Marne er en dejlig flod at sejle på. Naturen er vild og utæmmet

Posted on Jul 7, 2014
Marne er en dejlig flod at sejle på. Naturen er vild og utæmmet

48° 57′ 22.3272” N 2° 53′ 18.4776” E

7. juli, 2014

Afgang fra Meaux klokken 8.00. Vi sejler først et smut på 300 meter ind til Meaux’s centrum for at købe baguettes og croissanter. Vi lægger til i den kommunale havn, der viser sig at være langt mere charmerende, indbydende og velholdt end den private. Så meget for det private initiativ.

Vi sejler videre og indtager morgenkaffen undervejs.

Marne er en dejlig flod at sejle på. Naturen er vild og utæmmet. Høje træer og tæt krat omkranser floden. Nu vrimler det med hejrer. Kun lejlighedsvis bliver naturen brudt af små landsbyer, der oftest ligger lidt tilbagetrukket fra floden, som om vandet er noget, man bør frygte. Det er som om, franskmændene vender ”ryggen til” deres vandveje.

Hvor hollænderne hylder vandet med åbne arme, bygger huse tæt på vandet, trimmer deres haver og anlægger deres bådebroer, så de fremstår som en hyldest til den nære samhørighed mellem vand og land, så holder franskmændene respektfuldt afstand.

Vi holder en marchhastighed på seks knob, og som noget nyt stifter vi bekendtskab med automatiske sluser, som vi selv skal betjene med en remote-kontrol, vi får udleveret af en slusemester.

Slusemesteren forklarer på rablende fransk, hvordan vi betjener sluserne. Henrik og jeg fatter kun en brøkdel af hans ordstrøm. Noget med at trykke på den blå knap. Men kun én gang. Og først når vi er lige ud for ventebroerne forud for sluserne. Resten forstod vi ikke et suk af.

Fedt! Ny styrer vi selv sluserne. Ved næste sluse skal det afprøves. Vi trykker. Intet sker. Sejler tilbage til ventebroen. Trykker igen på den blå knap. Denne gang peger vi remote-kontrollen direkte mod slusen, og så virker det. Et ekstra hvidt lys tændes ved siden af det røde, som tegn på, at der er kontakt, og vi kan se, at slusen begynder at tømme vand ud, og lidt senere åbner sluseportene sig.

Da vi kommer ind i slusen, ved vi ikke helt, hvad vi skal gøre. Vi gør båden fast. Venter lidt for at se, om sluseportene lukker sig og vandet begynder at fosse ind. Intet sker. Vi trykker igen på den blå knap. Først én gang. Så endnu en gang i lidt længere tid. Der sker stadig ingenting. Per kravler op på slusen og får kontakt med en slusevagt via et kaldeanlæg.

”Parles vous Anglais”? No. Ikke overhovedet.

Per forklarer på gebrokkent fransk, hvad vores problem er. Manden svarer på hurtigt-flydende fransk. Ikke forstået. Derefter bliver kommunikationen afbrudt. Vi trykker lidt mere på remoten men beslutter, at kalde-anlægget er vores bedste livline. Denne gang forstår vi ét ord, ”arrive” – en eller anden vil komme. Og ganske rigtigt. Kort efter springer en mand fra VNF ind i det gamle slusehus og sætter slusen i gang. Et venligt vink men ingen forklaring.

Først i næste sluse får vi forklaret, at det slet ikke er remoten, der styrer, om sluseportene lukker efter os, og om vandet fosser ind, men derimod et blåt rør inde i slusen, som vi skal hive op i, så maskineriet starter mekanisk. Hvem kunne vide det? Vi får en elektronisk remote i hånden, og alligevel er det en fysisk, mekanisk kraft, der starter slusningen. De er skøre, de franskmænd.

Herefter går det strygende med at passere sluserne.

Vi lægger Ronja ind til en landlig ponton-bro ud for en landsby ved navn Charly. Vinmarker omgiver os sammen med franskmænd med fiskestænger. Ingen wifi. Ingen vand. Ingen el. Ingen toiletter. Kun en bro og en dyb landlig stilhed.

Susanne fungerer perfekt som smørrebrødsjomfru. Hun er oprindelig uddannet som sådan, og da hun ikke mener sig egnet til matros-arbejde, så tager hun sig løbende af kaffebrygning og sandwich-fremstilling i det, hun kalder køkkenet. Vi lever som admiraler.

Log-bog: Dagens distance: 70 kilometer. Sejlet tid: 8.00 til 16.30 = 8 ½ time. Sluser 6 stk. Vejr: Lidt sol, mest skyet. Først ved dagens slutning regn.