Middelhavets største joke: Ja, vi har internet
43° 42′ 31.1184” N 7° 20′ 14.6688” E
September 17 – 2016.
”Do you have wifi”? (Husk i Frankrig udtales wifi ikke waifai, men weefee).
”Yes, we have wifi. And occasionally it even works.” Sådan svarer havnekaptajnen i Beaulieu-sur-mer, når man spørger, om der er wifi i havnen. Og sådan svarer andre sandfærdige havnekaptajner.
De mindre sandfærdige havnekaptajner – og de er i flertal – udskriver blot med rutineret selvhøjtidelighed en kode til internettet. Værsgo´, hr. Her er deres særlige adgangskode til internettet.
Det er den største joke i Middelhavet. Franske havne – og indtil videre også en del af de italienske havne – har slet ikke wifi.
Det er kejserens nye klæder – det der eventyr af den danske eventyrdigter, H.C. Andersen, om to svindlere, som sælger kejseren et sæt nye klæder, der er så enestående, at kun de, som dur i deres job, kan se klæderne, medens de, der ikke dur i deres job, ikke kan se det.
Ingen tør indrømme, at de ikke kan se klæderne, for da ville de jo være dumme, så alle klapper i hænderne og siger, at kejserens nye klæder er fortryllende. Det hele afsløres, da kejseren viser sine nye klæder frem under en procession gennem byen, og en lille dreng siger: ”Jamen, han har jo ikke noget på.”
Fransk og italiensk havne-wifi er lavet af samme stof.
Du styrter rundt i havnen med din computer eller din mobiltelefon. Du sætter dig helt op på havnekontorets dørtrin. Enten er der ikke noget overhovedet. Eller også er det så svagt, at det kan være lige meget.
På stående fod kan vi kun komme i tanker om to havne, hvor der har været et velfungerende wifi. Det var i Nice, Frankrig, og i Loano, Italien. Hatten af for Nice og Loano.
Hvad er det med de franskmænd? Og italienere? Kom dog med ind i det aktuelle århundrede. Etabler et wifi, der virker! Man kan i dag få wifi i et fly ti kilometer over jordens overflade. Man kan få wifi i tog. Man kan få wifi på en café. Skulle man så ikke kunne etablere wifi i en havn?
Come on. Vi betaler rask væk 30, 40 € eller i Italien ligefrem det dobbelte
for en overnatning inklusive wifi. Få det til at virke! Tak.
Gode råd søges: Er der nogen, som, mens vi venter på, at franske og italienske havne indser, at de er involveret i et kæmpemæssigt svindelnummer, kan give mig et råd om, hvordan jeg får en stabil tilgang til internettet? Er der en eller anden dims, jeg kan købe til mit skib, som gør mig uafhængig af havnenes såkaldte wifi? Jeg har spurgt Orange, og de solgte mig et abonnement med adgang til alle selskabets egne hotspots. Det var ikke meget værd.
Svar imødeses med taknemmelighed.
Min er større end din!
43° 35′ 12.462” N 7° 7′ 42.8952” E
September 12, 2016
Hold fast, hvor er den stor! Helt ubegribeligt stor!
Sidst vi var i Antibes – for en måned siden – var vi fascinerede af havnens dengang største yacht, ”Katara”, ejet af emiren af Quatar. Hey: Den var 126 meter, havde en fast besætning på 60 personer, helikopter på agterdækket og var oplyst om natten som et dansetempel.
I dag er Katara væk, og den første plads på den såkaldte milliardær-kaj i Antibes Port Vauban er overtaget af en endnu større yacht. En helt ubegribeligt stor yacht.
Hun hedder ”Dilbar”, blev søsat for fire måneder siden og er ejet af den russiske milliardær, Alisher Usmanov.
Dilbar er cremefarvet med detaljer fremhævet i bronze.
Hun er mageløs.
Hør lige her: Hun er 156 meter lang (til sammenligning er vores sejlyacht, ”Ronja”, 10 meter og 65 centimeter lang). Dilbar har plads til 80 besætningsmedlemmer og 40 overnattende gæster. Hun har efter sigende kostet fire milliarder danske kroner.
Målt på bruttoregistertons er Dilbar verdens største private yacht. Målt på længde er hun den fjerde største. Samtidig har hun den mest kraftfulde motor og det største svømmebassin nogensinde set på en privat yacht. Hvor dette svømmebassin befinder sig ved kun udvalgte. Det er ikke på soldækket, for det er optaget to helikopter-platforme.
Alisher Usmanov har siden 2008 haft en anden yacht med navnet Dilbar. Den er på sølle 110 meter, er i dag omdøbt til Ona og har stadig Usmanov som ejer. Hans rigdom stammer fra russisk mineindustri og fra aktier i russisk internet og mobiltelefoni plus Facebook, Twitter, Alibaba samt en pænt stor aktiepost i fodboldklubben Arsenal.
Hvad er det med ældre mænd og deres både? 63-årige Usmanov får bygget en båd, der er 46 meter større end den, han havde i forvejen. I Danmark købte nu afdøde skibsreder i AP Møller Mærsk, Mærsk Mc-Kinney Møller, i 2009 – da han var 95 år – en Swan yacht, der var tre meter længere end den yacht, han havde i forvejen. Det må da man kalde livskraft. Tænk hvis man selv i en alder af 95 år er optaget af at få en båd, der er tre meter længere, end den man har i forvejen…
Hvad driver disse milliardærer til at ønske sig stadig større både? Prestige? Et signal om deres egen, deres virksomheds eller deres nations betydning? Eller blot et ønske om at fremvise noget udstyr, der er større end andres? De super-riges veje er uransagelige. Jeg giver op.
P.S.: Fik jeg nævnt, at jeg selv drømmer om, at Ronja var én meter… nej, lad os hellere sige halvanden meter, faktisk snarere to, længere, end hun er?
Selv ved milliardær-kajen virker Dilbar stor. Skibet er opkaldt efter ejerens mor
Dilbar er bygget i stor hemmelighed af det tyske værft Lürssen. Byggeriet har stået på i 52 måneder.
Badeferie uden badestrand – en særlig fransk livsstil?
43° 30′ 39.3696” N 7° 2′ 50.8308” E
July 23, 2016
”Dingeling, dingeling, dingeling…”
Dingeling?
Det lyder grangiveligt som en af de biler, der en gang om ugen kører op og ned ad villavejene derhjemme og sælger is fra en blå varevogn.
De biler kører vel ikke rundt i Middelhavet?
Vi ligger for anker ved øgruppen Îles de Lérins, to-tre sømil sydøst for Cannes. Øgruppen har to hovedøer, og vi har kastet ankeret i et stræde mellem netop de to øer.
På den ene side har vi Île Ste-Marguérite, hvis fort i det 17. århundrede holdt ”Manden med jernmasken” som fange (filmatiseret med Leonardo deCaprio i hovedrollen). På den anden side har vi Île St-Honorat, munkenes ø, hvor der i århundreder har boet munke, i det syvende århundrede boede der 4000 munke, i dag er kun nogle få cistercienser-munke tilbage.
Og lyden… dingeling?
Den viser sig faktisk at stamme fra et elektronisk horn på en båd, som sejler rundt og sælger is til de flere hundrede sejl- og motorbåde, der ligger for anker mellem de to øer. En isbåd – komplet med fryser, reklameskilte og prisliste for is, sandwich, kaffe, øl og sodavand.
Lidt senere kommer også en pizzabåd med et pizza-banner flagrende efter sig. Vi prajer båden og spørger, om vi kan få en med pepperoni.
”Naturellement.” Vi har alt, forsikrer pigen, der fører båden. Kig i brochuren og ring når I har bestemt jer.
Vi skal blot opgive bådens navn og nationalitet og sige, at vi ligger ”lige ud for muren”. Pizzaerne bages på en stor katamaran i nærheden, og salgsbrochuren lokker med mere end de fleste hjemlige pizzariaer: Snacks, drinks, desserter, østers, champagne, vine.
Efterhånden som vi får overblik over livet mellem øerne, viser det sig, at den kommercielle flåde omfatter to pizzabåde, tre isbåde og en enkelt båd, der sælger fisk og skaldyr. Vi venter så småt, at det næste, der dukker op, vil være en afrikansk indvandrer, der falbyder stråhatte og sarong’er til beskyttelse mod solen.
Latter, glade skrig, baderinge, snorkler, overalt tumler børn og gamle rundt i vandet omkring deres både. Strandtur uden strand. Legeland uden land.
Det er en anderledes livsstil end den, vi selv er vant til. Ikke at vi ikke ankrer op i en smuk bugt, nyder badelivet og overnatter for svaj. Selvfølgelig gør vi det. Men som regel har vi på vores sejlture i Danmark eller udlandet altid været undervejs fra A til B til C til D. En stor del af vores nydelse er at vågne op om morgenen og tænke, at i dag skal vi hen til et nyt sted, hvor vi aldrig før har været.
Mange franskmænd sejler snarere fra A til B, derefter tilbage til A. Og næste dag igen til B. Tror vi.
De bor i Cannes eller en anden by, har en båd liggende i havnen, som de bruger til at sejle ud til en skøn ankerplads, hvor de tilbringer dagen med at plaske rundt i det turkisgrønne vand. Når det bliver aften, sejler de hjem til deres faste seng. Næste dag vender de tilbage til ankerpladsen igen.
Vi gætter på, at 4-500 både i dagtimerne lå for anker i det lille stræde mellem de to øer. Da lyset brød frem den næste morgen talte vi, at præcis 53 både var tilbage og havde overnattet på ankerpladsen.
Fedt liv. Fed livsstil. Men anderledes end vores.
Efter en frisk morgendukkert på fire meter vand, tænker vi, at en gummibåd nok dukker op for at sælge morgenbrød. Men ak. Så udbygget er det maritime butiksnet trods alt ikke.
Vi trækker ankeret op, hejser sejl og sætter kurs mod bageren i Antibes.
Île Ste-Marguérite er en pragtfuld ø at vandre på. Fra øens nordside er der udsigt til Cannes
Leveret direkte til din båd: Is, kaffe, sandwich og drikkevarer
Fem Cornetto, tak. De hedder på fransk “Cone” og knap halv størrelse af dem derhjemme
Katamaran Pizza – firmaet har to gummibåde til at levere direkte til dit skib
Ronja på fire meter krystalklart vand. Her med skippers kone, barnebarn Nellie og svigerdatter Tianling
Hvad er en lystbåd uden vandrutchebane? Der kan være meget udstyr på de store yachter
Prisen på en ren samvittighed: 19 Euro
43° 25′ 8.8328” N 6° 51′ 29.1552” E
15. juli 2016
På jagt efter det helt rigtige azurblå hav. Når det matcher skippers kones tånegle, er vi fremme
Næppe har vi gjort Ronja fast til en ledig ankerbøje i en smuk, smuk bugt, Rade d’Agay, midtvejs mellem St. Tropez og Cannes, før en gummibåd kommer susende.
”Det bliver lige 19 Euro,” siger den unge fyr i båden.
”19 Euro? For hvad,” spørger skippers kone. ”Hvilke faciliteter får vi for de penge?”
Joh, svarer den unge fyr, der er butikker i land, der er toiletter i land, der er brusebad i land.
Men vi har ikke nogen gummibåd. Vi skal ikke i land. Vi kan slet ikke komme i land, når vi ligger her ude midt i bugten ved en bøje.
”Intet problem. Jeg kommer og henter jer for 3 € pr gang,” lyder det kækt fra havnekaptajnens driftige lærling.
Først i vandet: Skippers kone
Det er en vidunderlig bugt. Den blev anvendt som ankerplads allerede, da romerne regerede over Middelhavet. Og i august 1944, satte amerikanerne 20.000 soldater i land netop i Agay-bugten som led i offensiven for at befri Frankrig for tyskerne. I dag er bugten præget af strand- og sejlerliv.
Senere læser vi, at det er myndighederne, der har etableret 123 ankerbøjer rundt i bugten for at beskytte en særlig art søgræs på bugtens bund (på engelsk hedder det Posidonia Grass). Det græs er vitalt for at fastholde balance og dyreliv i havet, og ved at etablere fast forankrede bøjer, forhindrer myndighederne, at den enkelte sejler roder rundt på havbunden med sit eget anker til skade søgræsset.
Nå ja. Så er 19 € måske alligevel ikke så galt.
Da vi gør klar til at lette næste morgen, prajer vi en havnevagt, der kommer forbi i sin gummibåd, vifter med en sort affaldssæk og spørger, om bortskaffelse af affald er en del af havneafgiften på 19 €.
Vinden er i syd, lige ind i bugten, men under fem sekundmeter
Han peger længere ind i bugten, hvor vi godt nok har undret os over en uformelig ting, der lå fortøjet, nærmest en overdimensioneret tekop fra en Disneyland-karussel. Vi sejler derhen og minsandten: Det er en flydende skraldespand.
Lettet for det seneste døgns affald og med ren samvittighed i forhold til det vigtige søgræs, konstaterer vi, at det er så, hvad man i Agay-bugten får for 19 €.
Fakta: De 123 bøjer er anlagt i tre forskellige zoner i bugten. De, der er mere sparsommelige end vi, kan ankre uden for zonerne med deres eget anker. Det koster ingenting. Men så er der lige det med samvittigheden
Spar havnepengene og gå direkte efter stranden
43° 0′ 3.6612” N, 6° 13′ 18.0048” E
July 8, 2016
Min sjæl, hvad vil du mere?
Se det lige for dig: En blød solseng under et kæmpestort, skyggefuldt fyrretræ. En flaske koldt vand inden for rækkevidde, en krimi i hånden. Solsengen er adskilt fra det azurblå vand af ti blot meter perfekt sandstrand, og ti skridt til siden ligger en lille restaurant og lokker med dagens menu til frokost.
Stedet er Porquerolles. Den største af fire øer i øgruppen Îles d’Hyéres, et pænt stykke øst for Toulon. Porquerolles er en blanding af et Caribisk ø-paradis, fristaden Christiania i København og en kaserne. Øen tilbyder enkel ferie til skyhøje priser.
Porquerolles by blev bygget for blot 100 år siden af det franske militær. Komplet med fort, kirke, officersboliger, kaserne og træningsbaner. I dag er alle bygninger overtaget af civilister – cykeludlejere, isvaffel-sælgere, grønthandlere, bådreparatører og restauranter for enhver pengepung. Samlet er der skabt en afslappet, alternativ charme, som midt i juli får et ekstra tilskud i form af en ugelang jazz-festival.
Øens omdrejningspunkt er de mange sandstrande. Nogle har stenstrand, andre har den fineste sandstrand. Alle har sandbund i badevandet, som i øvrigt er fint adskilt fra de mange sejlere, der ligger for svaj ud for strandene. Turister til fods og på cykel tramper dagen lang askillige kilometer på vej til og fra strandene. Det kan være en varm tur, men turen er stærkt formildet af den fortryllende duft af tørre fyrrenåle og frisk saltvand.
Plage de Notre Dame har ry for at være den smukkeste af strandene. Plage de la Courtade ligger tættere byen. Vi kan dog bedst lide Plage d’Argent – for det er den eneste, der har sin egen restaurant, ordentlige toiletter og udlejning af solsenge.
Fakta: Porquerolles er latterligt dyr. Udbud og efterspørgsel er helt ude af balance. En overnatning i havnen, som har få og ringe faciliteter, kostede 50 € for Ronjas 11 meter, hvor vi er vant til at betale 35 € pr nat. En frokost-menu på restaurant kostede 24 € for en enkelt ret, hvor vi er vant til at kunne få både to og tre frokostretter for 19 € i andre havne. Bageren er dyr. Supermarkedet er dyrt. Alt er dyrt.
Et godt råd: Spar havnepengene og brug øens mange bugter til overnatning. Tag forsyninger med hjemmefra.
Plage Notre Dame. En øde idyl – uden restaurant
Fyrretræet er et skønt træ. Skygge, duft og tørhed
Skippers kone på vej mod Plage Notre Dame. Igen med fyrretræer som fin kulisse
Familie-dage i hjertet af Amsterdam
52° 22′ 55.903” N 4° 54′ 22.499” E
25.-30. juli, 2012
Vi finder plads lige i hjertet af Amsterdam. I Sixhaven – tre minutters gratis færgetur fra central-banegården.
Vi udforsker straks byen. Ser Van Gogh-museet og traver byen tynd langs kanaler og gennem canabis-duftende sidegader. Det er aftalt, at Lasse, Tianling og Nellie, ankommer til Amsterdam, hvor de bor hos os på båden frem til 29. juli.
Dejlige familiedage i alsidige Amsterdam. Da Lasse, Tinaling og Nellie returnerer til Danmark finder Kirsten og jeg en god vinterhavn til Ronja i en forstad til Amsterdam. Her skal hun ligge på land i de næste 11 måneder.
-
- Nellie klar ved skøderne
-
- Tianling, Lasse and Per i Amsterdam
-
- Det kræver en tidlig start at blive en forrygende sømand
Amatørteater omkring en ost
52° 30′ 45.492” N 5° 2′ 57.054” E
24. juli, 2012
En Raymarine-ekspert kommer fra morgenstunden og reparerer vores kort-plotter. “Software,” forklarer han. Plotteren er fra 2006, og det kort, vi har prøvet at installere, er fra 2012. Det kræver en opdatering. Ti minutter til 70 €. Klart pengene værd.
Derefter sejler vi til Edam. Endnu en malerisk kanalby. Vi er nu inde på Markermeer, som er adskilt fra Ijselmeer med et dige og en sluse.
Vi beslutter at aflægge Edam by endnu et besøg onsdag eftermiddag for at overvære byens store attraktion: Ostemarkedet. Meget spøjst. Meget farverigt. Men noget oppustet i forhold til markedets reelle indhold. Amatørteater omkring en ost.
Logbog: Afsejling 11.30. Destination: Edam. Ankomst 14.00.
-
- ..carried around the square..
-
- ..thrown man to man, elegantly..
-
- What a spectacular show, cheese are..
-
- ..and probably it is all about selling cheese from Edam
Aldrig har vi set så mange sejl på vandet som ud for Enkhuizen – sejlsportens mekka
52° 42′ 15.0948” N 5° 18′ 1.0188” E
22. og 23. juli, 2012
De er skøre, de hollændere! Bagerne holder lukket om søndagen, og på hverdage åbner de ofte først som andre butikker.
Mens Kirsten slår dej op til egne morgenboller, sætter vi kurs mod Enkhuizen. Det bliver en perfekt sejlads. Vinden er foran for tværs. Ijselmeer er uproblematisk, nærmest ensartet dyb (læs: lav). Hele tiden en meter eller to under kølen.
Solen skinner. Snart kan vi øjne Enkhuizen. “Se, de har klinter,” siger Kirsten. Det viser sig at være en kæmpe skov af master. Enkhuizen har seks-syv havne, alene den havn vi anløber, har plads til 700 både. Aldrig har vi set så mange sejl på vandet som ud for Enkhuizen. Byen har ry for at være sejlsportens mekka. Efter uger med regn vil alle ud og lufte sejlene – som køer der lukkes ud af stalden på første forårsdag.
Vi tager en ekstra dag i Enkhuizen, som starter med en løbetur rundt på bymuren. Det er en charmerende by. Måske den smukkeste af de kanalbyer, vi har set.
Vi besøger også et frilandsmuseum, “Zuiderzee Museum”, som er et virkeligt godt museum, meget aktivt, levende. Her kunne Den fynske Landsby i Danmark nok lære noget.
Logbog: Afsejling 8.30. Destination: Enkhuizen, Ankomst 11.00.
Urk er ok. Sejlads for fulde sejl på Ijselmeer
52° 39′ 34.1496” N 5° 35′ 52.188” E
21. juli, 2013
Morgenløber 6 km. langs vandet og får checket de to slusemuligheder ud til Ijselmeer.
Vejret er fint. Vi overvejer en overliggerdag men beslutter alligevel at sejle. Vi har spottet en butik, hvor de muligvis har Raymarine-søkort. Butikken ligger på vejen ud til Ijselmeer.
Siden Delfzijl har vi ikke haft liv i søkortplotteren. Det nykøbte kort via nettet virker ikke. Og nu virker heller ikke et splinternyt kort købt i butikken i Lemmer. Hvad sker der lige? Afsted igen. Pengene retur: 249 Euro.
Vi ville egentlig til Enkhuizen på den modsatte side af Ijselmeer, men vinden vil hellere føre os til Urk på samme side som Lemmer. Vi trænger til en god sejlads for fulde sejl, så vi lader vinden bestemme.
Urk er ok. Tæt pakket med både. Men charmerende. Meget hollandsk. Meget maritim. Meget, siger Kirsten, som en blanding af Gilleleje og Skagen i Danmark.
Logbog: Afsejling 14.00. Destination: Enkhuizen. Ankomst: 17.00 i Urk.
“Er det Ronja? Ronja fra Thurø?”
52° 50′ 33.3672” N 5° 42′ 16.956” E
20. juli, 2012
Fantastisk dag. Alting virker. Broerne åbner sig. Regnen holder tydeligvis lidt igen. Og farvandet er intet mindre end spændende. Tæt trafik. Byer som er arkitekttegnede til at hver bolig har sin båd i forhaven. Kanaler på kryds og tværs. Søer. Store og små. Et virvar af krydsende skibe. Hvis vi troede, Danmark var en sejlernation, så tro om igen. Holland styrer for vildt. Alt handler her om sejlads.
Vi finder en havn. Rolig. Lidt udenfor Lemmer. Går til byen. Spiser i havnens restaurant. Og nyder de mest luksuriøse badefaciliteter. Varmt brusebad i halve timer om ønsket.
Lige før Lemmer passerer vi en dansk sejler, som sejler den modsatte retning af os på kanalen. Stort set alle, vi møder, er hollændere eller tyskere. Men ham her råber: “Er det Ronja? Ronja fra Thurø?” Det viser sig, at de er selv fra Thurø. “Hej med jer!” Og så er de væk.
Alle snakker om vejret. I vores havn er mange tyskere. Snakken går tydeligvis om, at man måske hellere skulle være taget til Mallorca.
Logbog: Afrejse 9.00. Destination: Lemmer. Ankomst: 13.00.
