Badeferie uden badestrand – en særlig fransk livsstil?
43° 30′ 39.3696” N 7° 2′ 50.8308” E
July 23, 2016
”Dingeling, dingeling, dingeling…”
Dingeling?
Det lyder grangiveligt som en af de biler, der en gang om ugen kører op og ned ad villavejene derhjemme og sælger is fra en blå varevogn.
De biler kører vel ikke rundt i Middelhavet?
Vi ligger for anker ved øgruppen Îles de Lérins, to-tre sømil sydøst for Cannes. Øgruppen har to hovedøer, og vi har kastet ankeret i et stræde mellem netop de to øer.
På den ene side har vi Île Ste-Marguérite, hvis fort i det 17. århundrede holdt ”Manden med jernmasken” som fange (filmatiseret med Leonardo deCaprio i hovedrollen). På den anden side har vi Île St-Honorat, munkenes ø, hvor der i århundreder har boet munke, i det syvende århundrede boede der 4000 munke, i dag er kun nogle få cistercienser-munke tilbage.
Og lyden… dingeling?
Den viser sig faktisk at stamme fra et elektronisk horn på en båd, som sejler rundt og sælger is til de flere hundrede sejl- og motorbåde, der ligger for anker mellem de to øer. En isbåd – komplet med fryser, reklameskilte og prisliste for is, sandwich, kaffe, øl og sodavand.
Lidt senere kommer også en pizzabåd med et pizza-banner flagrende efter sig. Vi prajer båden og spørger, om vi kan få en med pepperoni.
”Naturellement.” Vi har alt, forsikrer pigen, der fører båden. Kig i brochuren og ring når I har bestemt jer.
Vi skal blot opgive bådens navn og nationalitet og sige, at vi ligger ”lige ud for muren”. Pizzaerne bages på en stor katamaran i nærheden, og salgsbrochuren lokker med mere end de fleste hjemlige pizzariaer: Snacks, drinks, desserter, østers, champagne, vine.
Efterhånden som vi får overblik over livet mellem øerne, viser det sig, at den kommercielle flåde omfatter to pizzabåde, tre isbåde og en enkelt båd, der sælger fisk og skaldyr. Vi venter så småt, at det næste, der dukker op, vil være en afrikansk indvandrer, der falbyder stråhatte og sarong’er til beskyttelse mod solen.
Latter, glade skrig, baderinge, snorkler, overalt tumler børn og gamle rundt i vandet omkring deres både. Strandtur uden strand. Legeland uden land.
Det er en anderledes livsstil end den, vi selv er vant til. Ikke at vi ikke ankrer op i en smuk bugt, nyder badelivet og overnatter for svaj. Selvfølgelig gør vi det. Men som regel har vi på vores sejlture i Danmark eller udlandet altid været undervejs fra A til B til C til D. En stor del af vores nydelse er at vågne op om morgenen og tænke, at i dag skal vi hen til et nyt sted, hvor vi aldrig før har været.
Mange franskmænd sejler snarere fra A til B, derefter tilbage til A. Og næste dag igen til B. Tror vi.
De bor i Cannes eller en anden by, har en båd liggende i havnen, som de bruger til at sejle ud til en skøn ankerplads, hvor de tilbringer dagen med at plaske rundt i det turkisgrønne vand. Når det bliver aften, sejler de hjem til deres faste seng. Næste dag vender de tilbage til ankerpladsen igen.
Vi gætter på, at 4-500 både i dagtimerne lå for anker i det lille stræde mellem de to øer. Da lyset brød frem den næste morgen talte vi, at præcis 53 både var tilbage og havde overnattet på ankerpladsen.
Fedt liv. Fed livsstil. Men anderledes end vores.
Efter en frisk morgendukkert på fire meter vand, tænker vi, at en gummibåd nok dukker op for at sælge morgenbrød. Men ak. Så udbygget er det maritime butiksnet trods alt ikke.
Vi trækker ankeret op, hejser sejl og sætter kurs mod bageren i Antibes.
Île Ste-Marguérite er en pragtfuld ø at vandre på. Fra øens nordside er der udsigt til Cannes
Leveret direkte til din båd: Is, kaffe, sandwich og drikkevarer
Fem Cornetto, tak. De hedder på fransk “Cone” og knap halv størrelse af dem derhjemme
Katamaran Pizza – firmaet har to gummibåde til at levere direkte til dit skib
Ronja på fire meter krystalklart vand. Her med skippers kone, barnebarn Nellie og svigerdatter Tianling
Hvad er en lystbåd uden vandrutchebane? Der kan være meget udstyr på de store yachter
Prisen på en ren samvittighed: 19 Euro
43° 25′ 8.8328” N 6° 51′ 29.1552” E
15. juli 2016
På jagt efter det helt rigtige azurblå hav. Når det matcher skippers kones tånegle, er vi fremme
Næppe har vi gjort Ronja fast til en ledig ankerbøje i en smuk, smuk bugt, Rade d’Agay, midtvejs mellem St. Tropez og Cannes, før en gummibåd kommer susende.
”Det bliver lige 19 Euro,” siger den unge fyr i båden.
”19 Euro? For hvad,” spørger skippers kone. ”Hvilke faciliteter får vi for de penge?”
Joh, svarer den unge fyr, der er butikker i land, der er toiletter i land, der er brusebad i land.
Men vi har ikke nogen gummibåd. Vi skal ikke i land. Vi kan slet ikke komme i land, når vi ligger her ude midt i bugten ved en bøje.
”Intet problem. Jeg kommer og henter jer for 3 € pr gang,” lyder det kækt fra havnekaptajnens driftige lærling.
Først i vandet: Skippers kone
Det er en vidunderlig bugt. Den blev anvendt som ankerplads allerede, da romerne regerede over Middelhavet. Og i august 1944, satte amerikanerne 20.000 soldater i land netop i Agay-bugten som led i offensiven for at befri Frankrig for tyskerne. I dag er bugten præget af strand- og sejlerliv.
Senere læser vi, at det er myndighederne, der har etableret 123 ankerbøjer rundt i bugten for at beskytte en særlig art søgræs på bugtens bund (på engelsk hedder det Posidonia Grass). Det græs er vitalt for at fastholde balance og dyreliv i havet, og ved at etablere fast forankrede bøjer, forhindrer myndighederne, at den enkelte sejler roder rundt på havbunden med sit eget anker til skade søgræsset.
Nå ja. Så er 19 € måske alligevel ikke så galt.
Da vi gør klar til at lette næste morgen, prajer vi en havnevagt, der kommer forbi i sin gummibåd, vifter med en sort affaldssæk og spørger, om bortskaffelse af affald er en del af havneafgiften på 19 €.
Vinden er i syd, lige ind i bugten, men under fem sekundmeter
Han peger længere ind i bugten, hvor vi godt nok har undret os over en uformelig ting, der lå fortøjet, nærmest en overdimensioneret tekop fra en Disneyland-karussel. Vi sejler derhen og minsandten: Det er en flydende skraldespand.
Lettet for det seneste døgns affald og med ren samvittighed i forhold til det vigtige søgræs, konstaterer vi, at det er så, hvad man i Agay-bugten får for 19 €.
Fakta: De 123 bøjer er anlagt i tre forskellige zoner i bugten. De, der er mere sparsommelige end vi, kan ankre uden for zonerne med deres eget anker. Det koster ingenting. Men så er der lige det med samvittigheden
Spar havnepengene og gå direkte efter stranden
43° 0′ 3.6612” N, 6° 13′ 18.0048” E
July 8, 2016
Min sjæl, hvad vil du mere?
Se det lige for dig: En blød solseng under et kæmpestort, skyggefuldt fyrretræ. En flaske koldt vand inden for rækkevidde, en krimi i hånden. Solsengen er adskilt fra det azurblå vand af ti blot meter perfekt sandstrand, og ti skridt til siden ligger en lille restaurant og lokker med dagens menu til frokost.
Stedet er Porquerolles. Den største af fire øer i øgruppen Îles d’Hyéres, et pænt stykke øst for Toulon. Porquerolles er en blanding af et Caribisk ø-paradis, fristaden Christiania i København og en kaserne. Øen tilbyder enkel ferie til skyhøje priser.
Porquerolles by blev bygget for blot 100 år siden af det franske militær. Komplet med fort, kirke, officersboliger, kaserne og træningsbaner. I dag er alle bygninger overtaget af civilister – cykeludlejere, isvaffel-sælgere, grønthandlere, bådreparatører og restauranter for enhver pengepung. Samlet er der skabt en afslappet, alternativ charme, som midt i juli får et ekstra tilskud i form af en ugelang jazz-festival.
Øens omdrejningspunkt er de mange sandstrande. Nogle har stenstrand, andre har den fineste sandstrand. Alle har sandbund i badevandet, som i øvrigt er fint adskilt fra de mange sejlere, der ligger for svaj ud for strandene. Turister til fods og på cykel tramper dagen lang askillige kilometer på vej til og fra strandene. Det kan være en varm tur, men turen er stærkt formildet af den fortryllende duft af tørre fyrrenåle og frisk saltvand.
Plage de Notre Dame har ry for at være den smukkeste af strandene. Plage de la Courtade ligger tættere byen. Vi kan dog bedst lide Plage d’Argent – for det er den eneste, der har sin egen restaurant, ordentlige toiletter og udlejning af solsenge.
Fakta: Porquerolles er latterligt dyr. Udbud og efterspørgsel er helt ude af balance. En overnatning i havnen, som har få og ringe faciliteter, kostede 50 € for Ronjas 11 meter, hvor vi er vant til at betale 35 € pr nat. En frokost-menu på restaurant kostede 24 € for en enkelt ret, hvor vi er vant til at kunne få både to og tre frokostretter for 19 € i andre havne. Bageren er dyr. Supermarkedet er dyrt. Alt er dyrt.
Et godt råd: Spar havnepengene og brug øens mange bugter til overnatning. Tag forsyninger med hjemmefra.
Plage Notre Dame. En øde idyl – uden restaurant
Fyrretræet er et skønt træ. Skygge, duft og tørhed
Skippers kone på vej mod Plage Notre Dame. Igen med fyrretræer som fin kulisse
Paradis på jord – Calanque de Port-Miou
43° 12′ 20.16″ N, 5° 30′ 55.01″ E
July 5, 2016
Indtil denne dag anede vi ikke, hvad en Calanque var. Det ved vi nu. Og vi er begejstrede.
En calanque er en bugt eller – i den mest spændende udgave – en snæver og dyb fjord, som skærer sig ind i et klippelandskab, så siderne er nærmest lodrette og kan være op til 100 meter høje. Når man er inde i en sådan calanque, føles det lidt som at sejle i en katedral. Andægtigt kigger vi op og på de stejle klippesider, nyder duften af fyrretræer og lytter til cikadernes hymne.
Vi sejlede ind i dem alle, lige fra de første dukkede op nogle sømil efter Marseille. Efter at have tjekket dem alle, valgte vi at slå os ned i – synes vi selv – den aller mest charmerende: Calangue de Port-Miou.
Enkelte calanquer er småkedelige, ikke meget andet end en bred vig med en stump strand i bunden. Men jo tættere vi kommer på byen Cassis, bliver calanquerne dybere og mere karakterfulde. Først Sormiou, derpå Morgiou og senere Calanque d’En-Vau og Calanque de Port Pin. De er på hver deres måde spændende. Men ingen kan måle sig med Calanque de Port-Miou.
I det forreste “rum” er der plads til 20-30 overnattende både. Men de må leve med en konstant trafik af store turistbåde, der besøger calanquen
Port-Miou var engang et stenbrud, der leverede sten til Suez-kanalen og til de smukke bygninger i Marseille. Nu bliver bruddet brugt af lokale vovehalse
Ved første blik virker Port-Miou blot til at være større end de andre med flere pladser til fortøjning af både – med en ankerbøje i den ene ende og et reb snurret rundt om et klippefremspring eller i heldigste fald en ring i den anden ende. Men det er kun ved første blik. Pout-Miou har en slags forreste rum, hvor der er plads til 20-30 både, og hvor der er et leben af turbåde dagen lang fra de større byer i nærheden, der sender turister ud, mens guider fortæller om calanquerne.
Tricket er at sejle videre. Helt ind i bunden af det forreste rum, for her åbenbarer sig endnu et rum – meget smallere, meget længere, ja, nærmest svimlende langt, næsten en kilometer. På hver side af denne snævre kløft er der bygget en “catwalk”, en spinkel træbro, i begge sider. Og her har hundredevis af lokale både deres faste liggeplads. Som i et hemmeligt kammer.
Cikader, fyrretræer, køligt vand og stilhed. Hvad mere kan du ønske dig?
Da vi kalder havnekaptajnen på VHF, kanal 09, og spørger om plads, henviser han os til det forreste rum. Det har vi ikke lyst til. ”Vi kan se, at der er ledige pladser ved broerne,” insisterer vi. En gummibåd dukker op, og vi får en plads. Alligevel. En vidunderlig plads. Tæt på paradis. Vandet i den smalle kløft er koldt og rent og perfekt til at køle kroppen under den ubarmhjertige sol. Der er stille. Ikke en lyd fra turbådene i det forreste rum. Kun cikader. Lejlighedsvist et par kajaksejlere eller en enkelt franskmand, der klargør sin båd.
Fakta: Det er primitivt. Men franskmændende forstår den kommercielle værdi af skønhed, så prisen for en overnatning i Port-Miou er nogenlunde som i Marseille, godt 35 €. Det er uden el, vanskelig adgang til vandtilslutning og et kvarters spadseretur ad en smal gangbro til bad og toilet på den anden side af kløften. Indkøb sker med 25 minutters vandretur til byen Cassis, hvor der dog er både bus og minitog, til dem, der ikke orker at gå.