Tager I til Sicilien? Tag rigeligt med søsygepiller!

Posted on Aug 2, 2017
Tager I til Sicilien? Tag rigeligt med søsygepiller!

39° 12′ 2.3328” N 9° 7′ 33.8772” E

19. juli til 28. juli

”Tager I til Sicilien i morgen? Så tag rigeligt med søsygepiller,” anbefaler vores australske naboer. De har sejlet tre år non-stop i Middelhavet, og man kan ikke udelukke, at de ved, hvad de taler om.
”Vi har besluttet at vente til fredag,” siger vores franske nabo til den anden side. Han har netop fået sin hustru og to børnebørn om bord, og vi havde mere eller mindre aftalt at følges over til Sicilien. En sejlads på 182 sømil i retning østsydøst. Noget i retning af 30 til 40 timers sejlads alt efter vindforholdene.

”Ja, vi venter også til fredag,” siger den italienske genbo, som mener, at halvanden meter høje bølger er over hans ambitionsniveau.
Vi går til havnekaptajnen. Lad os høre, hvad han siger. ”Vent til i morgen,” anbefaler han. De sidste dages kuling er i aftagende, men der står stadig høje bølger på strækningen over til Sicilien.

Vi har egentlig ikke nogen, vi skal imponere med vores vovemod. Vi har end ikke travlt. Vi har blot – endnu engang – ligget blæst inde i fire dage og havde virkelig glædet os til at komme videre torsdag. Nu bliver det fredag. Vi tager endnu en dag i Gagliari, hovedbyen på Sardinien.
Gagliari er en stor provinsby, cirka 200.000 indbyggere, sådan en ”hulter til bulter by”, hvor alt er planlagt for at tækkes privatbilister, og hvor det nok er muligt at vandre rundt men stort set ikke er muligt at cykle. Byen har kilometervis af strand, men for at komme ud til denne og hjem igen, må vi flere gange løfte cyklerne hen over autoværn og krydse motortrafikgader med rasende trafik. Skiltning? En by i Rusland.

Et forladt pizzaria, der åbenlyst har kendt bedre dage. Lidt trist men også symbolsk for Gagliari. Byen forfalder. Byen har svært ved at følge med.

Byen har også opført en havnepromenade på flere kilometer for gående og cyklister. Et populært sted for kyssende kærester, og det enorme havnebassin er jagtområde for delfiner, der trænger småfisk op i en krog.
Promenaden er kun få år gammel. Alligevel er gang-brædderne løse og gelænderet mod havnen er ved at ruste.
Sådan er Gagliari også. Den holder ikke trit med tiden.

En pirat troner på vores lokale bardisk i Marina de Sole. Baren ligger i et telt på en nedbrudt mole. Den samler langturssejlere med behov for wifi og lyst til at snakke oplevelser 

Vi bor i Marina de Sole, en af Gagliaris mange havne. Vi søger derind, fordi vi på nettet kan se, at det gør andre langturssejlere. Her møder vi igen løse gangbrædder, udslidte lystbåde, et primitivt havnekontor i et telt og et toilet, der på en sammensunket mole truer med at vælte i havnen, dels fordi toilettet står løst, og dels fordi toiletgulvet hælder faretruende ned mod havnen.
Marina de Sole vinder med tiden. Der ER mange langturssejlere i den havn. Der ER en god stemning i havnen. Der er wifi i havnekaptajnens telt, og han og hans ansatte er dejligt imødekommende. Selv det potentielt nedstyrtende lokum får de styr på. De støber nyt gulv. Toiletkummen bliver gjort fast. Min sjæl, hvad vil du mere?

Jørgen Folkersen og Hanne de Linde er påmønstret i Gagliari. De er veteraner i at sejle med på Ronjas jordomrejse, og som altid stiger det kulinariske niveau til astronomiske højder ved deres ankomst

Bonusinfo: Havnepenge kan forhandles. Første udspil fra havnen i Gagliari hedder 50 € pr dag. Vi ender med at betale 33 € pr dag. Gagliari siges at have Italiens største fiskemarked. Det er overdådigt. Fra sværdfisk til østers. Ovenpå fiskemarkedet finder du et grøntsags-, oste- og kødmarked, der siger spar fem til det meste. Markedet er ikke nemt at finde. Men spørg efter det; det er i den grad ulejligheden værd. Personligt fandt vi tilfredsstillelse i at besøge Sardiniens nationale arkæologi-museum. Den slags kan man lide eller ikke lide. Vi kan lide det. Den bedste pizza, Diavolo, fik vi på Sardegna Pizzaria i restaurantkvarteret. Det bedste måltid fik vi på Bistro Fork.

Enten havde Sardinien besøg fra det ydre rum i årtusindet før Kristi fødsel, eller også havde de bare svært ved at kopiere øjne i deres kunst. Skulpturen viser angiveligt en bokser mere end 1000 år før Kristi fødsel