Prisen på en ren samvittighed: 19 Euro

Posted on Jul 17, 2016

43° 25′ 8.8328” N 6° 51′ 29.1552” E

15. juli 2016

Middelhavet ankerplads azurblå

På jagt efter det helt rigtige azurblå hav. Når det matcher skippers kones tånegle, er vi fremme

Næppe har vi gjort Ronja fast til en ledig ankerbøje i en smuk, smuk bugt, Rade d’Agay, midtvejs mellem St. Tropez og Cannes, før en gummibåd kommer susende.

Det bliver lige 19 Euro,” siger den unge fyr i båden.

19 Euro? For hvad,” spørger skippers kone. ”Hvilke faciliteter får vi for de penge?”

Joh, svarer den unge fyr, der er butikker i land, der er toiletter i land, der er brusebad i land.

Men vi har ikke nogen gummibåd. Vi skal ikke i land. Vi kan slet ikke komme i land, når vi ligger her ude midt i bugten ved en bøje.

”Intet problem. Jeg kommer og henter jer for 3 € pr gang,” lyder det kækt fra havnekaptajnens driftige lærling.

Svømning Middelhavet Rade d'Agay

Først i vandet: Skippers kone

Det er en vidunderlig bugt. Den blev anvendt som ankerplads allerede, da romerne regerede over Middelhavet. Og i august 1944, satte amerikanerne 20.000 soldater i land netop i Agay-bugten som led i offensiven for at befri Frankrig for tyskerne. I dag er bugten præget af strand- og sejlerliv.

Senere læser vi, at det er myndighederne, der har etableret 123 ankerbøjer rundt i bugten for at beskytte en særlig art søgræs på bugtens bund (på engelsk hedder det Posidonia Grass). Det græs er vitalt for at fastholde balance og dyreliv i havet, og ved at etablere fast forankrede bøjer, forhindrer myndighederne, at den enkelte sejler roder rundt på havbunden med sit eget anker til skade søgræsset.

Nå ja. Så er 19 € måske alligevel ikke så galt.

Da vi gør klar til at lette næste morgen, prajer vi en havnevagt, der kommer forbi i sin gummibåd, vifter med en sort affaldssæk og spørger, om bortskaffelse af affald er en del af havneafgiften på 19 €.

Rade d'Agay France

Vinden er i syd, lige ind i bugten, men under fem sekundmeter

Han peger længere ind i bugten, hvor vi godt nok har undret os over en uformelig ting, der lå fortøjet, nærmest en overdimensioneret tekop fra en Disneyland-karussel. Vi sejler derhen og minsandten: Det er en flydende skraldespand.

Lettet for det seneste døgns affald og med ren samvittighed i forhold til det vigtige søgræs, konstaterer vi, at det er så, hvad man i Agay-bugten får for 19 €.

Fakta: De 123 bøjer er anlagt i tre forskellige zoner i bugten. De, der er mere sparsommelige end vi, kan ankre uden for zonerne med deres eget anker. Det koster ingenting. Men så er der lige det med samvittigheden