Tag aldrig et nej for et nej – når det gælder havnepladser
43° 35′ 2.1804” N 7° 7′ 41.7288” E
26.juli 2016
Antibes er en dejlig by. Overskuelig – med strande, gode museer, restauranter og et umiskendeligt maritimt præg
Antibes: Kvinden bag skranken svarer hovedrystende: ”I må forstå, at det, i spørger om, kan ikke komme på tale. Vi lejer ikke bådpladser ud på måneds- kontrakter i juli og august. Vi lejer ud for én dag ad gangen, højest to dage, og så kan I komme og spørge, om I kan leje en dag mere. Sådan er reglerne.”
Kvinden bag skranken har en mimik, der lader os forstå, at vores forespørgsel tager prisen som månedens mest tåbelige.
”Det er jo ikke havnens pladser. Det er de enkelte ejeres. Vi kan ikke vide, hvornår ejeren kommer tilbage og skal bruge pladsen selv.”
Kvinden sidder bag skranken på havnekontoret i Port Vauban, Antibes’ kæmpe-havn, der efter sigende er Europas største marina med mere end 1700 bådpladser, herunder en milliardær-kaj for de lystsejlere, der ikke kan nøjes med to eller seks ansatte besætningsmedlemmer, men som har 40 eller i et enkelt tilfælde 60 besætningsmedlemmer.
Vi havde spurgt kvinden, om vi kunne få en plads til vores sejlbåd Ronja i en måned eller mere, mens vi var hjemme i Danmark. Det kunne vi åbenbart ikke. Der er regler. Og hvor var vi henne, hvis ikke regler bliver fulgt?
Vi forlader havnekontoret slukørede. Vi tænker, vi igen er stødt ind i den der franske arrogance, hvor visse embedsmænd har et større behov for at vise, hvem der bestemmer, end de har interesse i at finde en løsning med kunden.
Ikke desto mindre: Vi SKAL vi til Danmark den 2. eller 3. august, og vi KAN tidligst være tilbage i Sydfrankrig den 12. september. Problemet skal løses.
Vi sætter os på stamcafeen, Felix, som har en acceptabel wifi og en hæderlig hvidvin, og så sender vi en byge af mails til havne og værfter langs Rivieraen – fra Cannes i vest til Menton i øst.
Vi vil helst have Ronja til at ligge i vandet fra 2. august til 12. september. Men vi er desperate nok til at lave en samlet aftale for hele vinteren, herunder at få båden taget på land, hvis havnene i øjeblikket ikke har plads i vandet.
De hurtigste svar får vi fra dem, vi opsøger personligt. Tre værfter/bådværksteder i Antibes har hver især en kran stor nok til at løfte Ronja op af vandet. Alle tre er virkeligt imødekommende over for vores problem. En enkelt siger dog lige ud, at de kan tjene flere penge på at udnytte deres havneområde til klargøre af både end til at have vores Ronja stående i vinterhi. Fair nok.
Et andet bådværksted tilbyder at tage Ronja på land og opmagasinere hende i et hjørne af deres havneområde frem til april, otte måneder, for 52.000 kroner. Et værft tilbyder at hive Ronja på land, tage masten af hende og transportere hende ind i landet, hvor de har en oplagringsplads. Pris: 57.000 kroner.
De må have spist søm. På de vilkår skal vi ikke have Ronja på land.
Så begynder svarene at tikke ind på mail. De mest professionelle er de fire havne, der indgår i fællesskabet Riviera Ports – Cannes, Nice, Golfe-Juan og Villefrance. De kvitterer straks med en standardmail om, at de har modtaget min mail, og at de vil svare på spørgsmålet indenfor 48 timer.
Det gør tre af dem. Nice tilbyder at dække en del af perioden. Cannes og Villefrance melder pas men sætter os på venteliste. Golfe-Juan hører vi ikke fra. Det samme gælder seks-syv andre marinaer. De svarer simpelt hen ikke. Ikke med en linje.
Og dog. Én havn svarer. Den mest overraskende af dem alle.
Egentlig havde vi fået mundtligt afslag fra Port Vauban, men da vi sad og skrev mails, så sendte vi alligevel også Port Vauban en mail.
Og minsandten! Port Vauban svarer ja, de har en plads til Ronja fra 2. august til 12. september.
Hurra for Port Vauban! Havnen i Antibes er tilbage i førerfeltet. Vi kvitterer med et ja til betingelserne og lover at være der 2. august
Og hvad lærte vi så lige her? Vi lærte, at den ene hånd på et havnekontor ikke nødvendigvis ved, hvad den anden hånd laver. Et afslag fra én medarbejder, kan blive til et lykkebringende tilsagn fra en anden. Tag aldrig et nej for et nej – når det gælder havnepladser.
Eftertanke: I de fire år, vi har været på vej ud i verden med Ronja, har mange spurgt, om det ikke er svært at få afsat vores båd, når vi er hjemme i Danmark og arbejde. Tværtimod. Det har været nemt. Nemt i Holland. Nemt i Nordfrankrig. Nemt vest for Marseilles. Den franske Riviera viste sig at være lidt sværere og noget dyrere. Men alligevel: Også her kunne en løsning skabes på kort tid.
Man betaler for det. I vores tilfælde 1082 € for 40 dage i højsæsonen. Men som sagt: Vi skulle hjem til Danmark 2. august.
Vores “nabo” i Antibes: Lystyacht “Katara” er 124 meter lang, har en besætning på 60 mand og er ejet af emiren af Quatar. Pris: 300 mio. $
Der spules, skrubbes, gnubbes og poleres. Ansatte på milliardær-yachterne rengør konstant, når yachten er i havn og ejeren er væk
Antibes er yacht-industriens europæiske hovedstad. Her kan du købe en milliard-båd, få hyre som matros, få syet uniformer til din besætning 🙂
Prisen på en ren samvittighed: 19 Euro
43° 25′ 8.8328” N 6° 51′ 29.1552” E
15. juli 2016
På jagt efter det helt rigtige azurblå hav. Når det matcher skippers kones tånegle, er vi fremme
Næppe har vi gjort Ronja fast til en ledig ankerbøje i en smuk, smuk bugt, Rade d’Agay, midtvejs mellem St. Tropez og Cannes, før en gummibåd kommer susende.
”Det bliver lige 19 Euro,” siger den unge fyr i båden.
”19 Euro? For hvad,” spørger skippers kone. ”Hvilke faciliteter får vi for de penge?”
Joh, svarer den unge fyr, der er butikker i land, der er toiletter i land, der er brusebad i land.
Men vi har ikke nogen gummibåd. Vi skal ikke i land. Vi kan slet ikke komme i land, når vi ligger her ude midt i bugten ved en bøje.
”Intet problem. Jeg kommer og henter jer for 3 € pr gang,” lyder det kækt fra havnekaptajnens driftige lærling.
Først i vandet: Skippers kone
Det er en vidunderlig bugt. Den blev anvendt som ankerplads allerede, da romerne regerede over Middelhavet. Og i august 1944, satte amerikanerne 20.000 soldater i land netop i Agay-bugten som led i offensiven for at befri Frankrig for tyskerne. I dag er bugten præget af strand- og sejlerliv.
Senere læser vi, at det er myndighederne, der har etableret 123 ankerbøjer rundt i bugten for at beskytte en særlig art søgræs på bugtens bund (på engelsk hedder det Posidonia Grass). Det græs er vitalt for at fastholde balance og dyreliv i havet, og ved at etablere fast forankrede bøjer, forhindrer myndighederne, at den enkelte sejler roder rundt på havbunden med sit eget anker til skade søgræsset.
Nå ja. Så er 19 € måske alligevel ikke så galt.
Da vi gør klar til at lette næste morgen, prajer vi en havnevagt, der kommer forbi i sin gummibåd, vifter med en sort affaldssæk og spørger, om bortskaffelse af affald er en del af havneafgiften på 19 €.
Vinden er i syd, lige ind i bugten, men under fem sekundmeter
Han peger længere ind i bugten, hvor vi godt nok har undret os over en uformelig ting, der lå fortøjet, nærmest en overdimensioneret tekop fra en Disneyland-karussel. Vi sejler derhen og minsandten: Det er en flydende skraldespand.
Lettet for det seneste døgns affald og med ren samvittighed i forhold til det vigtige søgræs, konstaterer vi, at det er så, hvad man i Agay-bugten får for 19 €.
Fakta: De 123 bøjer er anlagt i tre forskellige zoner i bugten. De, der er mere sparsommelige end vi, kan ankre uden for zonerne med deres eget anker. Det koster ingenting. Men så er der lige det med samvittigheden