Her skal Ronja overvintre fra 2013 til 2014

Her skal Ronja overvintre fra 2013 til 2014

Posted on Jul 28, 2013

48° 51′ 3.9636” N 2° 22′ 4.6992” E

juli, 2013

Sidst på eftermiddagen anløber vi Port St-Louis efter en smuk sejlads gennem Paris og de nordlige forstæder.

dsc_0068

Hanne og Per aftaler en kontrakt med havnekaptajnen. Et års leje af plads i havnen, opsyn med båden og hjælp til at vinterklargøre Ronja – i alt 1890 Euro eller knap 14.000 danske kroner. Det kan lyde dyrt, men det er stadig billigere end at have båden liggende på Thurø i Danmark.

Aftalen bliver, at Per skriver på engelsk til havnekaptajnens søn og forklarer, hvad vi ønsker, at de skal gøre ved båden, når vinteren nærmer sig – olieskift, skift af oliefilter, frostsikring af vandrør, check af varmtvandsbeholder og måske opladning af batterierne.

Han er noget af et lommefilosofisk snakkehoved, havnekaptajnen, så vi får endevendt hans italienske barndom og forskellen mellem nordiske værdier og sydeuropæiske værdier. Folk i nord har levet et hårdt liv. De har ikke tid til snak. Så de går altid lige til sagen, mener havnekaptajnen. Folk i Sydeuropa snakker sig mere ind på hinanden, etablerer en relation, inden de når til selve sagen. Han er tydeligvis skuffet over, at vi ikke skal snakke om fordele og ulemper ved forskellige former for kontraktlængde, men at Per bare slår fast, at han ønsker en kontrakt på et år.

Port St-Louis er en noget slidt havn, bådene i havnen er også slidte, toiletfaciliteter er ikke noget at skrive om. Vi ligger i et industriområde, med store ghetto-bebyggelser befolket af indvandrere. Poissy er hjemby for Peugeot-fabrikkerne. Alligevel fatter vi tillid til havnens ansvarlighed og vurderer, at Ronja har fundet et godt vinterhi.

Kirsten charmerer samtidig havnens selvudnævnte ordenshåndhæver – de andre havnebeboere kalder ham Rambo – som bor hele året på sin båd blot to pladser fra vores. Vi forærer ham restlageret af øl og sodavand fra køleskabet og krydser fingre for, at også han vil holde et vågent øje med Ronja.

Logbog: Udsejlet distance: 81 kilometer svarende til 40 sømil. Tid: Afsejler klokken 9.30. Betaler i Arsenalhavnen. Klokken 17 lægger vi – igen – til i Port St-Louis. Besætning: Jørgen, Hanne, Kirsten og Per. Vejr: Stadig steghedt. Cockpit-teltet er oppe det meste af turen for at give lidt skygge.

dsc_0076