Fanget i et pludseligt uvejr
36° 49’ 98.00’’ N, 30° 36’ 37.00” E
Det starter med et lyn og så ét til. Derpå kommer vinden, hylende, nærmest afsindig, den pisker havet til skum og skaber høje – foruroligende høje – bølger.
Så følger regnen, men mest er vi optaget af stormen, der flår i riggen og får bølgerne til brat at stoppe Ronjas fremdrift. Stævnen bliver løftet højt op i vejret for derefter at blive hamret ned i et bølgedyb, mens vand vælter ind over dækket, og fartmåleren falder fra 6,5 til 1,2 knob.
Det hele kommer så hurtigt, at vi knap når at lukke lugerne. Et øjeblik tidligere viste vindmåleren 0,0, og retningspilen snurrede rundt, fordi den ikke kunne finde en entydig retning på vinden. Og nu viser vindmåleren 20, 30, 40, 50 knob, direkte imod os.
Vi er midt i en tordenstorm.
Hvad gør vi? Skal vi vende om? Søge ly i en tyrkisk vig to sømil tilbage?
Vi bider tænderne sammen. Siger til hinanden, at dette må være et forbigående uvejr. Vejrudsigten havde jo lovet godt vejr. Er det ikke også som om det lysner – bare en lille smule – langt ude til højre?
Efter en time er det overstået. Først tager vinden af, så stopper regnen, og efter nogle timer falder også bølgerne til ro.
Ronja gør igen fart igennem vandet. Vi andre slapper af.
Sjovt at kigge indenfor i Monaco men fri os for at bo der
43° 44′ 13.0308” N 7° 25′ 42.2004” E
September 20. – 2016
Hvad gør man, når 40.000 indbyggere og et masse turister skal bo på kun 197 hektarer? Man stabler dem. Man sørger for, at der i flere kælderetager er gennemkørselsveje og parkeringspladser. Man sørger for, at der over kælderetagerne er flere etager med indkøbsgader, og at der i de øverste 20-30 etager er boliger.
Det kræver planlægning, og det er de helt åbenlyst gode til i Monaco. Lidt som i Hongkong. I Monaco har de blot endnu flere Ferrarier i gaderne og endnu flere marmorfliser på fortovene.
Vi valgte at ignorere lilleputstaten, da vi passerede den under vores fransk-italienske odysée. Et par dage senere tog vi dog et smugkig på fyrstedømmet, da vi var på vandretur fra Menton.
Det er sjovt at besøge Monaco. Men det bliver aldrig et foretrukket mål for os. Allerede når du ser Monacos havn, får du samme fornemmelse som i St. Tropez – at alt handler om facade, alt handler om at fremstå så prangende som muligt, alt handler om at lefle for dem med flest penge. Alt i havnen er indrettet efter at tilgodese kun multimillionær-yachter.
Det er der intet forkert i. Monaco sender et signal om, hvordan havnen ønsker at blive oplevet. Det er der givet mange, der kan lide. Vi kan ikke.
Monaco set fra havet. Europas Manhattan siger nogle. Nå ja, nok ikke helt
Smart i Monaco. Mennesket øver sig i at gå på vandet….
… det er som bekendt ikke let. Hovmod står for fald 🙂
Monaco er set fra havet en blanding af nyt og gammelt
Min er større end din!
43° 35′ 12.462” N 7° 7′ 42.8952” E
September 12, 2016
Hold fast, hvor er den stor! Helt ubegribeligt stor!
Sidst vi var i Antibes – for en måned siden – var vi fascinerede af havnens dengang største yacht, ”Katara”, ejet af emiren af Quatar. Hey: Den var 126 meter, havde en fast besætning på 60 personer, helikopter på agterdækket og var oplyst om natten som et dansetempel.
I dag er Katara væk, og den første plads på den såkaldte milliardær-kaj i Antibes Port Vauban er overtaget af en endnu større yacht. En helt ubegribeligt stor yacht.
Hun hedder ”Dilbar”, blev søsat for fire måneder siden og er ejet af den russiske milliardær, Alisher Usmanov.
Dilbar er cremefarvet med detaljer fremhævet i bronze.
Hun er mageløs.
Hør lige her: Hun er 156 meter lang (til sammenligning er vores sejlyacht, ”Ronja”, 10 meter og 65 centimeter lang). Dilbar har plads til 80 besætningsmedlemmer og 40 overnattende gæster. Hun har efter sigende kostet fire milliarder danske kroner.
Målt på bruttoregistertons er Dilbar verdens største private yacht. Målt på længde er hun den fjerde største. Samtidig har hun den mest kraftfulde motor og det største svømmebassin nogensinde set på en privat yacht. Hvor dette svømmebassin befinder sig ved kun udvalgte. Det er ikke på soldækket, for det er optaget to helikopter-platforme.
Alisher Usmanov har siden 2008 haft en anden yacht med navnet Dilbar. Den er på sølle 110 meter, er i dag omdøbt til Ona og har stadig Usmanov som ejer. Hans rigdom stammer fra russisk mineindustri og fra aktier i russisk internet og mobiltelefoni plus Facebook, Twitter, Alibaba samt en pænt stor aktiepost i fodboldklubben Arsenal.
Hvad er det med ældre mænd og deres både? 63-årige Usmanov får bygget en båd, der er 46 meter større end den, han havde i forvejen. I Danmark købte nu afdøde skibsreder i AP Møller Mærsk, Mærsk Mc-Kinney Møller, i 2009 – da han var 95 år – en Swan yacht, der var tre meter længere end den yacht, han havde i forvejen. Det må da man kalde livskraft. Tænk hvis man selv i en alder af 95 år er optaget af at få en båd, der er tre meter længere, end den man har i forvejen…
Hvad driver disse milliardærer til at ønske sig stadig større både? Prestige? Et signal om deres egen, deres virksomheds eller deres nations betydning? Eller blot et ønske om at fremvise noget udstyr, der er større end andres? De super-riges veje er uransagelige. Jeg giver op.
P.S.: Fik jeg nævnt, at jeg selv drømmer om, at Ronja var én meter… nej, lad os hellere sige halvanden meter, faktisk snarere to, længere, end hun er?
Selv ved milliardær-kajen virker Dilbar stor. Skibet er opkaldt efter ejerens mor
Dilbar er bygget i stor hemmelighed af det tyske værft Lürssen. Byggeriet har stået på i 52 måneder.
I skyggen af et attentat: Nice er fascinerende – ”Je suis Nice”
43° 41′ 37.2156” N 7° 17′ 17.0772” E
29. juli, 2016
Nice: Kun når man er fire år som vores barnebarn, Nellie, kan man i Nice – to uger efter det forfærdende attentat 14. juli – spørge, om dette er et sted, hvor man køber bamser og blomster.
Mindestedet efter de 84 tilfældige mennesker, der blev mejet ned af en åndsformørket ISIL-terrorist i en tung lastbil på Bastille-dagen i Nice, er for os, der er ældre end fire år dybt, dybt, dybt ind i hjertet gribende og knugende.
Blomster, bamser, fyrfadslys, digte, mindeord i overvældende mængder fremprovokerer en indædt lyst til at stå bag franskmændene og fortælle dem, at deres sorg er vores, at vi er fælles med dem i deres opgør mod terror.
”Je suis Nice”.
Nice er en fortryllende by. Kosmopolitisk. Rig. Varieret. Energisk. Præget af kunst, kultur og arkitektur fra dengang, det europæiske aristokrati satte hinanden stævne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Her er flere flotte bygninger, flere museer, flere legepladser og mere liv i gaderne end i nogen anden by langs den franske Middelhavs-kyst.
Lige netop i år, sommeren 2016, er det imidlertid svært, at gøre andet end at lade billederne fra mindesmærket efter den fatale Bastille-dag tale.
-
- 8-årig: De mennesker er ikke venlige. De har ikke retten
-
- Terroraktionen strakte sig over et par kilometer af strand-promenaden.
-
- Bamser,blomster og mindesmærke
-
- Et lille udsnit af mindestedet efter terroraktionen 14. juli.
Også på selve promenaden bliver der lagt blomster, mindeord og tøjbamser
Fakta: Efter at have dvælet ved mindet om ofrene fra 14. juli-attentatet følger her nogle faktuelle sejlerinformationer: Nice er en relativt billig havn: 30 € pr nat. Lidt billigere end Cannes: 34 € pr nat.
Vores erfaring er, at hvis du i de store byer søger ind i de gamle havne – Vieux Ports – så er det prisen. Prisen stiger, når du går ind i mindre havne, som Marina Baie des Anges mellem Nice og Antibes. Her giver du 48 € pr nat uden overhovedet at få mere for pengene.
Derfor: Gå efter Vieux Ports, når du har behov for at opsøge en havn med indkøbsmuligheder, sanitære faciliteter og kulturtilbud ud over det, du kan få på gratis ankringspladser i bugterne.
Ronja spiser kirsebær med de store. Bemærk at nu parkerer vi båden, som vi vil. Stævnen ind først – uanset hvad franskmændene gør og synes
-
- men der er andre museer i Nice, som også er et besøg værd. Her er en Picasso fanget på det gamle Museé des Beaux Art
-
- Chagall museet er fantastisk. Gå ikke glip af det
Tag aldrig et nej for et nej – når det gælder havnepladser
43° 35′ 2.1804” N 7° 7′ 41.7288” E
26.juli 2016
Antibes er en dejlig by. Overskuelig – med strande, gode museer, restauranter og et umiskendeligt maritimt præg
Antibes: Kvinden bag skranken svarer hovedrystende: ”I må forstå, at det, i spørger om, kan ikke komme på tale. Vi lejer ikke bådpladser ud på måneds- kontrakter i juli og august. Vi lejer ud for én dag ad gangen, højest to dage, og så kan I komme og spørge, om I kan leje en dag mere. Sådan er reglerne.”
Kvinden bag skranken har en mimik, der lader os forstå, at vores forespørgsel tager prisen som månedens mest tåbelige.
”Det er jo ikke havnens pladser. Det er de enkelte ejeres. Vi kan ikke vide, hvornår ejeren kommer tilbage og skal bruge pladsen selv.”
Kvinden sidder bag skranken på havnekontoret i Port Vauban, Antibes’ kæmpe-havn, der efter sigende er Europas største marina med mere end 1700 bådpladser, herunder en milliardær-kaj for de lystsejlere, der ikke kan nøjes med to eller seks ansatte besætningsmedlemmer, men som har 40 eller i et enkelt tilfælde 60 besætningsmedlemmer.
Vi havde spurgt kvinden, om vi kunne få en plads til vores sejlbåd Ronja i en måned eller mere, mens vi var hjemme i Danmark. Det kunne vi åbenbart ikke. Der er regler. Og hvor var vi henne, hvis ikke regler bliver fulgt?
Vi forlader havnekontoret slukørede. Vi tænker, vi igen er stødt ind i den der franske arrogance, hvor visse embedsmænd har et større behov for at vise, hvem der bestemmer, end de har interesse i at finde en løsning med kunden.
Ikke desto mindre: Vi SKAL vi til Danmark den 2. eller 3. august, og vi KAN tidligst være tilbage i Sydfrankrig den 12. september. Problemet skal løses.
Vi sætter os på stamcafeen, Felix, som har en acceptabel wifi og en hæderlig hvidvin, og så sender vi en byge af mails til havne og værfter langs Rivieraen – fra Cannes i vest til Menton i øst.
Vi vil helst have Ronja til at ligge i vandet fra 2. august til 12. september. Men vi er desperate nok til at lave en samlet aftale for hele vinteren, herunder at få båden taget på land, hvis havnene i øjeblikket ikke har plads i vandet.
De hurtigste svar får vi fra dem, vi opsøger personligt. Tre værfter/bådværksteder i Antibes har hver især en kran stor nok til at løfte Ronja op af vandet. Alle tre er virkeligt imødekommende over for vores problem. En enkelt siger dog lige ud, at de kan tjene flere penge på at udnytte deres havneområde til klargøre af både end til at have vores Ronja stående i vinterhi. Fair nok.
Et andet bådværksted tilbyder at tage Ronja på land og opmagasinere hende i et hjørne af deres havneområde frem til april, otte måneder, for 52.000 kroner. Et værft tilbyder at hive Ronja på land, tage masten af hende og transportere hende ind i landet, hvor de har en oplagringsplads. Pris: 57.000 kroner.
De må have spist søm. På de vilkår skal vi ikke have Ronja på land.
Så begynder svarene at tikke ind på mail. De mest professionelle er de fire havne, der indgår i fællesskabet Riviera Ports – Cannes, Nice, Golfe-Juan og Villefrance. De kvitterer straks med en standardmail om, at de har modtaget min mail, og at de vil svare på spørgsmålet indenfor 48 timer.
Det gør tre af dem. Nice tilbyder at dække en del af perioden. Cannes og Villefrance melder pas men sætter os på venteliste. Golfe-Juan hører vi ikke fra. Det samme gælder seks-syv andre marinaer. De svarer simpelt hen ikke. Ikke med en linje.
Og dog. Én havn svarer. Den mest overraskende af dem alle.
Egentlig havde vi fået mundtligt afslag fra Port Vauban, men da vi sad og skrev mails, så sendte vi alligevel også Port Vauban en mail.
Og minsandten! Port Vauban svarer ja, de har en plads til Ronja fra 2. august til 12. september.
Hurra for Port Vauban! Havnen i Antibes er tilbage i førerfeltet. Vi kvitterer med et ja til betingelserne og lover at være der 2. august
Og hvad lærte vi så lige her? Vi lærte, at den ene hånd på et havnekontor ikke nødvendigvis ved, hvad den anden hånd laver. Et afslag fra én medarbejder, kan blive til et lykkebringende tilsagn fra en anden. Tag aldrig et nej for et nej – når det gælder havnepladser.
Eftertanke: I de fire år, vi har været på vej ud i verden med Ronja, har mange spurgt, om det ikke er svært at få afsat vores båd, når vi er hjemme i Danmark og arbejde. Tværtimod. Det har været nemt. Nemt i Holland. Nemt i Nordfrankrig. Nemt vest for Marseilles. Den franske Riviera viste sig at være lidt sværere og noget dyrere. Men alligevel: Også her kunne en løsning skabes på kort tid.
Man betaler for det. I vores tilfælde 1082 € for 40 dage i højsæsonen. Men som sagt: Vi skulle hjem til Danmark 2. august.
Vores “nabo” i Antibes: Lystyacht “Katara” er 124 meter lang, har en besætning på 60 mand og er ejet af emiren af Quatar. Pris: 300 mio. $
Der spules, skrubbes, gnubbes og poleres. Ansatte på milliardær-yachterne rengør konstant, når yachten er i havn og ejeren er væk
Antibes er yacht-industriens europæiske hovedstad. Her kan du købe en milliard-båd, få hyre som matros, få syet uniformer til din besætning 🙂
Badeferie uden badestrand – en særlig fransk livsstil?
43° 30′ 39.3696” N 7° 2′ 50.8308” E
July 23, 2016
”Dingeling, dingeling, dingeling…”
Dingeling?
Det lyder grangiveligt som en af de biler, der en gang om ugen kører op og ned ad villavejene derhjemme og sælger is fra en blå varevogn.
De biler kører vel ikke rundt i Middelhavet?
Vi ligger for anker ved øgruppen Îles de Lérins, to-tre sømil sydøst for Cannes. Øgruppen har to hovedøer, og vi har kastet ankeret i et stræde mellem netop de to øer.
På den ene side har vi Île Ste-Marguérite, hvis fort i det 17. århundrede holdt ”Manden med jernmasken” som fange (filmatiseret med Leonardo deCaprio i hovedrollen). På den anden side har vi Île St-Honorat, munkenes ø, hvor der i århundreder har boet munke, i det syvende århundrede boede der 4000 munke, i dag er kun nogle få cistercienser-munke tilbage.
Og lyden… dingeling?
Den viser sig faktisk at stamme fra et elektronisk horn på en båd, som sejler rundt og sælger is til de flere hundrede sejl- og motorbåde, der ligger for anker mellem de to øer. En isbåd – komplet med fryser, reklameskilte og prisliste for is, sandwich, kaffe, øl og sodavand.
Lidt senere kommer også en pizzabåd med et pizza-banner flagrende efter sig. Vi prajer båden og spørger, om vi kan få en med pepperoni.
”Naturellement.” Vi har alt, forsikrer pigen, der fører båden. Kig i brochuren og ring når I har bestemt jer.
Vi skal blot opgive bådens navn og nationalitet og sige, at vi ligger ”lige ud for muren”. Pizzaerne bages på en stor katamaran i nærheden, og salgsbrochuren lokker med mere end de fleste hjemlige pizzariaer: Snacks, drinks, desserter, østers, champagne, vine.
Efterhånden som vi får overblik over livet mellem øerne, viser det sig, at den kommercielle flåde omfatter to pizzabåde, tre isbåde og en enkelt båd, der sælger fisk og skaldyr. Vi venter så småt, at det næste, der dukker op, vil være en afrikansk indvandrer, der falbyder stråhatte og sarong’er til beskyttelse mod solen.
Latter, glade skrig, baderinge, snorkler, overalt tumler børn og gamle rundt i vandet omkring deres både. Strandtur uden strand. Legeland uden land.
Det er en anderledes livsstil end den, vi selv er vant til. Ikke at vi ikke ankrer op i en smuk bugt, nyder badelivet og overnatter for svaj. Selvfølgelig gør vi det. Men som regel har vi på vores sejlture i Danmark eller udlandet altid været undervejs fra A til B til C til D. En stor del af vores nydelse er at vågne op om morgenen og tænke, at i dag skal vi hen til et nyt sted, hvor vi aldrig før har været.
Mange franskmænd sejler snarere fra A til B, derefter tilbage til A. Og næste dag igen til B. Tror vi.
De bor i Cannes eller en anden by, har en båd liggende i havnen, som de bruger til at sejle ud til en skøn ankerplads, hvor de tilbringer dagen med at plaske rundt i det turkisgrønne vand. Når det bliver aften, sejler de hjem til deres faste seng. Næste dag vender de tilbage til ankerpladsen igen.
Vi gætter på, at 4-500 både i dagtimerne lå for anker i det lille stræde mellem de to øer. Da lyset brød frem den næste morgen talte vi, at præcis 53 både var tilbage og havde overnattet på ankerpladsen.
Fedt liv. Fed livsstil. Men anderledes end vores.
Efter en frisk morgendukkert på fire meter vand, tænker vi, at en gummibåd nok dukker op for at sælge morgenbrød. Men ak. Så udbygget er det maritime butiksnet trods alt ikke.
Vi trækker ankeret op, hejser sejl og sætter kurs mod bageren i Antibes.
Île Ste-Marguérite er en pragtfuld ø at vandre på. Fra øens nordside er der udsigt til Cannes
Leveret direkte til din båd: Is, kaffe, sandwich og drikkevarer
Fem Cornetto, tak. De hedder på fransk “Cone” og knap halv størrelse af dem derhjemme
Katamaran Pizza – firmaet har to gummibåde til at levere direkte til dit skib
Ronja på fire meter krystalklart vand. Her med skippers kone, barnebarn Nellie og svigerdatter Tianling
Hvad er en lystbåd uden vandrutchebane? Der kan være meget udstyr på de store yachter
Cannes slår Saint Tropez med adskillige længder
43° 33′ 10.2492” N, 7° 1′ 2.5284” E
July 16, 2016
Havnefronten i Cannes udstråler mangfoldighed. Store både, små både. Her føler Ronja sig hjemme
Luften er tyk af helikoptere over Saint Tropez og Cannes. Som flittige insekter arbejder de sig summende frem og tilbage mellem byerne med lejlighedsvise afstikkere ud til de store lystyachter, der har egen helikopterplatform. Det virker som om, der især er en tæt morgen- og fyraftenstrafik af folk, der skal til og fra job fra villaen eller lystyachten i Saint Tropez, Cannes eller Nice.
Men hvad ved vi om det? Ronja har ingen helikopterplatform på agterdækket. Ved nærmere eftertanke har Ronja ikke engang et agterdæk. De mange helikoptere giver en fornemmelse af business-aktivitet, men de understreger også den stemning af eksklusivitet og ekstravagance, vi har bevæget os ind i med anløb til Saint Tropez og Cannes. Havnen i Saint Tropez gav os ly under knap tre dages sommerstorm med op til Beaufort 8 i vindstødene, og nu har vi ligget foreløbig tre dage i Cannes.
Saint Tropez: Balancen mellem tilrejsende luksus og selve byen er skæv
Af de to byer foretrækker vi Cannes. Der er fællestræk ved de to byer. Men Cannes vinder suverænt i den sammenligning. Hvorfor? Fordi der er en rarere stemning i Cannes. Cannes er ikke så forskruet, så forloren, så hysterisk som Saint Tropez. Det er som om, Saint Tropez ingenting er i sig selv, men at den snarere definerer sin egen værdi i de ting, den trækker til sig udefra – de store lystyachter, de talstærke mærkevarebutikker, de kendte og de rige.
Sådan har det vist været i mange år. Da man efter anden verdenskrig skulle genskabe den krigs-skadede by, var man bevidste om, Saint Tropez skulle dyrke et særligt ry som legeplads for de kendte. Errol Flynn kom til byen, Jean Cocteau, Anaïs Nin og i 1956 også Brigitte Bardot. Dermed var det særlige image på plads.
Det image dyrkes stadig. Turbåde sejler rundt med turister og udpeger de kendtes villaer. De store luksus-yachter får plads allerinderst i den gamle havn, så vi alle forstår, at her er den virkelige attraktion ved Saint Tropez – et smugkig ind i de ufatteligt riges verden. Turist-fædre og -sønner spadserer da også langs kajen og diskuterer, hvordan det ville være blot at arbejde på en af de enorme yachter.
Denne vandre-tur skal du prøve. Turistkontoret fraråder den. “Den er for lang. Kør hellere i bil”. Men det er en enestående naturoplevelse.
Anderledes er det i Cannes. Her er byen større og kan bedre rumme alle ekstremerne. Her er også luksus-yachter, men de ligger ved den yderste mole og er blot ét af mange elementer i byens havn. Her er også turister, men byens størrelse sikrer, at det fortsat overvejende er en fransk by. Her er også internationale mærkevarebutikker, men de overskygger overhovedet ikke de mange, lokale specialforretninger med oste, patéer, brød, isenkram, frugt – for slet ikke at tale om antikmarkederne og det daglige, helt overdådige, fødevaremarked, Marché Forville.
En af Saint Tropez’ strande, Les Salins. Den ligger langt fra byen men fås ikke meget bedre
Så med mindre du lige står og mangler en Gucci-taske som det første, når du anløber havn, så gælder det også indkøbsforholdene, at de er bedst i Cannes – blandt andet med et par gode supermarkeder tæt på havnen. Det bedste, vi selv oplevede i Saint Tropez, var en fabelagtig smuk vandretur på en smal klippesti rundt om halvøen fra Saint Tropez og ud til de store strande Les Salins og Pampelonne. Turen er mega-lang, der er mulighed for svømmeture undervejs, men tag rigeligt vand med hjemmefra.
Vulgært? Helt ærligt, ja. Saint Tropez lader de gæstende luksus-yachter “skygge” for byen, som om tilrejsende rigmænd er byens egentlige attraktion
Cannes har også sin andel af de store lystbåde. Men de får ikke lov at besætte den centrale, gamle del af havnen som i St. Tropez. Det kan vi lide
Overdådigt, fristende, lækkert. Cannes har et dagligt marked, hvor friske grøntsager, fisk, tærter og oste udbydes til priser, der ikke er specielt billige men alligevel konkurrencedygtige med supermarkederne
Fakta: En havneplads til Ronja i Saint Tropez: 59 € pr nat. En havneplads i Cannes: 34 € pr nat (med bedre faciliteter). En pizza Calzone i Saint Tropez: 18 €. En pizza Calzone i Cannes: 15 €. Saint Tropez har et lille men ganske interessant museum for moderne kunst. Det hedder l’Annonciade og entréen er 6 €.
Prisen på en ren samvittighed: 19 Euro
43° 25′ 8.8328” N 6° 51′ 29.1552” E
15. juli 2016
På jagt efter det helt rigtige azurblå hav. Når det matcher skippers kones tånegle, er vi fremme
Næppe har vi gjort Ronja fast til en ledig ankerbøje i en smuk, smuk bugt, Rade d’Agay, midtvejs mellem St. Tropez og Cannes, før en gummibåd kommer susende.
”Det bliver lige 19 Euro,” siger den unge fyr i båden.
”19 Euro? For hvad,” spørger skippers kone. ”Hvilke faciliteter får vi for de penge?”
Joh, svarer den unge fyr, der er butikker i land, der er toiletter i land, der er brusebad i land.
Men vi har ikke nogen gummibåd. Vi skal ikke i land. Vi kan slet ikke komme i land, når vi ligger her ude midt i bugten ved en bøje.
”Intet problem. Jeg kommer og henter jer for 3 € pr gang,” lyder det kækt fra havnekaptajnens driftige lærling.
Først i vandet: Skippers kone
Det er en vidunderlig bugt. Den blev anvendt som ankerplads allerede, da romerne regerede over Middelhavet. Og i august 1944, satte amerikanerne 20.000 soldater i land netop i Agay-bugten som led i offensiven for at befri Frankrig for tyskerne. I dag er bugten præget af strand- og sejlerliv.
Senere læser vi, at det er myndighederne, der har etableret 123 ankerbøjer rundt i bugten for at beskytte en særlig art søgræs på bugtens bund (på engelsk hedder det Posidonia Grass). Det græs er vitalt for at fastholde balance og dyreliv i havet, og ved at etablere fast forankrede bøjer, forhindrer myndighederne, at den enkelte sejler roder rundt på havbunden med sit eget anker til skade søgræsset.
Nå ja. Så er 19 € måske alligevel ikke så galt.
Da vi gør klar til at lette næste morgen, prajer vi en havnevagt, der kommer forbi i sin gummibåd, vifter med en sort affaldssæk og spørger, om bortskaffelse af affald er en del af havneafgiften på 19 €.
Vinden er i syd, lige ind i bugten, men under fem sekundmeter
Han peger længere ind i bugten, hvor vi godt nok har undret os over en uformelig ting, der lå fortøjet, nærmest en overdimensioneret tekop fra en Disneyland-karussel. Vi sejler derhen og minsandten: Det er en flydende skraldespand.
Lettet for det seneste døgns affald og med ren samvittighed i forhold til det vigtige søgræs, konstaterer vi, at det er så, hvad man i Agay-bugten får for 19 €.
Fakta: De 123 bøjer er anlagt i tre forskellige zoner i bugten. De, der er mere sparsommelige end vi, kan ankre uden for zonerne med deres eget anker. Det koster ingenting. Men så er der lige det med samvittigheden
Spar havnepengene og gå direkte efter stranden
43° 0′ 3.6612” N, 6° 13′ 18.0048” E
July 8, 2016
Min sjæl, hvad vil du mere?
Se det lige for dig: En blød solseng under et kæmpestort, skyggefuldt fyrretræ. En flaske koldt vand inden for rækkevidde, en krimi i hånden. Solsengen er adskilt fra det azurblå vand af ti blot meter perfekt sandstrand, og ti skridt til siden ligger en lille restaurant og lokker med dagens menu til frokost.
Stedet er Porquerolles. Den største af fire øer i øgruppen Îles d’Hyéres, et pænt stykke øst for Toulon. Porquerolles er en blanding af et Caribisk ø-paradis, fristaden Christiania i København og en kaserne. Øen tilbyder enkel ferie til skyhøje priser.
Porquerolles by blev bygget for blot 100 år siden af det franske militær. Komplet med fort, kirke, officersboliger, kaserne og træningsbaner. I dag er alle bygninger overtaget af civilister – cykeludlejere, isvaffel-sælgere, grønthandlere, bådreparatører og restauranter for enhver pengepung. Samlet er der skabt en afslappet, alternativ charme, som midt i juli får et ekstra tilskud i form af en ugelang jazz-festival.
Øens omdrejningspunkt er de mange sandstrande. Nogle har stenstrand, andre har den fineste sandstrand. Alle har sandbund i badevandet, som i øvrigt er fint adskilt fra de mange sejlere, der ligger for svaj ud for strandene. Turister til fods og på cykel tramper dagen lang askillige kilometer på vej til og fra strandene. Det kan være en varm tur, men turen er stærkt formildet af den fortryllende duft af tørre fyrrenåle og frisk saltvand.
Plage de Notre Dame har ry for at være den smukkeste af strandene. Plage de la Courtade ligger tættere byen. Vi kan dog bedst lide Plage d’Argent – for det er den eneste, der har sin egen restaurant, ordentlige toiletter og udlejning af solsenge.
Fakta: Porquerolles er latterligt dyr. Udbud og efterspørgsel er helt ude af balance. En overnatning i havnen, som har få og ringe faciliteter, kostede 50 € for Ronjas 11 meter, hvor vi er vant til at betale 35 € pr nat. En frokost-menu på restaurant kostede 24 € for en enkelt ret, hvor vi er vant til at kunne få både to og tre frokostretter for 19 € i andre havne. Bageren er dyr. Supermarkedet er dyrt. Alt er dyrt.
Et godt råd: Spar havnepengene og brug øens mange bugter til overnatning. Tag forsyninger med hjemmefra.
Plage Notre Dame. En øde idyl – uden restaurant
Fyrretræet er et skønt træ. Skygge, duft og tørhed
Skippers kone på vej mod Plage Notre Dame. Igen med fyrretræer som fin kulisse
Byer skal have sjæl – ellers sejler vi videre
43° 7′ 14.82″ N, 5° 48′ 15.79″ E
July 7, 2016
Franskmænd har det svært med navnet på vores båd, ”Ronja”. I Sanary-sur-mer har vi på forhånd meldt vores ankomst via mobiltelefon, men da vi træder ind på havnekaptajnens kontor, er der ingen genkendelse, da jeg staver til ”Ronja”.
Den, der har taget imod telefonen, har skrevet vores navn ned som ”Oneyeah”. Kendskabet til Astrid Lindgrens forfatterskab generelt og Ronja Røverdatter specielt er ikke stort i Sydfrankrig.
Til gengæld er Sanary-sur-mer et særdeles fint bekendtskab. Den er naboby til den mere kendte by, Bandol. Men vi bilder os ind, at det er en mere helstøbt by. Den er smuk på den der Provence-måde med beige, okkergule, hvide, støvede bygninger afbrudt af skrappe grønne eller blå skodder for vinduerne. Byen har fiskeri, dagligt fiskemarked, smuk natur, befriende få mærkevarebutikker og en glimrende strand. Der er sådan lidt ”Folk og røvere i Kardemomme by” over den. Med tårn og det hele.
Byen har sjæl. Man fornemmer, at der er liv, også når turisterne er rejst hjem. Byen har kulturelle, arkitektoniske, historiske, erhvervsmæssige og landskabsmæssige værdier, der ikke skvatter sammen i perioder, hvor kun de faste beboere er tilbage.
Den slags – at en by har sjæl – er ingen given ting på disse kanter. Nogle dage senere anløber vi Cavaliere-sur-mer, som i den grad skuffer. Fin havn, gode faciliteter, alt er nydeligt. Men Cavaliere-sur-mer er åbenlyst en by, der lever og ånder med turismen og ikke meget andet.
Tæt på havnen er opført et helt nyt forlystelseskvarter bestående af 20-30 restauranter og natklubber plus en enkelt karussel. Der festes til langt ud på natten, men det er svært at forestille sig byen som andet end en spøgelsesby, når strandturisterne er rejst hjem.
Sanary-sur-mere sætter en speciel ære i at bevare de gamle sejljoller
Sanarys havn strutter af livskraft og farveglæde…
…derfor bringer vi lige et ekstra billede
Lyder vi, som om vi er mavesure over at have fortøjet Ronja midt i et blinkende diskotek? Tja, det spiller nok også ind.