Kærlighed ved første blik i Sanremo

Kærlighed ved første blik i Sanremo

Posted on Sep 22, 2016

43° 49′ 6.1788” N 7° 47′ 16.2168” E

September 22., 2016

Det store samtaleemne blandt sejlere, der ankommer fra Frankrig til italienske Sanremo, er de ublu høje havnepriser. ”Horribelt! Det er dobbelt så dyrt at ligge i havn i Italien som i Frankrig! Det havde vi ikke ventet,” lyder det fra Derek Williams i nabobåden, Red Rooster, fra England. Han og hustru Claire går på jagt efter et alternativ og finder en uautoriseret plads uden vand og el i Sanremos gamle, kommunale havn. Her ligger de gratis i to dage.

Det er lidt af en overraskelse at bevæge sig fra Frankrig og ind i Italien.

Gennem måneder har vi vænnet os til et fransk prisniveau, som groft sagt er 31-35 € for en nat i alle de store byers gamle havne, når det gælder en 11 meter lang og 3,5 meter bred sejlbåd. Kun få gange har prisen været højere i St. Tropez og på Poquerolles.

Så det virker vildt, at prisen i den første italienske by, vi løber ind i, er 66 € for en havneplads, der er ringere, end mange franske. Der er længere til bad og toilet. Larm på kajen om aftenen. Længere fra butikker. Totalt ubrugeligt wifi.

66 €! For hvad?

Selv vælger vi alligevel at blive to dage i Sanremos nye havn, Porto Sole, og opdager på de to dage, at Sanremo er en virkeligt fascinerende by.

Byen blander fortids storhed og rigdom med moderne butikker, og alligevel får vi ude i sidegaderne en fornemmelse af, at her har tiden stået stille i et nogle årtier. Du køber mælk og ost i noget, der ligner 60’ernes ismejeri i Danmark, og der er i det hele taget mange flere små specialbutikker, end vi er vant til hjemmefra.

En nedlagt jernbane langs kysten er omdannet til 24 kilometer smuk cykelsti. Vi tramper i pedalerne på vores sejlercykler og har en pragtfuld tur ud og tilbage.

Da vi efter cykelturen er tilbage i byen, sætter vi os ind på en stor café og gør os betragtninger om italienere versus franskmænd. Det virker som om, italienerne er gladere, mere uhøjtidelige og mere åbne end franskmændene. Fordomme? Måske. Men det er ikke desto mindre en fest at være på café i Sanremo. Der råbes og grines og skåles og klaskes på skuldrene, og på de yderste rækker i caféen sidder de gamle og iagttager løjerne med en kop kaffe, der skal vare en halv dag.

Det kan godt være, at havnepengene er højere i Italien, men vores indtryk er, at mad og drikkevarer i et supermarked eller på en restaurant samtidig er en hel del billigere end i Frankrig. Vi vurderer faktisk, at de forbløffende høje havnepenge vejes op af billige mad og drikkevarer. Så vi falder til ro over diskussionen om havnepriser. Hvis der er efterspørgsel efter havnepladser til 66 €, så er det vel prisen. Og så må vi indrette os efter det.

For os er Italien kærlighed ved første blik.

Sanremo Italien

Sanremo er en by, hvor man sagtens kan bruge mere end de to dag, vi havde mulighed for at afsætte