Her tager man coronaen alvorligt

Her tager man coronaen alvorligt

Posted on Sep 8, 2020

37° 29′ 50.3988” N 23° 27′ 29.322” E

8.september 2020

Vi sejler atter til Poros, da det viser sig, at vores forbrugsbatterier stadig ikke er helt på mærkerne. Et batteri bliver skiftet af vores faste mekaniker/elektriker/specialist. Det hjælper. 

Vi tilbringer nogle dage med at nyde de glimrende strande på Poros og studere bylivet i Poros by. Det er interessant at se, hvor konsekvent grækerne håndterer corona-situationen. I hver eneste af byens 65 caféer bærer personalet mundbind, og der er håndsprit på bordene. Hvis du går ind i en butik, bliver du bedt om at tage mundbind på, og på stranden bliver du formanet om ikke at rykke din solseng tættere på din ægtefælles. “Én meters afstand. Basta.” Men man forstår det godt. Næsten 20 procent af grækerne arbejder i turistindustrien. En total nedlukning vil gøre virkelig ondt.

I havnen møder vi et canadisk par, som har været i selvvalgt corona karantæne på deres sejlbåd i et halvt år. Mad, drikke og medicin bringes til båden. Selv får parret tiden til at gå med at fodre byens katte og jage andre sejlere væk, som prøver at lægge sig for tæt på deres selvudnævnte karantæne station. De skal videre til Tunesien, Gran Canaria og derpå over Atlanterhavet til november. “Vi sejler i morgen,” siger de hver dag til os gennemen uge. Da vi selv forlader Poros, ligger de der stadig. 

Vi laver en aftale med vores ven i Vikos Marinebutik om, at han vil se efter Ronja, mens vi er hjemme i Danmark de næste 10 dage. 

Tæt på en tur i baljen

Tæt på en tur i baljen

Posted on Sep 4, 2020

37° 20′ 46.6044” N 23° 14′ 44.016” E

4.september 2020

Glade for at bøvlet er overstået, sejler vi videre sydpå og anløber Ermioni på Peloponnes.

Vi er stadig ikke begejstrede for grækernes tåbelige tradition med at lægge “baglæns” ind til kaj. Ofte bliver afstanden mellem båd og kaj for stor, og da vi om aftenen skal i land, rækker Kirstens spring kun til den halve afstand (hendes kjole var nok for stram :-). Heldigvis har Per et godt tag i hendes arm og afbøder en tur i baljen. Fattede og kun en smule forslåede fortsætter vi op i byen.

Ermioni viser sig at være en perle. Vi finder en skøn gåtur rundt om en tange med smukke udsigter, cikader og massiv duft af fyrretræer. Fra Ermioni tager vi en vandtaxi til øen Idrhá.

Idrhá er også en perle, men en meget turistet og travl perle. Vi er glade for, at vi ikke selv sejlede til øen, for havnen er et kæmpe kaos af vandtaxier, fiskere, færger og lystbåde, der alle vil have plads i den lille overbebyrdede havn.

Idrhá er bilfri, og gadebilledet er – udover turister – præget af æsler, der slæber købmandsvarer hjem fra supermarkedet. Virkelig en smuk og charmerende by.

Ældre dame med startproblemer

Ældre dame med startproblemer

Posted on Sep 1, 2020

37° 29′ 50.3988” N 23° 27′ 29.322” E

1.september 2020

Vi sejler sydpå til øen Poros og finder en plads langsskibs lige i centrum af byen. Poros er en livlig by, et mekka for sejlere, som ligger vidunderligt smukt i et smalt stræde mellem Poros og Peloponnes.

Og nu starter bøvlet. Det viser sig, at fjorten måneder uden omsorg sætter sine spor på en båd. Det tager tid at få Ronja på omgangshøjde. Hun er jo efterhånden en ældre dame og har startproblemer, toiletproblemer og batteriproblemer.

Heldigvis har Poros to fremragende marinebutikker. Den ene sender os en VVS-mand til toilettet. Den anden sender os en mekaniker til at checke startmotoren og senere en elektriker (som viser sig at være identisk med mekanikeren) til at fixe vores batterisystem.

Så til søs – efter 14 måneders pause

Så til søs – efter 14 måneders pause

Posted on Aug 30, 2020

37° 46′ 5.779” N 23° 27′ 6.4908” E
30.august 2020

Spændte ankommer vi søndag aften til Asprakis Boatyard på nordsiden af øen Aegina, lige syd for Athen. Her har Ronja stået på land i intet mindre end 14 måneder. Når perioden er blevet så lang, er det fordi, Per skulle have fjernet en kræftknude og senere, da vi i marts stod med pakkede kufferter, lukkede COVID-19 alle Europas grænser én efter én.

Endelig står vi her. Hvordan har Ronja klaret sig?

Tilsyneladende fint. Værftet har spulet hende, skiftet olie på motoren og monteret sejl og bimini. Glade går vi til køjs i bevidstheden om, at i morgen skal vi ud og sejle.

Sådan går det heldigvis også, først må vi dog tilkalde en elektriker til at reparere køleskabet, og senere må vi have en mekaniker til at kickstarte motoren.

Og så til søs. Gregory Asprakis tager en fair pris for at opbevare båden (120€ for sommermåneder, 130 € for vintermåneder), men til gengæld er hans pris høj, hvis du beder ham udføre reparationer eller ekstra tjenester.

Efter tre år i Middelhavet gør vi Ronja klar til Middelhavs-sejlads

Efter tre år i Middelhavet gør vi Ronja klar til Middelhavs-sejlads

Posted on Jul 12, 2018

38° 57′ 27.7884” N 20° 45′ 26.4132” E

12. juli

”Om det er en vanskelig havn? Det er den vanskeligste i hele Middelhavet,” erklærer den havneassistent, som hjælper os på plads i Cleopatra Marina. ”Vi har målt strømme på helt op til 11 knob,” tilføjer han. Det lyder vanvittigt, men han har arbejdet i adskillige havne, så han lader os forstå, at han ved, hvad han taler om.

Det er havnens beliggenhed i strædet, der fører fra det åbne hav og ind i den store bugt/indsø, Amvrakikos Kolpos, der får havnen til at virke forblæst og strømfyldt. Vinde og strømme bliver mere koncentrerede, når de skal gennem det snævre stræde med byen Préveza på den ene side og halvøen Aktion på den anden side.

For os betyder det ingenting. Vi er her blot for at få Ronja løftet på land som afslutning på dette års togt. Her skal hun ligge i ni måneder, frem til april 2019, på en stor, støvet parkeringsplads for lystfartøjer. Det forekommer os, at her er hundredevis, måske tusindevis af både, parkeret på hvert deres stativ, mens de hver især venter på, at deres ejer får råd/tid/lyst til at sætte dem i vandet igen.

Vi har besluttet, at Ronja skal kigges ekstra godt efter i sømmene og have gennemført nogle tiltrænge forbedringer, mens hun er på land hos Cleopatra Marina. Hun har været undervejs fra Danmark i godt seks år, hun har sejlet i Middelhavet i tre år, og vi synes, at vi nu ved, hvad der skal til for at gøre hende til en rigtig Middelhavs-sejler.

Ronja er bygget i Sverige, bygget til at holde hårdt vejr ude, til at ankre på relativt lave vanddybder, til at skabe varme indenbords snarere end kølighed og til at sejle i farvande med lavere saltindhold end Middelhavet. I Middelhavet handler det om at holde varmen ude, åbne for enhver kølende brise, at kunne ankre hyppigt og på relativt dybt vand.

Vi møder derfor op hos Cleopatra Marina med en ønskeseddel, som vi vil have dem til at give os et tilbud på. Hovedpunkterne er:

Vi har behov for længere anker-kæde. I Middelhavet er 40 meter kæde simpelt hen ikke tilstrækkeligt. Vi skal have den forlænget til mindst 60 meter kæde. Samtidig har vi brug for at styrke vores sekundære ankersystem, hækankeret, som i dag kun har tre meter kæde plus ti meter tov. Det forslår som en skrædder i helvede, når du sejler i Middelhavet. Vi skal have mindst seks meter kæde og 20 meter tov til hækankeret.

Dertil kommer, at vi af og til føler, at vi er de eneste i hele Middelhavet, som stadig kaster anker og ikke mindst trækker det op igen ved håndkraft. Alle andre læner sig afslappet op ad forstaget, mens de – med en fjernkontrol i hånden – sænker og hæver ankeret. Come on. Jeg er netop fyldt 66. Kirsten er 64. Sådan ét elektrisk ankerspil vil vi også have.

Og så er der cockpit-telt og sprayhood. Også her er det nuværende bygget til at holde vind, regn og kulde ude, men i Middelhavet har vi brug for åbenhed, masser af frisk luft, åbne sider, skygge – også mens vi sejler – og højt til loftet. Så vi beder om prisen på et helt nyt set up med en såkaldt bimimi som omdrejningspunkt. Og når vi nu er i gang, så beder vi om prisen på et solpanel ovenpå bimimi’en, for hvor ankring i Danmark var en ting, vi gjorde en gang imellem, så er ankring en ting, som vi i Middelhavet gør flere gange om ugen. Det kræver energi til at holde gang i køleskab, pumper og læselys, og det kan solen levere.

Og så vil vi gerne have mulighed for brusebad på badeplatformen. I Danmark gik vi blot ned på badeværelset og brusede os, når vi havde taget en dukkert fra båden. Men i Middelhavet er vandet virkelig salt, og saltvand sætter spor over hele båden, hvis ikke du skyller det af med ferskvand med det samme. Vi har lagt mærke til, at alle sydeuropæiske både er udstyret med et ferskvandsudtag nær deres badeplatform, så man som en naturlig rutine skyller sig af, inden man stiger ind i sit cockpit og kahyt. Man skal have prøvet det, før man kan se, at dette giver rigtig god mening. Så igen: Giv os et tilbud på et bruse-udtag nær badeplatformen, tak.

Vi beder også om tilbud på forbedring af vores elektriske system. Vi vil gerne have et 220 volts udtag ved kortbordet, når vi er på landstrøm, vi vil gerne have mulighed for 12 volts opladning af mobiltelefoner og VHF-radioer, og vi vil gerne have installeret to små 12 volts fans, ventilatorer, i hovedkabinen for at sikre kølighed også når vi ikke har adgang til landstrøm.

Ved siden af alt dette beder vi også om en service af både Ronjas indenbordsmotor, hvor især startmotoren, 20 år gammel, er begyndt at skabe sig, og udenbordsmotoren, der tilsyneladende har skidt i karburatoren.

Vi anduver en taverna

Vi anduver en taverna

Posted on Jun 28, 2018

38° 39′ 44.1504” N 20° 45′ 33.066” E

28. juni

Tre gange på få uger anløber vi Port Spiglia, som ligger i en fortryllende bugt på nordsiden af øen Meganisi. Vi har fået stedet anbefalet af Bob og Ann, et engelsk par, som vi mødte i Prevéza på fastlandet. De sejler hvert forår og hvert efterår, og da de fortæller os, at de har sejlet i Det Ioniske Hav i 16 år, de første mange år i lejet båd, og de seneste i deres egen båd, Coconut, så spørger vi, om de har nogle tip til et par danskere, som netop er ankommet til Det Ioniske Hav.

Om de har!

Ann sætter sig og skriver en hel novelle om de gode steder – seks håndskrevne sider med ankringspladser, havne, strande, spisesteder, telefonnumre, og vi er nu de lykkelige ejere af en personlig guide til det vestgræske ørige.

Spartakori, Port Spiglia, Babis the owner

Skippers kone sammen med Babis, som enevældigt styrer både havn og restaurant i Port Spiglia. Skønt sted.

Vi starter med Porto Spiglia på øen Meganissi. ”Ring til Babis,” står der i Anns liste over ioniske top-oplevelser. Babis er ejer af en Taverna, der ligger så tæt ned til bugten, at vandet næsten slikker om vores fødder, når vi spiser. Hen ejer og styrer suverænt tavernaen, men han fungerer samtidig som havnemester for 50-60 havnepladser langs kaj og flydebroer.

Vi ringer til Babis og hilser fra Bob og Ann – og får anvist en plads i det, som uofficielt kaldes ”den britiske sektor”. Pladsen er gratis. Det samme er el og vand. Men det forventes, at vi spiser i tavernaen. Fair deal. Super koncept.

Livet er befriende enkelt, når du befinder dig i Babis’ univers. Du udveksler erfaringer med dine naboer, mest briter men også enkelte normænd, svenskere og hollændere. Du tager på udflugt til den højtbeliggende landsby Spartakori med udsigt over hele øhavet, du tager på strandtur til stranden ved tavernaen eller til den noget større strand inde i bunden af bugten, og om aftenen spiser du på Babis’ taverna, ofte sammen med nogle af de sejlere du har mødt tidligere.

Familiebillede fra Meganisi – Kirsten, Per, Lasse og Nellie – i bugten ud før Vahti

Hvis bugten bliver for trang, lejer du en motorcykel eller en bil og udforsker den lille ø og dens mange strande. Sjældent på hele vores sejltur er vi kommet så langt ned i gear som hos Babis.

Derfor kommer vi igen, da vi lidt senere i juni har vores barnebarn, Nellie på seks år, ombord, så også hun kan opleve den tryghed og hjemlighed, der hersker i Babis univers.

Strand, svømning, højtlæsning i Harry Potter, så bliver det ikke meget bedre.

 

 Skipper passer sine jobs – bog, foredrag og bestyrelsesposter – fra en afslappet position i Middelhavet. I de fire måneder, Ronja har været til søs i Italien og Grækenland, er han rejst til Danmark fire gange otte dage for at arbejde.

Og vi ligger der igen, da Nellies far lidt ind i juli ankommer for at deltage i sejladsen.

Vi anløber også et par gange Vahti, hovedbyen på øen Meganisi. Her anløber vi – igen efter anvisning og telefonnummer fra Anns håndskrevne guide – Karnayio Taverna, og oplever igen det særligt græske fænomen, at en taverna driver havnepladserne og lader dig ligge gratis, imod at du spiser på tavernaen, hvilket ikke er noget problem, når maden både er god og billig. Det er det, vi sejlere kalder en vind-vind situation.

Bonusinfo: Der er vildt mange græshopper på Meganisi, og i Karnayio Taverna ved Vahti springer de gerne ombord på din båd. Vi troede, de var uskyldige, indtil vi spurgte taverna-ejeren, om de havde mus, for vi kunne se, at nogen var gået i vores mad og havde efterladt ekskrementer i båden. Nej, sagde hun. Det er græshopper. De æder alt, mad, tøj, madrasser. Fat ikke sympati for dem. De gør meget skade. Næste gang Nellie og Per hopper i land skræmmer de en græshoppe ud over rælingen, og opdager til deres store forbløffelse, at sådan én faktisk er en habil svømmer, men de oplever også, at den efter 15 svømmetag bliver – haps – ædt af en fisk. Nellie er ret optaget af hændelsen men forstår, at sådan er naturens fødekæde. Måske vi skal have fisk til middag i aften?

Udsigten fra vores foretrukne badestrand – inde i bunden af Spartakori-bugten. Fantastisk sted. Kan varmt anbefales.

I skovens dybe ro

I skovens dybe ro

Posted on Jun 8, 2018

39° 12′ 36.306” N 20° 29′ 31.5024” E

8. juni 2018

Sig det ikke til nogen: Otte sømil syd for Parga ligger en bugt så smuk og uforstyrret, at vi næppe har oplevet noget mere fredsommeligt og fortryllende smukt på hele vores hidtidige rejse med Ronja. Two Rock Bay hedder bugten.

Da vi ankommer er der kun én båd i hele bugten, en englænder, som råber til os, at hvis vi vil overnatte i bugten, skal vi være forberedte på, at der kan stå en del dønninger, som gør natten urolig. Det bliver ikke et problem for os. Vi lægger os allerinderst i bugten med kun 0,9 meter vand under kølen omkranset af nærmest lodrette skovbeklædte klippevægge.

Hele kompasset rundt ser vi ingen bygninger, ingen solsenge, ingen støjende speedbåde. Kun klipper, tæt skov og små stykker strand. Da dagen bliver til aften dukker flere og flere yachter op for at overnatte i bugten og et ungt par rejser et lille kuppeltelt inde på stranden og tænder et bål. Men selv med dette øgede indbyggertal fastholder bugten sin majestætiske stilhed.

Græsk salat morgen, middag og aften. Vi er godt nok kommet til Grækenland

 

 

Vandland for viderekommmende

Vandland for viderekommmende

Posted on Jun 5, 2018

39° 16′ 59.6532” N 20° 23′ 24.7812” E

5. juni 2018

Efter en fortryllende dag for sejl ankrer vi op i bugten Valtou nær byen Parga på det græske fastland, 15 sømil vest for Paxos. Vinden bestemte, at det skulle blive Parga.

Parga/Valtou er 110 procent feriestemning. Hvis du vil sole dig på en solseng, svømme i det azur-grønne hav, dyrke vandski, paraglide, surfe, padle på et bræt eller blive speedbåds-trukket i en plastik-ring med svimlende fart, så er Valtou lige noget for dig.

Selv er vi totalt tilhængere af feriestemning. Vi nyder opholdet i bugten. Men efter en gåtur til Parga by tænker vi alligevel, at dette er for meget. Sikke en forskel, der er på øer uden lufthavn, og så et fastland, hvor rejsebureauer skaber en industriel luftbro af turisme, fordi afstanden til en lufthavn er kort. Det giver massiv tivoli-stemning, og du løber spidsrod mellem snesevis af pågående taverna-ejere, som alle vil have dig ind i netop hans eller hendes taverna. For meget.

Vi skriver os bag ørerne, at hvis vi en dag er på disse kanter med vores barnebarn, så er Parga et eldorado af legemuligheder i strandhøjde.

Selv sejler vi videre.

Ronjas besætning kapitulerer – og bakker ydmygt båden ind på plads

Ronjas besætning kapitulerer – og bakker ydmygt båden ind på plads

Posted on Jun 3, 2018

39° 12′ 6.9444” N 20° 11′ 11.0868” E

3. juni 2018

Paxos er en fantastisk ø. Den er lille, den er venlig, den er frodig, og så har den blot halvanden havn, så den indbyder til, at vi ligger en del for anker. Her tæller vi som havn ikke Longos med, for den siges at være forbeholdt turbåde, Lákka er den halve havn, og den hele havn hedder Gaios. Havnen i øens hovedby Gaios har form som en flod, der slynger sig indenom en ø, hvor du undervejs kan vælge, om du vil ligge blandt fiskerbåde i byens udkanter, eller du vil ind i bymidten og mænge dig med de store lystyachter.

Mens alt endnu er idyl. Hækankeret holder, og vi nyder retten til at gå forlæns ind på en havneplads

Vi starter med at mænge os med de store i bymidten, og vi bruger vores hækanker, sådan som vi har gjort adskillige gange i den svenske skærgård. Ankeret ud bagved Ronja, derpå stævnen langsomt ind mod land, et par liner fast til kajen. Sådan skal det gøres. ”Hæ, hæ”, gnækker vi. Endnu en gang har vi taget fusen på sydlændingenes ubegribelige forkærlighed for at bakke deres både ind på plads med et anker ud fra forstavnen og et par liner fra bådens bagende ind til land.

Vi har igen vist, at vi sætter vores hat og vores båd, som vi vil. ”Den skandinaviske model”.

Men det bliver på Paxos, vi får punkteret vores tyrkertro på, at ”den skandinaviske model” er overlegen. Først på eftermiddagen blæser det op, havnens facon som en flod med land på begge sider skaber en vindtunnel, der presser os fra siden, og vi mærker, at hækankeret skrider, og pludselig går det hurtigt, vi er på vej hen mod en nabobåd. Vi starter motoren, haler ankeret ind, får frigjort os fra naboens ankerkæde og søger uden for havnen, hvor vi smider stævnankeret (det foran) i en rolig og smuk ankerbugt.

Næste morgen prøver vi igen. Vi sejler ind i Gaios havn, udser os en ny plads, smider denne gang stævnankeret i stedet for hækankeret og BAKKER forsigtigt ind på plads. Ligesom grækerne. Den sydeuropæiske model.

Vi har lært lektien. Nu bakker vi ind som grækerne. De to bogstaver, “rø”, er, hvad der er tilbage af “Thurø”, vores hjemhavn gennem flere år

Nu har vi ellers sejlet i to år i Sydfrankrig og langs hele Italien, og bortset fra to gange er det lykkedes os at insistere på, at vi hører til dem, der går ind på en havneplads med forenden først. Nu er vi imidlertid kommet til et land, der ikke bruger faste mooring-lines fastgjort på havnebunden, og hvor du derfor er henvist til at bruge dit eget anker, og her må vi sande, at vores hækanker er mindre, har kortere kæde og derfor ikke er så stærkt som vores stævnanker.

Vi har lært lektien. Når du er i Grækenland, gør som grækerne: Bak!

Diesel leveres til døren. Du prajer blot en af de diesel-tankvogne, der kører langs havnen hver halve eller hele time

 

Lakka på Paxos – den smukkeste ankerplads

Lakka på Paxos – den smukkeste ankerplads

Posted on May 31, 2018

39° 14′ 13.2468” N 20° 7′ 57.8856” E

31. maj 2018

Byen Lakka lever af turisterne som enten kommer i egen båd eller i en af de mange turbåde. Langs kajkanten i byen ligger den ene taverna ved siden af den anden, klar til at hygge om bådturisterne

Byen bærer præg af forfald.

Vandet går helt op i gaden.

På trods af at vi begge blev brændt af brandmænd kunne vi ikke modstå det turkisgrønne badevand.

Solnedgang over Lakka.