At anduve Paris om aftenen er en kæmpe oplevelse
48° 58′ 49.8324” N 2° 2′ 12.2208” E
4. juli, 2014
Vi sejler fra Poissy-sous-Carriere ved frokosttid. Henrik og Per har købt stort ind. Kæmpestort. To fyldte hypermarkeds-indkøbsvogne. 24 flasker vand á halvanden liter, øl, vin, affaldsposer, engangs-service og fødevarer til mange dage. Imens gør Susanne og Kirsten båden klar og skræmmer en million edderkopper væk fra dæk og cockpit. Vi fylder diesel på tanken, betaler havnekaptajnen, siger farvel til ham og sønnen med tak for god pasning af Ronja gennem vinteren.
250 euro ekstra for olie, oliefiltre, opladning af batterier. Nå ja, det havde kostet mindst det samme i Danmark.
Havnens ukronede konge, Hans, får en ny håndfuld dåseøl og et kram fra Kirsten. Han ligner en lykkelig mand.
Turen til Paris er ok. Vi kender ruten ud og ind. For Susanne og Henrik er det en oplevelse at prøve sluser for første gang og ikke mindst at se Paris fra søsiden. Det sidste – at anduve Paris fra søsiden en fredag aften – er en kæmpe oplevelse for os alle.
Frankrig har lige tabt til Tyskland ved VM i Brasilien. Men det præger ikke synligt pariserne, da vi sejler de sidste kilometer frem mod vores bestemmelsested, Port Arsenal. Der er fest langs Seinens kajkanter. Tusindevis af unge sidder i grupper, ryger, drikker, spiser, hygger sig, hører musik eller danser på særlige dansepladser. Det er en smuk oplevelse at sejle ind gennem Paris så sent på dagen. Festskibe. Feriestemning. Fyldte restauranter. Festklædte franskmænd. Fantastisk.
Logbog: Dagens distance: 80 kilometer. Sejlet tid 12.30 til 21.30 = 9 timer. Sluser 4 stk. Vejr: Tungt og varmt.
Låst ude fra vores egen båd
48° 58′ 49.8324” N 2° 2′ 12.2208” E
3. juli, 2014
Pokkers! Pokkers! Pokkers! Her har vi kørt 1220 kilometer siden klokken 5.00 i morges for at nå frem til havnen i Poissy-sous-Carriere inden klokken 21.00 – fordi havnekaptajnen har lovet os, at hvis vi er fremme inden 21.00, så vil han være på havnen, så vi kan få nøglen til Ronja.
Klokken er kun 20.00. Vi står og banker på hans dør. Låst. Han er taget hjem. Kun han har nøglen til Ronja. Pokkers!
Vi finder havnens alternative chef, kong Hans, der fra sin motorbåd holder øje med alle, der kommer og går i havnen. Han er lidt sær og lever alene på sin båd året rundt. Vi kender ham fra sidste sommer, hvor vi straks blev råbt an fra hans båd: ”Nej, I kan ikke ligge der, kan I komme væk! Og I kan heller ikke ligge der”.
Vi smeltede hans hjerte med sommerens overskudslager af øl og sodavand, som vi forærede ham, inden vi rejste hjem til Danmark og bad ham holde særligt øje med Ronja gennem vinteren.
Kong Hans blev rørt ved gensynet. Han forsikrede os med tegnsprog – pegede først på sine øjne og derefter på Ronja – at han havde holdt skarpt øje med vores båd, og at Ronja havde det godt. Han er stort set umulig at kommunikere med, men han forstår alligevel vores problem og påtager sig straks at finde nogen, der ved, hvor havnekaptajnen er.
Kaptajnen himself er taget hjem. Kong Hans forsikrer os, at kaptajnens søn vil komme til havnen om tyve minutter og finde nøglerne til os.
Alt er godt.
Tidevandsdelen af Seinen er rå, øde og voldsom natur
49° 29′ 39.732” N 0° 6′ 28.5444” E
18. juli, 2013
Vi havde på forhånd spurgt om råd på havnekontoret. ”I skal af sted ved lavvande minus to timer”, lød beskeden. Lavvande i Le Havre den 18. juli er 13.22. Minus to timer er 11.22. Så for en sikkerheds skyld kaster vi los klokken 11.15. Det gav plads til en rolig morgen med en lang løbetur langs strandpromenaden i Le Havre, bad og morgenmad.
De to timer inden lavvande bruger vi stort set til bare at komme rundt til indsejlingen af Seinen. I flodmundingen er der nogle skræmmende områder med lavt vand, og vi har fået forklaret, at de flytter sig år for år, så for en sikkerheds skyld er vi nødt til at sejle langt ud i den engelske kanal, inden vi svinger ind i indsejlingen til Seinen.
Det viser sig hurtigt, at to forhold arbejder imod os. Lige netop i dag er det neaps. Det sker én gang om måneden og betyder, at tidevandstrømmen er mindre kraftig end normalt – og at vi derfor får mindre medstrøm. Samtidig er vinden kraftig – 9-11 sekundmeter – og det sagtner også vores fart, idet vinden mestendels er stik imod os.
Derfor når vi ikke dagens mål, Rouen, men er nødt til at fortøje Ronja til en ankerbøje små 15 sømil før Rouen, da tidevandsstrømmen vender, og det bliver umuligt at komme frem inden en halv time før solnedgang, som er grænsen for sejlads på Seinen. Vi fortøjer et meget smukt sted.
Fuglesang. Løvtræer ud over flodbrinken. Direkte udsigt til solnedgangen. Tærter, brød og ost udgør et fremragende aftensmåltid klokken cirka ni.
Den del af Seinen, som kaldes ”tidal Seine” er meget speciel. Langt mere øde end vi havde ventet. Der er langt mellem bebyggelserne. Rå og stejl natur. Ikke en eneste bolig har en båd i forhaven, som vi har vænnet os til det i Holland. På en hel dag møder vi mindre end en håndfuld fritidsbåde som os selv men til gengæld et dusin fragtskibe. Smukt landskab veksler med stinkende industriområder. Når det går os bedst logger vi 9,5 knob. Men i lange perioder har vi p.g.a. neaps og modvind svært ved at overstige seks knob.
Det særlige ved de 120 kilometer ad Seinen op til Rouen er også, at der praktisk talt ikke er nogen steder, hvor man kan lægge til kaj eller gå i havn. Helt ude ved Seinens udmunding ligger byen Honfleur. Men derefter følger mere end 50 sømil uden en eneste havn eller anløbsplads. Øde og vildt. Det er et rent lykketræf, at vi finder en privat ankerbøje, som er ledig, og som vi uden skrupler gør til vores for en nat i en lille by ved navn Duclair.
Logbog: Udsejlet distance: Knap 60 sømil. Tid: Afgang 11.15 fra Le Havre. Ankomst 20.30 til Duclair. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Op til 11 sekundmeter vind fra NNE.
