Måske Napoleon bare skulle være blevet på Elba?
42° 48′ 50.238” N 10° 19′ 46.344” E
Elba siges at være pragtfuld. Venner og kolleger har i årevis talt varmt om øen. Nu er vi selv på vej for at opleve den.
Allerede langt ude fra havet fornemmer vi Elba som en frodig ø selv her i starten af april. I den friske, skarpe forårsluft dukker Elbas vilde profil frem. Høje bjerge. Og masser af frodighed.
Vi vælger at sejle til hovedbyen Portoferraio, hvor vi passerer færger, krydstogtskibe og fiskerbåde og sejler ind i den gamle inderhavn, Darsena Medicea, som i højsæsonen er så eftertragtet, at fremmede både kun kan gøre sig håb om én overnatning. Nu er det april, så vi beder ubeskedent om to overnatninger, og i de to dage, vi ligger i havnen, oplever vi da heller ikke andre både lægge til.
Portoferraio er en stor, majestætisk og tryg havn. Allerede den britiske admiral Nelson mente i 1796, at dette var ”for its size the most complete harbour in the world.”
Uanset hvor vinden kommer fra, er vi godt skærmet og har en fin udsigt over hele bugten, hvor andre havne og ankerpladser byder sig til.
Vi bruger en dag på at se Portoferraios fæstningsværker, der blev påbegyndt i 1548 primært for at beskytte byen mod de frygtede tyrkiske pirater, men som siden blev yderligere udbygget som led i lokale fyrstedømmers kampe om dominans i området.
Er du i Portoferraio, så skal du se disse fæstningsværker. De er imponerende, og de giver nogle fantastiske udsigter ud over havet og ind over byen.
Vi købte en billet (syv euro for hver), og den gav adgang til hele fæstningsanlægget, til Napoleon Bonapartes teater og til øens arkæologiske museum. Rent museumsmæssigt er det hele temmelig gammeldags, især det arkæologiske museum. De fleste besøgende er udlændinge, og alligevel er ingen tekster oversat til engelsk eller tysk, og de udstillede lerpotter er præsenteret lige så fantasiløst, som pilespidser og flinteøkser var det på vores egen barndoms bymuseer. Ingen forsøg på at fortælle de spændende historier.
Det samme gælder Napoleons bolig, Villa dei Mulini, hvor han boede under sine ti måneder i eksil på Elba. Vi bevæger os rundt i hans værelser, får beskrevet hvert møbel og hvert stykke kunst på væggen, men vi får intet om hans fantastiske historie på øen, hvad han igangsatte af moderniseringer på Elba, hvordan han planlagde sin tilbagekomst til fastlandet, og hvordan han med 600 soldater i en lille flåde med briggen ”Inconstant” i spidsen slap forbi de britiske militærfartøjer omkring Elba og få uger senere red ind i Paris og blev hyldet som kejser igen, fordi franskmændene foretrak ham for den regerende kongefamilie. Kort efter mødte han som bekendt sit Waterloo. Tabte til en alliance med England i spidsen og blev endnu engang forvist, denne gang til en ø langt ude i Atlanten.
Byens teater er et lille mesterværk. Det er øens eneste teater, det er trangt men dog fem etager højt, og det blev opført på ordre fra Napoleon, mens han var i eksil på øen. Han finansierede det ved at udbyde 65 loger til salg blandt de rigeste og mest betydningsfulde borgere på datidens Elba. Alle ville være med. Alle ville købe de mest eksklusive loger for at understrege deres sociale betydning på øen. Et bemærkelsesværdigt teater. Og så i en by med 12.000 indbyggere.
Vi forlader Elba efter to dage. Men vi vil tilbage en anden gang. Også Azurro på øens østkyst skulle være et spændende bekendtskab.
