Fanget i et pludseligt uvejr
36° 49’ 98.00’’ N, 30° 36’ 37.00” E
Det starter med et lyn og så ét til. Derpå kommer vinden, hylende, nærmest afsindig, den pisker havet til skum og skaber høje – foruroligende høje – bølger.
Så følger regnen, men mest er vi optaget af stormen, der flår i riggen og får bølgerne til brat at stoppe Ronjas fremdrift. Stævnen bliver løftet højt op i vejret for derefter at blive hamret ned i et bølgedyb, mens vand vælter ind over dækket, og fartmåleren falder fra 6,5 til 1,2 knob.
Det hele kommer så hurtigt, at vi knap når at lukke lugerne. Et øjeblik tidligere viste vindmåleren 0,0, og retningspilen snurrede rundt, fordi den ikke kunne finde en entydig retning på vinden. Og nu viser vindmåleren 20, 30, 40, 50 knob, direkte imod os.
Vi er midt i en tordenstorm.
Hvad gør vi? Skal vi vende om? Søge ly i en tyrkisk vig to sømil tilbage?
Vi bider tænderne sammen. Siger til hinanden, at dette må være et forbigående uvejr. Vejrudsigten havde jo lovet godt vejr. Er det ikke også som om det lysner – bare en lille smule – langt ude til højre?
Efter en time er det overstået. Først tager vinden af, så stopper regnen, og efter nogle timer falder også bølgerne til ro.
Ronja gør igen fart igennem vandet. Vi andre slapper af.
Nafplio vinder ved nærmere kendskab
37° 34′ 5.448” N 22° 48′ 31.1796” E
- oktober 2020
Set ude fra havet ser den gamle borgby Nafplio ikke ud af noget særligt. Jo bevares, de tre venetianske befæstninger sætter deres præg på byen, men ellers er det, vi ser, blot kæmpe store parkeringspladser rundt om en havn, der er omkranset af ståltrådshegn og er helt uden bekvemmeligheder som elektricitet og vand. En totalt kedelig havn.
Men når du bevæger dig ind i byens gader, så myldrer det med liv og smukke bygninger – venetianske, tyrkiske, græske – det hele bygget charmerende sammen med de venetianske fæstningsværker. Man fornemmer fortids storhed og forstår, at dette er områdets førende by, endda med en fortid som Grækenlands hovedstad i nogle få år i 1800-tallet.
Men selve havnen er formentlig den mest kedelige og ugæstfri havn i hele Det Saroniske Hav, og efter to overnatninger sejler vi igen mod syd. Det mest ophidsende ved havnen er, at vi – som tilsyneladende eneste båd – bliver underkastet et grundigt politi-eftersyn, hvor betjentene især interesserer sig for, om vi har betalt vores sejlerskat. Det har vi gjort for fem dage siden og sparer dermed en bøde på 500 Euro.
Her tager man coronaen alvorligt
37° 29′ 50.3988” N 23° 27′ 29.322” E
8.september 2020
Vi sejler atter til Poros, da det viser sig, at vores forbrugsbatterier stadig ikke er helt på mærkerne. Et batteri bliver skiftet af vores faste mekaniker/elektriker/specialist. Det hjælper.
Vi tilbringer nogle dage med at nyde de glimrende strande på Poros og studere bylivet i Poros by. Det er interessant at se, hvor konsekvent grækerne håndterer corona-situationen. I hver eneste af byens 65 caféer bærer personalet mundbind, og der er håndsprit på bordene. Hvis du går ind i en butik, bliver du bedt om at tage mundbind på, og på stranden bliver du formanet om ikke at rykke din solseng tættere på din ægtefælles. “Én meters afstand. Basta.” Men man forstår det godt. Næsten 20 procent af grækerne arbejder i turistindustrien. En total nedlukning vil gøre virkelig ondt.
I havnen møder vi et canadisk par, som har været i selvvalgt corona karantæne på deres sejlbåd i et halvt år. Mad, drikke og medicin bringes til båden. Selv får parret tiden til at gå med at fodre byens katte og jage andre sejlere væk, som prøver at lægge sig for tæt på deres selvudnævnte karantæne station. De skal videre til Tunesien, Gran Canaria og derpå over Atlanterhavet til november. “Vi sejler i morgen,” siger de hver dag til os gennemen uge. Da vi selv forlader Poros, ligger de der stadig.
Vi laver en aftale med vores ven i Vikos Marinebutik om, at han vil se efter Ronja, mens vi er hjemme i Danmark de næste 10 dage.
Tæt på en tur i baljen
37° 20′ 46.6044” N 23° 14′ 44.016” E
4.september 2020
Glade for at bøvlet er overstået, sejler vi videre sydpå og anløber Ermioni på Peloponnes.
Vi er stadig ikke begejstrede for grækernes tåbelige tradition med at lægge “baglæns” ind til kaj. Ofte bliver afstanden mellem båd og kaj for stor, og da vi om aftenen skal i land, rækker Kirstens spring kun til den halve afstand (hendes kjole var nok for stram :-). Heldigvis har Per et godt tag i hendes arm og afbøder en tur i baljen. Fattede og kun en smule forslåede fortsætter vi op i byen.
Ermioni viser sig at være en perle. Vi finder en skøn gåtur rundt om en tange med smukke udsigter, cikader og massiv duft af fyrretræer. Fra Ermioni tager vi en vandtaxi til øen Idrhá.
Idrhá er også en perle, men en meget turistet og travl perle. Vi er glade for, at vi ikke selv sejlede til øen, for havnen er et kæmpe kaos af vandtaxier, fiskere, færger og lystbåde, der alle vil have plads i den lille overbebyrdede havn.
Idrhá er bilfri, og gadebilledet er – udover turister – præget af æsler, der slæber købmandsvarer hjem fra supermarkedet. Virkelig en smuk og charmerende by.
Blandt pirater og voldsforbrydere
41° 40′ 34.4028” N 8° 54′ 3.4524” E
21. juni til søndag 25. juni
Fantastisk sejldag! Vi sætter ud fra Cargése tidlig morgen og sætter straks sejl, selv om vinden er svag, og så er det ellers tid til morgenkaffe. Vinden tiltager hen over dagen, og otte timer senere anløber vi Porto Pollo efter en rent ud sagt fortryllende dag. Delfiner har danset i leg rundt om båden. Det ene bjerglandskab har afløst det næste.
Danser med Ronja. Fem eller syv. Delfiner eller marsvin? De er i højt humør og leger med os – nå ja, måske mest med hinanden – i ganske lang tid.
Porto Pollo betyder ”den plagede havn”, og det henviser til, at byen i mange år var et af sørøvernes foretrukne mål i området. Sørøvere er der ikke mange af i dag, men byen forbereder sig åbenlyst på et kæmpe rykind af sejlende turister.
Byen er i sig selv lille, nærmest udtørret og – helt ærligt – uspændende med sine kun 100 faste indbyggere. Til gengæld er den begunstiget af kilometerlange strande, og langs disse er flere hundrede bøjer lagt ud for at byde velkommen til en invasion af lystsejlere. Vi er her uden for højsæsonen, så mindre end hver tiende bøje er optaget. Pris for en bøje uden for højsæsonen: 20 €.
De klassiske roller er endelig i skred. Kirsten har taget magten over vores gummibåd. Totalt kompetent
Efter to dages driverliv ud for stranden i Porto Pollo sætter vi kurs mod Propriano – en noget større by med rigtig havn og 3200 indbyggere.
Som altid forbereder vi os på en ny destination og læser i Politikens ”Turen går til Korsika” om en dynamisk kystby med maritim stemning og badeliv langs strandene. I vores ”bibel” under sejlturen – ”Mediterranean France & Corsica Pilot” af Rod Heikell – er der anderledes smæk for skillingen. Han skriver, at Propriano i mange år har haft et tvivlsomt rygte. I 1950’erne omtales byen som en by, man bør undgå, hvor uskyldige lokale bliver myrdet, og en lokal fisker slog kystvagten ihjel, da denne fik ham dømt for at have fisket med dynamit.
Propriano har tilsyneladende et større bagkatalog af voldelige forbrydelser. Så sent som april 1990 sprængte befrielsesbevægelsen FLNC en af byens restauranter i luften.
Selv oplevede vi byen som ganske tilforladelig. Gode restauranter. Fine strande. Og fredsommelige franskmænd.
Bonusinfo: Prøv at spise på Tempi Fa, tæt på havnen. Det er ifølge Tripadvisor den 39. bedste ud af 2.192 restauranter på Korsika – hvis man ellers er parat til at stole på den slags. Tempi Fa tilbyder i dagtimerne vin og tapas og om aftenen solide korsikanske middagsretter dybt inde bag vinkælderen. Tempi Fa er bygget op omkring en vinbar med udelukkende korsikanske vine. Vi prøvede den hidtil bedste rødvin på hele vores Korsika-tur. Granit hedder vinen. Meget kompleks Megen karakter. Det er en appellation Ajaccio Protégée, men den er produceret tæt på Propriano, der imidlertid ikke har sin egen appellation. A votre santé!
Anledning til refleksion. En hel kælder fuld af korsikanske vine. Adskillige er tankevækkende gode
Kærlighed ved første blik i Sanremo
43° 49′ 6.1788” N 7° 47′ 16.2168” E
September 22., 2016
Det store samtaleemne blandt sejlere, der ankommer fra Frankrig til italienske Sanremo, er de ublu høje havnepriser. ”Horribelt! Det er dobbelt så dyrt at ligge i havn i Italien som i Frankrig! Det havde vi ikke ventet,” lyder det fra Derek Williams i nabobåden, Red Rooster, fra England. Han og hustru Claire går på jagt efter et alternativ og finder en uautoriseret plads uden vand og el i Sanremos gamle, kommunale havn. Her ligger de gratis i to dage.
Det er lidt af en overraskelse at bevæge sig fra Frankrig og ind i Italien.
Gennem måneder har vi vænnet os til et fransk prisniveau, som groft sagt er 31-35 € for en nat i alle de store byers gamle havne, når det gælder en 11 meter lang og 3,5 meter bred sejlbåd. Kun få gange har prisen været højere i St. Tropez og på Poquerolles.
Så det virker vildt, at prisen i den første italienske by, vi løber ind i, er 66 € for en havneplads, der er ringere, end mange franske. Der er længere til bad og toilet. Larm på kajen om aftenen. Længere fra butikker. Totalt ubrugeligt wifi.
66 €! For hvad?
Selv vælger vi alligevel at blive to dage i Sanremos nye havn, Porto Sole, og opdager på de to dage, at Sanremo er en virkeligt fascinerende by.
Byen blander fortids storhed og rigdom med moderne butikker, og alligevel får vi ude i sidegaderne en fornemmelse af, at her har tiden stået stille i et nogle årtier. Du køber mælk og ost i noget, der ligner 60’ernes ismejeri i Danmark, og der er i det hele taget mange flere små specialbutikker, end vi er vant til hjemmefra.
En nedlagt jernbane langs kysten er omdannet til 24 kilometer smuk cykelsti. Vi tramper i pedalerne på vores sejlercykler og har en pragtfuld tur ud og tilbage.
Da vi efter cykelturen er tilbage i byen, sætter vi os ind på en stor café og gør os betragtninger om italienere versus franskmænd. Det virker som om, italienerne er gladere, mere uhøjtidelige og mere åbne end franskmændene. Fordomme? Måske. Men det er ikke desto mindre en fest at være på café i Sanremo. Der råbes og grines og skåles og klaskes på skuldrene, og på de yderste rækker i caféen sidder de gamle og iagttager løjerne med en kop kaffe, der skal vare en halv dag.
Det kan godt være, at havnepengene er højere i Italien, men vores indtryk er, at mad og drikkevarer i et supermarked eller på en restaurant samtidig er en hel del billigere end i Frankrig. Vi vurderer faktisk, at de forbløffende høje havnepenge vejes op af billige mad og drikkevarer. Så vi falder til ro over diskussionen om havnepriser. Hvis der er efterspørgsel efter havnepladser til 66 €, så er det vel prisen. Og så må vi indrette os efter det.
For os er Italien kærlighed ved første blik.
Sanremo er en by, hvor man sagtens kan bruge mere end de to dag, vi havde mulighed for at afsætte
Sjovt at kigge indenfor i Monaco men fri os for at bo der
43° 44′ 13.0308” N 7° 25′ 42.2004” E
September 20. – 2016
Hvad gør man, når 40.000 indbyggere og et masse turister skal bo på kun 197 hektarer? Man stabler dem. Man sørger for, at der i flere kælderetager er gennemkørselsveje og parkeringspladser. Man sørger for, at der over kælderetagerne er flere etager med indkøbsgader, og at der i de øverste 20-30 etager er boliger.
Det kræver planlægning, og det er de helt åbenlyst gode til i Monaco. Lidt som i Hongkong. I Monaco har de blot endnu flere Ferrarier i gaderne og endnu flere marmorfliser på fortovene.
Vi valgte at ignorere lilleputstaten, da vi passerede den under vores fransk-italienske odysée. Et par dage senere tog vi dog et smugkig på fyrstedømmet, da vi var på vandretur fra Menton.
Det er sjovt at besøge Monaco. Men det bliver aldrig et foretrukket mål for os. Allerede når du ser Monacos havn, får du samme fornemmelse som i St. Tropez – at alt handler om facade, alt handler om at fremstå så prangende som muligt, alt handler om at lefle for dem med flest penge. Alt i havnen er indrettet efter at tilgodese kun multimillionær-yachter.
Det er der intet forkert i. Monaco sender et signal om, hvordan havnen ønsker at blive oplevet. Det er der givet mange, der kan lide. Vi kan ikke.
Monaco set fra havet. Europas Manhattan siger nogle. Nå ja, nok ikke helt
Smart i Monaco. Mennesket øver sig i at gå på vandet….
… det er som bekendt ikke let. Hovmod står for fald 🙂
Monaco er set fra havet en blanding af nyt og gammelt
Den gyldne hovedstad i citron-land
43° 46′ 33.9024” N 7° 30′ 39.3444” E
September 19, 2016.
Den unge ekspedient i citron-butikken er virkelig vred, da han belærer en russisk turist om, at han ikke må bruge samme plastic-gaffel til at tage smagsprøver af flere forskellige citron-marmelader. ”De skal tage én smagsprøve med én gaffel. Derefter skal De tage en ny gaffel, hvis de vil smage et af de andre glas med marmelade,” forklarer ekspedienten på engelsk. Det preller af på turisten, som fortsætter sin tur gennem smagsprøverne, mens ekspedienten bliver mere og mere irriteret.
Vi er i Menton – byen, som gør citronen til sit kendetegn med årlig citronfestival og butikker med alt i citronsmag: Parfumer, spiritus, sæber, olier, vinaigre og marmelader.
Menton er en babylonsk banegård af kulturer og nationaliteter, der lever sammen og lejlighedsvist – som i citron-butikken – støder sammen. Byen er formelt fransk, men med kun halvanden kilometer til den italienske grænse er den lige så meget italiensk.
Flere både i havnen fører både fransk og italiensk flag, og i gadernes lydbillede blander britisk, tysk, russisk, belgisk, hollandsk og skandinavisk sig iørefaldende med fransk og italiensk. Menton tiltrækker alle, der elsker et mildt klima hele året rundt. De bosætter sig. De gæster byen. De smager. De nyder.
Menton er en slags mini-Nice. En gammel bydel i den ene ende og i den anden ende en kilometerlang strandpromenade, der strækker sig mod vest. Restauranter, hoteller, ejerlejligheder, solsenge, markedsplads, strande og ferskvandsbrusere. Alle ønsker del i det solrige hjemsted for citronen og dets multikulturelle leben.
Menton er sig selv og har sin egen charme med kasino, natklubber, kirkegårde med byens mest udsøgte udsigt samt et par kunstmuseer. I forhold til Nice mangler den lidt vingesus, når det gælder historie, kunst og arkitektur. Jean Cocteau, som i 2011 fik sit eget kunstmuseum på havnen i Menton, da en kunstsamler, Séverin Wunderman, forærede 1500 værker til byen, kan ikke måle sig med Chagall- og Matisse-museerne i Nice.
Det multikulturelle ved Menton viser sig også, da vi anduver først Menton Vielle Port og dagen efter Menton Garavan. Vi kalder på VHF kanal 9 og spørger forhåbningsfuldt: ”Parlez vous anglais?”
”No, mais nous parlons francais et italien…”
Fedt. Endelig er vi i et tosproget område. Blot ærgerligt, at det ene sprog mestrer vi ikke særlig godt, og det andet kan vi slet ikke.
Det tager to timer at vandre fra Menton til Monaco. Turen er fantastisk
Mentons to kirkegårde er placeret øverst på hver sit bjerg med udsigt over havet. Et smukt sted at være død
Sejlertip: Hvis du er i Menton – eller Monaco – så snyd ikke dig selv for den betagende vandretur rundt Cap Martin mellem Menton og Monaco. Turen tager et par timer og kræver en stor flaske vand hver vej. Men timer og vand er givet fantastisk ud.
Endnu et tip: Glem folde-ud cyklen i skibsbænken! Trafik og højdeforskelle gør cykling til en tvivlsom og farlig fornøjelse. Kun aldrende mænd i tricot på racercykler trodser sydfrankrigs cyklist-fjendtlige miljø.
Middelhavets største joke: Ja, vi har internet
43° 42′ 31.1184” N 7° 20′ 14.6688” E
September 17 – 2016.
”Do you have wifi”? (Husk i Frankrig udtales wifi ikke waifai, men weefee).
”Yes, we have wifi. And occasionally it even works.” Sådan svarer havnekaptajnen i Beaulieu-sur-mer, når man spørger, om der er wifi i havnen. Og sådan svarer andre sandfærdige havnekaptajner.
De mindre sandfærdige havnekaptajner – og de er i flertal – udskriver blot med rutineret selvhøjtidelighed en kode til internettet. Værsgo´, hr. Her er deres særlige adgangskode til internettet.
Det er den største joke i Middelhavet. Franske havne – og indtil videre også en del af de italienske havne – har slet ikke wifi.
Det er kejserens nye klæder – det der eventyr af den danske eventyrdigter, H.C. Andersen, om to svindlere, som sælger kejseren et sæt nye klæder, der er så enestående, at kun de, som dur i deres job, kan se klæderne, medens de, der ikke dur i deres job, ikke kan se det.
Ingen tør indrømme, at de ikke kan se klæderne, for da ville de jo være dumme, så alle klapper i hænderne og siger, at kejserens nye klæder er fortryllende. Det hele afsløres, da kejseren viser sine nye klæder frem under en procession gennem byen, og en lille dreng siger: ”Jamen, han har jo ikke noget på.”
Fransk og italiensk havne-wifi er lavet af samme stof.
Du styrter rundt i havnen med din computer eller din mobiltelefon. Du sætter dig helt op på havnekontorets dørtrin. Enten er der ikke noget overhovedet. Eller også er det så svagt, at det kan være lige meget.
På stående fod kan vi kun komme i tanker om to havne, hvor der har været et velfungerende wifi. Det var i Nice, Frankrig, og i Loano, Italien. Hatten af for Nice og Loano.
Hvad er det med de franskmænd? Og italienere? Kom dog med ind i det aktuelle århundrede. Etabler et wifi, der virker! Man kan i dag få wifi i et fly ti kilometer over jordens overflade. Man kan få wifi i tog. Man kan få wifi på en café. Skulle man så ikke kunne etablere wifi i en havn?
Come on. Vi betaler rask væk 30, 40 € eller i Italien ligefrem det dobbelte
for en overnatning inklusive wifi. Få det til at virke! Tak.
Gode råd søges: Er der nogen, som, mens vi venter på, at franske og italienske havne indser, at de er involveret i et kæmpemæssigt svindelnummer, kan give mig et råd om, hvordan jeg får en stabil tilgang til internettet? Er der en eller anden dims, jeg kan købe til mit skib, som gør mig uafhængig af havnenes såkaldte wifi? Jeg har spurgt Orange, og de solgte mig et abonnement med adgang til alle selskabets egne hotspots. Det var ikke meget værd.
Svar imødeses med taknemmelighed.
Min er større end din!
43° 35′ 12.462” N 7° 7′ 42.8952” E
September 12, 2016
Hold fast, hvor er den stor! Helt ubegribeligt stor!
Sidst vi var i Antibes – for en måned siden – var vi fascinerede af havnens dengang største yacht, ”Katara”, ejet af emiren af Quatar. Hey: Den var 126 meter, havde en fast besætning på 60 personer, helikopter på agterdækket og var oplyst om natten som et dansetempel.
I dag er Katara væk, og den første plads på den såkaldte milliardær-kaj i Antibes Port Vauban er overtaget af en endnu større yacht. En helt ubegribeligt stor yacht.
Hun hedder ”Dilbar”, blev søsat for fire måneder siden og er ejet af den russiske milliardær, Alisher Usmanov.
Dilbar er cremefarvet med detaljer fremhævet i bronze.
Hun er mageløs.
Hør lige her: Hun er 156 meter lang (til sammenligning er vores sejlyacht, ”Ronja”, 10 meter og 65 centimeter lang). Dilbar har plads til 80 besætningsmedlemmer og 40 overnattende gæster. Hun har efter sigende kostet fire milliarder danske kroner.
Målt på bruttoregistertons er Dilbar verdens største private yacht. Målt på længde er hun den fjerde største. Samtidig har hun den mest kraftfulde motor og det største svømmebassin nogensinde set på en privat yacht. Hvor dette svømmebassin befinder sig ved kun udvalgte. Det er ikke på soldækket, for det er optaget to helikopter-platforme.
Alisher Usmanov har siden 2008 haft en anden yacht med navnet Dilbar. Den er på sølle 110 meter, er i dag omdøbt til Ona og har stadig Usmanov som ejer. Hans rigdom stammer fra russisk mineindustri og fra aktier i russisk internet og mobiltelefoni plus Facebook, Twitter, Alibaba samt en pænt stor aktiepost i fodboldklubben Arsenal.
Hvad er det med ældre mænd og deres både? 63-årige Usmanov får bygget en båd, der er 46 meter større end den, han havde i forvejen. I Danmark købte nu afdøde skibsreder i AP Møller Mærsk, Mærsk Mc-Kinney Møller, i 2009 – da han var 95 år – en Swan yacht, der var tre meter længere end den yacht, han havde i forvejen. Det må da man kalde livskraft. Tænk hvis man selv i en alder af 95 år er optaget af at få en båd, der er tre meter længere, end den man har i forvejen…
Hvad driver disse milliardærer til at ønske sig stadig større både? Prestige? Et signal om deres egen, deres virksomheds eller deres nations betydning? Eller blot et ønske om at fremvise noget udstyr, der er større end andres? De super-riges veje er uransagelige. Jeg giver op.
P.S.: Fik jeg nævnt, at jeg selv drømmer om, at Ronja var én meter… nej, lad os hellere sige halvanden meter, faktisk snarere to, længere, end hun er?
Selv ved milliardær-kajen virker Dilbar stor. Skibet er opkaldt efter ejerens mor
Dilbar er bygget i stor hemmelighed af det tyske værft Lürssen. Byggeriet har stået på i 52 måneder.