“Er det Ronja? Ronja fra Thurø?”

Posted on Jul 20, 2012

52° 50′ 33.3672” N 5° 42′ 16.956” E

20. juli, 2012

Fantastisk dag. Alting virker. Broerne åbner sig. Regnen holder tydeligvis lidt igen. Og farvandet er intet mindre end spændende. Tæt trafik. Byer som er arkitekttegnede til at hver bolig har sin båd i forhaven. Kanaler på kryds og tværs. Søer. Store og små. Et virvar af krydsende skibe. Hvis vi troede, Danmark var en sejlernation, så tro om igen. Holland styrer for vildt. Alt handler her om sejlads.

Vi finder en havn. Rolig. Lidt udenfor Lemmer. Går til byen. Spiser i havnens restaurant. Og nyder de mest luksuriøse badefaciliteter. Varmt brusebad i halve timer om ønsket.

Lige før Lemmer passerer vi en dansk sejler, som sejler den modsatte retning af os på kanalen. Stort set alle, vi møder, er hollændere eller tyskere. Men ham her råber: “Er det Ronja? Ronja fra Thurø?” Det viser sig, at de er selv fra Thurø. “Hej med jer!” Og så er de væk.

Alle snakker om vejret. I vores havn er mange tyskere. Snakken går tydeligvis om, at man måske hellere skulle være taget til Mallorca.

Logbog: Afrejse 9.00. Destination: Lemmer. Ankomst: 13.00.