Hu hej, hvor det går: Palma den ene nat, Tahiti den næste
41° 12′ 40.1724” N 9° 24′ 15.7428” E
30. juni til 4. juli
Porto Palma er en stor åben bugt med rigelig plads til ankring, og i dagtimerne kan du ovenikøbet være del i en hæsblæsende kapsejlads. To sejlerskoler bruger bugten til at træne kapsejlads og begyndersejlads. 30 joller – flest laserjoller – er på vandet. Vi har kastet anker ”midt” i banen og kan som eftermiddags-underholdning følge hvert eneste taktiske sats, hvert vovestykke og hver kæntring hos de unge, ivrige elever.
Palma-bugten er hjemsted for to sejlerskoler som sørger for fuld spænding på vandet med pause kun under siestaen
Cale Coticcio er en anden, noget mindre, ankrings-bugt. Den kaldes af de lokale for Tahiti Bay måske på grund af populariteten, de mange dagsejlere, som kommer fra nærliggende byer og tilbringer dagen i det azurblå vand.
Palma og Tahiti har – i denne del af verden – det til fælles, at de begge er en del af øgruppen La Maddalena. Vi er nået til italienske Sardinien. De to bugte ligger på øen Caprera, som med hovedøen Maddalena og 12 andre øer udgør en stor og stramt beskyttet naturpark.
Man køber tilladelse til at bevæge sig i området. Prisen er 60 € for en uge, hvis du er i en sejlbåd. Naturen kan godt lide sejlbåde, så vi får rabat. Med tilladelsen følger retten til at sejle og ankre i området efter et detaljeret sæt af regler.
Reglerne siger, at her må du ikke plukke blomster, her må du ikke samle sten, her må du ikke gå i land, med mindre du er i følgeskab med en naturguide, her må du ikke fiske, her må du ikke snorkle og slet ikke dykke. Her må du ikke lukke vand ud fra opvask eller brusebad. Her må du overhovedet ikke være. Det hele varierer fra bugt til bugt.
Regelsættet er så komplekst, at vi opgiver at finde ud af det. Vi bliver ombord på Ronja, nyder badelivet, og viser pligtskyldigt vores tilladelse, når vi bliver antastet af en gummibåd med parkassistenter, som vil vide, om vi har betalt.
Især Tahiti Bay er i dagtimerne et cirkus af hvinende børn, råbende forældre, raslende ankerkæder, larmende påhængsmotorer og sejlende ismænd, der formår at få 5 € for en is, der i det lokale supermarked koster 1,65 €.
Klokken cirka 19 sænker freden sig over Tahiti Bay. De lokale sejler tilbage til deres hjemhavne, og fra at være 70 både er vi bare 7, da mørket og en helt usædvanligt klar stjernehimmel sænker sig over Tahiti.
Tahiti-bugten er nærmest skulpturel smuk. Vind og vand har i århundreder slebet klipperne til i fantastiske former. Vegetation er der imidlertid ikke meget af
Her er vanvittigt smukt, dog næppe smukkere end så mange andre steder i området. Og logikken i naturparken forstår vi ikke helt. Hvorfor bruger de så mange ressourcer på at kontrollere, om vi har betalt? Hvorfor bruger de ikke ressourcer på at lægge permanente ankerbøjer ud, så de slipper for at få beskadiget det dyrebare Possidonia-græs på havbunden, hver gang en ny sejler smider sit private anker og trækker det op igen fyldt med netop Possidonia-græs?
Man kan få den tanke – som givet er forkert – at den megen og ærefrygtige snak om naturpark mest handler om at få flere til at forstå, at netop disse 14 øer er noget ganske særligt i et område, hvor talrige skønne destinationer kæmper om de sejlendes gunst.
Bonusinfo: Cala Gavetta på Maddalenaøen er en positiv overraskelse. Charmerende by, livlig om dagen og fredelig om natten. Vi lå to dage i havnen. Den første dag kostede 27 € i havnepenge. Den næste dag kostede – for samme plads – 56 €. Hvorfor? 1. juli skifter prislisten til højsæson, og så dobler de prisen.
Blandt pirater og voldsforbrydere
41° 40′ 34.4028” N 8° 54′ 3.4524” E
21. juni til søndag 25. juni
Fantastisk sejldag! Vi sætter ud fra Cargése tidlig morgen og sætter straks sejl, selv om vinden er svag, og så er det ellers tid til morgenkaffe. Vinden tiltager hen over dagen, og otte timer senere anløber vi Porto Pollo efter en rent ud sagt fortryllende dag. Delfiner har danset i leg rundt om båden. Det ene bjerglandskab har afløst det næste.
Danser med Ronja. Fem eller syv. Delfiner eller marsvin? De er i højt humør og leger med os – nå ja, måske mest med hinanden – i ganske lang tid.
Porto Pollo betyder ”den plagede havn”, og det henviser til, at byen i mange år var et af sørøvernes foretrukne mål i området. Sørøvere er der ikke mange af i dag, men byen forbereder sig åbenlyst på et kæmpe rykind af sejlende turister.
Byen er i sig selv lille, nærmest udtørret og – helt ærligt – uspændende med sine kun 100 faste indbyggere. Til gengæld er den begunstiget af kilometerlange strande, og langs disse er flere hundrede bøjer lagt ud for at byde velkommen til en invasion af lystsejlere. Vi er her uden for højsæsonen, så mindre end hver tiende bøje er optaget. Pris for en bøje uden for højsæsonen: 20 €.
De klassiske roller er endelig i skred. Kirsten har taget magten over vores gummibåd. Totalt kompetent
Efter to dages driverliv ud for stranden i Porto Pollo sætter vi kurs mod Propriano – en noget større by med rigtig havn og 3200 indbyggere.
Som altid forbereder vi os på en ny destination og læser i Politikens ”Turen går til Korsika” om en dynamisk kystby med maritim stemning og badeliv langs strandene. I vores ”bibel” under sejlturen – ”Mediterranean France & Corsica Pilot” af Rod Heikell – er der anderledes smæk for skillingen. Han skriver, at Propriano i mange år har haft et tvivlsomt rygte. I 1950’erne omtales byen som en by, man bør undgå, hvor uskyldige lokale bliver myrdet, og en lokal fisker slog kystvagten ihjel, da denne fik ham dømt for at have fisket med dynamit.
Propriano har tilsyneladende et større bagkatalog af voldelige forbrydelser. Så sent som april 1990 sprængte befrielsesbevægelsen FLNC en af byens restauranter i luften.
Selv oplevede vi byen som ganske tilforladelig. Gode restauranter. Fine strande. Og fredsommelige franskmænd.
Bonusinfo: Prøv at spise på Tempi Fa, tæt på havnen. Det er ifølge Tripadvisor den 39. bedste ud af 2.192 restauranter på Korsika – hvis man ellers er parat til at stole på den slags. Tempi Fa tilbyder i dagtimerne vin og tapas og om aftenen solide korsikanske middagsretter dybt inde bag vinkælderen. Tempi Fa er bygget op omkring en vinbar med udelukkende korsikanske vine. Vi prøvede den hidtil bedste rødvin på hele vores Korsika-tur. Granit hedder vinen. Meget kompleks Megen karakter. Det er en appellation Ajaccio Protégée, men den er produceret tæt på Propriano, der imidlertid ikke har sin egen appellation. A votre santé!
Anledning til refleksion. En hel kælder fuld af korsikanske vine. Adskillige er tankevækkende gode