Lykke: Mast og båd genforenet efter to år
43° 23′ 26.2492” N 4° 58′ 11.61” E
28. juli
Port Saint Louis du Rhone: Det er dagen for genforening. Efter i 2013 at have sendt Ronjas mast og bom fra Rouen i Nordfrankrig med en tysk vognmand til Middelhavet, skal det i dag vise sig, om masten stadig lader sig finde – eller om den i de mellemliggende to år er blevet borte eller er solgt til ophug.
Den er der! Den ligger allerforrest blandt samtlige master, den har havnens absolut laveste registreringsnummer, og Florence på havnekontoret kigger en ekstra gang, da hun ser, at den har ligget her i mere end to år.
Gensynsglæde: Yes. Masten er ikke sendt til ophugning, selv om vi har været længere undervejs ned til den, end vi aftalte med tyskeren og hans blokvogn
Navy Service viser sig at være et super bekendtskab. Selskabet har specialiseret sig i at tage både op og sætte både i samt sætte master på og tage master af. Hvis man derudover ønsker hjælp til eftersyn og reparationer, så ligger der på området en række mindre firmaer, som tilbyder deres bistand.
Vi får en tid til optagning klokken 16, får sejlet Ronja ud til optagningsstedet, og allerede 16.30 ligger hun solidt i et vinterstativ overvåget af videokameraer lige ved siden af havnekontoret. Perfekt.
Vi kontakter tre firmaer og beder dem møde os ved Ronja onsdag morgen mellem klokken 8 og 9. Det ene firma vil vi have til at reparere bovpropellen og give motoren et grundigt eftersyn. Det andet firma vil vi have til at sy en ny sprayhood og modificere cockpit-teltet, så det fungerer bedre under varme himmelstrøg. Det tredje firma vil vi have til at give et tilbud på glasfiberarbejde, rengøring, bundmaling og polering af fribordet.
Ronja er mærket af sin tur gennem små 200 sluser. Ikke meget. Men alligevel nok til at vi vil have gjort noget ved det. Fribordet har fået et par ridser, som forhåbentlig kan poleres væk. Kølen er mere medtaget. Den har forrest og helt nede i bunden fået skader i glasfiberen – helt sikkert fra den del af rejsen, hvor vi skrabede hen over kanalens beton-bund, fordi vandstanden var 40 centimeter under normal vandstand.
Kølen er medtaget. Den har forrest og helt nede i bunden fået skader i glasfiberen. Ét sted levede vanddybden ikke op til de lovede 1,80 meter
Champagne, tak – Middelhavet er nået
43° 23′ 06.2492” N 4° 48′ 21.61” E
27. juli, 2015
Port Saint-Louis-du-Rhone: Champagneproppen springer, da vi efter at have sejlet 83 kilometer lader os glide ind på en havneplads i byen Port Saint-Louis-du-Rhone – 80 kilometer vest for Marseille – efter netop at have passeret sommerens absolut sidste sluse.
Den sluse var nærmest bare symbolsk. Vi skulle ifølge kortet sænkes med mellem nul og en meter. Det er nærmest latterligt lidt. Vi venter en hel time på at komme ind i slusen, og da sluseporten endelig går op, viser det sig at blive den hidtil vanskeligste sluse at fortøje i. Vinden er øget til 12 sekundmeter, og samtidig giver den stadigt stærkere strøm fra Rhône floden os et sidste skub bagi. Og netop denne dag viser det sig, at slusningen er neutral. Da sluseporten ud mod Middelhavet åbner, er vi blevet sænket siger og skriver nul meter.
Det er stort, at vi endelig er fremme. Efter fire somres sejlads – sammenlagt har vi været undervejs i 13 uger – er vi nået Middelhavet, et af rejsens delmål.
Mange kilometer før Port-Saint-Louis-du-Rhône kunne vi fornemme havet. Lugten af salt og tang varslede – sammen med et stadigt stærkere lys – at vi nærmede os en stor flods udløb i et hav.
Rhône har været et spændende men også besværligt bekendtskab. Det er en på mange strækninger smuk flod med udsigt til bjerge og vinmarker, og på andre strækninger en temmelig hæslig flod præget af franskmændenes tradition for at placere atomkraftværker og kemisk industri langs floden. Samtidig er det en fornøjelse af benytte flodens 12 kæmpestore sluser. Især når man, som vi, er for nedadgående. Her er ikke noget småpjat med vandforskelle på tre meter. Nej, her hedder det 12, 18 og ligefrem 23 meters slusning i den enkelte sluse. Man føler sig som på bunden af en katedral i en sådan sluse.
Vi havde på forhånd ventet at få halvanden knobs medstrøm på floden, men så meget medstrøm mærkede vi først den allersidste dag, hvor vi loggede op til 9,3 knob. Formentlig er det de mange uger uden regn, der har mindsket strømmen.
Floden er lumsk, når det gælder fortøjning for natten. Havnene er få, og når vandstanden er lav som i år, er en stor del af dem oven i købet uanvendelige for kølbåde som vores. Hvis vi skal ad Rhône en anden gang, vil vi nok researche lidt bredere og søge råd om ankringspladser især på nogle af flodens sidefloder. På dagens tur ville vi gerne have gjort stop i Arles, men en stormflod skyllede for et par år siden byens pontonbro væk, og den er ikke blevet genetableret.
Måske er det de få anløbspladser, der bevirker, at vi kommer frem til Port-Saint-Louis-du-Rhône samtidig med mange af de andre besætninger, som vi har fulgtes med på kanalerne og på de to floder. I hvert fald mødes vi i slusen og på kajerne med flere af de svenske og britiske besætninger, som vi har været sammen med tidligere på turen.
Efter champagnen spadserer vi i hede og mistral ud til Navy Service. Vi længes efter at se vores mast. Kontoret er lukket, så vi afsøger selv området. De store haller og de enorme, åbne arealer, hvor 1200 skibe står i stativer og venter på, at deres ejere skal sætte dem ud i deres rette element. Men det bliver ikke denne dag, vi finder masten.
Log-bog: Dagens distance: 83 kilometer. Sejlet tid 8.00 til 16.00 = 8 timer. Sluser: 2 stk. Vejr: Fortsat hedt. Vinden tiltager og gør temperaturen akkurat tålelig.
Folkene fra Navy Service er super effektive. De bestiller ikke andet end at tage både op af vandet og sætte både tilbage i vandet