvad man kunne forvente af Middelhavet.
Men jeg blev ikke skuffet; det er anderledes, på nogle måder mindre ’mættet’ – men slet ikke på en dårlig måde. Selvfølgelig er der farverige fisk, men det, som jeg synes er mest attraktivt her, er samspillet mellem formationer af undervandsklipper og hvidt sand. De kridhvide sandstrande, som Sardinien byder på, fortsætter ikke overraskende også ned under vandet. Dét er det særlige ved dykning i disse farvende: hvor strandende snor sig videre ned under vandet som sandstier ind i et virvar af undervandstunneler oplyst fra oven i klar middelhavsazurblå, sparsomt men elegant dekoreret af farvestrålende undervandsplanter.
Venstre: Farvestrålende undervandsplanter. Send en mail hvis du kender navnet på den. Højre: Hvide sandstrande. Navnet på den her strand var Cala Mariolu.
Bonus info for sejlere: Hvis man skal sejle i området nord for Arbatax (se kort øverst) så vil jeg anbefale at man afsætter ekstra tid til kort besøgsstop på de fine men utilgængelige strande. De er ikke speciel gode til nat-ankring, slet ikke i dårligt vejr, hvilket sikkert er hvorfor de ikke fremgår i ankringspladsoversigter. Men strandene er yndede ekskursionsmål for lokale landkrabbeturistbureauer, faktisk så meget, at de alt efter afgangs og ankomsttider kan være meget overrendte af badegæster. Men det er jo netop friheden ved at have sin egen båd. Så mit bedste råd på den strækning: ring til et lokalt rejsebureau og spørg til tider og destinationer for deres gummibådsudflugter. Og så sæt kurs mod disse destinationer på et tidspunkt, hvor rejsebureauet ikke har en udflugt planlagt. For Cala Mariolu virkede kl 13 til 14 relativt tom. Og så kast anker og svøm ind og nyd en næsten mennesketom, kridhvid, velholdt og solbeskinnet paradisstrand.
Velkontrolleret bouyancy control i snævre undervandstunneller. Tydeligvis en rutineret dykker.
Bonus info for dykkere: Jeg kan stærkt anbefale ”Diving Cala Mariolu” som er en lillebitte dive-shop dybest set bestående af tre parasoller, en sol-fanger og et par dykker-instruktører. Alt sammen sat op ad-hoc på stranden. Meget lige til, og faktisk rarere end nogle af de store firmaer man ofte ser andre steder. Dykkerguiden Andreas var jeg særligt imponeret over; han formåede at være både guide og fotograf på samme tid som han også organiserede alting oven-vande. Et dyk, inkl. alt udstyr, og fotos: 60 €. Det virkede til at man skulle have lidt tykkere våddragt på en standard for sydøstasien. Allerede på 12 m dybde i kortærmet 3 mm våddragt var det meget koldt. Jeg havde også booket i Aquatica i Santa Maria Naverrese men pga en kommunikationsbrist blev jeg sat i en forkert båd og fik aldrig mulighed for at se om de var dygtige til dykkerguiding.
Mest af alt en hyldest til fotograf/instruktør/guide Andreas som formåede at have styr på alt og stadig tage fantastiske billeder inden for et budget af blot 60 €.
Hu hej, hvor det går: Palma den ene nat, Tahiti den næste
41° 12′ 40.1724” N 9° 24′ 15.7428” E
30. juni til 4. juli
Porto Palma er en stor åben bugt med rigelig plads til ankring, og i dagtimerne kan du ovenikøbet være del i en hæsblæsende kapsejlads. To sejlerskoler bruger bugten til at træne kapsejlads og begyndersejlads. 30 joller – flest laserjoller – er på vandet. Vi har kastet anker ”midt” i banen og kan som eftermiddags-underholdning følge hvert eneste taktiske sats, hvert vovestykke og hver kæntring hos de unge, ivrige elever.
Palma-bugten er hjemsted for to sejlerskoler som sørger for fuld spænding på vandet med pause kun under siestaen
Cale Coticcio er en anden, noget mindre, ankrings-bugt. Den kaldes af de lokale for Tahiti Bay måske på grund af populariteten, de mange dagsejlere, som kommer fra nærliggende byer og tilbringer dagen i det azurblå vand.
Palma og Tahiti har – i denne del af verden – det til fælles, at de begge er en del af øgruppen La Maddalena. Vi er nået til italienske Sardinien. De to bugte ligger på øen Caprera, som med hovedøen Maddalena og 12 andre øer udgør en stor og stramt beskyttet naturpark.
Man køber tilladelse til at bevæge sig i området. Prisen er 60 € for en uge, hvis du er i en sejlbåd. Naturen kan godt lide sejlbåde, så vi får rabat. Med tilladelsen følger retten til at sejle og ankre i området efter et detaljeret sæt af regler.
Reglerne siger, at her må du ikke plukke blomster, her må du ikke samle sten, her må du ikke gå i land, med mindre du er i følgeskab med en naturguide, her må du ikke fiske, her må du ikke snorkle og slet ikke dykke. Her må du ikke lukke vand ud fra opvask eller brusebad. Her må du overhovedet ikke være. Det hele varierer fra bugt til bugt.
Regelsættet er så komplekst, at vi opgiver at finde ud af det. Vi bliver ombord på Ronja, nyder badelivet, og viser pligtskyldigt vores tilladelse, når vi bliver antastet af en gummibåd med parkassistenter, som vil vide, om vi har betalt.
Især Tahiti Bay er i dagtimerne et cirkus af hvinende børn, råbende forældre, raslende ankerkæder, larmende påhængsmotorer og sejlende ismænd, der formår at få 5 € for en is, der i det lokale supermarked koster 1,65 €.
Klokken cirka 19 sænker freden sig over Tahiti Bay. De lokale sejler tilbage til deres hjemhavne, og fra at være 70 både er vi bare 7, da mørket og en helt usædvanligt klar stjernehimmel sænker sig over Tahiti.
Tahiti-bugten er nærmest skulpturel smuk. Vind og vand har i århundreder slebet klipperne til i fantastiske former. Vegetation er der imidlertid ikke meget af
Her er vanvittigt smukt, dog næppe smukkere end så mange andre steder i området. Og logikken i naturparken forstår vi ikke helt. Hvorfor bruger de så mange ressourcer på at kontrollere, om vi har betalt? Hvorfor bruger de ikke ressourcer på at lægge permanente ankerbøjer ud, så de slipper for at få beskadiget det dyrebare Possidonia-græs på havbunden, hver gang en ny sejler smider sit private anker og trækker det op igen fyldt med netop Possidonia-græs?
Man kan få den tanke – som givet er forkert – at den megen og ærefrygtige snak om naturpark mest handler om at få flere til at forstå, at netop disse 14 øer er noget ganske særligt i et område, hvor talrige skønne destinationer kæmper om de sejlendes gunst.
Bonusinfo: Cala Gavetta på Maddalenaøen er en positiv overraskelse. Charmerende by, livlig om dagen og fredelig om natten. Vi lå to dage i havnen. Den første dag kostede 27 € i havnepenge. Den næste dag kostede – for samme plads – 56 €. Hvorfor? 1. juli skifter prislisten til højsæson, og så dobler de prisen.